Kierkegaard, Søren Journalen NB31 : 1854

XI1A389 ►Præste-Eden.

►Søger først Guds Rige – dette er Χstd. Og ►det er paa det nye Testamente Præsten ved Eed forpligtes.

Nu veed vi Alle, hvorledes det gaaer til i det praktiske Liv, at det ikke ⓘ i den allerallerfjernestei den allerallerfjerneste] , ændret fra allerfjerneste Maade har den ⓘ allerallerfjerneste Lighedallerallerfjerneste Lighed] , ændret fra allerfjerneste med dette: først Guds Rige. Til at blive Candidat bruger Studenten en 4 Aar. Saa bliver han Candidat. Nu maa han ►vente en 5 a 6 Aar, førend han faaer behørig Anciennitet. Saa søger han. Og endelig faaer han et Embede og ⓘ ►Levebrød ––Levebrød ––] , først skrevet Levebrød. det er: først Guds Rige.

Er en saadan Eed dog egl. ikke en ⓘ Meeneed,Meeneed,] , først skrevet Meeneed.; < Meneed. og var det dog ikke langt bedre, at ⓘ den den] , først skrevet h reent faldt bort? 91 Eller er det en ►Tilforladelighed, tilforladeligere end ingen Eed, en Eed, som der ikke i fjerneste Maade er Tanke om skulde have Noget at betyde?

Msklig talt kan man i en vis Forstand ikke kalde Præstens Eed en Meneed. Det gaaer nemlig med denne Eed som med Eed i andre Forhold. Naar det er ►almdl. Vedtægt ►betræffende en Eed i givet Tilfælde, at vi Msker indbyrdes med hinanden forstaae, at den ikke betyder Noget: saa ansee vi det ikke for Meneed at aflægge den, uagtet man ikke holder den. En saadan Eed betragtes som en Formalitet. Men kan Χstd. være tjent med Sligt? Er det saa dog ikke langt bedre, at Eeden reent falder bort?