Kierkegaard, Søren Journalen NB32 : 1854

NB32:123

#

Christendom – Χsthed.


Tænk et Lægemiddel, om hvilket det er bekjendt, at det ganske specifik virker paa een bestemt Maade fE en Laxans.

Saa er der en Læge, der ypperligt veed Besked om dette. Han kommer nu til et andet Land og her – man tænke sig hans Forbauselse – her bruger alle Læger dette Middel mod Diarrhoer; enhver Apotheker veed Besked derom, og enhver Læge ordinerer det saaledes.

Lægen siger: men hvorledes er dette muligt; og man maa jo, hvis Patienten ellers faaer dette Middel, strax opdage, at det virker lige modsat. Hertil svares: Patienten faaer endog en rigelig Dosis deraf, og det virker standsende – og saaledes har vi praktiseret i umindelige Tider.

Saa siger Lægen: maa jeg da ikke see det. Man bringer ham det. Han undersøger det – ja, das ist was anders, det er jo slet ikke Det, jeg taler om, men er ganske rigtigt et noksom bekjendt Middel som virker standsende. Men hvor i al Verden er man faldet paa at kalde Salep engelsk Salt.

Saaledes med Χstdommen i Χsthed. I det nye Testamente er Χstd. den intensiveste Uro, der er muligt – Gud i Himlene har ikke formaaet at udfinde en intensivere. Og i Χsthed bruges Χstd. – beroligende.

»Men hvor er dette muligt«, maa Lægen sige, »hvor er det muligt, naar En indtager endog blot en lille Dosis af det nye Ts Χstd. vil han strax mærke, at det ikke virker beroligende«. »Ja, dertil kan ikke svares Andet end hvad Sandhed er, at saaledes bruge vi Alle hersteds Χstd, og vi spore alle den samme Virkning: den beroligende.« »Maa jeg da ikke faae lidt nærmere at vide, hvad de forstaae ved Χstd?«. Han faaer det at vide. »Aha« svarer han »ja nu er Gaaden løst, at Sligt virker beroligende benegter jeg ikke, men vel, at det er Χstd.


#