Kierkegaard, Søren Journalen NB4 : 1848

358 167 VIII1A643 ►Nye Taler om Lilierne og Fuglen.

Men siger Du maaskee: o, gid jeg var en Fugl, der lettere end alt jordisk Tyngende hæver sig i Luften, ⓘ saasaa] , først skrevet let let, at den endog kan gjøre sig let nok til at ►bygge Rede paa Havet. Gid jeg var som en Blomst i Engen o: s: v: Det vil sige, det som Digteren anpriser som den høieste Lykke, til hvilket Mskets Ønske stræber tilbage, hvor ubilligt at gjøre det til Læremesteren for Den, som skal fremad.

Digterisk er nemlig Umidd. det man ønsker sig tilbage til (man ønsker Barndommen tilbage o: s: v:), men christelig er Umidd. tabt og den skal ikke ønskes tilbage men naaes igjen.

I disse Taler vil altsaa blive at udvikle Conflikten mell. Poesie og Χstd. Hvorledes Χstd i en vis Forstand i Sam168[men]ligning med Poesien (der er ønskende, bedaarende, bedøvende, forvandlende Livets Virkelighed til en østerlandsk Drøm, som naar en ung Pige kunde ønske at ligge hele Dagen paa en Sopha og lade sig fortrylle) er Prosa – og dog netop Evighedens Poesie.

Selvfølgeligt vil Lilien og Fuglen^a denne Gang faae end mere poetisk Colorit og Farvepragt, just for at vise, at det ⓘ PoetiskePoetiske] , først skrevet skal skal bort. Thi naar Poesien ^[b] i Sandhed skal falde (ikke for en tvær og treven Præsts Snak) saa skal den have Høitidsklæderne paa.