2. Datering og kronologi

Journalen NB36 er ifølge etiketten på bindets forside taget i brug den 13. december 1854. Af journalens 37 optegnelser er kun NB36:1 dateret. Enkelte af journalens øvrige optegnelser indeholder referencer, som muliggør en nøjere kronologisk bestemmelse. Det gælder NB36:19, hvor SK med ordene »Angrebet paa 👤Martensen eller paa 👤Mynster per Martensen« hentyder til sin artikel i Fædrelandet d. 18. dec. 1854.* I NB36:26 omtales den som »Artiklen mod Martensen om Mynster« og SK efterlyser nu en reaktion: »Den Martenske Taushed er en rædsom Prostitution«.* Det betyder, at denne optegnelse er indført efter den 18., men før den 28. december, hvor Martensen gav SK svar i Berlingske Tidende. Formuleringen »min sidste Artikel mod Martensen« sigter måske til den omtalte artikel fra d. 18. december, men udelukkes kan det ikke, at SK tænker på sin kommende artikel »Derved bliver det!«, der bragtes i Fædrelandet d. 30. dec. 1854.*

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår SK opgav skrivningen af denne NB-journal, der som den eneste ikke er skrevet ud.* Journalens afsluttende optegnelser (NB36:27-37) kan med emner som fx »👤Luther – Reformationen.« og »Min mulige Navnkundighed« dog give det indtryk at være skrevet i fred og ro før 👤Martensens svar den 28. december, og at journalen herefter ikke længere var i brug.