Min hele Tilværelse er egl. den dybeste Ironie.
►At reise til 📌Syd-Amerika, at stige ned i underjordiske Huler for saa at opgrave Rester af en forsvunden Dyre-Formation, antediluvianske Forsteninger: deri er intet Ironisk; thi de Dyr, som nu findes ►dersteds udgive sig jo ikke for at være de samme Dyr.
Men midt i »Christenhed« at udgrave Formationerne af det at være Χsten, ⓘ hvilke omtrent forholde sig til de nuværende Χstne, ligesom ►Knoklerne af hine Dyr til de nulevende: det er den intensiveste Ironie. Det Ironiske ligger i, at Christe[n]dommen paa samme Tid an2tages at være til, at ►der er 1000 af Fløiels og Silke og Klædes Præster, Millioner Χstne, som avle Χstne o: s: v:
►Hvori laae egl. 👤Socratess Ironie? Mon i Udtryk og Vendinger i Talen o: D:? Nei slige ►Bagatellerier, maaskee Virtuositet i at snakke ironisk, Sligt constituerer ikke en 👤Socrates. Nei, hans hele Tilværelse er Ironie og var den: Medens den hele samtidige Befolkning af ⓘ ►Avlskarleog ►Forretningsmænd o: s: v:, kort disse Tusinder, medens de Alle da vare fuldkommen sikkre paa at være Msker og at vide, hvad det er at være ⓘ Mske, laae 👤►Socrates underneden (ⓘ ironisk) og beskjeftigede sig med det Problem: hvad det er at være Msk. Han udtrykker 3 saaledes egl. at al de Tusinders ►Treiben er en Indbildning, ⓘ et Gøglespil, en Tumult, en Støi, en Travlhed o: D:, som i Ideen seet er af Værd = 0, eller mindre end Nul, forsaavidt jo disse Msker kunde anvende deres Liv til at besinde sig paa Idealiteten.
Ironien i Forhold til Christenhed har eet Moment mere i sig end den Socratiske, forsa[a]vidt nemlig Mskene i Χsthed ikke blot indbilde sig at være Msker (her standser naturligviis Socrates) men tillige indbilde sig at være noget historisk Concret som det er at være Christen. 👤Socrates betvivlede at man ved Fødselen er Msk., man slipper ikke saa nemt til at blive Msk. 4 eller til at være vidende om, hvad det er at være Msk; thi Idealiteten af det at være Msk. var det jo der beskjeftigede 👤Socrates, Det han søgte. Men hvad vilde vel 👤Socrates tænke, naar man fortalte ham, at nu er Mskene ►længst ⓘ blevne saa ►perfectible, at have gjort saadanne Fremskridt i Nonsens, at ⓘ der nu er Mening i, at et Barn omtrent fødes Christen, ja »endog af en ganske bestemt Confession.«
364 XI2A190 Velgjørenhed (Christd.)
Dette »mig« er saa charakteristisk 5 for Χstdommen. Vi vende Sagen saaledes, det er jo de Andre der skal have Gavn af Ens Velgjørenhed, ergo kommer det an paa Velgjørenheden selv.
Ak, nei saa travl er det Christelige ikke. Χstd. er ikke som Verden i Forlegenhed for Penge, saa det blot kommer an paa at faae Pengene, og man derfor gjør Velgjørenhed i og for sig til en Dyd. Nei, Χstd. har slet ingen saadan Brug for Penge. Derfor siger Apostelen: hvad gavnede det mig.
Her seer man forresten et Exempel paa, hvor nær Ironien altid ligger ved det Χstlige, saa det egl. blot er Sindslidenskaben, der gjør at Ironien ikke høres. Apostelen taler med Evighedens Bekymring: hvad gavnede det mig. 👤►Socrates vilde drillende kunne sige ganske det Samme: hvad gavnede det mig, blev jeg bedre, visere derved at 6 jeg uden Kjerlighed gav Alt til de Fattige.
Det tales der da nok om i Christenhed, det ►brouter man af, det virker man for: at der er christelig Kundskab i Landet.
Jeg vil ⓘ nu ikke ⓘ tale om, at dette dog nok turde være Løgn, at den ⓘ Art Kundskab der haves om Χstd ikke egl. er – om Χstd, men om Noget, Mskene selv have opfundet, saa at broute af ⓘ den christelige Kundskabs Tilstedeværen, er lige saa ►misligt som ►hvis en By vilde broute af en ganske udmærket Vand-Forsyning, der virkelig ogsaa førte Vand nok til 7 Byen men Rendesteens-Vand o: D:
Dog dette vil jeg ikke tale om; men christelig Kundskab er, christeligt, af en ►tvetydig Betydning. Sæt der virkelig var megen og sand christelig Kundskab i Landet, naar Livet saa ikke bedre svarer dertil end nu, saa er det, at der er christelig Kundskab, Noget, som forværrer Skylden.
Men paa denne Tale om christelig Kundskab seer man atter, at Mskene dog egl. behandle Χstd. som en Erkjendelses Sag, saa chri365stelig Kundskab i og for sig har Værd i samme Betydning som fE mathematiske, historiske o: d: Kundskaber, der ikke forholde sig til hvorledes det Liv er, man lever, Charakteren, medens, som sagt, christelig ⓘ Kundskab gjør, i samme Grad som den er større, uden at forbedre Livet, Sagen 8 værre, altsaa trækker fra, ikke anbefaler som Noget, man dog idetmindste kan beraabe sig paa, nei, omvendt, gjør, at man saa meget desto mindre har Noget at undskylde sig med eller at beraabe sig paa.
XI2A192Manden; Qvinden; Barnet.
Χstdommen.
I Grunden er det dog frygteligt, men sandt er det, og Udtrykket for, efter hvilken rædsom Maalestok det er sandt, at Χstd. slet ikke er til.
Saaledes er egl Forholdet i Χsthed, især i Protestantisme.
Mændene – og det endda saadanne usle ►Skrællinger og Spytteklatte, som 9 det der ⓘ nu kaldes Mænd, sammenlignet med Østens Idealitet af det at være: ⓘ Mand – Mændene vende sig med en vis Stolthed og Selvfølelse fra Religionen og sige: Religionen (Χstd) er Noget for Fruentimmer og Børn.
Og see saa hvad Sandheden er, Sandheden er, at Χstd., som den er i det nye Testamente, er lagt an efter saadanne Proportioner, at den ►stricte taget ikke kan være Religion for Fruentimmer, høist paa anden Haand, og for Børn umuligt.
Dette er mit Vidnedsbyrd som Psycholog: ingen Qvinde kan udholde en dialektisk Fordoblelse, og alt Christeligt har et Dialektisk i sig.
10For at skulle kunne forholde sig til den christelige Opgave fordres der at være Mand, der behøves Mandens Haardhed og Styrke for endog blot at kunne bære Trykket af Opgaven.
Et Gode, der er ►kjendeligt paa, at det gjør ondt; en Frelse, der er kjendelig paa, at den gjør mig ulykkelig; en Naade, der er kjendelig paa Lidelse o: s: v: o: s: v: alt Sligt, og saaledes er alt Χstligt, kan ingen Qvinde bære, hun vil gaae fra Forstanden, hvis hun skal spændes i denne Anstrengelse.
Hvad Barnet angaaer er det naturligviis aldeles Vrøvl at det skal være Χsten.
36611En Qvinde, og fremfor Alt et Barn, forholder sig til, aander i det Ligefremme. Er ⓘ Noget et Gode, ja saa maa det være kjendeligt paa, at det gjør godt: det hjælper ikke; at ⓘ ville tvinge en Qvinde (Barnet ⓘ vil jeg slet ikke tale om) ind i: et Gode, som gjør ondt er at sprænge hende.
ⓘ Læg blot Mærke til, hvoraf det vel kan komme, at ingen Qvinde kan taale Ironie, at Ironie i Forhold til hendes Lidenskab er ⓘ at dræbe hende. Kommer det ikke deraf, at hun ikke kan bære et Dialektisk.
Jeg har i denne Henseende sandeligen taget ►store Philosophicum. Forsøg det: gjør en Pige ulykkelig og siig 12 saa til hende: ja, men det er af Kjerlighed jeg gjør det – og Du sprænger hende, ⓘ det brister for hendes Forstand. Lemp Dig saa efter ⓘ hende, siig: jeg er en letsindig Slyngel – saa kan hun bære det, og hun vil kjerligt tilgive Dig. Men hun slap jo ogsaa for den dialektiske Fordoblelse.
Og saaledes med alt det Christelige. Kun Manden har fra Styrelsens Haand Haardførhed til at kunne bære et Diale[k]tisk.
At skulle bære et Dialektisk er den intensiveste Qval er den intensiveste Qval der er muligt. Barnet, den lille ►Skjelms-Mester, er fuldkommen ►betrygget derimod, han kan ikke 13 engang komme det saa nær, at han kunde gaae fra Forstanden derover, om Du end vilde ►tylde det af al Magt i ham. Qvinden kan komme det saa nær, at hun segner under det, eller at Forstanden, for at hjælpe hende ud af det, lister bort ɔ: hun gaaer fra Forstanden.
At skulle bære et Dialektisk er den intensiveste Qval der er muligt. Det sees da ogsaa let, at langt intensivere end det fE at blive ulykkelig, er den Lidelse: at blive ulykkelig og at det tillige skal betyde just Ens ⓘ Lykke, og saaledes paa ethvert Punkt. Derfor vil ogsaa Enhver (dersom der ellers lever Nogen, som duer til at forstaae sig paa Sligt) 14 der forstaaer sig paa Sligt, naar han tænker denne Figur: en dialektisk Fordoblelse han vil (som man ved Synet af ►Marter-Redskaber uvilkaarligt ligesom hører en Martrets Skrig) han vil naar han tænker en Qvinde i Forhold dertil, uvilkaarligt høre dette Skrig: o, frels mig, frels min Forstand.
Saa er altsaa Sandheden af dette med Χstheden denne: at dette Høie, som er det Christelige, dette Høie, som ingen Mand end ikke den Gang da det at være Mand var en Idealitet og end ikke den af saadanne der havde meest Idealitet, som end ikke han overtog eller løftede paa, uden 15 at det ►satte i Knæerne, dette Høie under hvilket (at jeg skal tage det stærkeste Udtryk) under hvilket selv ►Verdens Frelser segner, at ►Gud som er Kjerlighed dog kan forlade ham 367og gjøre det af Kjerlighed: dette Høie har man i Χsthed saa jævnt og hjerteligt sluddret ned i det Gade-Skidt der er den almindelige msklige Tanke-Gang, saa dette Høie nu endog er blevet for let og for lidt for den Art ⓘ Paaklædninger, man nu kalder Mænd, og overlades til Qvinder og Børn, for hvem egl. Religionen er.
I det nye Testamente er Forholdet dette: Manden er det 16 lagt an paa; Religionen forholder sig til Manden; Qvinden ►participerer secundairt i Religionen ►per Manden; selv bære et Dialektisk kan hun ikke, men ved at være Vidne til hvorledes ⓘ Manden løfter paa den Opgave, faaer hun dog et Indtryk mere end af det ganske ⓘ Ligefremme. Barnet ►skjøtter sig selv, til hans Tid kommer. At ville tylde sand Χstd. i et Barn er (hvis det ellers var muligt, hvis Barnets Natur ikke gjorde det umuligt at tilegne sig dette) er lige saa bestialsk som at ville (hvilket dog ofte nok gjøres) tylde Brændeviin i Barnet, fordi Forældrene selv drikke Brændeviin og den 17 søde Glut skal have det lige saa godt som Forældrene. Og under Navn af Χstd. at ville tylde Noget i Barnet som ikke er Χstd. er jo uforsvarligt.
