Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB31

Kierkegaard, Søren Journalen NB31

Søren Kierkegaards Skrifter

Tiden – Evigheden


At tilfredsstille ⓘ Evigheden det var Opgaven, med den blev Msk. sendt ud i Verden, og senere blev Ordren ubetinget indskærpet i Χstd.

Men saa er det ►fra Slægt til Slægt ►længst fortsat dette nederdrægtige ⓘ Falsknerie, at Opgaven er: ►at tilfredsstille Tiden.

De Begavede ►som skulle opretholde Maalestokken, de bleve feige, og forfalske nederdrægtigt Maalestokken, fandt det beqvemmest at smigre Samtiden.

Saa blev det tilsidst med stor Bravour af saadanne Slyngler som 👤►Goethe, 👤►Hegel, og hos os 👤►Mynster foredraget eller dog ►exseqveret at det at tilfredsstille Tiden var den sande Alvor.

Tilsidst forstaaes saa ved Tiden: Bærmen, Pøbelen i en Samtid, thi af den er der jo meest, den er numerisk stærkest.

See dette skal forandres; og som saa ►Styrelsen altid bærer sig ad, saa anbringer den dialektisk just lige det Modsatte i dettes yderste Spidse. Ak, men det er frygteligt at blive udcommanderet til at skulle gjøre den sande Lov gjældende ►lige overfor en saadan demoraliseret ⓘ Slægt.

Ingen msklig Majestæt kunde ►falde paa end i fjerneste Maade at bære sig saaledes ad. Naar han mærker at det gaaer løs paa hans Souverainitet, saa griber han ind saa tidligt som muligt.

Men denne uhyre Majestæt, Guddommen, har om man saa vil kun sin Moerskab af ligesom ⓘ at tabe Spillet – saa sikker er han paa sin Souverainitet. Han lader Aarhundrede gaae hen efter Aarhundrede; mere og mere indbildsk bliver ►Slægten – og saa bruger han, just for at vise sin Majestæt, et Intet til at standse det Hele, til at cassere disse Millioner.