Kierkegaard, Søren Journalen NB31 : 1854

XI1A463 Udødeligheden

En af vore Digtere ►(👤Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.

Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes ►ⓘ enen] , først skrevet ere masse ere udødelige, saa synes det ikke ►ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.

Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det 225 var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.

I Sandhed 👤Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med ►Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at ►👤Heiberg kaldte ham: 👤Ingenmand.

ⓘ OO] , < Og det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den ►gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (►»Gaudiebe«) faae ►»en christelig Regjering« indbildt, at der ⓘ christeligt christeligt] , foran er slettet ogsaa 226 ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, dis97se udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød.