1 XI1A329 8 9 »Tiden« er ►det Sophistiske.
►Kan en evig ⓘ Salighed afgjøres i et Tids Moment, eller kan et Evigt afgjøres i Tid? Saaledes kan man philosophisk rigtigt vende Spørgsmaalet mod Χstd, og benegte det. Deraf følger naturligviis ikke at Χstd. skal opgive Sit, thi ►Χstd. erklærer sig jo selv at være mod Forstand, være paradox, en Synsmaade man ogsaa gjør vel i at fastholde imod alle ►de mythiske Opfattelser af Χstd, at den er Mythologie, hvilke man saa maatte spørge, om ►de kunne opvise nogen Mythologie, der selv ►siger sig at være mod Forstand. Overhovedet ere alle Indvendinger mod Χstd. i Kraft af Forstand – men uden Forstand nok til at standse ved dette Tegn, at jo Χstd. selv forkynder sig at være mod Forstand. ►Summa summarum af alle Indvendinger er en latterligt spildt Uleilighed.
Altsaa Philosophien kan negte at et Evigt kan afgjøres i Tid.
Populairt har man saa vendt 2 Sagen saaledes, at man har fundet det altfor dristigt af Philosophien uden videre at ⓘ benegte Sætningen og dermed Χstd; man har meent, at ►70 Aar var for lidt, at der maatte en lang lang lang Række Aar.
Her begynder Sludderet i Kraft af det Sophistiske.
Kan et Evigt afgjøres i Tid, saa er ⓘ 70 Aar og 10 Aar og 5 Minutter lige tilstrækkeligt, og der vindes Intet ved 170,000 Aar – der vindes kun Udflugt for Dem, som ikke kunne tænke.
Kan et Evigt afgjøres i Tid, saa er 70 Aar mere end nok. ⓘ Og ikke kan Afgjørelsen skee saaledes, at en Mand i sit 30de Aar fE høitideligt siger til sig selv: der ligger nu 40 Aar for Dig, det gjælder om at benytte dem til en Evigheds Afgjørelse. Nei, paa den Maade lader det sig ikke gjøre. Ei heller er det sandt; thi Tilværelsen der nok veed hvad den vil, har jo indrettet det saaledes, 3 at Ingen kan vide om han lever i næste Time – og just denne Uro mener Χstd. hører med til at bevirke en Evigheds-Afgjørelse.
Thi en Evigheds Afgjørelse i Tid er den intensiveste Intensitet, det intensiveste Spring.
Men Mskene søge bestandigt Udflugter, ►de ville bestandigt ►sophistrere ved Hjælp af det Sophistiske i Tiden. Ved Hjælp af Tiden nemlig, ved Hjælp af at give Tid og give det Udseende af jo længere Tid jo nærmere kommer man ⓘ Evigheds-Afgjørelse, forstaae de meget godt, at de slippe fra Afgjørelsen, at denne ⓘ just naaes ved in10tensivt at negte Tid, jo kortere Tid jo nærmere ved en Mulighed af en Evigheds-Afgjørelse; derfor er Døden saa understøttende i Forhold til Evigheds-Afgjørelse, fordi her er saa kort Tid.
4Men et Msk. er naturligt, som for Døden, bange for en Evigheds Afgjørelse, og derfor vende de altid Sagen forkeert: at der behøves en lang lang Række Aar, at endog 70 Aar er for lidt, og maaskee Millioner Aar ikke nok – nei ganske vist, saa lidet som den Mand, der havde forbeholdt sig Lov til selv at udsøge det Træ han skulde hænges i, var istand til at finde et passende, lige saa vis kan man være paa, at Millioner Aar blot vilde fjerne Mskene mere fra en Evigheds Afgjørelse.
Naar da En foredrager dette populairt saa Plausible, at 70 Aar er for kort en Tid, at der behøves en langt større Række Aar, saa kunde man svare ham med ►de Ord af 👤Abraham til den rige Mand: de have 👤Moses og Propheterne, troe 5 de ikke dem, troe de heller ikke om En opstod fra de Døde. Intet er vissere. Vel muligt nemlig, at det, at En opstod fra de Døde, jog dem en overtroisk Skræk i Livet, men det er ikke at troe. Og saaledes maatte man vel ogsaa sige: Den, som mener, at 70 Aar ikke er lang Tid nok, at Feilen ►stikker deri og ikke i ham, han kommer saa vist aldrig en Evigheds Afgjørelse nærmere, om han saa levede 170,000 Aar.
Dette seer man ogsaa, naar man lægger Mærke til, hvorledes Mskene leve. Deres saa kaldte Stræben i Aarenes Løb er hverken mere eller mindre end en jævn Tilbagegang.
XI1A330 Det Msklige – det Guddommelige.
►Msket er »et selskabeligt Dyr«, og det han 6 troer paa er: Foreningens Magt.
Saa er dette den msklige Tanke: lader os alle forene os – hvis det var muligt alle Jordens Kongeriger og Lande, og denne pyramideformigt dannede Forening, der ►udviser et bestandigt Høiere og Høiere, bærer saa øverst en Over-Konge – – han maa antages at være Gud 11nærmest, i Sandhed at komme Gud saaledes nær, at Gud bekymrer sig om ham tager Hensyn til ham.
Christeligt forholder det sig lige omvendt. Just en saadan Over-Konge vil staae Gud fjernest, ligesom ogsaa det hele Foretagende med Pyramiden er Gud i høieste Grad imod.
Det Foragtede, hvad ►Slægten forskyder, ⓘ en sølle enkelt forladt 7 Stakkel, et Udskud: det er, christeligt, hvad Gud vælger, hvad der er ham nærmest.
Det med Pyramiden hader han. Thi som ►Gud er saaledes uendelig Kjerlighed, at hans Fader-Øie let seer, hvor grusom denne msklige Pyramide-Tanke let bliver mod det Ulykkelige, det Tilsidesatte o: s: v: i Slægten (hvilket derfor just Kjerlighedens Gud tager sig af) saaledes er han ogsaa for uendelig klog en Majestæt til ikke at see, at hvis dette med Pyramiden fik mindste Medhold, som laae der noget Sandt, endog blot den mindste Smule Sandt i, at man i Forhold til som Pyramiden 8 bliver høiere, dog kommer Gud et Lidet nærmere, saa slipper Msket ikke den Tanke engang at føre Pyramiden saa høit, at den ⓘ vil mene at kunne støde Gud fra Thronen.
Saa støder Gud til Pyramiden, saa Alt styrter sammen – een Generation derefter begynder Msket igjen paa det med Pyramiden.
XI1A331En sand Christen i Christenhed.
Et svagt Billede paa en ⓘ sand Christens Ueensartetheed fra de Andre er vel det at være at betragtes som ►elverskudt.
Men var det nu ikke 9 det dybeste Nonsens, hvis det at betragtes som elverskudt (ueensartet) skete i et Land, et Folk, hvor den officielle Religion var Troen paa ►Elverfolket og hvor der lønnedes ►1000 Præster som forkyndte denne Tro.
XI1A332►12Fritænkeren – den christelige Indvending.
Fritænkeren [a] siger: dersom blot Præsterne ikke var med deres Χstdom.
✂ [a] XI1A333Fritænkeren vil have Præsterne bort i den Tanke dermed at blive Χstd. qvit. Du Kortsynede med Din overfladiske Betragtning, i et saa intimt Forhold staae Præsterne sandeligen ikke til Χstd. Nei, den christelige Indvending forstaaer Sagen bedre, den vil have Præsterne bort – for at faae Χstd.
Den christelige Indvending er: dersom blot disse Præster ikke var med deres Χstdom – som gjør Χstd. umulig.
10XI1A334►Fader forlad dem, de vide ikke, hvad de gjøre.
Heri er ikke indeholdt ►den socratiske Anskuelse at Synd er Uvidenhed.
XI1A335 Den criminelle Dialektiker.
Som Den der selv er af Faget kjender Mesteren blandt Forhørs-Dommere ikke paa ►nogen hans Virtuositet i det Enkelte, men paa: hvorledes han lægger Forhøret an, saa han, naar han seer det Første strax siger: see her er Mesteren – – saaledes er den criminelle Dialektiker ►kjendelig paa: hvor11ledes han lægger den hele Sag ⓘ an, hvorledes han stiller Problemet.
Og en criminel Dialektiker er just hvad Χstheden behøver.
Da intet Msk. er Idealet, sees let at Enhver slaaer Noget af – ogsaa Apostelen.
Men Subordinationen og Meningen byder, at Den, 13hvis Liv er mindre anstrenget ikke har Lov til at sige til Den, som er mere anstrenget: ogsaa Du slaaer af.
Det er dette man har gjort, og saa naaes øieblikkeligt ⓘ ved ►det Sophistiske, at enhver Stræben gaaer ud, og det bliver idel Vrøvl om Naaden.
Naar en Piges Elskede døer eller bliver hende utro, og hun siger det vil blive hendes Død – naar hun da et Aar efter er gift: saa siger Mskene: ►hvo skulde have troet, at hun havde været saa stærk.
Sandheden er: hun var svag.
Men Idee-Styrke ansees for Svaghed, og ►sandselig Styrke for Styrke. Man kalder det Styrke, at En haver Styrke til at leve aldeles ideeløst, man kalder det Styrke, at En har Styrke til overalt at sikkre sig Profit o: s: v:.
13 XI1A338 Indvendingerne mod Χstd.
lade sig blæse bort med den eneste Bemærkning: hidrører disse Indvendinger fra Nogen, som har ►fuldkommet Χsti Befalinger og Bud til det Existentielle – hvis ikke, er alle hans Indvendinger Nonsens; thi ►Christus siger jo bestandigt: at man maa gjøre efter hvad han siger, – og saa skal man see, at det er Sandhed.
Men Ulykken ►stikker endda ikke i disse Indvendinger, men i dette Mylder af charakteerløse Professorer Præster o: s: v:, som heller ikke befatte sig med at gjøre efter Christi Befalinger, 14 men i Folianter skrive Forsvar mod, christeligt, ►nonsentialske Indvendinger.
XI1A339 14 Den christelige Sætning
lyder ikke: ►ⓘ intelligerut credam, ei heller ►credere, ut intelligam.
Nei, men den lyder: ►gjør efter Χsti Bud og Befalinger, ►gjør Faderens Villie – og Du skal blive troende.
Χstdommen ligger paa ingen Maade i Intellectualitetens Sphære.
XI1A340 Den christelige Fordring
15Det Christd. bestandigt ⓘ stiler paa er: at lide for Læren, at lide af Mskene.
Naar det at faste o: s: v: er det Almindelige (altsaa Det, som Mskenes Dom honorerer) saa er det slet ikke det Christelige i strengere Forstand at faste o: s: v:
Nei den charakteristiske christelige Lidelse er at lide af Mskene. Dette hænger sammen med, at ifølge Christd. er ►det at elske Gud at hade Verden, eller med, at der ►ifølge Χstd. er Fjendskab mellem Gud og Msk.
Personlighed er det Aristokratiske – Systemet en plebeiisk 16 Opfindelse; ved Hjælp af Systemet (denne ►Omnibus) komme Alle med.
Derfor hedder det altid i det msklige ►Tyvesprog, som altid taler ⓘ sort: han var kun Personlighed, han havde ikke noget System – det vil sige man gjør det Lavere til det Høiere.
Disse Folk kalde sig efter »Dagen« (►Journalister). Mig synes at man bedre kunde nævne dem efter Natten. Derfor foreslaaer jeg, da jo ogsaa Journalist er et fremmed Ord, at kalde dem ►»Natførere, ⓘ Natfører-Lauget.« Jeg synes slet ikke at det Ord 17 passer saa godt paa Renovationsfolkene, om hvilke de[t] bruges. Men Journalisterne de ere i Sandhed »Nat-Førere, de føre ikke Skidt bort om Natten hvilket jo er baade en ærlig Sag og en god Gjerning, nei, de føre Skidt ind om Dagen, eller endnu bedre betegne[t], de føre »Nat« over Mskene, Mørke, Forvirring, kort de ere ⓘ – Natførere.
XI1A343 Tilfældets Vittighed
►At Tilfældet, Virkeligheden er vittigere end alle vittige Forfattere har jeg ⓘ altid meent og sagt.
Her et Exempel, som jeg dog vil optegne, hvor utilbøilig jeg end er til at skrive Sligt.
18Den Mand, der bedst har forstaaet Øieblikket i 📌Danmark, hele dette politiske ►Jav af charakteerløse Halv-Msker, den Mand, der har skrevet og skriver den vittigste Satire derom er en Marchandiser (jeg troer i ►Farve-Gaden) som ►hver Dag averterer i Adresse-Avisen en lang Liste paa Ting, han udleier, og som ender: Fortuna-Spil og Stikbækkener. Det Asen, jeg kunde blive misundelig paa ham, han er vittigere end den vittigste Forfatter i 📌Danmark. Fortuna-Spil – ja, det er det Hele. Men der spilles ikke saa høit, at det gaaer ►paa Liv og Død, nei, det Andet der behøves er derfor: Stikbækkener. ⓘ Heltenes Tid er forbi: her udleies Fortuna-Spil og Stikbækkener.
19 XI1A344 ►Den eedsvorne Præst.
Dersom det lader sig vise, at Staten ikke, christeligt, har Lov til at gagere Χstds-Lærere, saa er ►Præsten, som ved Eed bunden paa det n: T:, forpligtet til at sige nei, det hjælper ham aldeles ikke, at Staten er villig. Eeden gjør Præsten ansvarlig for Gud ►lige overfor det nye Testamente.
Vil En sige: men hvis jeg levede et Sted, hvor alle vare sande Χstne, saa er det jo dog ⓘ umuligt, da maa dertil svares: ►om saa var (skjøndt det er usandt) vel, saa er Du eo ipso Missionair. Men 20 man har reent glemt at det at være Christen ⓘ væsentlig er at være Missionair.
