Det er hvad jeg ►oftere har sagt: hermed hænger hele Forvirringen i Χstheden sammen, at man har tabt Forestilling om ⓘ Guds Majestæt, hvad Aands Majestæt er. Ogsaa saaledes er Χsthedens Skyld ►Majestæts-Forbrydelse, man har virkelig degraderet Χstds Gud til dog at have en menneskelig Sag, eller i msklig Forstand en ⓘ Sag, hvorved han saa igjen dog kun bliver et Superlativ af msklig Majestæt, og hvorved saa igjen Dyrkelsen han kan fordre og vil have, bliver en anden, en, der bedst ►convenerer det Msklige: Travlhed i Endelighed, i endelig Forstand Kæmpen for hans Rige dog ►som et Rige af denne Verden – istedetfor den ⓘ Dyrkelse, som forholder sig til det Ubetingede, hvilken unegteligt er den meest anstrengende for ►Kjød og Blod.
Gud er den rene Subjektivitet, 247 idel, puur Subjektivitet, har slet ikke en Væren af det Objektive i sig; thi ⓘ Alt hvad der har en saadan Objektivitet kommer derved dog ind i Relativiteterne.
Dette har man saa ganske glemt. Deraf kommer det saa, at det i Χstheden er den almindelige Tankegang, (noget nær den gamle hedenske) at Smaa-Ting ikke beskjeftige Gud, men paa den anden Side, at der ogsaa er Noget saa vigtigt, at det i og for sig, ved sig selv maa beskjeftige Gud, tildrage sig hans Opmærksomhed, interessere ham, om man saa vil, enten han vil eller ei.
Begge Forestillinger ere lige uchristelige. Men det er 228især den sidste jeg vil dvæle ved forsaavidt den er Majestæts-Forbrydelsen, den anden bliver saa ►biløbigt oplyst og belyst.
Hedningen meente, Ubetydeligheder ere for lidt til at beskjeftige Gud; et enkelt Msk. beskjeftiger ikke Gud, men 248 fE et Folk, et Folks Foretagender o: D:, altsaa der er Noget, som ved sin Betydningsfuldhed i sig maa beskjeftige Gud – istedetfor at christeligt er Gud saaledes uendelig Majestæt, at Intet i og for sig kan beskjeftige ham, men kun forsaavidt det behager hans Majestæt, hvoraf følger igjen at den største Ubetydelighed kan beskjeftige ham lige saa meget som hvad ►vi Msker ville kalde det Allerbetydeligste, fordi om det beskjeftiger ham ikke ligger i Gjenstanden men i hans Behag, – han er uendelig Subjektivitet.
At hiin lavere Opfattelse af Guds Majestæt er ⓘ christeligt Majestæts-Forbrydelse sees let ved at tage en msklig Majestæt. Tag den mægtigste Keiser, der nogensinde har levet. Det er ganske rigtigt, for ham er der en stor Mængde Ting, om hvilke man maatte sige, at ►de 249 kunne ikke beskjeftige ham i og for sig, ved sig selv, nei beskjeftige de ham, afhænger dette af, ►at det saa behager hans Majestæt. Men da selv den mægtigste Keiser dog ikke er den rene Subjektivitet, men har et Objektivt i sin Verden, saa er han underlagt den Lov, at der maa kunne indtræde Forhold, Begivenheder o: D: saa betydningsfulde og afgjørende, at det maa beskjeftige hans Majestæt enten han vil eller ei. See her Grændsen for hans Majestæt, og see her Majestæts-Forbrydelsen i at anbringe dette i Forhold til Gud.
Og dog lever Mskene i Χstheden aldeles i denne Forestilling. Den Enkelte fortvivler aldeles om at være til for Gud – men lad os forene os, blive Mange, et heelt Folk, et uhyre Foretagende – – saa, ja det beskjeftiger Gud aldeles 250 ikke mere i og for sig eller ved sig selv end det meest forladte, fattigste, dummeste Msk – beskjeftiger det Gud, er det kun fordi det saa behager ham. »Forsaavidt«, maatte man sige, »kunne I Msker gjerne spare Eder Uleiligheden med disse ⓘ store Foretagender beregnede paa at interessere Gud deri – thi Gud interesserer kun hvad der behager ham, han den rene Subjektivitet, idel Subjektivitet har aldeles ingen anden ⓘ Interesse end: hvad der behager ham.