Men, som sagt, Χstheden har faaet Alt sat over i det Ligefremme – og derfor ganske rigtigt er ⓘ »Barnet« blevet Maalestokken for det at være Χsten! Fortræffeligt! Christenheden synes slet ikke at have mærket, at den just ved »Barnet« er stødt paa et ironisk Problem, et Problem, som saa ►godhedsfuldt er blevet besvaret, det Problem, hvad skal vi gjøre med Barnet, kan Barnet blive Χsten – et Problem, til hvis Besvarelse det nye T. Intet [inde]holder, da det antog, at den 18 Χstne – ikke gifter sig. Lige saa ironisk som det er ►hvad 👤Peer Degn siger om 👤Saxo Grammaticus at han berigede det latinske Sprog med en Mængde Udtryk, lige saa ironisk er den Berigelse, hvorved ⓘ Χstheden har beriget Χstd: alt det meget Lærde og Dybsindige om Barnet, Barnets Χstd, Barnets Daab, Tro ⓘ o: s: v: Vær i Forhold til et Barn kun ►Trediemand, og Du skal see, at Alt stiller sig som det nye T. tænker sig det. Men da de rare Χstne hittede paa, selv paa en Frisk at ville begynde paa, hvad just Χstd. spærrede af for: saa fik Barnet en anden Betydning. Og paa »Barnet« 19 blev saa – ja det er ganske i sin Orden – Χstdommen aldeles endevendt, blev lige stik det Modsatte af hvad den er i det nye T:, Barne-Slik, saa forsaavidt Mændene som de nutildags ere, havde Ret i at vende sig bort fra dette, betragtende det som Noget der kun var for Qvinder og Børn, Noget der ækler en Mand ligesom ⓘ Snakken og ►Jav'et og Temperaturen i en ►Barselstue.
Nei, lad det blive igjen som engang, lad ⓘ det sætte Manden i Knæerne at overtage og bære Opgaven, lad Qvinden gyse ved at see, 368hvor tung den er – og Barnet? ja, lad det ⓘ blive som engang, lad os blive fri for Børne-Avlen 20 af Χstne: saa er det muligt at Χstdommen kan sees igjen. Men ellers er det umuligt; og jeg for mit Vedkommende begriber ikke, hvorledes det er muligt, at Nogen med Indtrykket af Χsti Liv og hvad Evangelierne forstaae ved at være Χsten, og med Indtrykket af Χsti Fordring om Efterfølgelse, er kunnet ►falde paa – at gifte sig.
XI2A193 Qvinden.
At sige, at da jo Χstd. gjør Mand og Qvinde lige, saa maa Qvinden paa samme Maade forholde sig til det Christelige som Manden, er en Tale, der intetsteds har hjemme. 21 Χstd. gjør ►vistnok Mand og Qvinde lige, men forandrer dog vel ikke ⓘ Natur-Bestemmelsen, ellers kunde man ad den Vei ogsaa komme til det Resultat, at Χstd. maatte bevirke, at ⓘ Qvinden blev lige saa ►høit voxen, lige saa muskelstærk som Manden, eller vel endog (hvis Χstd. ellers forholdt sig dertil) at Χstd. bevirkede, at det i Χsthed blev ►i Flæng og Spring med Barnefødsel, at snart var det Qvinden, snart Manden, der fødte Børn.
At sige at Qvinden endog væsentligere forholder sig til det Christelige end Manden er en Gavtyvestreeg i Retning af at faae Χstd. redigeret tilbage i det Ligefremme. Nei i Scalaen det Ligefremme har vistnok Qvinden Fortrinnet baade i Fiinhed, Dybde og Inderlighed; men saasnart et Dialektisk kommer med, saa er Qvinden i samme Tilfælde ►som sydlige Nationer 22 naar de skulle udtale et Ord af den slaviske Sprogstamme med 5 a 6 Consonanter foran een Vokal.
XI2A194 Det Ubetingede; 👤►Luther
Den Vending 👤Luther gav Sagen: Χstd. maa først og fremmest berolige er dog egl. Revolutionens Sprog om end i ⓘ den størst mulige Underkastelses Sprog.
Den christelige Fordring driver det til den yderste Yderlighed, saa reagerer det blot Msklige: vi kan ikke, det er idel Døds-Angest – Χstd. maa først og fremmest virke beroligende.
Men i denne Tale ►paalistes egl. det Ubetingede et Hensyn. 23 Og 369saasnart det Ubetingede faaer et Hensyn, eller saasnart Noget antages at kunne stille sig i det Forhold til det Ubetingede, at dette tager et Hensyn, saa er det ikke mere det Ubetingede.
Til Grund ⓘ for det Lutherske ligger dog egl. dette, at det om Mskene kunne befinde sig vel derved eller ikke, er ►i sidste Grund det Afgjørende for hvad Χstd. er; men saa er Χstd. ikke det Ubetingede, Gud dog kun en relativ Majestæt.
Loven for det Revolutionaire er angivet i det Lutherske.
XI2A195 Sygelighed.
Den sande religieuse Idealitet, der, just fordi den stadigt er for Gud, kan tage sig, hvad vi Msker kalde en Ubetydelighed, lige saa nær som den største 24 Forbrydelse, vil man gjerne fremstille som Sygelighed. Fortræffeligt, ja det er en Sygelighed; ►saaledes ⓘ vil Stoppenaalen ogsaa finde at det er en Sygelighed, naar ⓘ den fineste engelske Naal ⓘ ikke kan taale hvad Stoppenaalen kan taale, førend den mærker Noget, eller ►Bordkniven vil ansee det for en Sygelighed, at den finest slebne skarpeste ►chirurgiske Kniv »ikke kan taale det Allermindste« uden at det ►virker paa ⓘ den.
Nei, denne Sygelighed er en Sundhed, en høiere Sundhed. Kun da er det en Sygelighed, naar det ikke bliver til Andet end Vrøvl. Det er dog vel ingen Sygelighed, at Mikroskopet, om jeg saa tør sige, kan see den mindste Ubetydelighed. 25 Nei, kun da er det en Sygelighed at kunne see det Ubetydelige, naar dette betyder, at see ubestemt; men er Synet lige saa bestemt, saa er det dog vel ⓘ en Sundhed et Fortrin at kunne see selv det Ubetydeligste. Det er dog vel heller ikke en Sygelighed af et Uhr at det angiver baade Minut og Secund, hvad Stueuhret maaskee vil kalde en Slags ►Pusilanimitet, en sygelig Uro; nei, naar Uret aldeles nøiagtigt viser Minut og Secund saa er det jo et Fortrin.
XI2A196 Christendommen
forholder sig til Existents. Ogsaa saaledes kan ►Ordet, ►Sandheden er nøgen, forstaaes: for i Sandhed at forholde sig til Sandhed, 26 maae alle Sandsebedrags ►Omklædninger og ►Overklædninger bort, og Du 370bringes i den Nærhed til det Sande, at dette Sande selv er selve Dit Existentielle.
Men i Χsthed er dette med de Millioner Christne idel Sandsebedrags Overklædninger og Omklædninger, Distance, høist er Χstd. en Doctrin, men deres Existents er i ganske andre Categorier.
Det der saa ►skuffer er det Numeriske. Vi Msker ►have saa ondt ved at faae det i vort Hoved, at det Numeriske i Forhold til Idee betyder aldeles Intet, det ►have vi saa ondt for at faae i vort Hoved, fordi i denne timelige og sandselige Verden er det Numeriske Almægtigt.
En Million eller 10 Millioner 27 Msker, som ikke ere Χstne, mene saa at det Numeriske skal bevirke, hvad det jo bevirker i denne Tallets Verden, at Begrebet Χsten gjøres om, og at det ⓘ disse Millioner ere, det er saa det at være Χsten.
Og i denne Tro paa det Numeriskes Magt bestyrkes Mskene mere og mere, Alt indøver dem i denne Forvisning, thi Alt er jo Politik.
XI2A197 Gavtyvestreger.
At det Hele med Χsthed er Gavtyvestreeg, sees ogsaa saaledes, at Forkyndelsen, den officielle F: forholder sig til Livet saaledes: om Søndagen læres, at Χstus er Enhvers Forbillede – og hvis En om Mandagen vilde tale 28 om, at Χstus er hans Forbillede, sige de, at det er Formastelse, rædsom Hovmod o: s: v:
Altsaa Χstds Forkyndelsen er en: Søndags-Jargon. ►Saaledes har ogsaa Kongens Hoffoureer den Dag han rider Herre Dage ind, Stads paa – men til daglig Brug vilde det være latterligt at gaae i den Stads!
►Dette skal være 📌Troja! og dette skal være Χstd!
371 XI2A198 Den nulevende ►Msk-Slægt
er i den Grad aandløs, at Mskene aldeles ingen Selvfølelse mere have i Retning af at være »Aand«, den eneste Selvfølelse der haves er omtrent i Retning af Dyre-Skabning.
Tænk hine afdøde ►Χstds Offi29cianter der meente at knuse Mskene ved at kalde dem Hyklere, Ugudelige o: D: – Sligt vilde aldeles ikke afficere vor Tids Msker.
►Det billedlige Udtryk »Hoerkarle« som Skriften bruger, vil heller ikke afficere, thi Hoerkarl forholder sig jo endog til Selvfølelse ►qua Dyre-Skabning.
Nei, der maa ►skiftes med Talen. ►Jeg har andetsteds antydet en Vending der kan pirre, viis at de aandeligt ere Hanereier – og det er just svarende til det at være en Hanerei, der lever hen med sin Kone i ægteskabeligt Samliv, skjøndt han veed at han stadigt væk bliver gjort til Hanrei – det er just svarende dertil: at have en Religion, man selv anseer for Fabel, men at være en saadan Ynkelighed, der ikke har Mod hverken til det Ene eller til det ⓘ An30det. Den Art Sigtelser pirre, og har tillige den gode Egenskab, at den ►prostituerer dem i Qvindernes Øine, hvad de ere saa angest for, da, som sagt, Selvfølelse qua Dyre-Skabning er den eneste de have, ►som jo ogsaa Forholdet til det andet Kjøn er blevet gjort til Livets Betydning og Alvor og til – sand Χstdom.
XI2A199 Livets Indgang og Udgang.
Hør den Fødendes Skrig i Fødselstimen – see den ⓘ Døendes Kamp paa sit ⓘ Yderste: og siig saa, om hvad der begynder og endes saaledes kan være lagt an paa at skulle være Nydelse.
31
12. Journalen NB35, s. 31. Optegnelsen NB35:12 med den tilhørende anmærkning NB35:12.a og tilføjelsen NB35:12.a.a
Sandt nok, vi Msker gjøre Alt for saa hurtigt som muligt at komme bort fra hine to Punkter, vi haste saa stærkt som muligt med at glemme Fødsels-Skriget og med at forvandle det til Lyst at have givet et Væsen Liv. ►Og naar En er død, strax hedder det: mildt og 372blidt sov han hen, Døden er en Søvn, en stille Søvn – hvad vi Alt sige ikke for den Afdødes Skyld, thi ham kan vor Tale jo ikke hjælpe, men for vor egen Skyld, for ikke [at] tabe Noget af Livslysten, men for at forvandle Alt til at tjene ⓘ
Forøgelsen af Livs-Lysten i det Mellemrum mellem Fødsels-Skriget og Døds-Skriget, mellem Moderens Skrig og Barnets Gjentagelse deraf, naar Barnet ⓘ
engang døer.
[a]
✂
[a]
XI2A200
ⓘ
Anmærkning
Fødsels-Skriget – Døds-Skriget.
Det er Moderen, der skriger, men Spørgsmaal er, om Barnet ikke havde mere Grund der ⓘ
ligger jo et længere Liv for det.a Men skriger Barnet ikke strax, saa kommer det nok – Døds-Skriget er jo Skriget over at være født.