Christendom i Ro er eo ipso ikke Χstd. Saasnart Sligt synes at maatte vise sig, saa betyder det: bliv Missionair.
Χstd. i Ro, i Stillestaaen giver Obstruktion, og det er denne frygtelige Obstruktion som er Χsthedens Sygdom.
XI1A346 ►Mesteren – Discipelen – Vrøvlehovedet
►Discipelen, som blev Msk-Fisker, udkaster Garnet og ►fanger paa een Gang 3000 Sjele – ►Mesteren fangede hele sit Liv kun 12.
Saa er jo ►Discipelen større end Mesteren? Ja, hvis christeligt ikke Alt var omvendt. Discipe21len fanger de Tusinde – ved at slaae af paa hvad Χstd. er.
Og naar der saa engang lever en Discipel paa 127de Haand fra hiin første Discipels Discipel paa 27de Haand – et Vrøvlehoved: han fanger hele Verden til Christd.
Paa den Maade gaaer det fremad med Χstd.
XI1A347 Det nye Testamente.
En ung Pige, ►»16 Somre gammel« – ►det er hendes Confirmationsdag. Hun modtager blandt de mange forskjellige smagfulde og skjønne ►Præsenter ogsaa det nye Testamente nydeligt indbunden.
See, det kan man kalde Χstd! I Sandhed man regner – og det kan man vel ogsaa – man ►regner paa, at hun da naturligviis lige 22 saa lidt som de andre læser ⓘ deri, eller paa nogen somhelst Maade ►primitivt. Hun modtager denne Bog som Trøst for Livet, her her finder Du Trøst hvis Du skulde behøve den – man regner naturligviis paa, at hun da ikke læser i den, saa lidet som andre unge Piger, og da 17fremforalt ikke primitivt, ellers vilde hun opdage, at her her ere alle Rædslerne, mod hvilke hvad der ellers forekommer i Verden næsten kun er Spøg.
Men see det er Christd. Og det er da ogsaa Χstd. dette Tosserie med ►Bibelselskaber, som udbrede nye Testamenter millionviis.
Nei, jeg kunde fristes til at gjøre Χstheden et andet Forslag: lader os samle alle alle de nye Testamenter, der haves, lader os bringe dem ud paa en aaben Plads eller op paa ⓘ et Bjerg, og lader 23 saa, medens vi alle knæle, En tale saaledes til Gud: tag den tilbage igjen denne Bog; vi Msker, saadanne som vi nu ere, vi due ikke til at indlade os paa Sligt, os gjør den kun ulykkelig. See, dette er mit Forslag, at vi ligesom ►ⓘ [hine]Indvaanere bede Χstus at drage ad en anden Vei. Dette var ærlig og msklig Tale – noget Andet end dette væmmelige hykkelske ⓘ Præste-Sludder om at Livet intet Værd vilde have for os uden dette ►uskateerlige Gode, som er Χstd.
XI1A348►Svinget, som blev gjort forkeert i Χsthed.
►Den Gang da ⓘ for at tage et bestemt Tids-Moment Χstd. blev ophøiet (ɔ: degraderet) til Stats-Religion – dersom der da havde ►staaet hos 24 en msklig Redelighed, som havde sagt: jeg seer vel at Verden egl. har faaet Overmagten, at dette ikke mere er det nye Testamentes Χstd; men jeg er ikke ►Gud-Msk. ei heller en Apostel, og der hører mere end msklig Kraft til at standse dette – vel, jeg gaaer med; men det skal ►gjøres kjendeligt, at dette ikke er det nye ⓘ Testamentes Χstd: o, hvor langt anderledes havde Alt været.
Men istedet herfor stod der en Klogskab, som søgte at skjule.
Men hvilket Nonsens er dette ikke. ►Gud er Aand, ►Christus Sandheden, Χstd. Sandheden – og saa ►betjener man den saaledes, at man søger at skjule den sande Tilstand.
Nei til det nye Testamentes Χstd. og til Sandhed 25 kan man kun sandt forholde sig enten saaledes: vi har i Sandhed denne Lære eller vi ►tilstaae sandt, at vi ikke har den.
Men Klogskaben meente, at dette Sidste gik da aldrig an; det vilde være det Farlige. Fortræffeligt! Altsaa Χstd. var oprindelig Sandhed, og nu var det blevet Χstd: det Farlige er at det sande Sammenhæng ►bliver aabenbar.
XI1A349 18 Christd. en Fæstning
Tænk en Fæstning, ubetinget uindtageligt, forsynet med Proviant for en Evighed.
26Da kommer der en ny Commendant. Han faaer den Idee, om det ikke var rigtigst at bygge Broer over ►Løbegravene – for at kunne angribe Beleirerne.
►Charmant! Han forvandlede Fæstningen til en Landsbye – og Fjenden tog den naturligviis.
Saaledes med Χstd. Man forandrede Methoden – og Verden seirede naturligviis.
XI1A350►Dersom Eders Retfærdighed ikke overgaaer de Skriftkloges og Pharisæeres.
Det Mere her fordres forstaaer jeg om: det at lide for Læren, at lide for 27 det Gode man gjør, at lide af Menneskene.
Man seer altsaa at Middelalderens Askese med den ligefremme ►Kjendelighed ikke er det christeligt Fordrede. Christd. sigter bestandigt paa dette: at lide af Mskene, at gjøre det Gode og at lide derfor af Mskene; thi Χstd. aander i dette, at der er ►Had mellem Gud og Msk.
XI1A351Det Msklige er det Relative og ►Msket er et selskabeligt Dyr.
At blive eller være den eneste ⓘ Ulykkelige, det er tungt. Men er det ikke for et Msk. lige saa tungt at være den Eneste, som blev salig, kan dette for et Msk. være saligt.
Her seer man, hvor høit oppe Χstd. ligger, og hvilke rædsomme Collisioner den derfor ►udviser: 28 at blive salig i Modsætning til Andre, ►i Modsætning til de Msker, man elske meest, Fader, Moder, Hustrue, Børn – o, frygteligt!
19Men saaledes er det Ubetingede, og Χstd. er det Ubetingede.
Er det saa for meget forlangt, hvad jeg foreslaaer, at vi dog idetmindste ►tilstaae, at det vi leve i slet ikke er det nye Testamentes Χstd.
XI1A352 Sandheden.
Ethvert Msk. er mere bange for Sandheden end for Døden – det er Sandheden af den Sludder og Hyklen om at elske Sandheden, og saa gjerne ville, naar man blot kan forstaae det o: s: v:.
Nei, Msket er, naturligt, mere bange for Sandheden end for Døden – 29 og det er ganske naturligt; thi Sandheden er [et] Natur-Mskes Væsen endnu mere imod end Døden. Hvad Under da at han er saa bange for den.
Til at blive opmærksom paa Sandhed hører: Afsideshed (►»Christus tog ham afsides«) Afsideshed fra Flokken. Og allerede dette er nok til at gjøre Msk. angest og bange mere end for Døden. Thi ►Msk. er et selskabeligt Dyr – kun i Flokken er han lykkelig; om det er det dybeste Nonsens, om det er den største ⓘ Nederdrægtighed, ham ►ist das ganz egal, han befinder sig yderst vel derved, naar det er Flokken, der har den Mening, Flokken der gjør Sligt – – og han kan være med i Flokken. Thi Msket er et Dyr, ⓘ som kan blive Aand, hvilket han qua Dyr naturligviis er endnu mere bange for end for at døe. Han er Dyr – og Afsideshed sigter 30 paa ham ►i Retning af at gjøre ham til Aand.
Og denne Afsideshed bliver saa, hvis et Msk. skal ind i Sandheden, nærmere at forstaae om den Afsideshed at udgrines, forhaanes mishandles af de Andre, af Flokken – en Afsideshed, som er langt større end hiin første.
See, derfor laver Msk. Begrebet »Sandhed« om. Sandhed er at løbe med i Flokken, og det er tillige Kjerlighed, hedder det. Og dette er nu blevet Χstd.
XI1A353 20 Tilværelsens Betydning
Alt Det om ⓘ Christendommens Historie o: s: v: er, som sagt, Sludder og Vrøvl, ogsaa ►Gavtyvestreger, for at ⓘ dethronisere Χstd. som absolut Magt.
31Denne Tilværelses Betydning er: at examineres, at examineres for Evigheden.
Og saaledes har Gud nu indrettet denne Tilværelse: det er umuligt i denne Verden at forholde sig i Sandhed til Sandhed uden at komme til at lide – og Evigheden dømmer Hver om han lidende har forholdt sig til Sandheden.
Mskets Interesse derimod er det at faae Sandheden fat – uden at komme til at lide. Msket, ethvert Msk, har nogen Sands for Sandhed, men lide for den det vil han ⓘ sandelig ikke, og forstaae vil han ikke at det at lide just hører med til Sandhed.
Altsaa Mskets Interesse er det at faae fat i Sandheden uden at komme til at lide, hvilket nu engang er umuligt.
Saaledes er Tilværelsen og dens Examination. Hvis jeg var en Hedning og skulde ►tale græsk, maatte jeg sige: at Gud [har] indrettet det Hele saaledes for at more sig; han morer sig ligesom et Msk. kan more sig 32 ved at sætte Flesk i en Mussefælle og nu see alle Musenes Kunster for at faae Flesket uden at fanges – – saaledes morer Gud sig over alle disse Millioner Mskers Spring og Sving og Bøininger o: s: v: for at faae Sandheden fat uden at komme til at lide. Alle disse Millioner, ak, ja thi det Gudd. ligger [i] majestætiske Proportioner, bruger Millioner for at faae et Par Stykker, bruger Aarhundreder til at lade Vildfarelser gjøre sig lystige.
Som sagt Tilværelsen er saaledes indrettet at det i Sandhed at forholde sig til Sandhed er umuligt uden at lide. Naar der saa er en Enkelt, som dog noget redeligere vil vove sig ud til Sandheden – om dog ogsaa han helst vil have Sandheden uden at lide for den: saa forbarmer ►Styrelsen sig over 33 ham og hjælper ham til – at komme til virkelig at lide. Naturligviis raaber han Ak og Vee o: s: v:, men kjerligt er det jo dog af Styrelsen, dersom det er vist, at til Sandheden kan man kun forholde sig ved virkelig at lide og at Evigheden dømmer, om man virkelig har lidt for Sandheden, og vrager alle ►Sophisterne.
XI1A354 21 Cours eller Torve-Priis paa Msker.
Naar nu ►det nationale Pensions-Fond (►ad usus publicos) kommer istand, ⓘ saa var det vel rigtigst at der een Gang hver Maaned blev noteret Cours eller Torvespriis paa ⓘ Msker: Regjeringen byder saa meget; det nationale Pensions-Fond saa meget.
er en Snare: Du kan ikke faae den, uden at Du fanges; Du kan ikke faae Sandheden saaledes at Du fanger den, men kun saaledes, at den fanger Dig.
XI1A356 At elskes af Gud at ►elske Gud.
►Hiint Ord af 👤Alcibiades om 👤Socrates: at det endte med, at han fra at være Elskeren blev den Elskede, hiint Ord udtrykker ogsaa Guds Forhold til et Msk – det ender med at Gud bliver den Elskede.
35XI1A357►Svinget, hvorved der svinges bort fra Christend.
Saasnart Sagen vendes saaledes: han (Christus) han har nu lidt – nu skal vi Andre have det godt: er eo ipso Christd. forandret, og fra hvad den er i det nye Testamente (det at være Christen at lide at martres) sat over i dette msklige Nederdrægtige: at lade En eller Nogle i alle Qvaler martres – for at vi Andre skal have det ⓘ godt. I Sandhed her stikker Dyre-Naturen, Bestiet i Msket ret frem i den Opfindelse.
Altsaa saasnart Sagen vendes saaledes: han har nu lidt – nu skal vi Andre have det godt: saa er Χstd. forandret. Saaledes seet bli22ver det et Spørgsmaal, hvorvidt selv hvad man almindeligviis forstaaer ved Martyrerne, Blod-Vidnerne i strenge[re] Forstand var christelig Lidelse. Deels maa erindres, ►hvad jeg ofte har indskærpet, at 36 naar En lever omgiven af Msker, som billigende ja beundrende anerkjende det at gaae i Døden: saa er dette egl. ikke christelig Lidelse; det christelig Lidelse altid sigter ⓘ paa er: Mskenes Dom, at den er ufordeelagtig, saaledes vil det fE være christelig Lidelse: at gaae i Døden men udgriint af Omverdenen som anseer det for en ►Narrestreg at vove Livet for Sligt. Deels maatte man spørge: hvilken var disse Martyrers sidste Tanke. Dersom den var: at ►de ville have det godt i denne Verden, saa de troede, at det at være Christen var at have det godt i denne Verden; men at en fjendtlig ⓘ Omverden ikke ⓘ vilde tillade det, men forfølge dem – hvis det var saaledes forstaaet, at de bleve Martyrer, saa er det egl. ikke christelig Lidelse.
Nei, det nye T.s Christendom (det er Jesu Χsti Christendom; thi Apostelen har allerede forandret 37 den noget) hviler i den Tanke: der er Strid ►paa Liv og Død mell. Gud og Msk; ►Gud hader Msket, ligesom Msket hader Gud. Vil Du altsaa være elsket af Gud og ►elske Gud (og dette er det at være Χsten) saa ⓘ maa Du ►blive hadet afskyet forbandet o: s: v: (cfr det nye Testamente). ⓘ Og Gud hader hele denne Tilværelse, et syndigt ►Affald fra ham og Oprør mod ham – at være Christen vil derfor betyde at Du paa enhver Maade skal martres. Bedst at Du selv frivilligt er uudtømmelig i Opfindelser af at martre Dig selv; men skulde Du ikke være saa stærk – hvis det dog ellers er nogen Sandhed i Dig, ►at Du vil hade Dig selv, saa tør Du haabe, at Gud forbarmer sig over Dig og hjælper Dig til at komme 38 til at lide.
