Kierkegaard, Søren Journalen NB33 : 1854

XI2A95►►Mc: ⓘ 15,3915,39] , < 15,38.

Høvedsmanden siger: sandelig var dette Msk. Guds Søn. ►Han har aabenbart 43 hørt feil ligesom alle de Omstaaende og troet, at Χstus kaldte paa 👤Elias. Og dog siger Χstus jo noget ganske Andet.

Men er dette ikke underligt, gribende, at just det meest lidende Ord af Χstus, hvor de Omstaaende, hvis de havde hørt ret maatte sige, see der opgav han sig selv – at dette Ord høres feil af de Omstaaende. De Omstaaende høre Ordet saaledes, at de just deri see Beviset for at han var Guds Søn.

Der er et dybt, gaadefuldt Sammenhæng i dette; thi just det at ⓘ have holdthave holdt] , ændret fra holde Lidelsen ud indtil dette Yderste, just dette var, for Gud, Udtrykket for, at han var Guds Søn. Men det Vidunderlige er, at Omgivelsen hører feil – og saa dog i en langt dybere Forstand hører rigtigt. Det er som talte Gud gjennem dem – ved Hjælp af at lade dem høre feil.