Kierkegaard, Søren Journalen NB31

XI1A412..... Og naar saa jeg engang er død, hvor ►ville Docenterne faae travlt for at faae mig og Mit ►indslagtet, hvilken Concurreren for at sige det Samme, om muligt i en skjønnere Sprogform – som var det det [det] kom an paa.

Hvor er dog en Docent saa latterlig! Vi lee Alle, naar ►en gale 👤Meier slæber paa en Masse Graasteen, som han troer er Specier – men Docenten gaaer stolt, stolt af sin store Klogskab, og Ingen leer. Og dog er det lige saa latterligt: at være stolt af den Klogskab, ved hvilken et Msk. evigt narrer sig selv.

Ja, Du af alle afskyeligste 127 U-Msk, Du Docent, Du kan meget godt drive det til at sige det Samme, som den Religieuse har sagt, maaskee i en endnu skjønnere Sprogform; Du kan ogsaa ved Din Klogskab muligt naae, at vinde jordisk Fordeel, ja at vinde den Anseelse og Ærbødighed, som den sande Religieuse aldrig vandt i dette Liv: men evigt er Du narret.

Jeg skriver dette ikke, som kunde det falde mig ind at haabe at omvende en Docent. I Sandhed, Den, hvem ►Χsti Taler mod Pharisæerne og mod det at docere, ikke kan ►skrække tilbage, hvor skulde jeg bevæge ham. Her gjælder det: ►de have 👤Moses og Propheterne, troe de ikke dem, saa troe de heller ikke o: s: v: