Kierkegaard, Søren Journalen NB32 : 1854

XI2A12.... Forstaaet bliver jeg ikke, heller ikke ►betræffende hvor anstrenget mit Liv er. At bære Vægten af den uhyre Kjendthed som jeg, er meget anstrengende, at maatte finde sig ⓘ ii] tilføjet at ⓘ værevære] , først skrevet ethv kjendt af ethvert Barn, at paa Promenaderne Barnepigerne sender Børnene hen den ene efter den anden for at spørge mig hvad Klokken er, hvilket 145 ogsaa ofte nok raabes efter mig paa Gaden (Gud veed hvad det egl. skal betyde eller ►hvo der har hittet derpaa) at maatte finde mig [i] at antastes af ►de offentlige Fruentimmer om Aftenen, og saa den ►idelig[e] Piat om min Paaklædning som uafbrudt beskjeftiger og hvor tilsidst ►Skrædderne komme til at spille med o: s: v: o: s: v:

Hvad der er misundeligt paa mig, lader som forstod det ikke, at dette Liv er uhyre anstrengende, eller vil vel paadutte mig at det er Forfængelighed af mig, at jeg selv hitter paa det. ^[a] De som mene mig det vel, ere ikke opmærksomme paa, at den lille Brøksdeel, som hver ⓘ ►contribuerercontribuerer] , først skrevet kan ►vistnok er lille, men alle disse Brøksdele forenede dog er et stort Qvantum for Den, der skal bære det hele. Og var der saa En, der baade kunde og vilde forstaae, ham faaer jeg saa ikke længere end til dette: at jeg kan reise eller unddrage mig. Dette vil sige, han misforstaaer mig allerdybest.

Saaledes lever jeg. Det falder mig 146 naturligviis ikke ind at tale til Nogen om Sligt, sandeligen har jeg ikke Hjælpen i mig selv, ►saa god Nat.

186Og let som en Dandser har jeg ogsaa hidtil baaret Alt, hvilket forresten bidrager til at det ikke sees hvilken Opgave jeg løser.

Det der her af Endeligt tager meest paa mig, er det ►Hensyn til Udkommet som kommer mig nærmere og nærmere. Skjøndt en ►Pøbel-Mishandling, som fornem Misundelse benytter sig af kan være forbittrende nok: Sligt bærer jeg som ⓘ Ingenting ellerIngenting eller] , først skrevet Ingenting. dog saare let; men den Modvægt behøver man, at man da ikke har oeconomiske Bekymringer.