Kierkegaard, Søren Journalen NB31 : 1854

XI1A484 Om mig selv.

Engang var det saaledes med mig. Hvad jeg havde at bære paa: var den Qval, som jeg kan kalde min ►Pæl i Kjødet; Sorg, Sjelesorg i Retning af ►min afdøde Fader; Hjertesorg i Retning af ►det elskede Pi110gebarn og hvad der forholdt sig dertil. Saaledes meente jeg, at jeg sammenlignet med Msker i Almindelighed endda maatte siges at være temmelig ►svært oppakket.

Imidlertid fandt jeg saa megen Aands Glæde i min Virken, at ogsaa 257 det Tyngende, som er Sorg over sin Synd, dog ikke lod mig kalde det Liv jeg førte Lidelse.

Nu har jeg til alt det Tidligere faaet ►Sorg for Udkommet og ►en Pøbel-Mishandling at bære paa.

Uden at forfalske eller ►forjadske Begrebet maa jeg sige at mit Liv er et Slags Martyrium, kun i et nyt 👤Mynster. Det jeg som offentlig Person lider vil bedst betegnes som ►den langsomme Død at trædes ihjel af Giæs, eller som den Smaatteriets piinagtige Dødsmaade, hvilken jo bruges i fjerne Lande: ►at kastes for Insekter; og bliver saa Synderen til den Ende først indsmurt med Honning, for ret at give Insekterne Appetit – og saaledes er jo min Berømthed den Honning, som ret giver Insekterne Appetit.

Kom kun Du, Historiens ⓘ Revision,Revision,] , < Revision; Alt er rigtigt; og dette mangler da ikke, at jeg ►frivilligt258 har udsat mig derfor, at det ikke er hændt mig.