XI2A46 ►Man maa tage Verden som den ⓘ er,
dette eller: ►Verden er som man tager den, vel at mærke forstaaet saaledes: man maa tage Verden som den er, er ►Gehalten af disse Millioner, Exemplar-Mskets Liv og Levnet. De forefinde Alt givet, Begreber, Forestillinger, Tanker, ligesaa Skik og Brug kort alt er givet – Exemplar-Msket bringer ⓘ Intet med sig. Altsaa Alt er givet – og nu haste de travlt hver 219 til Sit for [at] samle Formue, blive til Noget, gifte sig o: s: v: o: s: v:
At disse Millioner ere til, mærker Tilværelsen egl. ikke, de berøre den ikke, denne hele Existeren er for ubetydelig til at berøre Tilværelsen, der er lagt an paa en anden Art Existeren, saa det gaaer Exemplar-Msk. 215i Forhold til Tilværelsen ligesom Hundesteiler i Forhold til Garnet som er sat for større Fisk, Garnet er ►vistnok et Garn (og saaledes er Tilværelsen ogsaa et Garn) sat for at fange Fisk – men Hundesteilerne have fri Passage. At Exemplar-Mskene blive Masse hjælper ikke, derfor tynge de ikke mere: et ⓘ Exemplar-Msk. og 1 Million berøre lige lidt Tilværelsen, som øser ud af den Sort som af et Overflødighedshorn.
Saasnart der derimod kommer et Msk, som fører en ►Primitivitet med sig, saa han altsaa ikke siger man maa tage Verden ⓘ som den er (dette ⓘ Tegn til som Hundesteile at passere frit) 220 men som siger, hvordan Verden saa end er, ⓘ jeg forholder mig til en Oprindelighed, som jeg ikke agter at forandre efter Verdens Forgodtbefindende: i samme Øieblik dette Ord er hørt, foregaaer der som en Forvandling i hele Tilværelsen. Som ►i Eventyret – naar Ordet siges, det i hundrede Aar fortryllede Slot, aabner sig og Alt bliver Liv: saaledes bliver Tilværelsen idel Opmærksomhed. Englene faae travlt, see nysgjerrige efter, hvad dette vil blive til, thi dette beskjeftiger dem. Paa den anden ⓘ Side mørke, skumle Dæmoner, som ►længst have siddet uvirksomme og gnavet paa deres Fingre – de ⓘ springe op, rette Lemmerne – thi her bliver Noget for os, sige de, og ⓘ det have de længst ventet paa, thi Exemplar-Mskene give dem Intet at bestille, dem lige saa lidet som ⓘ Englene.
221 Det er Dette ►Apostelen taler om, naar han siger at den Χstne har Kamp ikke blot med Kjød og Blod men med Fyrstendømmer og Magter. Dette vil sige, en Χstens Existeren griber saa dybt at den berører Tilværelsen, og derved faaer den den uendelige Idealitet at sætte baade Himmel og Jord i Bevægelse.
En Χstens Existents berører Tilværelsen. Vistnok kan han ikke siges at bringe en Primitivitet [a] med sig i Betydning af Genialitet men han overtager primitivt Χstds Fordring til det at være Χsten, lystrer derfor paa ingen Maade denne Jammerlighed: man maa tage Verden som den er, men holder sig til hvad Χstd. vil have Verden til at være, ►Χstd., der derfor just ikke er et Rige af denne Verden, fordi den aldrig vil respektere dette: man maa tage Verden som den er.
✂ [a] Og ►ethisk Primitivitet er, som andetsteds paaviist, at sætte Alt ind, vove Alt, først Guds Rige.
216Hvor veemodig jeg i en vis Forstand er naar jeg skriver Sligt; thi visseligen jeg var aldrig 222 blandt disse hovmodige Aander, som oversaae andre ⓘ Msker, og hvem det kan lyste at omgaaes slige Tanker. Ak, nei, i ►sympathetisk Tungsind elskede jeg Msk., ⓘ alle disse mange Msker jeg saae, Tjenestepigen og Tjenestekarlen og ►Vægteren og ►Droskekudsken o: s: v: jeg fandt en saa stor Glæde i at tale med dem at hilse dem o: s: v:.
I een Forstand maa jeg dog sige: o, hvorfor var ►Biskop 👤Mynster dog en Pialt! Havde der blot være[t] Noget ved ham, saa var jeg ikke bragt saa langt ud som jeg er. Der vilde jeg have svinget ind, og jeg, just jeg var kommet til i sympathetisk Tungsind at repræsentere hvad man maatte kalde Χstdom i Mskets Interesse.
Men maaskee just derfor (fordi det ikke var af egoistisk ⓘ Grund at jeg vilde repræsentere Χstdom i Mskets Interesse) maaskee just derfor er det at ►Styrelsen er blevet opmærksom paa mig, lader mig føres længere og længere ud, saa det vel ender ⓘ med at jeg tvinges ind i at skulle forkynde Χstd. i Guds Interesse.
223Og hvilket ganske andet Syn paa Sagen faaer man saa end man ellers har! Jeg kunde (i sympathetisk Tungsind) fristes til at tilraabe Mskene: I tale om ►Verdens Frelser; men vogter Eder vel just for ham. Sandt han vil frelse, evig sandt, sandt, evig sandt, han vil frelse Alle, Alle – men seer Eder vel for, dette er hans majestætiske Sprog, Alle – og paa samme Tid anlægger han en Maalestok saa der maaskee ikke i Aarhundreder er ⓘ Een, som kan bære den. Alle, ja ganske vist Alle, men see Dig vel for, betænk med hvilke uhyre Tal det Guddommelige rutter som var det Intet. Og Du derimod, ⓘ naar Du hører tale om at ⓘ frelse Alle saa tænker Du paa ►det Par Msker her i 📌Kjøbenhavn, og mener, at det da kun undtagelsesviis kan være en Enkelt der fortabes. – I tale om »Apostelen«; men vogter Eder vel for »Apostelen«! Apostelen han er ubetinget fortabt i det Ubetingede, han seer slet ikke, at han gjør os Msker, msklig talt, ulykkelige. Nei, selv grebet 224 ubetinget af det Ubetingede taler han om Salighed og Glæde – men seer Eder vel for, passer nøie paa, han taler et Gude-Sprog, det han kalder Glæde og Fryd det vil et Msk vride og vaande sig under. Seer Eder vel for; I troe, at Apostelen offres paa Eder, nei, han offres paa Gud, det er Gud, der for at komme til, træder Apostelen ned, dræber ⓘ ham msklig talt, hvad Apostelen tilbe217dende forstaaer som den høieste Salighed, og takkende udbryder: uendelige Kjerlighed, uendelige Kjerlighed!
Og dog er det saaledes, ja Gud være lovet, at det er saaledes, at Χstd. ikke som Genialitet forholder sig til Enkelte, men at det er muligt for ethvert Msk. at blive Χsten. Det er forfærdeligt at see efter hvilken ⓘ Maalestok der spildes Tilværelser; men det er dog alligevel en trøstfuld Tanke, at ikke en eneste spildes uden Skyld. Derfor har jeg altid gyset for dette frygtelige Genialitets-Hovmod, thi Genialitets-225Hovmod mener, at Tusinder og Tusinder ere spildte ⓘ – men uden Skyld. Frygteligt, ►naar saa er, har altsaa et Genie og andre Msker ikke Slægts Fællesskab. Afskyeligt! Nei, jeg slipper ikke ⓘ Menneske-Lighedens Tanke – saa umenneskelig kunde jeg aldrig blive, jeg finder det dog Trøstende, at Ingen spildes uden ved egen Skyld.
Men Det jeg nok seer gjøres fornødent, er at Χstdommen faaer dog tilnærmelsesviis sin Idealitet igjen. Det uendelig Trivielle med dette Nonsens af Millioner Χstne, har ganske bogstaveligt gjort det at være Χsten til den største Nullitet. Og dog er det, at der bliver en Χsten til, den største af alle Begivenheder, langt større end ►en europæisk Krig, ført maaskee af ⓘ Tusinder og Tusinder, som dog alle væsentligen lystre den Lov: man maa tage Verden, som den er, ɔ: af Exemplar-Msker, i hvilke der intet Evigt er. Nei, at ⓘ der bliver en Christen til, det er en Begivenhed. En Χsten, ɔ: En, der ubetinget forholder sig til det nye Testamente, der primitivt ►søger først Guds Rige, En der med det nye Testamente i sin Haand, vovende Alt og ⓘ villig til at lide Alt siger: nei min gode 226 Verden, jeg agter ikke at tage Dig som Du er, nei her er Instruxen for hvordan Du skal være. See det er en Begivenhed, en Begivenhed der rører Tilværelsen, bemærkes af den – en ⓘ tilsigtet Verdens Forandring, hvad en europæisk Krig kun i meget overfladisk Forstand kan kaldes, nemlig en Forandring af Landkaartet, nei en Verdens Forandring, saa Tilværelsen selv bliver opmærksom, Englenes Hærskarer, og ⓘ Dæmonernes ►Legioner sætte sig i Bevægelse.
Kun naar Χstd. anbringes saaledes, at den netop ikke lystrer dette: man maa tage Verden, som den er, kun da er det det nye Testamentes Χstd, kun da er Χstd. anbragt – i Virkelighed. Christenhedens ►Gavtyvestreeg er, at ►manouvrere paa Fælleden, istedetfor ⓘ paa ⓘ Valpladsen, Χstdommen anbringes saaledes, at man lystrer dette: man maa tage Verden som den er ɔ: man anbringer Χstd. 227 saaledes at man leger Χstd som man leger Soldat.