✂ a Moderen er jo til, altsaa hendes Smerte kun en Smerte i Tilværelse; men Barnet bliver til, bliver til til Tilværelsens Smerte.
32Sæt der var etsteds en uhyre pragtfuld Sal, hvor der gjordes Alt for at frembringe idel Fryd og Gammen – men Opgangen til denne Sal var en ækel, sølet ⓘ ►Hønsetrappe, og det var umuligt at komme op ad den uden modbydeligt at ►rakke sig til, og Entreen betaltes med at prostituere sig, og naar det gryede ad Dag, saa var Lystigheden forbi, og det endte med, at man blev ►foset ud igjen – – men Natten igjennem gjordes Alt for at vedligeholde og opflamme Lystigheden og Glæden!
Hvad er Eftertanke? dog vel just at betænke de to Spørgsmaal: hvorledes er jeg kommet ind 33 ⓘ i Det og Det og: hvorledes kommer jeg ud igjen deraf, hvorledes ender ⓘ det. Hvad er Tankeløshed? At opdrive Alt for at drukne dette om Indgangen og Udgangen i Glemsel, at opdrive Alt for at omforklare og bortforklare Indgangen og Udgangen, ene fortabt i Mellemtiden mellem den Fødendes Skrig og Gjentagelsen af dette Skrig, naar den da Fødte udaander i Døds-Kampen.
Ja, saaledes hænger det sammen, saaledes forklarer jeg mig det Hele med dette Nonsens som Χsthed er, samt at Χstd. er blevet lige det Modsatte af hvad den oprin34deligt var.
Χstd. er Guds Tanker. For Gud ⓘ var det at være Msk. en Idealitet, som vi nu neppe ane; Syndefaldet var saa en Skyld, der ►paadrog en ►Degradation, som man for ret at føle det Smertelige i, maa have Indtrykket af ►den Idealitet der gik forud.
Alt Dette ⓘ tabtes mere og mere ►i Slægternes Følge. 373374Man vænte sig efterhaanden til, at den Usselheds Tilstand, hvori vi leve, at det er den naturlige Tilstand, hver Slægt begyndte med den nærmest foregaaendes Jammerlighed, for saa at gjøre det endnu jammerligere, og der begyndte saa den nye Slægt.
Derfor maa Χstd. blive Meningsløshed, og der [er] i en vis Forstand for at redde en Slags Mening ikke Andet for end at forvandle den til 35 det Modsatte af hvad den er.
Den Idealitet, hvilken tabtes og hvorved Degradationen til Dyre-Skabning blev desto føleligere, den er, ja den er, som havde den aldrig været. Slægten er ►længst længst i umindelige Generationer og i fortsat Synken, yderst fornøiet med at være: Dyre-Skabning, finder ⓘ Livets Betydning og Lyst og Alvor deri, og maa tilsidst finde det aldeles grinagtigt, om Nogen vilde ►falde ⓘ paa at vende tilbage til de christelige Forestillinger og disses nødvendige Forudsætninger.
Tænk en fyrstelig Slægt til Straf for en Forbrydelse degraderet til Trælle – tænk den 10de Generation fra hiin første, saa altsaa nu 9 eller 8 Generationer før den nulevende havde levet som Trælle, Sønnen ligesom hans Fader – saa vil Resultatet formodentligen 36 være blevet, at den 10de Generation er meget godt fornøiet med sit Livs Vilkaar, føler sig paa sin Plads som hvad han er født til, hvad hans Fader var før ham, og Bedstefaderen før ham o: s: v: – og hvis En kom og vilde forklare denne 10de Generation, at den var af fyrsteligt Blod: saa vilde han vel blive udgriint og finde, at de Vedkommende vare de, der allermindst ►brød sig derom, ja som vel endog bleve forbittrede, at Nogen vilde forstyrre dem deres ►Tummerumme, hvor de nu længst havde levet tilfreds Sønnen som Faderen og denne som Bedstefaderen o: s: v:
Saaledes med Χstd. Med Evighedens Urokkelighed, ubevægeligt som ►Polar-Stjernen sigter Χstd. efter Synde-Faldet, ⓘ det er Det, hvortil den forholder sig som sin Forudsætning. Men imidlertid er Synde-Fal37det ved Gjentagelsens Conseqventser svulmet op til en saa rædsom Vidtløftighed, at den er som en saa uhyre Parenthes, at intet Msk. kan magte at ►holde Overskuelsen og see at det er en Parenthes. Og indenfor denne Parenthes der gaaer Livet lystigt, ⓘ Degenerationen fortsættes og i stedse voxende Proportioner fra Slægt til Slægt, den næste Slægt bliver stedse ubetydeligere end den foregaaende, med hvis Ubetydelighed den begyndte, og tillige talrigere, og saaledes forene de to store Magter: Ubetydeligheden og Tallet sig om [at] bringe Msket ned til en saadan ►Bagatelle, at det nye Ts Χstd. ⓘ anbragt i Forhold hertil ligefrem maa blive Nonsens.
Saa hittede man paa – hvilket 38 uhyre ►Afslag! – at Χstd. ikke for375holder sig til Msket, til Individet men til – Slægten. »Det er skidt med os Msker« har man vel tænkt »det ⓘ indrømme vi, det er Nonsens at bringe Χstd. i Forhold til een af os, men 100,000 Millioner af dette – opsummeret det maa passende kunne forholde sig til Χstd.«
Hjælper ikke; selv om denne Forandring at ►substituere Slægt for Individ ikke var ►radikaliter at forvirre Χstd, ⓘ det hjælper alligevel ikke, thi Slægten er saa ⓘ degenereret, at den dog ikke passer for det nye Ts Χstd, ikke har de Forestillinger, som ere Χstds Forudsætninger.
Dog Guds Hukommelse den 39 strækker til at kunne overskue alle Parentheser.
Mskene derimod have længst, længst, længst, totalt glemt, at det er en Parenthes vi ere ⓘ komne ind i, at Χstdommen just blev anbragt som det guddommelige ►Claudatur. Nei, vi leve ►lysteligen indenfor Parenthesen, forplante Slægt og arrangere Verdenshistorie – og saa er det Hele en Parenthes.
Spørgsmaal: er et Parenthes-Msk. udødeligt?
XI2A202 Slægtens Forplantelse
At give Liv det er dog vel, som det jo kaldes den største Velgjerning mod Barnet, saaledes er det vel ogsaa at berige Tilværel40sen, en Berigelse.
Lad os see, om Christd. ikke snarere er af den modsatte Mening, at det at forplante Slægt er tærende.
Saaledes vilde vel, selv om Χstdommen forresten Intet havde at in[d]vende mod Slægts-Forplantelsen, en af de gamle Kirkelærere tale: ⓘ afholder Eder dog fra at forplante Slægten, behersker Driften og Lysten, thi betænker, at for hver Gang denne Drift tilfredsstilles maa Styrelsen til den Dyre-Skabning, som blev Frugten, føie en udødelig Sjel, saa I altsaa drage en udødelig Sjel mere ned i denne Jammer, ned i den uhyre Fare, af hvilken han vel, muligt, kan frelses ved Χstd, men hvor han ogsaa kan fortabes evigt.
See dette var en noget ⓘ anden Forklaring end den ►gesvinde og ►lystelige og fornøielige om Børne-Avlens Berigelse for Tilværelse[n]. Den tærer, 41 den fortærer, den trækker flere og flere Sjele ned i denne Tilværelse. Seet efter hvad der ligger foran seer det ud som var Forplantelsen Berigelse, der bliver jo bestandigt flere og flere; men 376seet efter hvad der ligger bag ved er det Minus der trækkes bestandigt flere og flere ned i Fordærvelsen.
Men paa dette Punkt om Slægtens Forplantelse ligger Løgnen concentreret; er Synden kommet ind ⓘ derved, saa kom ogsaa Løgnen ►ret tilgavns i Gang ⓘ ved samme Leilighed. Blot det at faae Tilfredsstillelsen af den heftigste Lyst, der er de fleste Msker omtrent Livet, blot det at faae Tilfredsstillelsen af den sminket op til tillige at være den største Velgjerning, Velgjerning mod Barnet, mod Samfundet, en Berigelse for Tilværelsen, kort en saa udmærket ophøiet moralsk og yderst fortjenstfuld Gjerning som vel muligt – blot dette viser hvilken Gavtyv, eller hvilken 42 ►Drabant et Msk er. ►ⓘ Jo jeg takker, det er som man siger ►dobbelt Courage, det er sød Suppe ikke blot med Syltetøi i men med Syltetøi til. ►Fast bliver det en himmelraabende, en utilgivelig Brøde, at et Msk. ikke ganske offrer sig til, hvis det var muligt, Dag ud og Dag ind ikke at bestille Andet end at avle Børn, hvilket jo er den største Velgjerning mod Barnet, mod Samfundet, mod Mskheden, mod Tilværelsen maaskee endog ⓘ – imod Gud, der siger: jo Flere jo bedre.
Ja ►her ligger Løgnen i Hovedqvarteer. Derfor maa saa Barnet ►tyldes fuld med alt dette om, at det er en rar Verden, at Livet er bestemt til at glædes, at nyde o: s: v: o: s: v:, hvilket jo ►vistnok Barnet ►naturligt er disponeret til at antage (hvorfor ►👤Schopenhauer43 har Ret naar han ⓘ siger, at der er en Vildfarelse medfødt ethvert Msk, den at indbilde sig at dette Livs Bestemmelse er at være lykkelig) men som dog ogsaa hænger sammen med at Forældrene jo, hvis de skulde forklare, at det er en ond Verden, at Livets Bestemmelse er at lide, ►item at Barnets Tilblivelse var Tilfredsstillelse af en Lyst o: s: v:, at Forældrene da maatte komme i Forlegenhed, hvis ⓘ Barnet ►faldt paa at spørge, hvorfor blev jeg da til.
Det Sexuelle er ikke blot et Tvetydigt men et hundredetydigt, der kan omforklares paa de forskjelligste Maader, og altid lidt Løgn med; det er et Skjult som just derfor er saa uhyre farligt, ganske beregnet paa Løgn, og ⓘ Qvindens Element er jo ogsaa Løgn.
et Spørgsmaal.
Vi Msker smigre os jo med, at Verdenshistorien er noget uhyre Vigtigt, Noget der derfor ogsaa maa i høi Grad tildrage sig Guds Opmærksomhed:
Spørgsmaal – jeg paatager mig ikke at besvare det, jeg ►opkaster det blot og det gjør jeg atter kun i Betragtning af, at Χstd. jo lærer at Slægts-Forplantelsen ⓘ er et Feiltrin, men Historiens Personale disse Millioner tilveiebringes jo paa den Maade – Spørgsmaal: mon ►dette Hele med Verdenshistorien, de 4 Monarchier, 👤Hegel, 👤Grundtvig, ⓘ 👤Geert Westphalera ►Jernbaner og Telegrapher, mon det beskjeftiger Gud eller behager ham mere 45 end alt det ►Mudder og ►Comerce som Børnene kunne gjøre i ►Legestuen istedetfor, hvad der vilde behage Forældrene, at sidde stille og læse deres Lectier? Er denne Tro paa hvilken uendelig Vigtighed Historien har, ikke en af de msklige Indbildninger sigtende til at opretholde og animere Livslysten, Lysten til at støie med opflammet ved Fortællingen om hvad disse forskjellige Konger og Keisere har gjort for et Satans Commerce og Spektakel medens de levede?
✂ a Anm Han statuerer jo ogsaa 4 Monarchier.