See det er Χstd. Det der ►skuffer os Msker er at vi ingen Forestilling have om efter hvilken Maalestok Gud rutter med Millioner, Trillioner.
Men Msket – o, vil Du lære det Nederdrægtige at kjende, saa studer Msket! – Msket behager sig selv i denne dyriske Grusomhed: at En ⓘ martres i alle Qvaler, for at vi Andre skal have det Godt.
Nei, nei, nei! Det at være Christen er at martres – denne uhyre Side-Bygning af Trillioner og ►Qvatrillioner, som æder drikker avler Børn ►klinker o: s: v: alt freidigt i Betragtning af, at Andre have maatte vaande sig i de yderste Qvaler: denne Side-Bygning er, christeligt, en Misforstaaelse.
39 XI1A358 23 Tilværelsens Examination og Dommen.
Det Spørgsmaal, som Tilværelsen, om man saa vil, forelægger Msket, og hvis forskjellige Besvarelse deler Mskene i to qvalitativt forskjellige Classer (Dyret og ►det med Guddommen beslægtede) er: vil Du, at et andet eller ►andre Msker skulle martres i alle mulige Qvaler, for at Du ►sandseligt kan have det godt; eller vil Du selv offres paa Andre?
Den som besvarer det første Spørgsmaal med: ja, er eo ipso et Dyr; det er lige saa ►bæstisk som naar ►👤Ole Kollerød sidder og spiser med den Kniv, med ⓘ hvilken han har myrdet et andet Msk. Det Dyriske er at æde at ville leve af et andet Msk. af hans Qvaler og Lidelser. ⓘ Dette er Fortabelsens uhyre Masse. Stor, frygtelig stor er ►vistnok denne Masse altid, men at den er saa stor som den er, have dog altid de falske Lærere et stort Ansvar for.
40Den anden Classe af Msk. svarer nei til dette Spørgsmaal.
Og nu forelægges det Spørgsmaal dem: vil Du selv offres paa Andre.
Dersom En ubetinget er villig dertil, glad forvisset om, at det er af Kjerlighed Gud fordrer dette af ham: ja han er virkelig i Slægt med Gud.
Men ►om En ogsaa ikke er saa stærk, at han saaledes med Begeistringens høieste Fart er villig til at offres paa de Andre, dersom der dog er en Villighed i ham, saa hjælper Gud ham nok til at blive offret.
Dersom man vilde forelægge et bedre Msk. det Spørgsmaal: vil Du at et andet Msk. skal i alle mulige Qvaler offres paa Dig: saa maatte han svare: dersom dette paa nogen Maade er betingende min Frelse og Salighed, saa tager jeg derimod, men saa maa det ogsaa tillades 41 mig at udtrykke at dette andet Msk. er noget ganske Andet end jeg, en Qvalitet forskjellig fra mig: jeg maa tilbede ham som et overmenneskeligt Væsen.
Saaledes i Forhold til ►Gud-Msk.
24Men analogt, om end lavere, med Gud-Msk.►blev jo Apostlene offrede, saa Sandhedsvidnerne. Her har saa ►Catholicismen i en vis Forstand Ret ved at ville tilbede Helgene; thi en Helgen er en Qvalitæt høiere end Den, der vil sandseligt leve godt af at en anden offres.
►Protestantismen er den raaeste og brutaleste Plebeiisme. Man vil ikke vide af nogen Qvalitets Forskjel mellem Apostelen, Sandheds-Vidnet og sig uagtet Ens Existents er aldeles forskjellig fra deres, saa forskjellig som det at spise fra det at spises.
42Hvad det angaaer at ►Gud-Msk. er Forsoningens Offer, da maa erindres, at han jo ►bestandigt fordrer Efterfølgelse, saa han da ikke bærer Skylden for denne bestialske Nederdrægtighed, at En skal martres for at Andre skal æde drikke avle Børn o: s: v: og sandseligt nyde dette Liv.
Msket er en Synthese. Han er et Dyr, men der [er] ogsaa en ►Mulighed af noget Guddommeligt i ham. Besvarelsen af dette Spørgsmaal: vil Du, at et andet Msk. i alle mulige Qvaler skal offres for at Du sandseligt kan have det Godt, ►gjør aabenbart, om det vedkommende Msk. er Dyr eller ►i Slægtskab med det Gudd.
Hvor dyrisk og hvor misforstaaet, naar der lever et 43 Msk, om hvem man forstaaer, at han egentligen offres for en Idee, saa at ville have Medlidenhed med ham og ►skattere sig selv lyksalig at man ikke saaledes offres. Det er Dyrisk at man slet ikke føler sig kaldet til at efterligne ham, vidne for ham, kæmpe for ham, lide med ham ɔ: for Ideen. Og det er Misforstaaelse med Medlidenheden; thi da Frelsens Vilkaar er knyttet til det at offres, saa er han jo dog Den, som trækker det længste Straae.
Guds Dom om denne timelige Tilværelse og denne Verden er: den er ►en syndig, ond Verden, det er en Jammerdal. Dette siger han i sit Ord.
Men just fordi Tilværelsen skal være Examination, derfor er denne Verden i mange Maader saa fortryllende og deilig som den er.
44Gud forstaaer sig ganske godt paa det at examinere. Han sætter ikke Msket i en Verden, som paa enhver Maade paanøder Msket den Erkjendelse, at den er en Jammerdal – og siger saa i sit Ord det er en Jammerdal, for nu at see, om Msket vil troe ham. Nei, det var en taabelig Examination, og det blev aldrig det at troe. Nei, Verden synes en deilig en rar Verden, mageløs – og nu siger Gud i sit Ord: det Hele er Løgn og Synd og Jammer: lad os nu see, om Du vil troe mig.
XI1A360 Sand Christendom – Forargelsens Mulighed
►Kjendet ⓘ paa sand Χstd. er, som jeg bestandigt har indskærpet, at den paa ethvert Punkt ►udviser Forargelsens Mulighed.
Oprindeligt skete det saaledes: Jødedommen er ⓘ Optimisme – og nu kommer Χstd, som er Pessimis45me og udgiver sig for at ⓘ være ►Opfyldelsen af Forjættelserne og Jødernes Forventninger, saa Gud skal være den Samme, medens dog Forandringen er den størst mulige. Her er Forargelsens Mulighed saa oplagt som vel muligt.
I Christenhed naaes det samme ved Hjælp af at opdrage i Χstd. Den Χstd., i hvilken et Barn opdrages og hvilken Barnet assimilerer sig er – Jødedom er Optimisme – – og nu gjælder det om han som Ældre vil blive Χsten, hvor saa Forvandlingen er: fra Optimisme til ⓘ Pessimisme, og Forargelsens Mulighed nok saa intensiv som i Jødedom, fordi man har lært Barnet at det var ⓘ Χstd, og Barnet er voxet op i og sammen med den Forestilling, at dette Optimistiske var Χstd, medens Forholdet er: just ►for at stramme ret til Pessimisme maa man ⓘ have Optimisme til Forgrund, til det Dialektiske, 46 fra hvilket der bestemmes.
Men tillige seer man, hvilket christeligt Nonsens og ►Gavtyvestreeg det er med dette sentimentale Sludder i Christenhed, at man som Ældre længes efter at være saaledes Χsten som man var det som Barn, at man tilstaaer (Du Vrøvler, eller Du Gavtyv!) at man som Ældre ikke er saadan en Christen som man var som Barn.
XI1A361 26 En Maaler for ⓘ existentiel Vægtfylde.
Det der forvirrer Alt er dette Tankeløse og ►Gavtyveagtige, at Mskene lade som om Alt var forandret, fordi de optage Udtryk og Vendinger, medens 47 Existentielt ⓘ Alt bliver det Gamle.
►Sandseligt har man Redskaber til at ►gradere med. Hvis En tog en Tønde ⓘ Vand, satte Couleur paa den og nu vilde sælge den for Cognac fE – saa graderer man ham det, og siger: Løgn.
Saaledes var det ønskeligt at have et lignende Redskab til at gradere Existents. Havde man det, vilde man med Forbauselse see, at vi i Christenhed ikke ere komne af Stedet, men existentielt ere Hedenskab eller Jødedom.
XI1A362 Gud – vi Msker.
Vi Msker mene: dette med ►👤Adams Syndefald, det er nu da ►længst, længst tilbagelagt og glemt, nu ere vi rare Msker: for Gud skete dette med 👤Adam idag.
Vi Msker indbilde os: det 48 med at Χstus blev ►ihjelslagen, denne ►Msk-Slægtens Nederdrægtighed, det er nu 1800 Aar siden, længst tilbagelagt, glemt, nu ere vi rare Msker: for Gud skete det idag.
XI1A363 Msket
er ifølge Χstd. en ►falden Aand, som til Straf blev degraderet til Dyr.
Dog maa man have Aand for ret at fatte Ydmygelsen – det Trivielle, det Bestialske er kisteglad ved at være Dyr, ɔ: mærker det egentlig ikke.
Dersom Christendommen ikke var kommet ind i Verden, saa var vel Msket aldrig ret blevet opmærksom paa denne sørgelige Hemmelighed; thi Χstd. behøves for at forklare ⓘ Msk det sande Sammenhæng: at han oprindeligt har været noget ganske Andet, og hvor uendelig dybt 49 han er sjunken ved at være blevet Dyre-Skabning. Af sig selv ►falder Msket ikke paa Sligt, og kun de eminenteste ⓘ Indi27vider uden for Χstd. have anelsesviis besindet sig paa noget Saadant.
Man seer nu, i hvilken Forstand Χstd. er et glad Budskab, og hvor bestialsk Χstheden er. Χstd. er ►det glade Budskab, der aabner et Mskes Øine for en Jammer, som ►det naturlige Msk. ingen Anelse har om; Χstd. er det glade Budskab, som gjør et Msk. denne jordiske Tilværelse til den største Jammer, dernæst til den angestfuldeste Anstrengelse i ►Frygt og Bæven – og saa, ja saa er Χstd. det glade Budskab om Evigheden.
Ligner dette nu Christenhedens Christendom?
50 XI1A364 ►Menneske-Slægten – Christendommen.
Som det er det ganske Almindelige, at et Msk. naar han er blevet 40 Aar gammel (►Mand, Fader og Fugle-Konge) fragaaer sin Ungdoms Phantasie som noget grinagtigt Noget – thi nu er han blevet klog, nu har han faaet Forstand paa Virkeligheden, og veed, hvad Alvor er; som det er det ganske Almindelige, at en ►Madame paa 35 Aar (Mutter, Madmoder og ►Sladder-Maren) fragaaer sin Ungdoms Phantasie som noget grinagtigt Noget – thi nu er hun blevet klog, har faaet Forstand paa Virkeligheden og veed hvad Alvor og sand Kjerlighed er:
: saaledes er Slægten nu i den Alder, at den er ifærd med at fragaae Χstdommens høie Forestillinger som noget grinagtigt Noget.
At man alligevel opretholder et Søndags-Skin af at man er 51 Christen hænger naturligviis sammen med det almindelige msklige ⓘ Cujonerie, ►item med den almindelige msklige Magelighed, der for ingen Priis vil ud af sit gode ►Tummerumme, og endelig med – at der er en Samfunds-Classe, som ernærer sig med Familie ⓘ af at opretholde det Skin at Χstd. er til, jeg mener Præsterne.
At Christendommen ikke passer ind i Verden, det vidste – ja, høistærede, oplyste, 19de Aarhundrede, det vidste Χstd. meget godt, det kan Du jo see af det nye Testamente, den vidste, (cfr. det nye Testamente) at det vilde gaae ►paa Liv og Død – men ⓘ den skal ind.
Nu er Forholdet omtrent, fornemt overlegen bryster Verden sig af det Resultat, den modne (for ikke at sige den raadne) Frugt af Forstandighed og Erfaring: at Χstd. passer ikke ind i Verden, Verden 28bryster sig af dette Resultat som var dette dens Opdagelse, 52 som var (Evighedens Tanke) Χstd ►ein blutjunges Mädchen, der godmodigt ►tosser ind i Livet, og nu maa finde sig i, at den heelbefarne Madame der kjender Verden, overlegent forklarer hende, at hun med det Væsen ikke passer ind i Verden.
Saaledes bryster Verden sig nu fornemt af dette uhyre ⓘ Resultat (der dog betragtet som Resultat af 1800 Aar[s] ►stringerede Anstrængelse falder lidt smaat, næsten som en Flatus istedetfor en Fødsel, og som hvad Nyhedens Interesse angaaer, er i den Forlegenhed, at Χstd. har selv sagt det Anno 1) at Χstd. passer ikke ind i Verden – men fornemt overlegent vil den lade [den] bestaae maaskee som et gammel Møbel, et gammelt Inventarium. Og naar Præsterne med Næringsdrivendes ærbødige Smidighed bukker og skraber for denne overlegne Verden: saa vil Verden ikke 53 være haard men endog ►protegere dette gamle Skrammel.
XI1A365 Et Forslag til ►den mulige Synode.
Vilde det ikke være mere tilsvarende til ►Tidens Fordringer, at der fremtidigen kun blev Søndag hver fjortende Dag, eller een Gang om Maaneden?
XI1A366 Christendommen – Staten.
Tag et Billede. Naar fE en ►Hyrekudsk seer en ganske udmærket aldeles feilfri 5aars Hest et Ideal af det at være Hest og med en Fyrighed med et Pust i Næsen, som aldrig nogen Hest havde det: saa siger Hyrekudsken: »ja, den Hest kan jeg ikke byde paa, hverken har jeg Raad til at betale den, og selv om jeg kunde det, den duer aldeles ikke til mit Brug.« Men naar der er gaaet en halv Snees Aar, naar hiin udmærkede 54 Hest, nu er spattet og ►forkludret ⓘ o: s: v: saa siger Hyrekudsken: nu kan jeg byde paa den, nu kan jeg betale den, og jeg kan i den Grad have Gavn af den nu, af de Rester der er i den, at jeg ►ordentligen kan have Lyst til at spendere lidt paa dens Forpleining.
