Kierkegaard, Søren Journalen NB32 : 1854

XI2A35 At snakke sort.

Som Exempel herpaa kan tjene, al denne Høitidelighed med hvilken der i Χstheden ►tales om Stilhed, dyb Stilhed, festlig Stilhed stille Festlighed o: s: v: som Betingelse for den sande Religieusitet.

Dette er aldeles latterligt, netop ligesaa latterligt som hvis ⓘ FuglefængerenFuglefængeren] , først skrevet Fugle- vilde drage ud med Pauker og Trompeter og naar han saa havde sat Snaren give sig til [at] musicere saa larmende som muligt: jo ivrigere han er i at gjøre Larm, i Haab om at fange desto flere Fugle, jo latterligere. 189 Og saaledes ogsaa jo mere kunstnerisk-rigtig og dramatisk fuldendt baade Omgivelsen og ►hans Høiærværdighed er, jo mere alt er udtrykkende den kunstneriske Stilhed, som nu Hans Høiærv. fremstiller som Betingelsen for den sande Religieusitet, desto latterligere.

Ja, i Forhold til den Religieusitet der er Nydelse, rigtigt, der gjælder det om Stilhed. Men christelig Religieusitet er Lidelse, og derfor gjælder det om at Uroen anbringes, jo mere, jo dybere Uro desto 204mere er den mulig. Den har derfor ikke hjemme i theatralske Kirker hvor Theater-Præster declamere – men i Virkeligheden og i Virkelighedens Uro. Men som med Alt saa ogsaa med dette: Mskene ere ►höchstens saa fremmelige at de have en lille Smule Forstand paa 190 det Kunstneriske – og da vi jo naturligviis Alle ere Χstne, saa benytte Præsterne sig af dette til at sætte Χstd. over i det Kunstneriske – og med stor Prætension. Forholdet bliver saa dette: at det Kunstneriske ansees for et Høiere end det simple Χstlige. Dog ellers var jo ►Gavtyvestregen ikke behørigt sikkret. At blive i det Kunstneriske, men ved Tilstaaelse at det er noget langt Lavere end det Christelige, det var ikke sikkert nok, maaskee endte det dog med, at det Christelige fik fat i En. Men naar man bliver i det Kunstneriske saaledes, at dette er det Høiere – ja saa er man ganske sikker mod det Χstlige.