►Da Moderen vil forbande 👤Richard III vender han sig, for ikke at høre hendes Forbandelser, til Tambourerne og siger, slaaer paa Trommerne: er dette ikke egl. Tilfældet med alle os Msker, der er Noget i os vi ikke ville høre, og derfor ønske vi Larm, og et saadant Larmende er ogsaa Verdenshistorien; men er det mere end en selvbehagelig Indbildning at Sligt skulde beskjeftige Gud, er 46 det ikke at paadutte ham en af vore Misforstaaelser?b
✂ b er det ikke en »Feiler« naar visse Seere mene at kunne med yderste Anstrengelse skimte, at Gud er ⓘ item hvorledes han er med i alt dette Historiske, og er det ikke en endnu større Feiltagelse, naar de mene, engang hisset at skulle see ganske klarligen, hvorledes Gud var med i alt dette historiske – Commerce?
Og er det ikke som Mskheden selv mere og mere tenderede til at vise at dette Hele med Historien har slet Intet at betyde, er de Voxnes Mudder og Spektakel og 378Commerce, slet ikke Andet? Thi saa længe der dog var en vis Udsondring, saa længe det kun var det Betydeligere, det mere Fremragende der opbevaredes for Historien, medens hele Ubetydelighedens Masse sank i Glemsel, saa kunde det dog synes ⓘ som forholdt dette sig til at være en Gjenstand for Guds Opmærksomhed, hvor meget han forresten end er en Ven af Stilhed; men nu arbeides der jo ogsaa i denne Henseende hen til ►Ligelighed, Alt opbevares for Historien, det Ubetydeliges uhyre Masse slæbes med, saa hvad der dog engang begeistrede Msker til at ville 47 være noget Betydeligere, nu ikke mere kan begeistre, hvad atter bidrager til at Ingen bliver noget Betydeligere, hvorved da Begrebet Historie reent hæves, thi Massen af indtil de ubetydeligste Efterretninger om hvad Ubetydelighedens Masse har foretaget sig for en Masse Ubetydeligheder det giver da ikke: Historie, end sige: Historie, som maatte kunne tildrage sig Guds Opmærksomhed.
XI2A204 Den Christne.
Her en Definition, noget moderniseret.
Den Christne er: den ubetingede Majestæts ⓘ ►Pager.
Deres eneste Kunst, som ⓘ de øve er ogsaa ⓘ ubetinget den eneste Kunst: ubetinget at tilbede – ikke i Ord og Vrøvl, 48 opskruet Prosa eller klangfulde Vers, nei i ubetinget Lydigheds Handling.
Som en ⓘ Linie-Dandsers Barn gjøres fra tidligste Tid smidig i Ryggen og i hver en Muskel, saa han, derpaa øvet daglig, tilsidst er idel Smidighed, og kan gjøre enhver Bevægelse, ubetinget ⓘ enhver, i de for Msk. meest radbrækkende Stillinger dog altid let og smilende: saaledes er det at tilbede den ubetingede Majestæt, at tilbede ham ubetinget, saa der ikke er Tanke om nogen Grund eller noget Hvorfor, at tilbede ham ubetinget i Alt, altid glad, taknemlig, smilende.
49►Man forstaaer nu, hvad den gamle Kirke talte om, at den Χstne efter Døden blev optaget blandt Engle – dette er jo som Skole-Øvelsen dertil.
Men Sagen er, Begrebet af det Ubetingede, og Forestillingen om den ubetingede Majestæt er ►længst forsvundet af Χstheden. Man har degraderet Gud, trukket ham ned i Relativiteternes og ►ⓘ den endelige Teleologies Usselhed, paanødt Gud, at han dog ogsaa havde, msklig talt, en Sag, behøvede Msker, maatte være glad at No379gen vilde tjene ham, paanødt ham, at Verdens-Historien var en Sag 50 af Vigtighed for ham, saa han vel havde ►fuldt op at bestille med at passe paa og med at magte den, og ►ordentligen maatte til den Ende see at holde sine Tanker samlede, som man siger.
Nei, en saadan Majestæt er Himlens Majestæt ikke. Og deraf kommer det, at een eneste Χstens Tilværelse, hvis der var nogen Saadan, beskjeftiger ham mere end alle 4 verdenshistoriske Monarchier, og alt Det Commerce, vi Msker have fundet paa og fundet paa at tillægge Vigtighed.
Som en i eminent For51stand »Tænker« seer ene og alene paa Tanke-Bestemmelser, og ⓘ lægger Masser af Folianter, om disse saa indeholdt den interessanteste Viden, roligt fra sig, sigende: ►finaliter lærer jeg af alt Dette Intet; og ►saa urokkeligt som »Mathematikeren« siger om Digterens Tragedie »hvad beviser saa det«: saa ubevægeligt seer Gud ⓘ kun paa Eet, den ubetingede Tilbedelse, og siger om de 4 Monarchier og det hele ►Trods af Professorer og Docenter, der ved Hjælp af at tale om dem søge selv at blive Gjenstand for Omtale, ved Historiens Hjælp selv at blive Historie – han siger: hvad beviser saa det?
XI2A20552Christenheden. (Protestantismen).
uden Gud.
Eet af to maa man sige: enten tilbeder Χstheden som Gud et Vrøvlehoved, eller Χstheden har slet ikke nogen Gud trods al deres christelige Præken og Præken.
Sagen er denne. I Generationernes Løb er ►Slægten mere og mere degenereret, blevet ubetydeligere og ubetydeligere, bestandigt mere og mere trøstende sig med extensivt numerisk at erstatte, hvad der intensivt tabes. Dette er i en vis Forstand ogsaa gjældende for: ►Dyre-Slægten. Thi da i Dyre-Slægten ⓘ der ikke er In53divider men blot Exemplarer, har det Extensive her en Betydning, en Dyre-Slægt bliver i en vis Forstand betydeligere ved dens store numeriske Udbredelse. Men da Pointen i Msk-Slægt just er Individet er høiere end Slægt, saa sees, hvor fortvivlet det er, her at ville bøde paa det Intensive ved det Extensive.
380Slægten er i Generationernes Løb blevet ubetydeligere. Dette hænger sammen med, at den i en anden Forstand kan siges at gjøre Fremskridt. Den er nemlig voxet i Retning af: Forstandighed, endelig Forstandighed. Men dette Fremskridt er i dybere Forstand saaledes tvetydigt, at det ⓘ er 54 et Tilbageskridt, det er nemlig et Tilbageskridt fra det Ubetingede, fra Indtrykket af, Forestilling om det Ubetingede, og et Fremskridt i Retning af at faae mere og mere Forstand paa det Relative, det Middelmaadige, det til en vis Grad. Saaledes sees ogsaa let, at dette Fremskridt er et ►Affald fra det Evige; thi denne Verdens Liv er: til en vis Grad, Alt til en vis Grad. Naar det er naaet, at Alt kun er til en vis Grad, saa har denne Verden naaet at frigjøre sig ganske fra al Forbindelse med det Evige, hvad denne Verden naturligt 55 tenderer til, og hvad saa skeer under Jubel af Mskene, som beundre sig selv og Slægten for de mageløse Fremskridt der gjøres.
Det Ubetingede, ►det Iogforsigværende – ja, man vise mig, ►hvis det er saa, men jeg betvivler, at der lever noget eneste Msk, der i fjerneste Maade har noget Indtryk af en saadan Væren, eller kunne ►falde paa at ville forholde sig til en saadan Væren, hvad man da selvfølgeligt kun kan ved at lystre ubetinget, ved at ville lade sig tilintetgjøre, ►om man saa vil, thi det Ubetingede er jo dræbende for den relative Væren, og kun gjennem denne Dræben belivende.
56Men naar det Ubetingede ikke er til for Mskene, hvad hjælper det saa, at man har Noget man kalder Gud det er jo saa blot et Navn, thi Gud er dog vel den ubetingede Væren.
Altsaa ⓘ Eet af To enten er Χstheden uden Gud – eller den har et Vrøvlehoved til Gud.
Det Sidste er vistnok det Sandeste Tag det nye T., der er ingen, ingen Bestemmelse af det Christelige, uden at den er mærket af det Ubetingede. Hold ved Siden heraf den almdl. Χstds-Forkyndelse eller rettere den existentielle Forkyndelse (thi lidt Declamation afgjør jo dog Intet, og forresten er selv Declamationen ikke nøiagtigt mærket af det Ubetingede) og 57 Du skal see Alt er »til en vis Grad«, eller hvad der atter er det Samme, overalt er der Grunde, overalt et Hvorfor, som besvares ɔ: det Ubetingede er der ikke.
Blot et Exempel, ►som jeg oftere har anført. Tag Martyriets Tanke. Tænk saa, hvad der forresten er kun altfor smigrende for Gjennemsnittet af Χsthed, tænk at der var En, som besluttede sig til at blive ⓘ Martyr – Du skal see, han hviler ikke i den ubetingede Forestilling om Martyriets ubetingede Gyldighed, nei han har Grunde – 381kort han er dog ►i sidste Grund en Politiker, dog i sidste Grund eensartet med denne ⓘ Relativiteternes Verden.
Saa ⓘ fjernt er Χsthedens (ⓘ Protestantismens, især i Danmark) dens Afstand fra det nye T.s Χstd, at jeg dog bestandigt maa indskærpe: jeg kalder mig ikke ⓘ en Christen min Opgave er: at stille Problemet, den første Betingelse for at der igjen kan være Tale om Χstd.
Det var ►en Ildspaasættelse (saaledes kalder Χstus jo selv sit Ærende) det var en Ildspaasættelse, at sætte Ild paa Mskene, ved at anbringe 59 en Lidenskab, der gjorde dem ueensartet med hvad der naturligt forstaaes ved det at være Msk, ueensartet med hele denne Tilværelse, ►en Ildspaasættelse, der maatte bringe Tvedragt mellem Fader og Søn Datter og Moder, kort i de inderligste de dyrebareste Forhold; en Ildspaasættelse beregnet paa at ⓘ rive »Slægt« fra hinanden for at faae »Enkelte«, hvad Gud vil, ⓘ hvorfor ogsaa Lidenskaben der anbragtes var: ►at elske Gud, og dens negative Udtryk: ►at hade sig selv.
Det var en Ildspaasættelse. 60 Men til at slukke en Ild bruges ikke altid Vand – imidlertid kan jeg, ►hvis man saa vil, gjerne blive i Billedet og sige: at Χstheden er det Vand, der har slukket Ilden. Men, som sagt, man bruger ikke altid Vand, stundom bruger man fE Sengeklæder, ►Madratser og Deslige for at – qvæle Ilden. Og saaledes vil jeg ⓘ sige, er Χstheden den Masse, der har ⓘ qvalt hiin engang antændte Ild, har den nu saaledes nede under sig under et saa uhyre Lag af det Numeriske, at man tryg og rolig 61 gjør Χstd. til lige det Modsatte af hvad ⓘ den er i det nye T.
►Hvo Du end er – er det nu Din Agt, Din Tanke at ville bidrage Dit til yderligere at qvæle Ilden, saa faae travlt med lad Dig engagere ved den masseagtige ⓘ Udbredelse, gjør det under Navn af at tjene Χstd, og Du gjør den største Skade som det er Dig muligt at gjøre. Vil Du derimod have Χstdommen frem igjen, Ilden, saa gjør Alt, hvad Du formaaer for at faae Dynerne og Sengeklæderne og Madratserne, det Masseagtige bort – saa er vel Ilden der.
I denne Retning er Ordren: 62 væk, væk med Abstraktionerne: ►382Statskirker, Folke-Kirker, christne Lande – dette er Dynerne, Sengeklæderne, enhver Arbeiden i denne Retning et Forræderie mod den Ild, hvilken man saaledes bidrager til yderligere at qvæle. Derimod arbeid i Retning af at splitte ad, »den Enkelte« det er ►Løsnet.