Saaledes med Staten og Χstd. Med den Fornemhed som Χstd. kom ind i Verden – ja, det maatte enhver Stat sige: »den Religion, 29den kan jeg ikke kjøbe, og ikke blot dette, men jeg vil sige: Gud Fader frels og bevar mig for at kjøbe den Religion, det blev jo min visse Ruin.« Men da saa efter Aarhundreders Forløb Χstd. var blevet spattet, ⓘ og►skank og bovlam og forkluddret og ⓘ forvrøvlet, saa sagde Staten: see nu kan jeg byde paa den; og jeg seer meget godt med min Klogskab, at jeg i den Grad kan have Brug for den og Gavn af 55 den, at jeg ordentlig kan have Lyst til at spendere lidt paa at pudse den op.
Blot dog Christendommen ikke engang til Tak for Oppudsningen ⓘ spiller Staten det Puds at blive sig selv igjen: »ih, Gud Fader frels og bevar os – det kan da enhver Stat see, at den Religion er min Ruin.« Hyrekudsken, han er sikkret, han har kjøbt klogt, han ⓘ risikerer ikke, at det tyveaarige Vognmandsøg bliver ⓘ igjen hiin 5aarige Fyrighed, med hvilken, ifølge alle Hyrekudskes eenstemmige Dom, ingen Hyrekudsk er tjent, saa lidet, lige saa lidet som Staten med – den evig unge Christendom.
XI1A367 Christendommen – Mskheden.
Medens Slægten, Mskheden i vore 56 Tider har Christendommen saaledes nede imellem sig, nede under Fødderne, at man egl. forholder sig til den som overlegen Forstand til Phantasterie, saa har man dog alligevel en ond Samvittighed, en dunkel Fornemmelse ►betræffende, at Christendommen dog nok egl er Souverainen.
Ogsaa derfor vil man ikke slippe den, ligesom man vilde sætte sig af al Magt imod at Χstd. blev Christendom igjen. Saa klog er Verden, at den meget godt forstaaer, at saaledes er man allerbedst sikkret mod denne Souverain, at man paa den Maade har ham nede under sig; ganske at afskaffe ham – saa klog er Verden, at den forstaaer, at det muligen kunde føre til at man for Alvor fik ham igjen. Nei, som det nu er, siger Verden, er det det Bedste – nu ►har den nemlig Χstdommen til Bedste, forsaavidt dette la57der sig gjøre eller rettere forsaavidt dette lod sig gjøre.
XI1A368 30 Foreningen ⓘ er, christeligt, ►Gavtyvestregen
Altid hedder [det]: lad os forene os – for at virke for ⓘ Χstd. Og det vil man saa skal gjælde for sand christelig Iver.
Christd. er af en anden Mening, veed meget godt, at dette er Gavtyvestreger, thi ved Forening (især jo talrigere desto mindre) fremmes ikke Χstd. men svækkes.
Christend. behøver bestandigt kun Een; men ham anstrenger den til det Yderste. See, det er det ►vi Msker ville være qvit. [a] Men uredeligt og gavtyveagtigt vende vi Sagen saaledes som var det den sande christelige Iver: at forene sig, jo flere jo bedre.
✂ [a] XI1A369Ved Forening gaaer jo naturligviis ogsaa (hvad Mskene ere meest bange for) de egentlige christelige Collisioner ud (at lide af Mskene): see derfor hedder det: lader os ⓘ forene for – i christelig Iver og Sammenhold!!! – at arbeide for Χstd.
58 XI1A370 Den Enkelte – Mængde.
Aandens Kategorie er: den Enkelte; ►Dyre-Bestemmelsen er: Mængde.
Χstdommen er Aand, forholder sig altsaa til Kategorien ⓘ den Enkelte.
At arbeide for Χstd. ved Hjælp af og i Retning af Mængde er altsaa at sætte Aand over i Dyre-Bestemmelsen.
Og dog er det dette al Χsthedens Stræben gaaer ud paa. Det Afskyelige er den Løgnagtighed, at man lader som var det christelig Iver, lader sig prise og berømme for christelig Iver, jo Flere man kan faae til at forene sig for som det hedder at virke for Χstd: medens denne Virken just er ►i Ret59ning af at fortynde og afskaffe Χstd.
►Den menige Mand kan ikke see det, men disse Slyngler af næringsdrivende Præster de burde dog kunne see saa meget.
Du var og er dog den eneste Tænker blandt hvad der blot er Msk.
De saakaldte christelige Philosopher, hvilke forvirrede Hoveder! Tag den saa udraabte 👤►Augustin! ►Han argumenterer etsteds mod ⓘ Donatisterne saaledes: hvad ville I halvsnees Msker bilde Eder ind ligeoverfor hele den christelige Kirke, som have I halvsnees Msker Sandhed. O, 👤Socrates, ikke sandt det kan man kalde en Tænker! han argumenterer i ⓘ Forhold til Sandhed fra 60 det Numeriske. Og en christelig Tænker! Medens Christendom just hviler i dette om den Enkelte.
XI1A372 Menneske-Frygt – Gudsfrygt.
Den Collision Christd. bestandigt stiler paa er: ►at frygte Gud mere end Msker, altsaa paa det: at frygte Msker mere end Gud. Det ►stikker ikke i at faste, ei heller i eenlig Stand o: s: v: o: s: v: nei, dersom Du af Msk-Frygt faster, saa er dette netop ikke Χstd; og dersom ⓘ Mskene ville ►cujonere Dig til at lade være at faste, saa kan det være Χstd. at faste.
Gud er den eneste Souverain. For at udtrykke dette vælger han til sin ►Envoyer en 61 ganske simpel Mand – det er det Allerfornemste. Og saa fordrer han af denne hans Gesandt og Apostel, at han skal udtrykke, hvad Sandhed er, at den Stor-Magt, han har den Ære at repræsentere er den eneste. Og det skal han ubetinget udtrykke ►lige over for Konger og Keisere og Publikum og Paven og hvad 👤Satan alle disse msklige Instantser hedde, som cujonere Mskene i Msk-Frygt. Og for at gjøre det complet, for ganske ubetinget at udtrykke i hvilken Grad han er den eneste Souverain saa er Gud med om at slaae løs paa sin egen Gesandt – dog af Kjerlighed, ja af Kjerlighed, Du uendelige Kjerlighed.
62Forkyndt ubetinget i Guds-Frygt er Christd. kun een Gang ⓘ – af ►Gud-Msket.
32Forkyndt ganske i Msk-Frygt er Χstd. ikke mere Christendom.
Heri ligger Falskneriet med hele Christenheden. Saasnart Χstd. forkyndes ubetinget i Guds-Frygt falde Alle fra; naar Χstd. forkyndes ⓘ ganske i Msk-Frygt blive alle Christne – det forstaaer sig det er at gjøre Nar af Gud og ►der følger et Regnskab.
Falskneriet er let gjort. Istedetfor at forkynde Χstd. i Guds-Frygt bærer ⓘ Falsknernes Millioner sig saaledes ad: man forvandler fE dette hvorom jeg her taler til en Sætning. Denne Sætning lyder fE saaledes: kun i Guds-Frygt kan sand Χstd. forkyndes; eller sand Χstd. kan ikke forkyndes i Msk-Frygt. For63træffeligt! Det bliver saa en Tale et Foredrag en Prædiken – og Taleren passer vel paa, hvis han lever paa en Tid hvor Konger Keisere Paver og Deslige ere de Mægtige, som cujonere til Msk-Frygt, da at bukke og skrabe for dem, ⓘ for derpaa i dybe Buk at declamere: at sand Χstd. ikke kan forkyndes i Msk-Frygt. Er Publikum, Mængden det Almægtige som cujonerer til Msk-Frygt, [a] saa bukker og skraber Taleren for dem og ⓘ declamerer saa: at sand Χstd. ikke kan forkyndes i Msk-Frygt.
✂ [a] XI1A373Og atter dette kan en ►Sophist i dybe Buk for Konger og Keisere eller for Publikum og Mængden eftersom Tiderne ere, foredrage og declamere: og saa har vi atter Bedraget: en Erkjendelse af, hvor listigt man bedragersk har forkyndt Χstd – ak og denne Erkjendelse er igjen et endnu finere Bedrag.
Det er den Art Χstd. som florerer i Christenhed: Χstd. forkyndt i Msk-Frygt – og Χstd. er just Guds-Frygt i Modsætning til Msk-Frygt.
64 XI1A374 ►👤Judas Ischariotes.
Det forfærdelige Ord over ham har jo ►Χstus selv sagt: det var det Msk. bedre at han aldrig var født.
Men naar der i Christenhed er blevet sat Alt i Bevægelse for at gjøre 👤J. til det Sorteste som var muligt, saa maa jeg dog bemærke, at jeg kunde tænke mig ham en heel Qvalitet værre.
👤J. I. er altsaa ⓘ ikke, som han vel i Virkeligheden var det, et fortvivlet Msk, som i et rasende Øieblik ►sælger sin Mester for lumpne 30 Secler (hvor allerede den 33ringe Sum har noget Formildende ved sig ligesom ogsaa i en vis Forstand ►hans Liv[s] frygtelige Ende.)
Nei 👤J. er en ganske anderledes dannet Mand, rolig, med ganske anderledes Forstand paa 65 Livet, Profiten. Han gaaer altsaa til ⓘ de Ypperstepræster og siger til dem: jeg er villig til at forraade ham. Men hører nu mine Betingelser. Jeg bryder mig ikke saa meget om at faae en stor Sum een Gang for alle, som jeg kunde sætte over Styr i nogle faae Aar. Nei, jeg ønsker noget Vist om Aaret. Jeg er en ung Mand, sund og stærk, der ligger efter msklig Sandsynlighed et langt Liv for mig – og jeg kunde ønske at føre – gift, med Familie – et behageligt og nydelsesrigt Liv. Det er Prisen.
Dette er i mine Tanker en heel Qvalitet afskyeligere – jeg troer virkelig heller ikke, at en saadan Afskyelighed kunde forekomme i ⓘ de ældre Tider, den er forbeholdt vore forstandige Tider.
Det sees let, at jeg har 66 opfattet 👤J. lidt a la en Professor, som roligt og trygt fører et smagfuldt og nydelsesrigt Liv – ved Hjælp af [at] ►Χstus svedte Blod i 📌Gethsemane og ►raabte paa Korset min Gud min Gud hvi haver Du forladt [mig].
ⓘ Det er denne rolige Henleven i den fuldkomneste Ueensartethed der gjør Docenten saa afskyelig.
Ak, men forgjeves haaber Du at virke paa Docenter. Naar engang jeg er død, saa vil atter alt Mit blive taget til Indtægt – af Docenter.
Og disse ►Docenter ville bestandigt finde ►Behagelighed i Verdens Øine. Thi som i en ►Poge-Skole ⓘ Den dog er den meest anseete, der, som Kameraterne mene, veed fiffigt at narre Læreren: saaledes beundrer Verden altid kun 67 Eet: en fiffigere Uredelighed.
►En Berliner Politie-Officiant (👤Thiele i hans Værk over de jødiske »Gauner«) fortæller om en, 👤Samuel Joel, at han var saaledes anseet blandt Tyvene, at naar man til Nogen af dem sagde: kjender Du 👤S. Joel, saa gleed der et Beundringens Smiil over hans Ansigt. Saaledes smiler Verden beundrende, hver Gang der nævnes Navnet paa ⓘ en Docent, som fiffigt bedrog Sandheden.
Pointen, som Verden søger førend den antager at Hi34storien er ude, er: at den nu ►opkomne høitprisede Redelighed da viser sig at være en ny ►Gavtyvestreeg.
68XI1A375►Viig bag mig 👤Satan – Du sandser kun hvad Mskens er, ikke hvad Guds er.
Altsaa saa høit oppe ligger Χstd, at ⓘ selv det meest velmenende Msklige (og en Velmenende var dog vel 👤►Petrus) er ikke en ⓘ Misforstaaelse, et ►Feilsyn nei er »👤Satans«.
Hvad er nu »Christenhed«, hvad er den Andet end en sandeligen ikke slet saa redeligt msklig Velmenen som 👤Petrus var en Velmenende.
Altsaa er Christenheden: 👤Satans Opfindelse.
dette er Χstds Fordring; kun det at hade sig selv er den Lidenskab, der kan bære det Gudd. igjennem.
Det Msklige selv det meest Velmenende er altid paa een eller anden Maade redeligt, om 69 man saa vil, at elske sig selv.
Altsaa kan det Msklige ikke bære Χstd; det vender derfor altid Forholdet om, unddrager sig fra det Fordrede fra hvad der egl. er Χstd: at bære Χstd. igjennem Verden og vender listigt Forholdet om, at det er Χstd. der skal bære os igjennem Verden.
Dette vil sige: fra at være i ►den guddommelige ⓘ Egoitet sættes Χstd. behændigt over i den msklige Egoisme. Det gjør selv det redeligste Msklige, end sige den nederdrægtige ►gavtyveagtigt demoraliserede Mskhed.
XI1A37735Livets Betydning christeligt
er: at lide. Ja, hvad enten det nu behager Mskene eller ikke, Livets Betydning er, christeligt, hverken 70 at samle Penge eller at avle Børn eller at blive til Noget o: s: v: men at lide.
Dette sees ogsaa let saaledes: kun lidende kan det Evige støde sammen med det Timelige i Timelighed, kun ⓘ Lidende kan Aand støde sammen med Verdslighed i Verdslighed.
