Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB32

223Og hvilket ganske andet Syn paa Sagen faaer man saa end man ellers har! Jeg kunde (i sympathetisk Tungsind) fristes til at tilraabe Mskene: I tale om ►Verdens Frelser; men vogter Eder vel just for ham. Sandt han vil frelse, evig sandt, sandt, evig sandt, han vil frelse Alle, Alle – men seer Eder vel for, dette er hans majestætiske Sprog, Alle – og paa samme Tid anlægger han en Maalestok saa der maaskee ikke i Aarhundreder er ⓘ EenEen] , < En, som kan bære den. Alle, ja ganske vist Alle, men see Dig vel for, betænk med hvilke uhyre Tal det Guddommelige rutter som var det Intet. Og Du derimod, ⓘ naarnaar] , foran er slettet Du som kun er Msk., Du hører tale om at ⓘ frelsefrelse] tilføjet Alle saa tænker Du paa ►det Par Msker her i 📌Kjøbenhavn, og mener, at det da kun undtagelsesviis kan være en Enkelt der fortabes. – I tale om »Apostelen«; men vogter Eder vel for »Apostelen«! Apostelen han er ubetinget fortabt i det Ubetingede, han seer slet ikke, at han gjør os Msker, msklig talt, ulykkelige. Nei, selv grebet 224 ubetinget af det Ubetingede taler han om Salighed og Glæde – men seer Eder vel for, passer nøie paa, han taler et Gude-Sprog, det han kalder Glæde og Fryd det vil et Msk vride og vaande sig under. Seer Eder vel for; I troe, at Apostelen offres paa Eder, nei, han offres paa Gud, det er Gud, der for at komme til, træder Apostelen ned, dræber ⓘ hamham] , < ham, msklig talt, hvad Apostelen tilbe217dende forstaaer som den høieste Salighed, og takkende udbryder: uendelige Kjerlighed, uendelige Kjerlighed!