Det var en Ildspaasættelse. Glem nu det, glem at dette er Χsti egen Opfattelse af Χstd. Tag saa Protestantismen, især i 📌Danmark, siig saa, vil Du af hvad Du her seer at være Χstd, i fjerneste Maade ►falde paa, at det var for at sætte 63 Ild at denne Religions Stifter kom til Verden, vil Du ikke overalt og i Alt faae det Indtryk, at det maa have været for at: slukke Ild han kom til Verden.
Det var en Ildspaasættelse – og nu er Χstd. Beroligelse, Beroligelse Evigheden ►betræffende, for at vi desto bedre kunne glæde os ved og nyde dette Liv.
Man kan som bekjendt ►faae ondt af Stank, der gives forskjellige andre ækle Uddunstninger, som et Msk. ikke kan taale, ⓘ hvoraf han faaer ondt – o, men man kan ogsaa faae ondt af Vrøvl. Og ►som Lægen i Pest eller Cholera o: D: gaaer og tykker paa Noget for at ⓘ forhindre 64 Indaandingen, saaledes kan man godt behøve, aandeligt, Noget i Munden, naar man ieetvæk skal praktisere mod Vrøvl. Imidlertid er dog Forskjellen den, at for Lægen er Indaandingen ►muligt virkelig farlig, for den anden Praktikant er den ikke skadelig, vel endog gavnlig. Thi medens Msket ►naturligt ønsker hvad der kan give Livs-Lyst, saa behøver den ►religieuse Officiant omvendt en behørig Dosis Livs-Lede for ret at blive duelig til sin Gjerning; ⓘ Livslede rigtigt indtaget (thi Brugs65maaden er afgjørende) sikkrer bestemt mod selv at ⓘ gaae med i – Vrøvl.
XI2A207 Problemet.
Mit Livs Betydning er i Retning af at stille Problemet, og er derfor ogsaa mit Livs Lidelse forholdende sig hertil.
Men at der behøves saadanne Anstrengelser og Li383delser og i saa lang Tid er ikke saa vanskeligt at forstaae, naar man betænker, hvilke uhyre Anstrengelser der i Tidernes Løb ere gjorte for, under Navn af Rettroenhed og Iver for Χstd, tankeløst eller gavtyveagtigt at tilsløre hvad Χstd. er, at bortforklare eller 66 omforklare det i og for sig ganske Simple som Χstd. er. Vidtløftigheden kommer sandeligen ikke fra Χstd. men fra Mskene, der have faaet Χstd. saadan ►convoluteret i Sandsebedrag, [a] at de paa en behændig ⓘ Maade have faaet den ►praktiseret bort.
✂
[a]
og faaet den saaledes overdøvet ved deres Præken og Præken og Doceren, at den ikke høres mere end hvad en ►Brystsvag siger i et Stormveir under en Canonade vendt mod Vinden.
See derfor maa jeg holdes i den uhyre Spænding, bestandigt blot i ►et Tangent Forhold til Tilværelse, paa Taaspidsen berørende Timeligheden, og i en Zarthedens Tilstand, at den mindste Berøring af Ideen virker som ►Dommedagsslag paa mig – saaledes maa jeg holdes, for i denne Sprællen at faae Sandsebedragene bort. Ja, dersom Mskene vidste, hvorledes de, naar man ►seer hen til Sandsebedragene, i hvilke de leve, 67 hvorledes de i denne, som de kalde overjordiske Verden, egl. leve i en underjordisk Verden – dersom de vidste det: ja, saa vare de ⓘ hjulpne, ja dersom de blot ville vide det, vare de hjulpne.
Men denne ⓘ Svæven, og dette altid kun lige med det Yderste af Taaspidsen ved Jorden er en uhyre Anstrengelse. ►ⓘ Man taler om det Frygtelige for 👤Damocles i at et Sværd hang over hans Hoved i et Hestehaar – nu men at være et Sværd der hænger i et Hestehaar. Et Sværd har dog vel altid nogen Tyngde – og saa at hænge i et Hestehaar. Og saaledes har ogsaa ethvert Msk. nogen Tyngde – og saa at hænge svævende i et Hestehaar, hvert Øieblik Livsfare. Dog for at udrydde Sandsebedrag for at blive opmærksom paa dem og at kunne ⓘ magte [dem], dertil ►bruges 68 ikke Glubskhed, ikke Kraftanstrengelse men intensiv ►Attention, Spændthed, intensiv Vaagen, hvilket bevirkes ved at holdes svævende.
384XI2A208Guds Forholdet idel Glæde
Apostelen, de Christne af ►1ste Lectie
Naar Apostelen og hvad jeg vilde kalde de Christne af 1ste Lectie fremstille Guds Forholdet eller det at forholde sig til Gud som idel Glæde, da har det jo ►vistnok, ►som oftere bemærket, sin Grund i at de vare saa fremmelige vare Mestere i den Kunst at omsætte Lidelse i Salighed, Mestere i at see bort fra Lidelsen for at see det ⓘ Salige at det er Guds-69Forholdet o: s: v:; men det har dog maaskee ogsaa en anden Grund. Maaskee er hvad der bestemte dem til at tale saaledes ogsaa en forsigtig Omsorg for Mskene, de have maaskee befrygtet, at de ved at tale om, at Forholdet til Gud er Lidelse skulde ►skrække Mskene bort.
Men nu spørger jeg, har Χsthedens Historie ikke tilstrækkelig viist, hvad en saadan ►Accommodation fører til. Nei, naar det forkyndes, at Forholdet til Gud er Lidelse, saa foranlediges Mskene lettere til at blive opmærksomme paa, hvorledes det staaer sig med dem. Og derimod gaaer det kun altfor let, at faae dette om idel Glæde forvandlet til en Phrase, som Millioner Løgnehalse declamere 70 medens ikke en Eneste indlader sig med Gud.
Nei, forkynd, at Χstd. er Lidelse – skulde En naae saavidt, at han virkelig ►ret fornam, at det er idel Glæde: nu saa har han jo dog ikke Noget at klage over. Men forkynd, at Χstd. er Lidelse, og glem ikke, at ►af Apostle fandtes der kun 12, saa Mskene just ikke synes synderlig at egne sig til at være ►Apostle (Udsendinge), medens de derimod alle egne sig fortræffeligt at ►faae en Vind at rende med, en Sludder, en Phrase. Nu det forstaaer sig, at Χstd. er Lidelse, kan ogsaa blive en Phrase; men hverken saa let som det om idel Glæde, der 71 just ved sit høie Sving egner sig saa ganske for Phraseelskeres Forfalskning, og ⓘ bliver det Phrase, denne Phrase er ikke nær saa farlig; under idelig Tale om at Χstd. er Lidelse dog ikke at indlade sig med Χstd. er ikke nær saa farligt som under idelig Tale om at Χstd. er idel Glæde og Salighed ikke at indlade sig med den, det Første ligger dog bestandigt en virkelig Begynden nærmere end det Sidste som i ⓘ Dobbelt-Afstand er fjernet fra at komme til virkelig at begynde.
er den største Uforskammethed, den skamløseste 72 Frækhed mod Gud.
Eller er ikke alle vi Msker, hele ►Msk-Slægten eet Vilkaar undergivet, ►ligeligt forpligtet i Lydighed ►lige overfor den guddommelige ⓘ Fordring? Hvilken ⓘ grændseløs Uforskammenhed da, at dele saaledes: at man sætter sig ned og bliver Professor i hvad Andre have lidt for at efterkomme Guds Fordring. En saadan Professor-Slyngel ⓘ han docerer saa, hvorledes fE et ⓘ Sandheds-Vidne har levet og virket. Her, siger Prof, her var det ►mærkeligt at see, hvor lang Tid han gik i de forfærdeligste Kampe med sig selv, ⓘ inden han besluttede sig til at vove; eller her, hedder det, kunne vi ikke billige hans Adfærd, der var noget Svagt deri, eller der var noget Overilet, eller noget ⓘ Heftigt o: s: v: Og dette Professor-Vrøvl det skal være ►Aandighed. Et saadan Asen mærker 73 slet ikke, at istedetfor at staae og vrøvle paa et Catheder og criticere, ►item at avle Børn paa den Conto, at istedetderfor er han jo selv forpligtet i Lydighed mod Guds-Fordringen.
en opvækkende Betragtning.
Tænk, at det ►var saa at Gjæssene kunne ⓘ tale –
saa havde de da indrettet det saaledes, at de ogsaa havde deres Gudsdyrkelse, deres Gudstilbedelse.
Hver Søndag kom de sammen og en Gase prædikede.
ⓘ Prædikenens væsentlige Indhold var: hvilken høi Bestemmelse Gaasen havde, til hvilket 74 høit Maal Skaberen – og hver Gang dette Ord nævnedes neiede alle Gjæssene og Gaserne bukkede Hovedet – havde bestemt Gaasen; ved Hjælp af Vingerne kunde de[n] ⓘ flyve bort til fjerne Egne, salige Egne, hvor den egl. havde hjemme, thi ►her var den blot som en Udlænding.
Saaledes hver Søndag. Og derpaa skiltes Forsamlingen ad, hver vraltede hjem til Sit. Og saa igjen næste Søndag til Gudstjeneste og saa igjen hjem – derved blev det, de trivedes og fededes bleve buttede og delicate – og 75 derpaa spiste Mortensaften – derved blev det.
Derved blev det. Thi medens Talen lød saa høit om Søndagen, vidste Gjæssene om Mandagen at fortælle ⓘ hinanden, hvorledes det var 386gaaet en Gaas, der havde villet gjøre Alvor ⓘ ved Hjælp af Vingerne, som Skaberen har givet den, bestemte til det høie Maal, der sattes den, hvorledes det gik den, hvilke Rædsler den maatte døie. Det vidste Gjæssene indbyrdes klogt med hinanden. Men naturligviis at tale derom om Søndagen det var jo upassende, thi, sagde de, 76 saa blev jo ⓘ det ►aabenbart at vor Gudsdyrkelse egl. er at gjøre Nar af Gud og af os selv.
Ogsaa fandtes der blandt Gjæssene nogen enkelte, som saae lidende ud, bleve magre. Om dem heed det blandt ⓘ Gæssene: der seer man hvad det fører til at gjøre Alvor af at villeⓘ flyve. Thi fordi de omgaaes i deres stille Sind med den Tanke at ville flyve, derfor blive de magre, trives ikke, have ikke Guds Naade, som vi have den, derfor blive buttede, fede delicate, thi af Guds Naade bliver man buttet, feed og 77 delicat.
Og næste Søndag gik de saa igjen til Gudstjeneste, og den gamle Gase prædikede om det høie Maal, hvortil Skaberen (her neiede ⓘ alle ⓘ Gæssene og Gaserne bukkede med Hovedet) havde bestemt ⓘ Gaasen, hvortil Vingerne vare bestemte.
Saaledes med Χsthedens Gudsdyrkelse. Ogsaa Msket har Vinger, han har Phantasien. Bestemmelsen af den er, at han virkelig skal hæve sig ved dens Hjælp – men vi lege, at lade Phantasien forlyste sig i ►en stille Time 78 i en Søndags Sværmen, og saa forresten at blive hvor vi ere, og ansee saa om Mandagen det at blive buttede, fede, delicate, faae ►Flommefidt ɔ: det at samle Penge, at blive til Noget i Verden, at avle mange Børn, at have Lykke med sig o: s: v: det ansee vi for Beviis paa Guds Naade. Og De, der virkelig indlade sig med Gud, og som derfor maae blive – anderledes kan det ⓘ ikke være og er det heller ikke ifølge det nye T: – lidende, see 79 bekymrede ud, have Plage og Møie og Græmmelse – om Dem sige vi, at deraf seer man, at De ikke have Guds Naade.
