Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB32

Kierkegaard, Søren Journalen NB32

Søren Kierkegaards Skrifter

Martyriets


høie Tanker, og alt saaledes Høiere, alt det Høiere, som forholder sig til en polemisk og pessimistisk Livs-Anskuelse, er da som ganske gaaet ud af ►Slægten, og denne derfor at betragte i Forhold til det i stor Forstand at være Msk, ligesom Affald i Forhold til Sædekorn. Alt ender i denne jammerlige Higen efter at gjøre Lykke i denne Verden, og deler sig saa i to Classer: De, som ere saa heldige at gjøre Lykke, og De, for hvem det mislykkes.

Dette kommer jeg igjen tilbage paa, fordi jeg i disse Dage er blevet erindret om 👤►Lessing og ►»Fragmenterne.«

►Han stiller Sagen saaledes: ⓘ paa enkelte Punkter af Evangeliet glimter det igjennem, at Χstus egl. har villet det Jordiske, være Konge o: s: v: – men det mislykkedes.

Nei, nei, men just for at Frastødet maa blive desto stærkere, just for desto mere lidenskabeligt at ►udvise at det er det han ikke vil, just derfor gjør han en Bevægelse ►i Retning som vil han det – for saa at støde det fra sig, at det sande Aandelige maa sees, hvilket netop forholder sig til det frivillige Frastød.

Dog, det er og bliver en Sandhed: ved at dømme ►gjør et Msk. aabenbart, hvad der boer i ham. Og fordi der i vore Tiders Msker og heller ikke i 👤Lessing var den idealere Lidenskab, derfor stiller Sagen sig saa kummerligt for dem. Der lever i vor Tid ikke ⓘ en Eneste, hvem det kunde falde ind at troe paa, at et Msk kunde ville erhverve, søge fE Berømthed – af pessimistisk Hensigt, ɔ: for just at smide det Skidt fra sig, og desto dybere polemisk at saare. Nei, Sligt troer Ingen paa – og saa vil man forstaae, eller befatte sig ⓘ med at opfatte Χstus.

»Aand« er ⓘ reent gaaet ud af Slægten; ideale Lidenskaber, der have – det er just det Ideale – en ►Potensation i sig, en ►Fortone, saa et saadant Msk i ideal Lidenskab bestandigt forholder sig omvendt til Verden, forekomme slet ikke mere. Og derfor er ogsaa Χstd. draget ned i den usleste piankede Middelmaadighed. Med Sandhed kunde man nu sige: denne Art Χstd. kan Χstus virkelig ikke vedkjende sig at være Stifter af. Men Msket vender, nye ►Gavtyvestreger, Sagen, conseqvent, saaledes at de saa digter Χstus om i Lighed med hvad vi kalde Χstd. Og i vor Tid er det Høieste man har: En, som higede efter Verden, kom galt fra det, og nu – den eneste Mulighed til dog lidt Profit der er tilbage for ham – omforklarer sit Liv og aspirerer til den Art Berømmelse og Paaskjønnelse, som svarer til det at lide. Og Forbilledet herfor bliver saa – 👤Jesus Χstus!