Paa Lyst eller Villighed til at ville lide kjendes hvad Evigt der er i et Msk, eller om der er noget Evigt i ham. Som naar Insektet begynder at spinde sig ind man derpaa kjender at det vil til at blive Sommerfugl; som Lægen paa hvad en Qvinde fordrer som fornødent af Spise og Drikke kan kjende om hun er frugtsommelig: saaledes kjendes det, om og hvorvidt der er noget Evigt i et Msk eller dette i ham begynder at 71 vaagne, det kjendes paa: Villighed til at ville lide. ►Gavtyvenes Declameren er naturligviis kun nye Gavtyvestreger – men hvor forunderligt, at ville bilde sig selv og maaskee Andre Noget ind ►betræffende det Evige, hvor der altsaa er en Evighed til at fortryde at man narrede sig selv ved ikke for Alvor at benytte Tiden.
XI1A378 En fornem Nederdrægtighed.
Der gives blandt de Samtidige nogle just af de meest Udviklede, der meget godt see, at ►den Pøbel-Forfølgelse og Mishandling jeg lider, just er min ►Udmærkelse, at jeg ikke blot har Ret, men at det ogsaa vil blive min Berømthed. De ere saa udviklede at de see dette – og derfor deeltage de 72 i Grinet og Piattet og Usselheden.
Hvad der foruden det langt Høiere hjælper mig er blandt Andet den lykkelige objektive Politie-Lidenskab jeg har, at jeg ganske kan glemme at det gaaer ud over mig selv, naar jeg blot kan gjøre en ⓘ psychologisk Politie-Opdagelse.
En saadan objektiv Lidenskab er en uhyre Hjælp. Hvis fE En, der blev udskjeldet havde en saadan objektiv Sprog-Lidenskab, at det der beskjeftigede ham hovedsaglig var: Sprogformerne: hvilken uhyre Hjælp.
Dette fortolker Χstheden – lærd! – saaledes: først Penge, ►virtus post nummos. Men Χstd. er det alligevel, ja man anseer det vel endog 73 for – sjelden christelig Redelighed og sand christelig Alvor, om man saa da faaer lidt ⓘ Søndags-Declamation for Pengene, post nummos. Tilsidst ender det vel med, at dette post falder bort – og Sætning[en] kommer til at lyde: først Penge – – og saa snyder de En saaledes, at man slet Intet faaer for Pengene. Naaes dette – jeg er forvisset om eller rettere det ligger i Sagen selv, det vil blive erklæret for at være den sande Χstd, den objektive, sunde Lære.
XI1A380 ►Paa første Haand – paa anden Haand.
ⓘ ►Sandseligt er Tingen Eet, det om man har den ⓘ fra første Haand noget Andet, ofte noget ⓘ ganske Ligegyldigt, høist en uvæsentlig Fornemheds eller Begunstigelses 74 Forskjel.
Aandeligt derimod er det at have det paa første Haand ⓘ Sagen, at have det paa anden Haand er: ikke at have det. At være Aand paa anden Haand er at være aandløs. ⓘ At være Christen paa anden Haand er: ikke at være Χsten. Den meest uchristelige og meest bestialske Opfindelse er den: at være ⓘ Χsten i Kraft af at tilhøre ►et christeligt Samfund.
Dog i Χstheden mærker man ikke Sligt, at det man siger naar man paa den Maade taler om det at være Χsten, er aldeles Galimathias ligesom hvis man vilde tale om en Alen Smør.
XI1A381 Gud og ►Msk-Slægten.
Efterat Gud har ladet Χstd sætte 75 ind i Verden, kan ⓘ han kun paa eet ⓘ af to Vilkaar indlade sig med Msk-Slægten, enten saaledes at der findes Individer der er villige til at vove saa langt ud i at ►hade sig selv, at der kan være Tale om at Gud kunne bruge dem til Apostle, eller saaledes, at man redeligt ubetinget ►vedgaaer den sande Tilstand. Dette Sidste er min ►Primitiv[it]et, aldrig paatænkt af nogen i Χsthed, og det stilles af mig saaledes, at det bliver at henstille til Gud, om han vil antage det.
37Hvad det Første angaaer, da er det jo det i det nye Testamente Anviste.
Dog hvad det [angaaer] at skulle vove saa langt ud at der kan være Tale om at blive Apostel, da maa herved bemærkes. Dette er noget saa rædsomt for et Msk., at det kan være tilladeligt at sige: 76 jeg tør det ikke.
Men, som sagt, kun paa eet af de ⓘ to Vilkaar kan Gud og kan Gud ville indlade sig med Msk-Slægten.
Men naar det behager Msk-Slægten at sætte Uredelighed mellem ham og sig i Forhold til Χstd, saa kan og kan Gud ikke ville indlade sig.
Og dette er det man har gjort. Χstheden er den Uredelighed, som har vendt Sagen saaledes: vi ere for ydmyge til at ⓘ ville være Apostle. Dette er Uredelighed og er at gjøre Nar af Gud i Forhold til hvad han har ladet forkynde i Χstd. I Χstd. byder han det Vilkaar, at ethvert Msk. kan blive en Apostel – fra Guds Side skal der Intet være til Hinder. Men det forstaaer sig, det at blive Apostel er ⓘ saa rædsomt qvalfuldt, 77 at det kan tillades et Msk at sige: jeg tør ikke, jeg duer ikke dertil o: s: v:. Men Eet har han ikke Lov til, han har ikke Lov til at sige: jeg er for ydmyg til at begjere Sligt. Det er denne Uredelighed (hvilken er Χstheden) der har gjort det umuligt for Gud at indlade sig med Slægten.
Og naar saa Slægten sætter Uredelighed mellem Gud og sig ►betræffende Χstd, saa er Gud ikke en Smaa-Potentat, der farer op og banker løs paa Mskene. O, nei, dertil er han for fornem, hans Retfærdighed for streng. Han har Evigheden – her sees vi igjen. I Tiden bruger han saa den Straf, som han selv forstaaer er frygtelig nok: at ignorere. Og i denne Henseende er han majestætisk nok, 78 han ignorerer Aarhundreder, Millioner Gange Trillioner Exemplarer. ⓘ Det er kun os Msk. hvem det ►skuffer som var disse uhyre Masser Noget i og for sig.
ⓘ Gud ignorer[er] Slægten. Og gudforladt har Χstheden ►længst været. Og det vil den blive, indtil den atter sætter Redelighed mellem sig og Gud betræffende Χstd: saa vi enten faae Apostle, eller den Vending gjøres som jeg foreslaaer, og denne Vending finder Naade for Gud.
Hvis ►de Medlevende kunde for79staae, hvorledes jeg lider, hvorledes ►Styrelsen, om jeg saa tør sige, maltracterer mig, er jeg vis paa, det vilde ryste dem saa dybt, at den msklige Deeltagelse gjorde et Forsøg paa (som det stundom skeer i faveur af et Barn, hvem Forældrene mishandle) at ►ⓘ fravriste mig Styrelsen.
Dette er dog en Misforstaaelse. Thi jeg hviler i, at det er af Kjerlighed, ja af Kjerlighed, at Du gjør det uendelige Kjerlighed! Jeg veed, at Du i Kjerlighed lider med, mere end jeg, uendelige Kjerlighed – om Du end derfor ikke kan forandres.
Dog ►de Medlevende kunne ikke forstaae det. Selv om jeg vilde tale, de kunde ikke forstaae ⓘ det – selv om jeg vilde tale, dog for en Forsigtigheds Skyld er det vel ►indrettet saa, at jeg egl. ikke kan tale, fordi jeg forstaaer, at det er indrettet 80 saaledes, at De, til hvem jeg maatte tale ikke kunde forstaae det – en ny Grusomhed, maatte de Medlevende sige, hvis de kunde forstaae det.
Som ►de [i] 👤Phalaris Oxe, hvis Skrig lød som Musik – endnu værre spærrer Gud af for Dem, han bruger. Thi deres hele Liden forstaaes altid af de Medlevende som Hovmod, hvilket betyder, at de Medlevende gjøre sig en Glæde af at bringe flere Lidelser over dem – for deres Hovmod.
Dog saaledes maa det være uendelige Kjerlighed! Hvis et ⓘ saadant Msk. kunde gjøre sig forstaaelig – og nu i et svagt Øieblik glemte sig selv og ►snakkede af Skole: uoprettelige Tab. Derfor vaager Du, uendelige Kjerlighed, ►forhindrende, at Sligt ikke kan skee.
Der blev mig forundt en Gave, og i den Grad at jeg kan kalde den en Genialitet – denne Gave er at kunne conversere, at kunne tale med ethvert Msk.
Denne lykkelige Gave blev mig forundt for dermed at skjule at jeg ubetinget er det tauseste Menneske i Samtiden.
Taushed skjult i Taushed er mistænkeligt, vækker en Mistanke, næsten er det som forraadte man Nogeta. Men Taushed skjult i det 39afgjorteste Conversations-Talent, det er – sandt for Herren! – det er Taushed.
✂ a , idetmindste forraader man, at man er taus.
XI1A384 Loven for Tilværelsen ifølge Χstd.
Den Lov, (hvilket igjen er Naaden) 82 som Χstus ved at have været til har sat ind for det at være Msk er:
indlad Dig som Enkelt med Gud; enten Du er klog eller eenfoldig, høit begavet eller ringe begavet, aldeles ligegyldigt, indlad Dig (o, gudd. Naade, at ville have med et enkelt Msk. at gjøre, med hver Enkelt) som Enkelt med Gud, vov som Enkelt at indlade Dig med ham, han skal nok passe Alt i Forhold til Dine Evner og Muligheder.
Altsaa indlad Dig først med Gud; ikke først med »de Andre«.
Men Sagen er den, det at være til og Tilværelsen har for et stakkels Msk. noget uhyre Ængstende. Saa bliver han bange – han vover ikke først at indlade sig med Gud, Dyret i ham seirer, han tænker: det er det Klogeste at være ligesom de Andre.
Enhver saadan Existents 83 hvis ⓘ Første er: som de Andre, er en spildt Existents, og da det, christeligt er skeet ved Brøde, en forspildt Existents.
Disse Millioner, hvis Tilværelses Lov er: først som de Andre, denne Masse af Efterabelser – ►sandseligt seer det ud som det var Noget, noget Meget, noget uhyre Mægtigt. Og sandseligt er det ogsaa saaledes; men ideelt er denne Masse, disse Millioner Nul mindre end Nul, spildte, forspildte Existentser.
►En Spurv, en Flue, et giftigt Insekt er Gjenstand for Guds Omsorg, thi det er ingen spildt eller forspildt Tilværelse. Men Efterabelsens Masse er forspildt Tilværelse. Efterat Gud i den Grad har forbarmet sig over Mskene, i den Grad viist Naade, at han vil ind84lade sig med hver Enkelt – og da Naaden just ►stikker deri, maa han jo fordre dette – naar saa Mskene foretrække at være som de Andre, saa er dette ►Majestæts-Forbrydelse mod Gud. Efterabelsens Masse er Majestæts-Forbrydere. Straffen er: at ignoreres af Gud.
Enhver Doceren, er, christeligt, spildt, forspildt Tilværelse. Docenterne kunne ►i Retning af Falskneriet blive klogere og klogere, hjælper ikke, det er dog forspildt Existents.
At være som de Andre er Loven for al jordisk, timelig Klogskab.
40Det er denne Klogskab, der, christeligt, er saa klog, at den narrer sig selv for Evigheden.
ak, med Veemod 85
1. Journalen NB31, s. 85. Optegnelsen NB31:55 med marginaltilføjelserne NB31:55.a og NB31:55.b samt ophævet linjeskift i hovedspalten
skriver jeg dette. I tungsindig Sympathie elskede jeg, selv ulykkelig, Mskene og Mskenes Mængde. ►Deres Bestialitet mod mig, tvang mig til, for at kunne holde det ud, mere og mere at maatte indlade mig med Gud.
Saa blev Resultatet, at jeg unegteligt har faaet at vide, hvad Χstd. er; men den smerter mig denne Sandhed.
Ethvert Msk. er primitivt lagt an a – det veed Gud bedst, som har gjort det.
✂ a Anm thi Primitivitet er: Mulighed af »Aand«.
Al jordisk, timelig, verdslig Klogskab forholder sig til dette: at dræbe sin Primitiv[it]et. [b] ⓘ Χstd forholder sig til dette: at følge sin Primitiv[it]et.
✂ [b] XI1A386Ved Primitivitet tænker Χstd. naturligviis ikke paa al dette ►Stadserie med det Intellectuelle at være Genie o: D:. Nei Primitivitet, Aand er: at sætte Livet ind, først, først, ►først Guds Rige. Jo bogstaveligere et Msk. kan tage ⓘ dette, handlende, desto mere Primitivitet.
Dræb Din Primitivitet, og Du vil, efter al Sandsynlighed, komme godt igjennem Verden, maaskee endogsaa gjøre Lykke – men Evigheden ►protesterer 86 Dig. Følg Din Primitivitet, Du vil strande i Timeligheden, men Evigheden antager Dig.
XI1A387At ville være ganske som de Andre
kunde synes en Slags Troskab mod de Andre, udraabes og prises naturligviis ogsaa som saadan i Verden – selvfølgeligt er den det Modsatte; thi som ⓘ ►ordentligviis ethvert Msk, aandeligt, er en ►Gavtyv, og ►Slægten en Gavtyve-Slægt, saa er da først og sidst det msklige Sprog et ►Tyve-Sprog, der hykkelsk altid vender Alt forkeert.
4142Nei, det at ville være ganske som de ⓘ Andre er en feig, magelig – Uredelighed mod de Andre.
Derfor er Straffen ogsaa kommet over Slægten, at der leve disse Millioner, som dog alle til syvende og sidst vide med hinanden, at det Hele er ►Utilforladelighed, fordi bestandigt den Ene kun er 87 ganske som de Andre. See derfor deres Angest og ⓘ Raadvildhed og Mistroiskhed, naar det kniber lidt i Livet.
Derimod er enhver ►Primitivitet en Redelighed mod de Andre. Enhver, der har ført en Primitivitet igjennem har en tilforladelig Viden om Tilværelsen, er en ⓘ heelbefaren, har Noget, han tør indestaae for. Hvis en rødmende (o, ►👤Socrates!) Yngling henvender sig til en Saadan, han skal ikke give ham en Sludder for en Sladder ei heller byde ham denne løgnagtige Tilforladelighed: ligesom de Andre.
Der [er] i dette Øieblik maaskee i hele Christenheden ikke een Tilforladelighed, som er høiere end dette: ligesom de Andre. Man siger det naturligviis ikke, man taler i de høieste Udtryk, som havde man den høieste Tilforladelighed – men naar der saa 88 kommer Katastropher, saa viser det sig, at det Hele er: ligesom de Andre.
XI1A388 Christenheden.
I Christus tilbød Gud sig at ville indlade sig med ►Msk-Slægten.
Men hvad er det Msk-Slægten har gjort? Den har istedetfor at indlade sig med Gud ⓘ forvandlet dette til Historien om: hvorledes Gud har i Χstus indladt sig med Apostlene, eller Historien om hvorledes Gud har i Χstus indladt sig med Msket. Kort, istedetfor at indlade sig med Gud, have de faaet dette til et Historisk, som de ⓘ fortyndende repetere ►fra Slægt til Slægt.
Og hvorledes har Slægten gjort 89 det, har den handlet ærligt og med msklig Sømmelighed mod Gud? Nei, nei! Sandt er det nemlig, det lader sig ikke negte, det at skulle for Alvor indlade sig med Gud, er for et Msk, blot msklig talt, den rædsomste af alle Qvaler.
Saa kunde altsaa »Msket« have sagt til Gud: vi tør det ⓘ ikke, den Naade Du viser os er saa stor, at den gjør os ulykkelig.
Men det har Slægten ikke gjort. Nei hykkelsk har den sagt: vi ere for ydmyge til at ville være Apostle. See dette er at gjøre Nar af Gud. See derfor er Χstheden gudforladt som den er ideeforladt, en Masse, et mørkt Legeme. Thi Loven for Masse er at den Enkelte er 43ligesom de Andre. Saa bortfalder Individualitets-Udsondringen, hvilken giver Gjennem90sigtighed, Alt bliver Exemplar, ⓘ en mørk ⓘ Klump.
►Søger først Guds Rige – dette er Χstd. Og ►det er paa det nye Testamente Præsten ved Eed forpligtes.
Nu veed vi Alle, hvorledes det gaaer til i det praktiske Liv, at det ikke ⓘ i den allerallerfjerneste Maade har den ⓘ allerallerfjerneste Lighed med dette: først Guds Rige. Til at blive Candidat bruger Studenten en 4 Aar. Saa bliver han Candidat. Nu maa han ►vente en 5 a 6 Aar, førend han faaer behørig Anciennitet. Saa søger han. Og endelig faaer han et Embede og ⓘ ►Levebrød –– det er: først Guds Rige.
Er en saadan Eed dog egl. ikke en ⓘ Meeneed, og var det dog ikke langt bedre, at ⓘ den reent faldt bort? 91 Eller er det en ►Tilforladelighed, tilforladeligere end ingen Eed, en Eed, som der ikke i fjerneste Maade er Tanke om skulde have Noget at betyde?
Msklig talt kan man i en vis Forstand ikke kalde Præstens Eed en Meneed. Det gaaer nemlig med denne Eed som med Eed i andre Forhold. Naar det er ►almdl. Vedtægt ►betræffende en Eed i givet Tilfælde, at vi Msker indbyrdes med hinanden forstaae, at den ikke betyder Noget: saa ansee vi det ikke for Meneed at aflægge den, uagtet man ikke holder den. En saadan Eed betragtes som en Formalitet. Men kan Χstd. være tjent med Sligt? Er det saa dog ikke langt bedre, at Eeden reent falder bort?
XI1A390 Præsten.
Og naar saa Candidaten er 92 bleven ►Embedsmand, maaskee bliver saa hans senere Liv en Stræben ►i Retning af dette: ►først Guds Rige. En Stræben, det er denne Vending man saa gjerne vil give Sagen, fordi det er saa vanskeligt at controllere en Stræben.
Lad os see! »Først Guds Rige«. Er ⓘ det nu ikke meget mere som Loven for hele Præstens Virken: først Penge, og saa. Overalt hvor han er med hedder det: maa jeg først bede om mine Penge – og saa.
Fremdeles skulde der være Tale om, at Præstens Liv var en Stræ44ben i Retning af det nye Testamentes Χstd., saa maatte der i Geistligheden avanceres omvendt. Man begyndte med fE ►1200rd, og naar man var blevet 15 Aar gl. fE i Tjenesten, fik man kun 800 og saa videre. ►De største og rigeste Embeder var for Begynderne.
Midt i Virkeligheden træder ►Χstus frem, lærer, lider – og siger: følger mig efter; Efterfølgelsen er Χstd.
Dette ►convenerer imidlertid temmelig snart ikke mere ►Slægten. Man hitter derfor paa noget Nyt. Man siger: paa den Maade at følge efter, det blev altfor alvorligt. Lad os hellere tage ud paa ►Fælleden og der lege Χstd. efter, og saa kalde det Χstd. Det er, man anbringer en anden Virkelighed, en kunstnerisk Virkelighed, eller man bringer Χstd. paa det Kunstneriskes, paa Phantasiens Afstand fra Virkeligheden, og i dette Medium lege saa dertil leiede ►Embedsmænd og ►Rangspersoner ►i Costume Χstd.
Og ►dette skal være 📌Troja, eller hvad det var jeg vilde sige, dette skal være Christendom!
94Christenheden er en Art ►Emanation, en fortsat Fortyndelse (hvad man selvbehageligt har kaldet Χstdsⓘ Udbredelse), eller ⓘ Χstheden er, som man i Bogtrykkerier taler om at ►en Linie forskyder sig, ⓘ en Forskyden, en skæv Retning bortfra, og Loven for denne Skævhed (bort fra ⓘ den oprindelige Χstd) er: at tilbede istedetfor at efterfølge.
Allerede ►Apostelen forandrer Χstus ⓘ Noget, bortvender deelviis Opmærksomheden fra ham som Forbillede og dettes Ubetingethed.
Men saa har vi da Apostelen. Sandt nok. Men det varer ikke længe, saa sætter man ogsaa i Forhold til Apostelen istedetfor Efterfølgelse Tilbedelse.
Saa gjør man lige saa i Forhold til Martyren, Sandhedsvidnet.
95Saa seer Protestantismen, at dette er forvirret – og saa ►resolverer P. rask at cassere hele den Deel af Χstd, som ikke convenerer.
45Men Χstd. er det og Χstd. bliver det, Levebrødene bestaae – noget nær den eneste (og tillige den besynderligste) Vending Χstd. har frembragt. Der kommer en Lære ind i ⓘ Verden som Forsagelse af denne Verden; og ⓘ efterat have bestaaet i 1800 Aar er omtrent det eneste Resultat der er naaet, at den har skabt ►1000 eller 100,000 Levebrød. I Sandhed ►Χstd er perfectibel.
XI1A392 ►Feil-Svinget i Christenheden.
Ja, dersom det var saaledes, dersom det var igaar at sand Χstd. var blevet forkyndt, og idag at Feil-Svinget gjordes: hvor uendelig let at vise, ►hvori Feilen 96 stikker.
Men nu er der gaaet lange, lange Tider. Og for disse Mange, Mange, er Feiltagelse ⓘ forvandlet, ►bona fide, til dette Høitidelige: at holde fast ved Fædrenes Tro, hvilket saa igjen ►Gavtyve af Præster vide at benytte sig af. Hvor gavtyveagtigt vidste ikke atter ►Biskop 👤M. at benytte dette.
Og dog er, christeligt, dette med Fædrenes [Tro] en Misforstaaelse, til enhver Tid en Misforstaaelse. Christeligt kan der aldeles ikke være Tale om Fædrenes Tro som noget Afgjørende. Christeligt er der kun Spørgsmaal om det nye Testamente, med hvilket ►ⓘ hver Slægt har at begynde. Og just dette er det Forvirrende, som har frembragt »Christenhed« og ført Χstd tilbage til Jødedom, at [i] Tidernes Løb den enkelte Slægt istedetfor at begynde med det Nye Testamente, er begyndt med »Fædrenes Tro«, at holde 97 fast ved Fædrenes Tro. Altid dette gavtyveagtige Historiske og Slægts-Kategorien istedetfor – det Christelige – Idealitet og den Enkelte.
XI1A393ⓘ OfficielChristds Forkyndelse
er enhver Forkyndelse, der er i Kraft af og ►i Charakteer af noget Andet end det Personlige, dette reent Personlige, at det er Forkynderens personlige Overbeviisning.
Naar saaledes Forkynderen er ►i Statens Tjeneste kongelig Embedsmand, saa har vi officiel Forkyndelse, dette Tvetydige, om det nu er i Egenskab og Kraft af at være Embedsmand han ►foredrager denne Lære og alt Det, han har at sige, eller det er hans personlige 46Overbeviisning, for hvilken han byder sin Personlighed som ►Betryggende.
Og da Χstd. nu just er: det Personlige, just er kommet ind i Verden for at indsætte »Personlighed« for at gjøre Ende paa alle Abstraktioner, Tvetydigheder, Mystificationer, Upersonligheder, hvori just, efter Χstds Mening, det Onde har ►Tilhold: saa sees let, at officiel ⓘ Χstds Forkyndelse er 98 at afskaffe Christd.
Det ethvert Msk. gyser for, er at blive Personlighed, at ⓘ staae som Personlighed ►ligeover for de Andre, han gyser derfor, thi han veed meget godt, at dette gjør det muligt at ►de Andre kunne faae Sigte paa ham. Det Msk. gyser for, er at ►blive aabenbar; det han elsker er derfor om ikke Bælgmørke, saa Tusmørke, Mystificationer, det Upersonlige. Men Χstd, som veed hvad Sandhed er, veed, at den er: ►Aabenbarelse. Derfor sigter Χstd. saa afgjørende paa det: at være Personlighed. Og derfor er det igjen Χstds Afskaffelse: en upersonlig Forkyndelse. Det er dens Afskaffelse og naturligviis den allerfarligste, den skeer under Navn af dens ⓘ Forkyndelse og Udbredelse, ligesom det med Χstds Tilbagegang blev ⓘ allerfarligst, da ⓘ man ►opfandt, at Χstd. var perfectibel, og Tilbagegangen, ►Retirade dækkedes af 99 : det gaaer fremad, Χstd. er perfectibel, en i en vis Forstand saa mesterligt dækket Retirade, at hverken ►👤Xenophons eller ►👤Moreaus kan taale Sammenligning.
XI1A394Scene-Forandringen.
(Χstd. – Christenhed).
►Verdens Frelser, 👤Jesus Christus sætter Alt, Alt, Alt baade i Himlen og paa Jorden i Bevægelse for at gjøre »Virkeligheden« til Scenen – og dette kalder han Χstd.
Christenhed opdriver Alt, Alt, Alt, hvad Msket kan hitte paa, for at forhindre, at ⓘ Virkeligheden skulde være Scenen, hitter paa Alt Muligt for at ⓘ forlægge Scenen, bringe den paa det Kunstneriskes Afstand fra Virkeligheden.
Det Ene er ret egl. at indføre Χstd ⓘ i Verden, det Andet er: at føre Χstd. ud af Verden.
Dette Guds Ord indeholder ganske ►simplement Guds Villie og Befalinger til os –
– og det omgaaes vi saa saaledes, at vi lade som var Alt i sin Orden, vi har Guds Ord, er ►et christent Folk o: s: v: – og det Eneste der egl. beskjeftiger os er det Kunstneriske, det Videnskabelige.
Det er dog i Grunden en mageløs Uforskammethed.
Og dog ►er det saa. Medens Præsterne concurrere om, ►hvo der kan skrive det deiligste Sprog, medens Journaler og ⓘ Tidsskrifter med dyb Alvor recensere det Kunstneriske ved Sproget, Fremstillingen o: s: v: – er det, som aldeles bragt i Glemme, at det jo er derefter ►vi skulle handle, at Gud egl. 101 ikke har ladet sit Ord forkynde som Stile-Opgave, for at see, hvo der smagfuldest kunne fremstille det – det er saa aldeles bragt i Glemme, at man egl. vilde finde det latterligt, om En for Alvor sagde det. For Alvor, det vil sige, paa andet Sted end i en Kirke eller i en Prædiken; thi ved at siges der, bliver det ikke Alvor, men gaaer naturligviis ind under Kunstkritik, om det er smagfuldt udtrykt.
XI1A396 Christenheden i et Billede.
Tænk et uhyre ►Jer[n]bane-Tog – men Locomotivet er ►længst løbet fra det.
Saaledes er Christenheden. Idealet, Forbilledet, det var Locomotivet – ja, i Sandhed intet Locomotiv som msklig 102 Kløgt har opfundet eller nogensinde skal opfinde kan sammenlignes med dette ►Stedbevægende, der er Evighedens Uro.
Dog som sagt, Locomotivet er løbet fra Jer[n]bane-Toget.
Imidlertid har man ►fra Slægt til Slægt ganske rolig vedblevet, at knytte den nye Slægts uhyre Tog til den nærmest foregaaende under den høitidelige Tale: ►vi ville holde fast ved ►Fædrenes Tro.