Om der udbrød ikke blot ►en europæisk Krig, men om 📌Europa kom i Krig med 📌Asien, og 📌Afrika 📌America 📌Australien fandt sig nødsagede til at deeltage: i og for sig selv, ved sig selv beskjeftiger det Gud aldeles ikke – men at et fattigt Msk. sukker til ham, det beskjeftigede ham, thi 251 saaledes behager det hans Majestæt, og dette berørte ham subjektivt.
229Men sæt nu at samtlige 📌Europas Keisere og Konger ved Rescript befalede samtlige Tusinder af ordinerede ►Leie-Tjenere (jeg mener Præsterne) officielt at ►nedbede Himlens Bistand; sæt der blev foranstaltet en uhyre, forenet Guds-Tjeneste med 100,000 Musikanter 50,000 ►Bælgetrædere og en Million ordinerede Leie-Tjenere til officielt at nedbede Himlens Bistand: det beskjeftiger aldeles ikke den himmelske Majestæt – men at et fattigt Msk, som gik paa 📌►Kjøbmagergade, i Hjertets Inderlighed sukkede til Gud: det beskjeftiger ham, beskjeftiger ham ubeskriveligt, uendeligt, thi saaledes behager det hans Majestæt og dette berørte ham subjektivt.
252Og hvorfor beskjeftigede det Andet ham ikke, den uhyre officielle Larm, der kunde høres paa ⓘ flere Miles Afstand, og ⓘ selvfølgeligt da ⓘ maatte kunne trænge op i Himlen – hvorfor beskjeftigede det ham aldeles ikke, hvorfor? Min Ven, hvad Forestilling Du end forresten har om Gud, Du betvivler dog vel ikke, at han er, hvad man kunde kalde »Kjender«, en fiin Kjender – han der er idel Subjektivitet, og just det at være Subjektivitet forholder sig til det at være Kjender. Deraf kommer det jo, at man i Almindelighed anseer ►Fruentimmer (som sammenlignet med Manden er overveiende Subjektivitet) for fine Kjendere, Kjendere, som strax veed at skjelne mellem det Officielle og det Personlige, veed, at det Officielle egl. er en Uforskammethed, en 253 høitidelig Maade at gjøre Nar af En paa. Hvilken uendelig Afstand derfor fra Gud: en Keiser dera befaler 10,000 ordinerede Leie-Tjenere at vræle officielt til Gud, hvilken uendelig Afstand i Sammenligning med et fattigt Msk, der i Hjertets Inderlighed sukker til Gud.
✂ a ved et Rescript som en Stats-Minister har conciperet
Men dette sande christelige Guds Begreb det smager slet ikke Verden, uforskammet som den er, vil den til al anden Nydelse ogsaa have den, at Verdslighed staaer i ligefrem Proportion til Gud, den vil ikke vide af at sige, hvad Χstd. vil, at Verdslighed forholder sig omvendt, at der kun er Adgang til at interessere Himlens Majestæt, at være et stakkels enkelt Msk, – men kun Gud veed, hvorvidt ⓘ den jordiske Keiser kan taale denne Døds-Stilhed, han som maaskee er forvænt med at troe paa at 10,000 ⓘ ordinerede 254 Leie-Tjeneres ⓘ officielle Vræl har noget ganske Andet at betyde, hvad de naturligviis bestyrke Keiseren i, det er jo deres Næringsvei.
Thi saaledes er da Χstd. blevet forkyndt i Χsthed – og dette hænger saa sammen med, at Guds Majestæt er blevet degraderet. Penge, Magt o: D: det er hvad der gjør Udslaget i Verden. Kunst og Videnskab og alt saadant Høiere maa finde sig i at bukke for Pengene; ⓘ er ⓘ En Pengemand, vil han spæde Penge til, saa bukkes der for 230ham, han feteres som Kunstkjender og Digter-Beskytter, skjønt han ⓘ Intet forstaaer af begge Dele. Men paa et Sted skulde man dog synes at Pengenes Almagt maatte strande: paa Χstdommen, som jo forkyndt i Armod, prisede Armod salig, og ►lærte, at en Rigmand vanskelig indkommer i Himmeriges Rige. Ja, saaledes var det oprindeligt; men da de ordi255nerede Leietjenere og ►de eedfæstede Næringsdrivende, Χstdommens Vexelerere fik fat i Sagen, da blev Χstd. praktisk forbedret og udbredte sig saa seierrigt over Riger og Lande – og ►Guds Majestæt blev degraderet.