XI2A229Kirken.
Falskneriet.
Saaledes er Χstdommen lagt an: den forholder sig til Individ. Just deri den uhyre Idealitet men ogsaa Anstrengelse af det at være Χsten, som Individ at forholde sig til Gud, ikke dækket af noget ⓘ ►Abstraktum, der, hvis Du vil tale saaledes, tager Stødet af, 109 eller, hvis Du vil tale saaledes, som det farvede Glas formilder Solstraalens Ild.
Men det alt Mskeligt tenderer til er: at blive Gud qvit.
Dette er det Fælles. Methoden er saa en dobbelt (►ad modum ►som man taler om det fine og det grove Selvmord). Den ene er: at gjøre Oprør mod Gud, eller at negte at der er en Gud til. Den taler jeg ikke om.
Den anden den finere, er, og netop under Paaskud af Iver for Gud og Guds Sag, at faae et Abstraktum mellem Gud og sig.
Et saadant Abstraktum er nu »Kirken.« Den har man saa hittet paa at gjøre til Person, og ved først aandrigt at tale om den som Person, om dens Fødsel, dens Levnetsløb o: s: v: tilsidst vænt sig til at betragte Kirken som den Χstne – i anden Forstand 110 gives der ikke Χstne.
Bag dette Abstraktum ►ferierer saa den Χstne. Høitideligt, dybsindigt, aandeligt tales der om Kirken – men enkelte Χstne, dem er der ⓘ ingen af, eller om Du saa vil, dem er der nok af, i Millionsviis saa en Million Χstne mere eller mindre ikke betyder mere end 399►som man siger en Pølse i Slagtertiden. Vistnok er det ►som 👤Sleiermacher etsteds siger, at det jo ikke er Mskets Tanke med Opdagelsen af Tordenaflederen at sidde tryg bag den og lee ad Gud, som lyner og ⓘ tordner, og saaledes er det vel heller ikke de Vedkommendes Hensigt at gjøre Nar af Gud ved denne 111 Opdagelse med Kirken, ved, ►ligesom 👤Peer Mikkelsen gjorde, at substituere en Straamand istedenfor sin Person: men faktisk er det dog at gjøre Nar af Gud og af Χstd. Kirken, dette Abstraktum er det Skiærmbræt, bag hvilket den Χstne unddrager sig den egl. Anstrengelse af at være Χsten.