Saaledes er Christenheden blevet lige det Modsatte af hvad Χstd. er. Christd. er Uro, Evighedens Uro, enhver Sammenligning er ⓘ her mat, langsom, i den Grad er Evighedens Uro Uro. Christenheden er: Beroligelse, ►charmant, den Beroligelse, at man bogstavelig ikke kommer af Stedet.
4849Χstd. er Locomotiv – i Christenhed er Χstd et Locomotiv, som har den yderst ►mærkelige Egenskab for et Locomotiv, at man ikke kommer af Stedet ɔ: den er ikke Locomotiv, eller rettere, Locomotivet er, som sagt, 103 længst løbet fra Christenheden.
XI1A397 Christendommen er Uro.
Vi leer Alle, naar ►i Comedien fremstilles: Familien, som i en 4stolet Holsteensvogn sætter efter den unge Pige, der rapfodet er flygtet bort over 📌Gurre ud i den vide Verden.
Og dog er dette kun et svagt Billede paa hvor latterlig Χstheden er.
Idealerne, Forbillederne – ja, ingen rapfodet ung Pige er saa rask tilbeens; med Evighedens Uro, med Martyriets ⓘ Lidenskab og Utaalmodighed haste de ud af denne skide Verden – – – og Christenheden! En firstolet Holsteenskvogn, formodentlig ►ⓘ bespændt med ⓘ 2 Heste er for meget sagt om Christenheden, thi det er dog en Bevægelse. Nei skulle man betegne 104
2. Journalen NB31, s. [104]. Optegnelsen NB31:66 med marginaltilføjelserne NB31:66.a og NB31:66.b
✂ a XI1A398Anm Hesten er naturligviis en efter Forhandlinger med Balletmesteren af Geistligheden truffet Foranstaltning for ►Skinnets Skyld, at man da med Sandhed maa kunne sige: Alt er rigtigt, vi stræbe, vi kjøre – vi har jo Hest for. Var der slet ingen Hest for, risikerede man, at det kom til en Forklaring; men nu er Alt beroligende og ►tilforladeligt: der er Hest for. En Træhest kunde vel ogsaa bruges, men Hest maa der være for, at ikke ►den menige Mand bliver urolig, fatter Mistanke, ⓘ samt for at Præsten med god Samvittighed kan sige beroligende: det gaaer fremad, vi kjører, der er jo Hest for.
✂ [b] hvilken Paastand, ►item at det gaaer fremad ►foredrages af Præster, af hvilke der sidder een paa hver Bænk.
Saaledes stiller Χstd. Sagen. Der ligger en Evighed for Dig – Dit Lod afgjøres i dette Liv, hvorledes Du benytter det. Der ligger det for Dig maaskee ⓘ 30 Aar, maaskee ⓘ 10, maaskee ⓘ 5, maaskee eet, maaskee, maaskee kun een Maaned, een Dag: rædsomme Uro!
Χstheden arrangerer 105 sig noget anderledes. Der ligger, forsikkrer Præsten (hvis Du ellers sikkrer ham ►50hans Visse thi ellers faaer Du ikke eet Ord af ham) der ligger en Evighed for et Msk, Millioner, Billioner, Trillioner Aar. Det er en uendelig Stræben! Dette Liv er kun ⓘ Begyndelsen, hvad er ►70 Aar mod en Evighed, ikke saa meget som 5 Minutter – om Du spildte dem, blæse være med det: Amen!
XI1A400 Apostelen.
Det at være Apostel maa dog være en saa frygtelig, umenneskelig, overmenneskelig Qval og Rædsel, at jeg sandeligen ikke fortænker os Msker i, at vi ikke tør være det, ønske os fritagne – men, som ►oftere sagt, det jeg for106tænker Christenheden i er den løgnagtige Vending man har givet Sagen: vi ere for ydmyge til at begjere at være Apostle. Denne Løgn er det der har gjort, at Gud har vendt sig bort fra Χstheden, der ►længst er gudforladt. Vil Gud værdiges i den Grad at indlade sig med os Msker, som skeet er ⓘ i Χstd, saa skal vi idetmindste være ærlige mod ham. Men ►Gavtyve-Naturen i Msket har formodentligt her som overalt instinktivt kløgtigt tænkt som saa, ved saaledes at være ærlige ender det dog maaskee [med] at vi ikke slippe for at blive ⓘ Apostle, at Gud dog faaer Magt og Bugt med os og redigerede ind i hans. Derfor maae vi være sikkrede, ved at have ►lukket til her i Baglaas, saa det endog er en Dyd af os, at vi ikke begjere at blive Apostle – saa veed jeg da for 👤Satan at Gud umuligt kan faae fat i os. O, 107 Msk, Du behøver ikke at være bange, Gud foragter Dig.
Men forresten er det vist, at det at være Apostel maa være Qval og Rædsel over al Qval og Rædsel.
►Bestandigt i Fare, i Nød, i Trang, i Lidelse – og bestandigt negtet end det mindste af det Sandsynlige. Men det Sandsynlige er ⓘ for Msk hvad Vandet er for Fisken og Luften for Fuglen. Saaledes at være negtet alt Sandsynligt er at bringes til det Yderste. Nu vel, giv ham saa dog idetmindste Lov til, træt og udmattet at segne – nei, just i det alleryderste Øieblik ►skrækkes 51han op [a] – – – her er jo Miraklets Hjælp, store Gud, et Mirakel! Ja godt nok, men at excerceres paa den Maade er Tortur værre end at radbrækkes eller at udspiles og splittes ad.
✂ [a] XI1A401Uendeligt mere anstrengende end det engang for alle at leve i den yderste Fattigdom og saa dog Ro deri og dermed Punktum, uendeligt langt mere anstrengende er det, saa i et alleryderste Øieblik at hjælpes ved et Mirakel og saa igjen i yderste Jammer, og saa maaskee igjen et Mirakel; thi dette dette er den rædsomste Art ►Himmelspræt.
108Miraklet er saa langtfra at være msklig talt en Hjælp, at det er en Qval ⓘ mere ogsaa saaledes, at Omverdenen enten vil behandle ham som gal, eller spotte ham og naar han er i Nød for det Allernødtørftigste sige: aah, ham behøver man jo ikke at hjælpe, han kan jo gjøre ⓘ Mirakler; og dog er hans Liv saaledes, at han ganske bogstavelig kan være i Nød for det Allernødtørftigste og saa ⓘ maaskee, ja eller maaskee ikke, maaskee et Mirakel: frygtelige Tortur.
See, det er Tortur! Naar et Msk. virkelig ⓘ skal ►være Redskab for Gud, altsaa Redskab for denne uendelige Villie, som Gud er, saa maa Gud først tage al hans Villie fra ham. Frygtelige Operation. Og der er, som naturligt, Ingen, der veed saaledes at examinere ►piinligt som ►en Alvidende og ►ⓘ en Almægtig. Thi ►vistnok er 109 der ogsaa ellers ved Torturer Læger tilstede for at skjønne, hvor længe den Piinte kan holde ud, uden at det koster ham Liv[et]; men dog kan det hænde, at man tager Feil, og den Piinte døer for dem – Sligt hænder aldrig en Alvidende. Og vistnok har man ogsaa ellers styrkende Midler i Beredskab for at styrke den Piinte, at han paa nye kan holde ud; men dog svækkes for hver Gang den Piintes Kræfter og Døden kommer nærmere – kun en Almægtig kan i hvert Secund give ubetinget nye Kræfter heelt og holdent.
Og ogsaa dette er jo Qval. Da nemlig trods alle Lidelser det dog er det ubeskrivelige Store at være ⓘ Guds Redskab, saa har Apostelen bestandig den Anstrengelse mere: at skulle takke, takke, takke for denne uendelige Velgjerning.
Dog ►saa er der forbeholdt Apostelen Eet: i Sandhed at kun110ne ►elske Gud. Ak, dette med at vi andre elske Gud!
Vi tale om, at vi, som ►skabte af Gud, maae elske Gud – ⓘ og den Eneste, der i Sandhed elsker Gud, det er Apostelen, han som for at blive Redskab blev ubetinget ubetinget tilintetgjort af Gud.
52At elske Gud fordi han har skabt Dig er at elske Dig selv. Nei, vil Du i Sandhed elske Gud, da maatte dette vise sig i: glad, tilbedende at ville lade Dig ganske tilintetgjøre af Gud, for at han ubetinget kan faae sin Villie frem.
Som ►tidligere bemærket er ⓘ dette da ogsaa den ►gavtyveagtige Vending, hvorved man har afskaffet Χstd, at man har vendt Sagen saaledes: der gives ikke ►Pligter mod Gud – – medens det nye T. totalt er ►den Pligt: at elske Gud. Men vi lære (og det kalde vi Χstd) der gives ikke Pligter mod Gud; hvis En var saaledes fremmeligere end de Andre, at der, om man saa vil, kunde være Tale om en Idealitet, der kunde forholde sig til Gud, da betyder dette (lære vi, og det kalde vi Χstd) at han skal vende sig mod de Andre, hjælpe dem fremad, thi Gud viser bort fra sig, der er ingen Pligt mod Gud.
►Charmant! Sagen er ganske simpel, Mskhedens Interesse ligger ganske naturligt i at redigere Alt ind i Middelmaadighed, thi Middel112maadighed er ►conditio sine qua non for at have det godt. Derfor er det Mskheden af Vigtighed at redigere enhver Idealitet tilbage i Massen, i Middelmaadigheden. Og for at naae dette ganske sikkert, tager man Gud til Hjælp, at det er ham, der viser ⓘ fra sig.
Hvor gavtyveagtigt, og hvor gavtyveagtigt at kalde det Χstd! I det nye T. staaer Sagen saaledes, at det der interesserer Gud er just Idealiteten, det Intensive, Een som drives til det Høieste – Masserne interesser[er] slet ikke Gud. ►Lad de Døde begrave deres Døde, det er Tilraabet, stræb Du blot fremad. Ja Gud er i sin ⓘ Majestætiskhed saa aristokratisk, at han spenderer Millionera paa Een, 113 og Gud er, ifølge det n: T:, saa opsat paa det Intensive, at han ødsler det Extensive efter den frygteligste Maalestok.
✂ a Anm Dog maa bestandigt erindres, at hver eneste af disse Millioner kunde ifølge Χstd. være den Ene.
53Dog just derfor er det saa uhyre anstrengende at have med Gud at gjøre – og just derfor er det naturligviis ogsaa at Msk. under Navn af Χstd. har faaet Χstd. gjort om til lige det Modsatte: elskværdig Middelmaadighed istedetfor den rædsomste Anstrengelse ►i Retning af Idealitet.
Tag Sagen ganske simpelt, for at see, hvor uendelig høit oppe Χstd. ligger.
Hvis der var et Msk., der med Sandhed kunde siges i christelig Erkjendelse og Indsigt og Stræben at være betydeligt fremmeligere end en heel ⓘ Samtid: hvad er dog naturligere end at dette nu stiller sig saaledes for ham, at han mener, at nu hans Opgave bliver 114 at see at hjælpe paa de Andre, og at Gud i denne Henseende vil være ham behjælpelig, hvoraf jo Følgen vil blive, at han maatte blive æret agtet anseet af ►de Medlevende som deres Lærer.
Men denne Vending er ikke det nye Testamentes Χstd. Naar et Msk, ►betræffende hvem det her Fremsatte var sandt angaaende hans Fremmelighed, ⓘ henvendte sig til Gud da vilde vel Gud sige til ham: »nei, nei min Ven, nei, ikke saaledes, Du ⓘ er nu saa langt ude, at Dig kunde ⓘ der være Tale ⓘ om, jeg skal til den Ende banke yderligere løs paa Dig, og hjælpe Dig til, at de Medlevende, istedetfor at ►faae Dig i Skjøderne, hvorved det Hele, baade Du og de Andre, blive Usselhed, ⓘ banke løs paa Dig, for at drive Dig længere ud.« Thi Idealiteten, 115 det Intensive det er Guds Interesse, Millioner rutter han med, Millioner, som dog vel at mærke bestaae af Enere, der jo hver Enkelt kunde være den Ene.
See [b] det er det Frygtelige af at have med Gud at gjøre: jo mere Du indlader Dig med ham, jo galere bliver det, jo mere banker han paa. Thi en Intensitet, ja en Intensitet, beskjeftiger ham netop lige saa uendeligt som Trillioner qua Trillioner ere ham ligegyldige. Altid er Gud det Omvendte af Msk; Msket troer at det er Tallet der betyder Noget, for Gud er just Tallet det aldeles, aldeles aldeles intetsigende.
✂ [b] XI1A403Og derfor har Mskheden følt det som en usigelig Lindring den Gang de fik Χstd. vendt saaledes, at man blev Gud qvit, at det blev Χstd: der er ingen Pligt mod Gud. Allerlettest mener Msket at have det, naar der slet ingen Gud er til – saa spiller Msket Herre. Næst derefter kommer det, at Gud da i det Høieste bliver et ►stadselig ►Zirat, en Luxus-Gjenstand – thi der er ingen Pligt mod Gud.
Sandt nok, saa veed Gud igjen, om jeg tør sige, at tale saa godt for sig. Han siger til en saadan Enkelt: min 54lille Ven, jeg forstaaer kun altfor godt hvad Du mskligt lider, at Du ogsaa lider dette, at maatte ved at blive 116 ueensartet med dem, slippe de Msker, Du har kjerest, eller maaskee endog faae dem fjendtligt vendte mod Dig, istedetfor at Du ved at slaae af kunde have det saa godt med dem; men, min lille Ven, troe mig, jeg mener Dig det saa uendelig godt, som kun uendelig Kjerlighed kan mene det.
Ak ja, hvad vel mangen Gang en Pige har maattet sige om sin Forfører: det er forgjeves at gjøre ham Modstand, forgjeves, ►vergebliche Mühe, han kan tale for sig – det gjælder endnu mere om Gud. Han kan tale for sig, og saa, saa – saa banker han løs igjen: uendelige Kjerlighed.