Og naar saa Nogen læser dette, saa siger han: det er skjønt – og saa bliver det derved, saa vralter han hjem til Sit, bliver, eller stræber dog af al Magt at blive buttet, delicat, feed – men paa Søndag saa præker Præsten og han hører til – – aldeles ligesom ⓘ Gæssene.
»Ligesom de Andre« dette er »Mskets« ►souveraine Tanke, det er Dyre-Bestemmelsen.
Alt hvad der ⓘ ikke er ligesom de Andre er enten Galskab eller Hovmod. Om det er ►i Frygt og Bæven for Gud, i Skjælven for ►Evighedens Regnskab og ⓘ Helvedesstraf, om ⓘ det er i den frygteligste Selvplagelse om det er ved den høimodigste Selvopoffrelse – saasnart det ikke er lige som de Andre, saa er det enten Galskab eller Hovmod. Dette er Regelen i Samtidighed.
Gud staaer derimod ikke blot lige saa fast men endnu faste[re] paa Sit: ⓘ ikke ligesom de Andre. Nei, ►»først Guds 81 Rige«. Ved Hjælp heraf har Gud paa en forunderlig Maade sikkret sig. Dette »først Guds Rige« kan nemlig ►in concreto af ⓘ hver vedkommende Enkelte forstaaes paa hans concrete Maade, og Tilværelsens Concretion er saa stor, at den ►strækker til for de Utallige. Altsaa hver paa sin Maade. Derimod ►er det vist, at Ingen der virkelig gjorde Alvor med først at søge Guds Rige, kan blive »ligesom de Andre« det er evig umuligt. Det er i en vis Forstand som i Lotterie ⓘ eller Lodtrækning kun at Tallet af Lodder er langt større: hver kan trække sit eller hver er anviist sit ►betræffende hvorledes han in concreto skal for Gud forstaae »først Guds Rige« men det kan aldrig hænde, at 82 fE To faae No ⓘ 99 ɔ: at To faae det samme Nummer.
ⓘ Altsaa: »ikke ligesom de Andre« og herved forstaaer Χstd. atter ikke sentimentalt Vrøvl om lidt Forskjel i Farveblanding nei, Χstd forstaaer derved: at maatte lide af de Andre, at maatte lide fordi man ikke er som de Andre.
XI2A212►Begrebs-Omslaget er ►Kjendet paa den nye Qvalitet.
Overalt hvor der indtræder en ny Qvalitet ⓘ slaaer ogsaa Begreberne om.
Tag nu det Guddommeliges Qvalitet. Msket befatter sig jo ogsaa 83 med at tænke over det Gudd. Men al saadan msklig Tænken fører ikke videre end til, at det Guddommelige er et Superlativs su388perlativeste Superlativ af det Mskelige. Dette er let at see. Qvantiteren – det Guddommeliges Qvalitet er derfor heller ikke her.
Χstd. anbringer det Gudd.s Qvalitet og see, Kjendet er der ogsaa strax, at alle Begreber slaae om, det Gudd. og Forholdet dertil bliver just lige det Modsatte af hvad det er ⓘ i det ⓘ Ligefremme. Istedetfor som Hedningen tænkte sig det, og som det er ligefrem Tænken, at det at have med Gud at gjøre at være hans Yndling betyder ⓘ idel Lykke, betyder ⓘ det, christeligt, idel Lidelse, ⓘ istedetfor det Ligefremme: at nyde Livet betyder det: at døe, at afdøe; istedetfor det Ligefrem84me at den af Guden Elskede bliver den Mægtige, betyder det, christeligt, at han bliver den Fornedrede o: s: v: o: s: v: jeg har jo paa de mangfoldigste Maader efterviist dette. Men her seer man at alt det Christelige er paradox, og at just det Paradoxe er Formen for det Guddommeliges Qvalitet.
Χsthedens store Fortjeneste af Χstd. (►der jo ifølge Professorens Ord er perfectibel) er at sluddre det Christelige tilbage i det Ligefremme, at afspænde det Paradoxe i det Ligefremmes ►hiatiske superlativeste Superlativ, dog med Forsikkring om, at Qvalitets Forandringen er indtraadt.
XI2A213 85 Christeligt Vaabenmærke.
Som alt Christeligt er omvendt af det ligefrem Msklige, ►saa ogsaa dette. Ligefrem opbevares som Vaabenmærke Mindet om Ens Bedrift, christeligt, Mindet om Ens Skyld – ►saaledes er jo paa en Maade Hanen blevet 👤Peders Symbol – – ►zum Andenken.
I alt Mskligt lurer dette: Tallet forandrer Begreberne.
Det er Loven for Mytteriet: Tallet forandrer en ►Capital-Forbrydelse til at blive straffet mildere.
Og dette gaaer nu igjennem mange ►Gradationer, indtil 86 at Tallet (i Revolution) forandrer ⓘ Uret til Ret Forbrydelse til Stor-Daad, som lønnes med alle jordiske Goder.
Saaledes ogsaa med »Χsthed.« [a] Tallet har forandret Bestemmelsen af at være Χsten, fra at betyde: at lide at offres er det at være den sande Χsten blevet den stærkeste og meest raffinerede Nydelse af dette Liv, i Besiddelse af alle Goder og saa tillige dyrket og tilbedet som From.
✂ [a] XI2A215Christenheden er derfor et Mytterie mod Χstdommen; men der hører et ganske eget Art Politie-Blik til for at ►kjende at det er Mytterie, thi Mytteriet bestaaer jo ikke i, at Ingen vil kalde sig Χsten, nei Mytteriet ►stikker just i, lad os Alle kalde os Χstne – og saa ved »Tallet« forandre Begrebet: Χsten.
Alt Mskligt er derfor i Grunden Vrøvl, eller er Sophistik. Det seer ud som var det Noget – der kan 87 gaae lang Tid hen, hvor det synes saa, men til Grund for det Hele ligger: Tallet forandrer Begrebet.
Kun sand Χstd. gjør Begrebet fast, Begrebet staaer saa fast at man bliver – Martyr derfor.
XI2A216 Den sande Religieuse.
Som man i Kogekunsten veed, at fE den og den stærke ►Essents vilde være det Modbydeligste hvis den skulde nydes alene eller i stort Qvantum, medens en Draabe giver den lifligste Smag: saaledes virker den sande Religieuse i Sam88tidighed for stærk, han maa først slaaes ihjel – og saa ►indslagtes af Docenterne, der derpaa tillave de delicateste og ►kosteligste Retter ved draabeviis at benytte ham og hans.
Dette er dog det Væmmeligste af Alt. Og at en Saadan saa skulde i en bedre Verden saligt leve sammen med – Docenterne: nei, det er dog afskyeligt. Tænk det at være død paa den Maade at man blev spiist af ⓘ Kanibaler – saa at skulle leve saligt sammen, saligt 89 samles med Dem, der – aade En: det er dog oprørende. Og 390dog er den anden Art Kanibalisme endnu ⓘ væmmeligere især paa Grund af sit ►hykkelske Skin. [a]
✂ [a] Anm Og hvis en Docent kommer til at læse dette, saa docerer han det med.
Jeg holder bestandigt paa, at De der slaae et Sandhedsvidne ihjel ikke kan være ham saa modbydelige som Docenterne, der ►gjøre hans Lidelse i Profit.
XI2A217 Betydeligt – Ubetydeligt
Just i samme Grad som En er betydelig Personlighed, i samme Grad er Intet ubetydeligt for 90 ⓘ ham. Dette ligger i, at han i Alt har Indtrykket med af sin Person. At feile i en Ubetydelighed betyder for en ubetydelig Personlighed Intet – men for en betydelig ⓘ Personlighed ►betyder ⓘ det ham strax, at saa kan han jo ogsaa feile i det Betydelige, ligesom fE en ►Øltapper ikke bryder sig stort om engang at tage feil i et lille Tal, medens den eminente Astronom strax faaer Indtrykket af, at han jo saa ogsaa kunde feile i det Allervigtigste, og derfor kan tage sig en saadan Feiltagelse meget nær, fordi 91 han løfter i Alt paa Indtrykket af sig selv.
Dette ⓘ ret forstaaet er meget ►releverende med Hensyn til Guds Begrebet, at for Gud er ⓘ Intet ⓘ Ubetydeligt.
XI2A218 »Docenten.«
Ogsaa saaledes sees, hvad jeg bestandigt taler om, at Χstd. slet ikke er til, at lige det Modsatte af hvad Χstd. er, kaldes Χstd – dette sees ogsaa derpaa, at »Docenten« nu er Repræsentanten for Χstd, nu er Χstds Lærer og Betjent. Men »Docenten« er just ►Contrapunktet i Forhold til hvad det nye Testamente forstaaer ved at være Χsten.
92»Docenten« er egl. et ►U-Menneske, næsten kunde jeg fristes til at kalde ham et ►U-Dyra. Paa »Docenten« gjør ubetinget ingen Lidelse det Indtryk: nu saa vil jeg lide i Lighed hermed, jeg vil lide. Nei, Docenten er ubetin391get (som en stokdøv er sikkret mod at høre) sikkret mod ⓘ Det, Χstus egl. sigter efter, Det han har forlangt: Efterfølgelse.
✂ a forsaavidt han jo i Forstand, Intellectualitet o: D: staaer uendeligt over Dyret, som, til sin Undskyldning, mangler alt Sligt, heller ei ⓘ ►forskylder at ⓘ raffinere – maaskee kaldes han derfor rigtigst: en ►U-Ting.
Nei, det Indtryk gjør ingen Lidelse paa »Docenten«. Derimod er han paafærde, yderst virksom for at studere Andres Lidelser, sætte sig ind i dem – thi deraf er det jo han lever, ⓘ fedes, med Kone og Børn og Familie smagfuldt nydende 93 Livet ved Hjælp af – Andres Lidelser, hvilke han veed at præparere saaledes, at ⓘ Staten, et høistæret Publikum villigt betaler denne Videnskab i dyre Domme.
Og ikke blot lever »Docenten« saaledes – væmmeligt! – af ►de Herliges Lidelser, men han frastjæler dem tillige deres Livs Alvor. Naar Folket, naar Mskenes Mængde kunde faae det umiddelbare Indtryk af et Sandheds-Vidnes Lidelse, saa er hermed meget vundet. Men denne Virkning der dog lovligt tilhører den Afdøde, den frastjæler Docenten ham. Docenten trænger sig ind mellem de Herlige og Mskenes Mængde, og demoraliserer 94 disse ved at forvænne dem med, at servere Andres Lidelser som interessant Viden, der er ►tilfals aldeles som andre Delicatesser.
XI2A219 Vrøvl.
Naar et Barn fødes, saa hedder det: hvilken Glæde at en Verdensborger er blevet til o: s: v: Og naar en Mand døer hedder det: han har det godt, han er sluppen ud af denne Verden.
XI2A220 ►Vogter Eder for Mskene.
Blot menneskeligt gjælder det: søger 95 Hjælp hos Mskene. Christeligt hedder det: vogter Eder for Mskene.
►Christd. var jo en Ild, som af Χstus blev antændt, og 392som skulde bevares; men sandseligt er det saaledes, at Vand slukker Ild, og aandeligt er det saaledes, at Masse Mængde af Msker, slukker Ild – vogter Eder for Mskene!
Og ►som hiin Ild bevogtedes af Jomfruer – saaledes hørte det med til Ildspaasættelsen, som Χstus fuldkommede, at den Χstne er – eenlig.
XI2A222 Blot Msket ikke kunde tale!
Derfor er i Dyrelivet Alt saa let at forstaae, saa simpelt – fordi Dy96ret har det Fortrin for Msket, at det ikke kan tale. Det Eneste, der i denne Tilværelse taler er: dets Liv, dets Handlinger.
Naar jeg da seer fE en Hjort ►i Brynde, saa seer jeg hvad dette betyder, den er i en heftig Drifts Magt og derom er jo ikke videre at sige. Hvis den kunde tale, da skulde man vel høre en Sludder om, at det var Pligtfølelse der bestemte den, at den vilde forplante Slægt af Pligtfølelse mod Samfundet og Arten, samt fordi det var at øve den største Velgjerning o: s: v:
Naar jeg seer ⓘ Edderkoppen spinde sin fine Væv, et sandt Kunstværk, da seer jeg – thi Ederkoppen 97 har det Fortrin for Msket, at den ikke taler, jeg seer, hvad det betyder, at det er Udkommet den søger. Hvis Ederkoppen kunde tale, skulde jeg vel – medens den sulten sad og passede paa i Væven om ikke en Flue vilde komme – høre en lang Tale om, at det var af Kunstbegeistring at den frembragte dette fine Væv, der virkelig er et Kunstværk.
Og saaledes overalt i Dyre-Livet.
Gjør Msket umælende – og Du skal see, Msk-Tilværelsen vil endda ikke blive saa vanskelig at forklare.
Men ⓘ Det der forvirrer Alt, er dette Msket[s] ⓘ Fortrin for Dyret, at kunne tale. Saa lader det sig gjøre, medens Ens Liv ud98trykker det Laveste, med Munden at vrøvle om det Høieste, og forsikkre, at det er det der bestemmer En.
Sproget, Talens Gave ⓘ omtaager ►Msk-Slægten i en saadan Sky af Vaas og Gavtyvestreger, at det ⓘ er og bliver dens Ruin. Kun ⓘ Gud 393veed, hvor mange der findes i hver Generation, hvem ikke Talen blev hans Ruin, forvandlede ham til et ►Vrøvl eller til en Hykler. Kun Mskhedens betydeligste Personligheder kunne bære det Fortrin: at kunne tale.
Saa ►misligt er det med dette Mskets Fortrin for Dyret, et Fortrin der oftest, ironisk, betyder, at han er, hvad Dyret ikke er: et Vrøvl eller en Hykler.
XI2A223 99 Denne Verden en Straffe-Anstalt.
Men som, ►hvad jeg andetsteds har udført, som i en Straffe-Anstalt man vil finde det baade klogest og tillige ogsaa finde Tilfredsstillelse deri som en Frækhed: at give det Udseende af at man har det meget godt, og som, hvis der i en saadan Anstalt findes nogle Enkelte, der foretrække at ydmyge sig under Øvrighedens Tanke, og vedgaae, ►her er just ikke godt at være, men det skal jo heller ikke ►være saa, da vi ere ⓘ her til Straf, som disse vilde blive ilde lidte og spottede af de andre Fanger: saaledes med hele denne Verden.
Den er ifølge Χstds Mening en 100 Straffe-Anstalt. Men det der beskjeftiger Verden er naturligviis baade, fordi det er det klogeste, og fordi det tilfredsstiller Trodsen, at opdrive Alt for at give det Udse[e]nde af at være en rar Verden. Findes der nogle Enkelte, (det er de Χstne) som ydmyge sig under Guds Tanke og sige: her er ikke godt at være, men det skal der jo heller ikke være, da det er en Straf« saa blive disse hadede, afskyede af Verden.
Ifølge Χstds Lære ere alle Msker dømte Personer. Men den himmelske Øvrighed griber endnu ikke ind, overlader os paa en Maade til os selv. 101 De der saa frivilligt melde sig for at lide deres Straf – det er de Χstne. Naaden er saa, at lide sin Straf i dette Liv og at frelses evigt. Men Naaden er ikke, at dette Liv skal være en ►Epicuræisme. Naar saaledes En, der var dømt paa Livstid, benaades med ⓘ Fangenskab paa 5 Aar, saa er dette jo Naade, men Naaden betyder jo dog heller ikke, at han strax sættes paa fri Fod.
Dette er den christelige Betragtning af denne Tilværelse – forsøg det saa, om det harmonerer hermed at avle Børn.
At forvandle Χstd. til Nydelse af dette Liv er Bestialitet.
13. Journalen NB35, s. [102]-103, med optegnelsen NB35:35
Det er da det man i Christenhed kalder Χstd, det man ved at være fra Barn oplært i Χstd, er foranlediget ⓘ til og forvænt med at kalde Χstd: at takke Gud for de gode Dage, for Glæden og Nydelsen af Livet.
Men maal nu engang her Afstanden fra hvad der er sand Χstd.
ⓘ Om dette med at takke for de gode Dage er sand Χstd, beroer nemlig paa, hvorvidt det, christeligt, hænger rigtigt sammen med de gode Dage og den Livs Nydelse, for hvilken der takkes. Men ⓘ naar nu Χstds Tanke er, at denne Tilværelse er en Straffe-Anstalt, at Guds ⓘ Tanke er, at dette Liv er Strafslidelse, hvad han har ladet forkynde – naar saa vi Msker, fordi Gud ikke tvinger os (han vil jo tværtimod see, om vi frivilligt ville komme 103 hans Tanke imøde) benytte os deraf til at sætte alt i Bevægelse for at faae Glæde og Nydelse ud af dette Liv – saa at takke Gud derfor, er jo saa langt fra at være Fromhed at det egl. er at gjøre Nar af ham.
Tænk en Straffe-Anstalt hvor ►det var saa, at det til en vis Grad stod i ⓘ Fangernes Magt at indrette deres Liv som de selv vilde det – men det var dem bekjendt, at Øvrighedens Tanke var at deres Liv skulde være Strafslidelse: dersom de da [havde] gjort Alt for at gjøre dem Livet nydelsesrigt og beqvemt og behageligt – og saa vare villige til at takke Øvrigheden for de gode Dage, de havde: saa var jo det at gjøre Nar af Øvrigheden, thi det var jo lige det Modsatte af dens Tanke.
XI2A225 104 ►Det Halve er mere end det Hele.
Dette Ord af 👤Hesiodus er vel nærmest svarende til ►hvad 👤Asaph siger: giv mig ikke Overflod. At ville have det Hele er farefuldt, det Sikkreste er: det Halve.
I Aandens Forhold gjælder det omvendt: Halvhed er at tabe det Hele.
395Men i den sandselige Verden gjælder det at det Halve er at foretrække, og al endelig Klogskab forholder sig til Halvhed.
XI2A226 Himlens Salighed
Saaledes forstod man det engang: 105 det var en Opgave, en Anstrengelse, som vi vel nu neppe engang kunne danne os en Forestilling om.
Saa blev Sagen vendt saaledes: nei, det er idel Naade, ingen Anstrengelse kan gribe den, det er idel Naade – men saa er ogsaa Ens Liv idel Taknemlighed efter en Maalestok, som vi nu neppe kunne danne os en Forestilling om.
Nu er det sande dybsindige Udtryk for Naade vundet: det er i den Grad Naade, i den Grad – at det ikke er værd at tænke derpaa.
Engang ►solgte man Alt for af Himlens Majestæt at kjøbe Himlens Salighed, nu faaer man den som man nutildags naar man køber i ►Kramboden 106 faaer en smuk Æske eller et ⓘ pynteligt Kræmmerhuus gratis. Og ikke blot dette, men man har gjort det til ►Majestæts-Forbrydelse at ville gjøre det Mindste, endog blot tænke ⓘ paa sin Salighed – det er jo at fornærme ⓘ Majestæten, naar han selv vil give det i den Grad gratis, ligesom det jo er at fornærme ►Urtekræmmeren, om man vilde betale for Det, han giver gratis. Gud vil at ►Naaden i den Grad skal være gratis, at han ikke engang vil have Tak derfor. Nei, som sagt, Himlens Salighed faaes ikke engang som 107 Tilgift men som Kræmmerhuset i Forhold til Sukkeret eller Kaffen.
For at svømme klæder man sig nøgen af – for at tragte efter Sandheden maa man i langt inderligere Forstand ►trække ud, afføre sig en langt inderligere Paaklædning af Tanker, Forestillinger, Selviskhed o: D:, inden man bliver nøgen nok.
396 397 398 XI2A228 Talent – Aand
Hvis et Msk. der har Talent, vir108kelig skal blive Aand, maa han først faae Afsmag paa alle Talentets Tilfredsstillelser – ligesom en Dreng, der kommer i Conditorlære faaer Lov til strax at spise lige saa mange Kager han vil – for at faae Afsmag paa Kager.
XI2A229Kirken.
Falskneriet.
Saaledes er Χstdommen lagt an: den forholder sig til Individ. Just deri den uhyre Idealitet men ogsaa Anstrengelse af det at være Χsten, som Individ at forholde sig til Gud, ikke dækket af noget ⓘ ►Abstraktum, der, hvis Du vil tale saaledes, tager Stødet af, 109 eller, hvis Du vil tale saaledes, som det farvede Glas formilder Solstraalens Ild.
Men det alt Mskeligt tenderer til er: at blive Gud qvit.
Dette er det Fælles. Methoden er saa en dobbelt (►ad modum ►som man taler om det fine og det grove Selvmord). Den ene er: at gjøre Oprør mod Gud, eller at negte at der er en Gud til. Den taler jeg ikke om.
Den anden den finere, er, og netop under Paaskud af Iver for Gud og Guds Sag, at faae et Abstraktum mellem Gud og sig.
Et saadant Abstraktum er nu »Kirken.« Den har man saa hittet paa at gjøre til Person, og ved først aandrigt at tale om den som Person, om dens Fødsel, dens Levnetsløb o: s: v: tilsidst vænt sig til at betragte Kirken som den Χstne – i anden Forstand 110 gives der ikke Χstne.
Bag dette Abstraktum ►ferierer saa den Χstne. Høitideligt, dybsindigt, aandeligt tales der om Kirken – men enkelte Χstne, dem er der ⓘ ingen af, eller om Du saa vil, dem er der nok af, i Millionsviis saa en Million Χstne mere eller mindre ikke betyder mere end 399►som man siger en Pølse i Slagtertiden. Vistnok er det ►som 👤Sleiermacher etsteds siger, at det jo ikke er Mskets Tanke med Opdagelsen af Tordenaflederen at sidde tryg bag den og lee ad Gud, som lyner og ⓘ tordner, og saaledes er det vel heller ikke de Vedkommendes Hensigt at gjøre Nar af Gud ved denne 111 Opdagelse med Kirken, ved, ►ligesom 👤Peer Mikkelsen gjorde, at substituere en Straamand istedenfor sin Person: men faktisk er det dog at gjøre Nar af Gud og af Χstd. Kirken, dette Abstraktum er det Skiærmbræt, bag hvilket den Χstne unddrager sig den egl. Anstrengelse af at være Χsten.
XI2A230 Tanke-Experiment.
Tænk at 👤►Socrates var blevet udkomanderet til at være ⓘ Apostel – og tænk saa, at en af Apostlene kom til ham og sagde: »idag have vi i Løbet af en Time fanget 3000 Sjele«: mon 👤Socrates ikke vilde være blevet betænkelig, om det ogsaa kunde hænge rigtigt sammen, at man af en saadan Idealitet som det at være Χsten kunde fange 3000 i een Time.
XI2A231 112 Christdom – Christenhed.
I det nye T: staaer Sagen ⓘ saaledes, at hvis En blot med den allermindste Oprindelighed læser Evangelierne, vil han faae det Indtryk, at selv om der fra Χstds Side ikke var Andet til Hinder for ⓘ Ægteskabet: den Χstne har ikke Tid til at gifte [sig]; en Χsten er i den Grad forpligtet mod Gud at der ikke kan være Tanke om Tid til det Sinkerie at gifte sig.
