XI1A537 👤►141Arthur Schopenhauer.
At han er en betydelig Forfatter, meget betydelig er ►udisputeerlig; at ►hele hans Tilværelse og dennes Historie er et dybt Saar som bibringes Professor-Philosophien, indrømmes med Glæde og Taknemlighed.
Men dog er han i mine Tanker et betænkeligt Tegn. Thi stricte taget er han ⓘ ikke det han selv mener sig at være, og som unegteligt var yderst ►heldbringende om han var: han er ⓘ hverken Pessimist 47 ►tilgavns eller ganske fri for selv at være en ►Sophist.
Han er ikke Pessimist tilgavns. Visseligen en ægte Pessimist i heel Charakteer det var hvad vor baade ►blødagtige og charakteerløse Tid behøvede. Men see nærmere til. 👤S. er ikke et Msk., der har haft det at gjøre Lykke, at vinde Anerkjendelse i sin Magt – og saa ⓘ forkastede det. Nei, han er maaskee mod sin Villie tvungen ind i at gaae Glip af det Timelige og Jordiske ►i Retning af Anerkjendelse. Men saa er det at vælge Pessimissme let en Art Optimisme – det timeligt klogeste man kan gjøre. – ►Han paatager sig saa at anvise Askese o: s: v: Plads i Systemet. Her viser det sig nu, at han er et betænkeligt Tidernes Tegn. ►Ikke uden stor Selvtilfredshed siger han, ⓘ at han er den Første, som har anviist Askesen Plads i Syste48met. Ak, ⓘ dette er aldeles Professor-Tale, jeg er den ⓘ Første som har anviist det Plads i Systemet. Og nu videre, det at Askesen nu finder sin Plads i Systemet, er det ikke et indirecte Tegn paa, at dens Tid er forbi. Der var en ⓘ Tid, da var man Asket i Charakteer. Saa kom der en Tid, da man ►slog den hele Sag med Askesen i Glemmebogen. Nu brouter En af: at være den Første der anviser den Plads i Systemet. Men just det, paa den Maade at beskæftige sig med Askesen, viser jo, at den ikke i sandere Forstand er til [for] ham, omtrent ligesom ►Jødedommen ikke mere er Religion for de Mange, der i vor Tid æsthetisk fremstille det ⓘ gammel-orthodoxe jødiske Husliv i Noveller. – Saa langt er det fra, at ⓘ 👤S. egl. er Pessimist, at han ►höchstens 49 repræsenterer: ►det Interessante, han gjør paa en Maade Askesen interessant – det allerfarligste for en nydelsessyg Samtid, der vil have allermeest Skade af endog at ⓘ uddestilere Nydelse af – Askese, nemlig af charakteerløst at betragte Askese, anvise den Plads i Systemet.
Ei heller er 👤S. ganske fri for at være en Sophist.►Med al ønskelig Grovhed banker han løs paa de Næringsdrivende, Professorerne, og den 142lucrative Professor-Philosophie. Meget godt. Men hvilken er nu 👤S.s Forskjel fra »Professoren«? Til syvende og sidst dog kun den, at ►👤S. har Formue. Men spørg engang ►👤Socrates hvad han forstaaer ved en ⓘ Sophist, og Du skal see, han svarer, at vistnok er det at en Mand tager Profit af Philosophien afgjørende nok til 50 at stemple ham ⓘ som Sophist, men at deraf ikke følger, at det ikke at tage Profit ⓘ er nok til at afgjøre, at man ikke er ⓘ Sophist. Nei, det Sophistiske ligger i: Afstanden fra hvad man forstaaer til hvad man er, Den, der ikke er i Charakteer af sin Forstaaen, han er Sophist. Men dette er Tilfældet med 👤Schopenhauer. Sandt, ►han siger det selv, og det er forsaavidt det Priselige, men det forslaaer ikke. Og skjøndt han siger det selv, synes det dog som glemt, naar han ►hugger løs paa Professor-Philosophien, uagtet han ogsaa i dette Forhold burde erindre det, hvis han ellers skulde være i Charakteer af ►den Tilstaaelse om sig selv han andetsteds gjør.