Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB31

Kierkegaard, Søren Journalen NB31

Søren Kierkegaards Skrifter

At ville være ganske som de Andre


kunde synes en Slags Troskab mod de Andre, udraabes og prises naturligviis ogsaa som saadan i Verden – selvfølgeligt er den det Modsatte; thi som ⓘ ►ordentligviis ethvert Msk, aandeligt, er en ►Gavtyv, og ►Slægten en Gavtyve-Slægt, saa er da først og sidst det msklige Sprog et ►Tyve-Sprog, der hykkelsk altid vender Alt forkeert.

Nei, det at ville være ganske som de ⓘ Andre er en feig, magelig – Uredelighed mod de Andre.

Derfor er Straffen ogsaa kommet over Slægten, at der leve disse Millioner, som dog alle til syvende og sidst vide med hinanden, at det Hele er ►Utilforladelighed, fordi bestandigt den Ene kun er ganske som de Andre. See derfor deres Angest og ⓘ Raadvildhed og Mistroiskhed, naar det kniber lidt i Livet.

Derimod er enhver ►Primitivitet en Redelighed mod de Andre. Enhver, der har ført en Primitivitet igjennem har en tilforladelig Viden om Tilværelsen, er en ⓘ heelbefaren, har Noget, han tør indestaae for. Hvis en rødmende (o, ►👤Socrates!) Yngling henvender sig til en Saadan, han skal ikke give ham en Sludder for en Sladder ei heller byde ham denne løgnagtige Tilforladelighed: ligesom de Andre.

Der [er] i dette Øieblik maaskee i hele Christenheden ikke een Tilforladelighed, som er høiere end dette: ligesom de Andre. Man siger det naturligviis ikke, man taler i de høieste Udtryk, som havde man den høieste Tilforladelighed – men naar der saa kommer Katastropher, saa viser det sig, at det Hele er: ligesom de Andre.