XI2A192Manden; Qvinden; Barnet.
Χstdommen.
I Grunden er det dog frygteligt, men sandt er det, og Udtrykket for, efter hvilken rædsom Maalestok det er sandt, at Χstd. slet ikke er til.
Saaledes er egl Forholdet i Χsthed, især i Protestantisme.
Mændene – og det endda saadanne usle ►Skrællinger og Spytteklatte, som 9 det der ⓘ nu kaldes Mænd, sammenlignet med Østens Idealitet af det at være: ⓘ Mand – Mændene vende sig med en vis Stolthed og Selvfølelse fra Religionen og sige: Religionen (Χstd) er Noget for Fruentimmer og Børn.
Og see saa hvad Sandheden er, Sandheden er, at Χstd., som den er i det nye Testamente, er lagt an efter saadanne Proportioner, at den ►stricte taget ikke kan være Religion for Fruentimmer, høist paa anden Haand, og for Børn umuligt.
Dette er mit Vidnedsbyrd som Psycholog: ingen Qvinde kan udholde en dialektisk Fordoblelse, og alt Christeligt har et Dialektisk i sig.
10For at skulle kunne forholde sig til den christelige Opgave fordres der at være Mand, der behøves Mandens Haardhed og Styrke for endog blot at kunne bære Trykket af Opgaven.
Et Gode, der er ►kjendeligt paa, at det gjør ondt; en Frelse, der er kjendelig paa, at den gjør mig ulykkelig; en Naade, der er kjendelig paa Lidelse o: s: v: o: s: v: alt Sligt, og saaledes er alt Χstligt, kan ingen Qvinde bære, hun vil gaae fra Forstanden, hvis hun skal spændes i denne Anstrengelse.
Hvad Barnet angaaer er det naturligviis aldeles Vrøvl at det skal være Χsten.
36611En Qvinde, og fremfor Alt et Barn, forholder sig til, aander i det Ligefremme. Er ⓘ Noget et Gode, ja saa maa det være kjendeligt paa, at det gjør godt: det hjælper ikke; at ⓘ ville tvinge en Qvinde (Barnet ⓘ vil jeg slet ikke tale om) ind i: et Gode, som gjør ondt er at sprænge hende.
ⓘ Læg blot Mærke til, hvoraf det vel kan komme, at ingen Qvinde kan taale Ironie, at Ironie i Forhold til hendes Lidenskab er ⓘ at dræbe hende. Kommer det ikke deraf, at hun ikke kan bære et Dialektisk.
Jeg har i denne Henseende sandeligen taget ►store Philosophicum. Forsøg det: gjør en Pige ulykkelig og siig 12 saa til hende: ja, men det er af Kjerlighed jeg gjør det – og Du sprænger hende, ⓘ det brister for hendes Forstand. Lemp Dig saa efter ⓘ hende, siig: jeg er en letsindig Slyngel – saa kan hun bære det, og hun vil kjerligt tilgive Dig. Men hun slap jo ogsaa for den dialektiske Fordoblelse.
Og saaledes med alt det Christelige. Kun Manden har fra Styrelsens Haand Haardførhed til at kunne bære et Diale[k]tisk.
At skulle bære et Dialektisk er den intensiveste Qval er den intensiveste Qval der er muligt. Barnet, den lille ►Skjelms-Mester, er fuldkommen ►betrygget derimod, han kan ikke 13 engang komme det saa nær, at han kunde gaae fra Forstanden derover, om Du end vilde ►tylde det af al Magt i ham. Qvinden kan komme det saa nær, at hun segner under det, eller at Forstanden, for at hjælpe hende ud af det, lister bort ɔ: hun gaaer fra Forstanden.
At skulle bære et Dialektisk er den intensiveste Qval der er muligt. Det sees da ogsaa let, at langt intensivere end det fE at blive ulykkelig, er den Lidelse: at blive ulykkelig og at det tillige skal betyde just Ens ⓘ Lykke, og saaledes paa ethvert Punkt. Derfor vil ogsaa Enhver (dersom der ellers lever Nogen, som duer til at forstaae sig paa Sligt) 14 der forstaaer sig paa Sligt, naar han tænker denne Figur: en dialektisk Fordoblelse han vil (som man ved Synet af ►Marter-Redskaber uvilkaarligt ligesom hører en Martrets Skrig) han vil naar han tænker en Qvinde i Forhold dertil, uvilkaarligt høre dette Skrig: o, frels mig, frels min Forstand.
Saa er altsaa Sandheden af dette med Χstheden denne: at dette Høie, som er det Christelige, dette Høie, som ingen Mand end ikke den Gang da det at være Mand var en Idealitet og end ikke den af saadanne der havde meest Idealitet, som end ikke han overtog eller løftede paa, uden 15 at det ►satte i Knæerne, dette Høie under hvilket (at jeg skal tage det stærkeste Udtryk) under hvilket selv ►Verdens Frelser segner, at ►Gud som er Kjerlighed dog kan forlade ham 367og gjøre det af Kjerlighed: dette Høie har man i Χsthed saa jævnt og hjerteligt sluddret ned i det Gade-Skidt der er den almindelige msklige Tanke-Gang, saa dette Høie nu endog er blevet for let og for lidt for den Art ⓘ Paaklædninger, man nu kalder Mænd, og overlades til Qvinder og Børn, for hvem egl. Religionen er.
I det nye Testamente er Forholdet dette: Manden er det 16 lagt an paa; Religionen forholder sig til Manden; Qvinden ►participerer secundairt i Religionen ►per Manden; selv bære et Dialektisk kan hun ikke, men ved at være Vidne til hvorledes ⓘ Manden løfter paa den Opgave, faaer hun dog et Indtryk mere end af det ganske ⓘ Ligefremme. Barnet ►skjøtter sig selv, til hans Tid kommer. At ville tylde sand Χstd. i et Barn er (hvis det ellers var muligt, hvis Barnets Natur ikke gjorde det umuligt at tilegne sig dette) er lige saa bestialsk som at ville (hvilket dog ofte nok gjøres) tylde Brændeviin i Barnet, fordi Forældrene selv drikke Brændeviin og den 17 søde Glut skal have det lige saa godt som Forældrene. Og under Navn af Χstd. at ville tylde Noget i Barnet som ikke er Χstd. er jo uforsvarligt.
Men, som sagt, Χstheden har faaet Alt sat over i det Ligefremme – og derfor ganske rigtigt er ⓘ »Barnet« blevet Maalestokken for det at være Χsten! Fortræffeligt! Christenheden synes slet ikke at have mærket, at den just ved »Barnet« er stødt paa et ironisk Problem, et Problem, som saa ►godhedsfuldt er blevet besvaret, det Problem, hvad skal vi gjøre med Barnet, kan Barnet blive Χsten – et Problem, til hvis Besvarelse det nye T. Intet [inde]holder, da det antog, at den 18 Χstne – ikke gifter sig. Lige saa ironisk som det er ►hvad 👤Peer Degn siger om 👤Saxo Grammaticus at han berigede det latinske Sprog med en Mængde Udtryk, lige saa ironisk er den Berigelse, hvorved ⓘ Χstheden har beriget Χstd: alt det meget Lærde og Dybsindige om Barnet, Barnets Χstd, Barnets Daab, Tro ⓘ o: s: v: Vær i Forhold til et Barn kun ►Trediemand, og Du skal see, at Alt stiller sig som det nye T. tænker sig det. Men da de rare Χstne hittede paa, selv paa en Frisk at ville begynde paa, hvad just Χstd. spærrede af for: saa fik Barnet en anden Betydning. Og paa »Barnet« 19 blev saa – ja det er ganske i sin Orden – Χstdommen aldeles endevendt, blev lige stik det Modsatte af hvad den er i det nye T:, Barne-Slik, saa forsaavidt Mændene som de nutildags ere, havde Ret i at vende sig bort fra dette, betragtende det som Noget der kun var for Qvinder og Børn, Noget der ækler en Mand ligesom ⓘ Snakken og ►Jav'et og Temperaturen i en ►Barselstue.
Nei, lad det blive igjen som engang, lad ⓘ det sætte Manden i Knæerne at overtage og bære Opgaven, lad Qvinden gyse ved at see, 368hvor tung den er – og Barnet? ja, lad det ⓘ blive som engang, lad os blive fri for Børne-Avlen 20 af Χstne: saa er det muligt at Χstdommen kan sees igjen. Men ellers er det umuligt; og jeg for mit Vedkommende begriber ikke, hvorledes det er muligt, at Nogen med Indtrykket af Χsti Liv og hvad Evangelierne forstaae ved at være Χsten, og med Indtrykket af Χsti Fordring om Efterfølgelse, er kunnet ►falde paa – at gifte sig.