I Χstheden staaer Sagen saaledes, at naar en theol. Cand. er naaet saavidt, at der kunde være Tale om, nu ret at besinde sig paa hvad Χstd er, saa viser 113 det sig 400ⓘ at dertil har han ikke Tid – han er nemlig forlovet og maa see saa snart som muligt at blive gift, han har altsaa ikke Tid til at besinde sig paa hvad Χstd. er – fordi han skal giftes. Og det er for Χstds Regning han gifter sig, af den han skal leve med Familie!!!!
Saa bliver han da gifta; faaer saa nogle Bøger ►ud med paa Landet avler derpaa nogle Børn – og saa kan man være sikker paa, at hos ham og hans Kone kan man faae at vide, hvad Χstd er.
✂ a bliver Præst og – glem det ikke hvad saa let kan skee, thi det betyder naturligviis ikke Noget – ►eedfæstet paa det n: T:, hvilken ⓘ Eed han vel forstaaer ⓘ saaledes: at han sværger ligesom de Andre.
Og paa den Maade er det, at Χstd. udbredes, ►som salig 👤Mynster talte om, »trindt i Landene«!
114O, gid det var Hyklere, frække Løgnere, ►fripostige Karle man havde med at gjøre! Men dette Ynkelige, at det er Piank, Ubetydelighed, ⓘ endog en vis ►skikkelig Villighed, der vel at ⓘ mærke er lige saa uheldig som hvis en Synaal uden Øie vilde erstatte Manglen af Øie ved Villighed, og hvorved da maa bemærkes, at Synaalen uden egen Skyld kan mangle Øie men denne ubetydelige skikkelige Villighed er Synd er Charakteerløshed, hidrørende fra aldrig ►tilgavns at have villet – og man tænke sig at det skal være Χstd.
115Overalt dette Mylder af skikkelig Ubetydelighed, der kun er fræk i Flokken, men forresten villig nok. Er dette Din Tanke, at faae Mskene ⓘ iførte en ny Mundering – en saadan Reformation den lader sig let praktisere – ⓘ der ere villige nok. Men see Dig vel for, en saadan Reformation er en Illusion, thi det bliver det gamle Vrøvl eller det samme Vrøvl i den nye Mundering.
XI2A232 ►Boniteten af Msket
var det Χstd. vilde forandre.
Msket bruger altid Surrogatet: at forandre ►Mønsteret – Boniteten 116 bliver den samme.
Paa den Maade har Mskheden antaget Χstd.; men det er at gjøre Nar af Χstd. og af sig selv.
Jo længere saa Χstd. bestod i Χsthed jo mere opkom der et større og større Udvalg af forskjellige Mønstre, en lærd Viden om alle disse mange Mønstere og deres 401Forhold indbyrdes: ⓘ Alt tjenende til at bortlede Opmærksomheden fra hvad Χstd. er, at den er: Bonitets-Forandring.
Χstheden gjør Alt for at henlede Opmærksomheden paa Mønsteret – Χstd. samler Alt paa: Boniteten.
Derfor har Χstheden gjennem Aarhundredernes Løb præsteret Millioner x Millioner af Χstne i alle mulige Mønstere, og har stadigt 117 tusinder af Mænd og Qvinder i Virksomhed for at avle Smaae-Christne i de forskjellige Mønstere – Χstheden betragtes bedst som et uhyre ⓘ Fabrik-Etablissement. Evigheden, der kun spørger om Boniteten, kommer (hvis det var muligt at Evigheden kunde komme i Forlegenhed) kommer i Forlegenhed midt i denne Overflod.
Χstd. tilsigtede en Bonitets-Forandring. Resultatet af Χsthed viser sig at være, at ⓘ i Χsthed er Boniteten af det at være Msk. blevet endnu ringere end den var, førend Χstd. kom ind i Verden, hvad dog skjules ogsaa ved den gavtyveagtige Vigtighed Spørgsmaalet om Mønsteret har faaet. Det er nemlig 118 let at see, at Intet saa godt sikkrer mod den Examination, der vil ►see efter Boniteten, som at faae Opmærksomheden henledet paa Mønster-Forskjelligheden og sand Χstd. ►sat i Iver for her at vide Beskeed, her at være paafærde i ►Kamp og Strid, altsaa ikke just mod Kjød og Blod (hvad Χstd. foreslaaer, da den tilsigter en Forandring af Boniteten) men mod Meninger og Videnskabeligheder, hvorfor ogsaa just de religieuse Stridigheder i Χstheden bedst bevise, at hvad Boniteten af Msk. angaaer, da er ⓘ Alt det Gamle, det Hedenske, Jødiske, eller vel 119 ogsaa værre.
XI2A233 Oplysnings eller kunstig Dumhed.
Som man (til Forskjel fra atmosphærisk Varme, Dagslyset, naturlige Blomster, naturlig Skjønhed o: s: v:) taler om en ved Kunst tilveiebragt Varme, Belysning, kunstig Natur: saaledes gives der ogsaa en ved Kunst tilveiebragt Dumhed.
402Saa dum er Ingen, ikke den Dummeste blandt alle andre Msker, saa dum paa Χstd. er Ingen som »Professoren«. Hans Dumheda er en ved Kunst og megen Studeren tilveiebragt Dumhed.
✂ a Anm Dette siger jeg dog ikke, som meente jeg, at det væsentligen vilde gavne Prof. at læse andre Skrifter, han vil dog forvandle Alt ind i sin Dumhed.
For at bevares i denne Dumhed ⓘ behøves deels fortsat stadig Studeren af andre ⓘ Professorers Skrifter, deels et stærkt ►Opiat, den Indbildning: ►at 120 Χstd. er perfectibel. Enhver der er saa lykkelig at hans Øie ►oplades for denne Viisdom han er paa gode Veie til at blive Professor.
XI2A234 Χstd. – Χsthed.
Christd. er: Berøringen mellem det Gudd. og det Msk.
Og det er dette der er blevet til Historie, og vel at mærke saaledes, at hver følgende Generation – bestandigt forøgende Afstanden – er blevet Historien om ⓘ at den foregaaende var Historien om at den foregaaende o: s: v: baglænds.
Og dette er Χstds ►Perfectibilitet!
Man har gjort Χstdom til – Historien om ⓘ Χstd, uden at mærke 121 at det just er at holde sig udenfor Χstd, og naturligviis med hver Generation mere og mere.
Naar man ⓘ modtager en Pakke, saa løser man ►Convoluterne af for at komme til Indholdet. Χstd. var en Gave af Gud; men istedetfor at modtage Gaven, har Χstheden paataget sig at ►convolutere den, hver Generation har leveret eller afgivet en ny Convolut uden om de andre – og det er paa den Maade man har meent at komme Χstd. nærmere og nærmere.
Χstd. er blevet Historie. Ja, hvis ikke den Vanskelighed var der, at de første Generationer dog ►holdt over eenlig Stand, saa er jeg ⓘ vis paa, at det i Χstheden, hvis Religion skal være Aandens Religion, ►længst var blevet Rettroen122hed, at det det især kom an paa, ikke blot var ►den apostoliske Succession men – ►Vetrinairbetragtningen – den ⓘ genuine Nedstammen ⓘ ved Avling.
Den største Forskjel mellem Msk. og Msk er den: at 403føle Gud sig saaledes nær, at det er som stod han lige ved Siden af ham, nær i ethvert Øieblik – og at leve hen lyksaliggjort i den Forestilling, at ⓘ Gud paa en Afstand af 1800 Aars Historie er fjernet fra En, og at det om Guds Nærhed er et historisk Spørgsmaal.
XI2A235ⓘ Christenhed. – Aandløshed.
Χstd. er, eller det at blive Χsten er: at underkaste sig den af Gud for123ordnede Tilværelses Examen.
Christenhed er et Samfund af Msker, der kalde sig Χstne, fordi de sysselsætte sig med at vide Beskeed om, at Andre for lang Tid siden have underkastet sig denne Examen, samt hvad der ►vederfores dem i denne deres Examinations Tid – aandløst glemmende, at de jo selv ere til Examen.
Vi har en egen Sprogbrug, vi sige om en Mand eller om et Fruentimmer: det er nok en ►vidtløftig Person, og betegne saa dermed noget Ondt.
I saadan Forstand kan man sige at med Χstheden kom Vidtløftighederne i Forhold til Χstd., der er Sandheden og kort. Det er utroligt hvad Χstheden har præsteret i Retning af: Vidtløftigheder.
404 XI2A237 124 ►Mskslægtens Demoralisation
gaaer ⓘ fremad med voxende Hastighed.
Individerne (►sit venia verbo) blive ubetydeligere og ubetydeligere. Derimod perfectioneres de mere og mere i sandseligt at blive Magt ved at danne Masse, og frækt at ►trodse herpaa, hvorved deres mulige Frelse mere og mere umuliggjøres.
Imidlertid declamerer Professor-Snøvlet og Præsterne at Msket er udødeligt, og bevise det. Aah, ja, – men beviis saa ogsaa, at de Væsener, som nu kaldes Msker, ere Msker.
Udødelighed! Hvad Betydning kan den ogsaa egl. have for Msker, der i Forhold til Alt ere vante til selv ►betræffende det meest U125betydelige at være Partie, nogle Stykker, og for hvem det at være Partie og nogle Stykker er – Alt.
XI2A238 Eenlig Stand.
Alt dette Høie om, at det Sexuelle sandelig ikke er Mskets Fortrin, at Mskets Idealitet ligger bag ved, det Sexuelle var ►Degradation, at altsaa Opgaven just er, hvis Idealiteten skal naaes, at forsage det Sexuelle, ►at spille Stykket baglænds som man maa mod Trolddom: alt dette er da i Χstheden, især i Protestantismen, saaledes tabt som ⓘ havde det aldrig været til.
I Aarhundreder gaaer det især i Protestantismen for fulde 126 Seil ind i dette Lave, nedefter: at Ægteskabet er Livets Betydning, Forholdet til det andet Kjøn Livets Alvor, o: s: v: saa man i Protestantismen er tilbøieligst til at opfatte et eenligt Msk. som noget paa samme Maade Latterligt som en eenlig Støvle, ɔ: Noget som ⓘ forfeiler sin Bestemmelse, Noget som egl. ikke er, naar der ikke er To.
►👤Luther paastod, at det var ⓘ umuligt at leve kydsk udenfor Ægteskab – ►den gamle Kirke paastod, at det var umuligt at leve kydsk i Ægteskab, der derfor 127 var »tolereret Utugt.«
Og imidlertid ere vi alle Χstne, Χstd. florerer ►»trindt i Landene«.
405Er 👤Luthers Mening, at fordi Mskene nu ere blevne saa liderlige og sandselige som de ere, er det umuligt at leve kydsk udenfor Ægteskab. Det lader sig høre. Men saa bliver Reformationen en egen Ting, især naar der idelig skal ►basunes om det store christelige Fremskridt den siges ⓘ at være. Den bliver jo saa meget mere en ►Concession gjort Liderligheden ⓘ eller det Sandselige.
XI2A239 128 To Villier i Verden
kan ikke taales. ►Gud er den ene.
Nu har Gud ►vistnok givet Msket og Msk-Verdenen Magt til at have en Villie. Men den Verden der saaledes vil sin Villie, maa saa til Straf finde sig i, at den egl. ikke er til for Gud, at han ►overgiver den.
Saasnart derimod en Villie vil indlade sig med Gud, saa maa denne Villie bort. Dette er Betydningen af ►det at afdøe. At en Villie vil indlade sig med Gud, er just det han vil; men det Næste følger saa af sig selv, hvis Gud og denne Villie skulde spændes sammen.
Den gudforladte Verden synes ganske anderledes fri end den Christne er det – dette ligger i at den gudforladte Verden har Gud overgivet, den er fri fra Gud.