Kierkegaard, Søren Journalen NB4

157VIII1A629Jeg forstaaer mindre og mindre Mskene. Det der forkyndes i Kirkerne er egl. ikke Χstd; Paa den ene Side synes det at ►interessere Regjeringerne og Præsterne at Landet ansees for at være Χsten, paa den anden Side ⓘ havehave] , først skrevet af Mskene selv en dunkel Forestilling om at det dog maa være et Gode at være en Christen, hvorfor de endda nok vil have Navn deraf, og ønske, at man beviser dem at være det. Men egl. Χstd. er der Intet af. Det Præsten prædiker er ikke langt fra at blive Blasphemie. Man finder i allehaande Livets Trivialiteter Analogier til det Høieste. ►En Mand har et Tab, vupti kalder Præsten det 👤Isaak som 👤Abraham offrer. Hvilket Vrøvl. Er det at offre er det at tabe? At offre er frivilligt at bibringe sig et Tab. ►En Mand er sygelig vupti er det Pælen i Kjødet. ►Pro dii immortales. Der leves aldeles som i Hedenskabet, 158 hvor man dog ogsaa eftertragtede en vis udvortes Retfærdighed og saa sørgede over jordisk Nød og fattede Trøst derfor. Men i ►Χstheden tales der strax om ►📌Gethsemane.

Derfor kan man let blive slaaet ihjel for at forkynde Χstd. Thi Mskene vil være Χstne, men de ville Intet høre om hvad Χstd. i Sandhed er. De kæmpe for Navnet af Χstne, og hade derfor ⓘ DenDen] , < den, der vil gjøre dem det anstrenget at være det.