Kierkegaard, Søren Journalen NB32 : 1854

↩

XI1A573 106 168 Forsoningen.

Saaledes har Protestantismen, især i 📌Danmark, faaet Χstd. vendt: Χstus har lidt er død, ►hans Lidelse og Død er fyldestgjørende for vore Synder og erhvervende en evig Salighed – nu skulle og kunne vi ret nyde Livet, høist engang imellem takke ham, og det behøves vel heller ikke.

Det er dog en reen Canibalisme, en umenneskelig Grusomhed, som Msk. oplæres i under Navn af Χstd.

I almindelige Forhold, hvor Talen blot var om at døe, ikke om evig Fortabelse, maatte vel ethvert Msk i hvem der var noget Bedre, naar Forholdet var dette, at han ved sin Forbrydelse havde forskyldt at lide Døden, og nu en Uskyldig skulde lide ⓘ denden] tilføjet for ham – han maatte vel sige: nei, dette er jo en Skærpelse, det er dog mildere, at jeg, som jeg har fortjent det lider Dødens Straf, end at en Uskyl107dig skal lide den for mig, hvorved jeg jo endog faaer et Mord paa min Samvittighed, thi det er jo min Skyld der myrder ham. Hvor villig den Anden er til at ville lide Døden for ham gjør egl. hverken fra eller til.

Forholdet er nu ►vistnok et andet, hvor Talen er om en evig Fortabelse, at frelses for den derved at en Anden lider Dødens Straf for mig.

Men sæt nu at Χstus ikke havde ►forlangt Efterfølgelse – hvorledes kunde dog et bedre Msk. ►falde paa, fra det Indtryk, at en Anden har lidt den qvalfuldeste Død for ⓘ atat] , først skrevet det frelse mig, lidt den for min Synds Skyld – hvorledes kunde han falde paa derfra at ville glæde sig ved dette Liv! Eller ⓘ DenDen] , < den der havde oplevet Sligt maatte han ikke sige: mit Liv er væsentligen indviet til Sorg? Er Frelsen ikke saa dyrt kjøbt at hvis det var muligt ved sin egen Lidelse at kjøbe den, vilde det være en Mildnelse?