XI1A404 Lidelse – og Lidelse.
Eet er hvad der almdl. forstaaes ved Lidelse, noget Andet er den Art Lidelse som betyder at 117 et Msk. har ⓘ med Gud at gjøre.
Og dog maa den Religieuse ogsaa finde sig i denne Ydmygelse, at Omverdenen vil ynke ham paa Grund af hans Lidelse uden at ane, at den Art Lidelse er en Fornemhed, som Konger og Majestæter ikke have.
Ja, o Gud, Du kan ►spille op med et stakkels Msk! Du fængsler ham som Ingen kan fængsle – men Du er jo en Usynlig, enhver praktisk ⓘ Mand forstaaer da let, at det er være til Nar at indlade sig med en Usynlig, hvem man ikke, i Nøds Tilfælde, kan tvinge til personligt at møde i Retten, og af hvem man intet Skriftligt har.
Dog blæse være med det, ⓘ Vidnedsbyrdet, ►Dit Vidnedsbyrd i det Indre veier let op mod ⓘ alt Sligt. Ak, men Du gaaer videre. Du fængsler et Msk til Dig – og saa, saa narrer Du ham virkelig, Du bringer det dertil, at Alt viser, 118 at Du har narret ham, saa Spotten høirøstet lyder over ham, at han blev narret, ja saa han selv – sidste Ydmygelse! – maa sige: ►Gud har forladt mig.
Sandt, det er kun en Gjennemgang, uendelige Kjerlighed det er kun en Gjennemgang, Du evig Trofaste, men bitter og angstfuld er den jo dog – ►hvo veed det bedre end Du, uendelige Kjerlighed, Du som dog lider selv mere derved i Kjerlighed end denne Lidende, uden at Du dog ⓘ derfor kan forandres.
XI1A40555Uendelige Kjerlighed!
Du fængsler et Msk – og saa narrer Du ham:
ja, men Du gjør det af Kjerlighed, altsaa narrer Du ham jo dog ikke, uendelige Kjerlighed.
Nei, nei, nei, Du faaer mig ikke 119 til at troe Andet om Dig, Du – der er det igjen – Du narrer mig ikke, ►Du er ⓘ uendelig Kjerlighed!
Du vil narre mig, det er sandt, Du vil prøve, om Du kunde faae mig til at troe, at Du var noget Andet end Kjerlighed, hvad dog, hvis det skete, vilde smerte Dig, uendelige Kjerlighed, mere end mig – altsaa narrer Du mig ikke, uendelige Kjerlighed!
XI1A406 Gud i Himlene.
Der er dog ingen Elsker, der ⓘ veed saaledes at skjule, ►hvo den Elskede er, Forstaaelsen med ham, Sammenkomsten og Mødet, ingen som: Gud i Himlene!
Tilsyneladende seer det saaledes ud: dette ⓘ Msk er den jammerfuldeste, ulykkeligste og elendigste af Alle; Alt forener sig ⓘ om at martre og plage ham, at haane og spotte ham, ►selv udraaber han Gud har forladt mig – og denne Tilsyne120ladelse skjuler over, at just han er den Elskede, saaledes tilslører Gud Forstaaelsen med den Elskede.
Saa majestætisk, saa fornem, saa ►angest over sin ⓘ Kjerlighed og saa angest for enhver Uvedkommendes Forstaaelse, var intet Msk; derfor kunde det heller aldrig falde noget Msk ind, at skjule, hvo den Elskede var, at skjule det derunder, at han blev den af Alle Ulykkeligste.
Og dog er kun denne Gud Kjerlighedens Gud! Hedningernes kjerlige ⓘ Guder gik omkring blandt Mskene, og saaes det end ikke strax, det opdagedes dog snart, hvo den Elskede var – thi deres Lykke blev jo ►kjendelig ⓘ nok, og forsaavidt bleve jo igjen Guderne drage[t] ud af deres Skjul og kjendte.
Men Kjerlighedens ►Gud, som er Aand skjuler sin Kjerlighed bedre: den Elskede bliver den Ulykkelige – saaledes fordrer ogsaa hans Personligheds Majestæt det, der maa søge det meest ubetingede Skjul.
12156Men som Skjulet er det ►tilforladeligste, ►saa ogsaa Kjerligheden: ikke for dette Liv, nei, men for ⓘ Evigheden.
✂ [a] XI1A408Ethvert Msk. er Synthese er Dyr-Aand. For ⓘ da at faae Dyret rigtigt banket ud af Den, som skal blive Aand, behøves denne Lidelse: at behandles bestialsk af ⓘ Menneskene.
Den, som ikke har lidt under Menneskenes Bestialitet, han bliver ikke Aand. Saaledes er nu engang Msket lagt an, at denne Art Lidelse som overhovedet den Lidelse som er »af Mennesker« hører med til at blive Aand.
XI1A409 Det Overordentlige.
For at forhindre at det Overordentlige ikke er det Indbildske, Hovmodige, er det sande Overordentlige altid saaledes dialektisk, at det fra een Side seet er det Lidende og at Mskenes Nederdrægtighed er ►frastødende medvirksom til at gjøre ham til det Overordentlige.
Ingen fødes som det sande Overordentlige, han bliver det.
Og gaaer det saaledes til. Han kan 122 lidt efter lidt blive opmærksom paa, at noget ⓘ Overordentligt er ham betroet – dog har han det i saadanne Lidelser, at han længe næsten kun fornemmer Lidelsen, og at det Overordentlige ikke frister ham.
Saa kommer da Tiden, da han overtager sin Opgave. Og her fordres saa, at han i høi Grad elsker Menneskene og er dem vel menende.
Men hvad skeer, han colliderer deels med den msklige Misforstaaelse og deels med den msklige Nederdrægtighed.
Saaledes stødes han tilbage fra Mskene, det er ikke ham, der hovmodigt foragtede Mskene, nei han elskede dem, men det er Mskene som deels misforstaaende, deels nederdrægtigt støde ham fra sig.
Svække ham, kan de ikke, thi han er jo ⓘ lagt an til det Overordentlige, altsaa kan denne Medfart kun ►poten57sere ham – saa bliver han det Overordentlige. Den dialektiske Mellembestemmelse er bestandigt: det Lidende, det Forskudte o: s: v:
123 XI1A410 Forunderlige Selvmodsigelse.
Der er Intet naturligviis som den msklige Misundelse retter sig saaledes mod som mod den Overordentlige.
Og dog ingen blev den sande Overordentlige uden gjennem Mskenes Mishandling.
Altsaa Misundelsen vil mishandle En for at forhindre ham i at blive den Overordentlige, og ingen bliver den Overordentlige uden gjennem den msklige Mishandling – altsaa producerer Misundelsen den Overordentlige.
Det er faldet mig ind (hvad jeg her oplysende vil benytte) at den bedste Maalestok for hvad Personlighed, der er i et Msk., vilde være, om man kunde faae at vide, i hvilke Udtryk han har friet til den Elskede. Thi just ⓘ fordi det at blive elsket beskjeftiger 124 den Forelskede saa uendelig, vil han være tilbøilig til i et saadant Øieblik at tabe sig selv, saa kun en ganske eminent og udpræget Personlighed, der i Alt altid er sig selv, vil ganske have sig selv i den egne Forestilling om sig selv.
Dette til Indledning. Lad os nu see, hvorledes Gud, saa at sige, frier til et Msk; Gud, hvem man da, christeligt, paa ingen ingen Maade maa tænke apathisk, nei, han er som lutter Lidenskab og ►Pathos, dog at han kun har een Pathos: at elske, at være Kjerlighed, og af Kjerlighed at ville være elsket.
Lad os nu see, hvorledes han frier til et Msk, hvad jo 58Χstd. oplyser os om. Han frier saaledes, han siger til et Msk: Dig elsker jeg, jeg Kjerligheden, bliv ⓘ da Du igjen min ⓘ Elskede – – – Følgen deraf vil blive, det siger jeg Dig strax, Følgen vil blive, at Du ►bliver et ulykkelig, jammerfuldt, elen125digt Msk, et Ordsprog blandt Msk., hadet forbandet, forfulgt af Msk, tilsidst narret af mig.
I Sandhed et saadant Frierie er enten Galmands Tale (og som saadan dog igjen eminent rangerende i Originalitet over alle hidtil bekjendte fixe Ideer og Galskaber) eller det er ⓘ Majestæten.
Hvis et Msk. tør tale om Sligt, vilde jeg sige: det har for et Msk. noget uendeligt ⓘ Svimlende at tænke en saadan Majestætiskhed, der uendelig bevæget i Kjerlighed just i det Øieblik dog alligevel i den Grad majestætisk hævder sig selv, er sig selv. Men fra den anden Side, naar ⓘ denne Majestæt er Kjerligheden selv, hvor maa han da ikke lide i Kjerlighed ved at der nu engang er dette sørgelige Misforhold med Gud og Msk, saa det maa blive den 126 Elskede (Msket) saa smerteligt at elske og at være den Elskede!
XI1A412..... Og naar saa jeg engang er død, hvor ►ville Docenterne faae travlt for at faae mig og Mit ►indslagtet, hvilken Concurreren for at sige det Samme, om muligt i en skjønnere Sprogform – som var det det [det] kom an paa.
Hvor er dog en Docent saa latterlig! Vi lee Alle, naar ►en gale 👤Meier slæber paa en Masse Graasteen, som han troer er Specier – men Docenten gaaer stolt, stolt af sin store Klogskab, og Ingen leer. Og dog er det lige saa latterligt: at være stolt af den Klogskab, ved hvilken et Msk. evigt narrer sig selv.
Ja, Du af alle afskyeligste 127 U-Msk, Du Docent, Du kan meget godt drive det til at sige det Samme, som den Religieuse har sagt, maaskee i en endnu skjønnere Sprogform; Du kan ogsaa ved Din Klogskab muligt naae, at vinde jordisk Fordeel, ja at vinde den Anseelse og Ærbødighed, som den sande Religieuse aldrig vandt i dette Liv: men evigt er Du narret.
Jeg skriver dette ikke, som kunde det falde mig ind at haabe at omvende en Docent. I Sandhed, Den, hvem ►Χsti Taler mod Pharisæerne og mod det at docere, ikke kan ►skrække tilbage, hvor skulde jeg bevæge ham. Her gjælder det: ►de have 👤Moses og Propheterne, troe de ikke dem, saa troe de heller ikke o: s: v:
At have forstaaet og hvert Øieblik 128 at maatte sande, at det at være elsket af Gud og at elske Gud er idel Lidelse og Qval – og saa dog at kunne holde sig saaledes oppe, at man med fuld Stemme og ►ex animi sententia kan sige: det er saligt, hvad det jo i en allerhøieste Forstand er: ja, det er at tale i Tunger.
Saaledes taler Apostelen. Og det der har forvirret Alt, er at ►Vrævlet har ►taget denne Tale hen ligefrem, overspringende det Dialektiske: at det er idel Lidelse og Rædsel.
XI1A414Det Intensive – det Extensive. – Χstd.
►Gud er Kjerlighed, og ►Gud vil være elsket, dette er det nye Testa129mentes Christendom.
Nu veed jo Enhver at det at ⓘ blive elsket er kun dialektisk ►i Retning af Intensitet, at det er Nonsens ja Fornærmelse, om man istedetfor En, som elsker ubetinget, vil byde en halv Snees, som saadan til en vis Grad elske, som var i Forhold til det at elske en ►4 ß ⓘ Subscription mulig.
Og dog er ⓘ det denne Vending man har givet Χstd i Christenheden.
Det jeg ivrer imod er i Særdeleshed den Uredelighed, at man har ladet som var dette det nye T.s Χstd. eller vel endog et Fremskridt.
XI1A415 At være ene.
Maalestokken for et Msk. er: hvor længe og hvor langt ude han kan udholde at være ene uden Forstaaelse med Andre.
Det Msk, der kunde udholde 130 et heelt Liv at være ene, og i Evigheds Afgjørelser, han er den største Afstand fra det spæde Barn, og fra ►Selskabs-Manden, der er ►Dyre-Bestemmelsen af det at være Msk.
Det der blandt Andet gjør mit Liv saa anstrenget er, at jeg i ganske bogstavelig Forstand har særlig Opgave, saa det aldrig er faldet mig ind, at noget andet Msk. skulle have Opgave tilfælleds, eller at der for mig skulde være Noget at naae ved Forening.
Man kan ansee dette for en ⓘ Ufuldkommenhed. Det er det ogsaa i een Forstand. I en anden Forstand er det det ikke. Jo mere et Msk. har Opgave tilfælleds med alle, jo mere er han kun 131 Exemplar, jo mere særlig Opgave, jo mere oprindelig Individualitet.
Men anstrengende er det! Men hvor saligt saa at være Kilden saa nær som jeg er det. Er Du, ⓘ o Gud, som en Kilde, da er jeg Manden ved Kilden. Ingen kan hjælpe mig; Ingen forstaaer mig, og i en vis Forstand forstaaer jeg heller Ingen. Men saa har jeg Kilden saa nær, o, saa nær!
XI1A417 Præsterne.
Dersom en comisk Digter havde hittet paa, hvad Præsterne for ramme Alvor betragte som deres Opgave, saa ville vi Alle briste af Latter.
ⓘ At Du o, Gud, er af alle Størrelser den meest generende, en uhyre ⓘ Tyngde, at saa snart Du er med, saa bliver der ►Storm, Havsnød, Lidelse: det veed Du godt selv, Du uendelige Kjerlighed. 132 Derfor lider Du i Kjerlighed saa meget med den Religieuse, uden at Du derfor forandres.
Den Opgave som Præsterne have sat sig er: at anbringe Gud saaledes at han gjør Livet let, at det at have ham med gjør Livet let, giver Nydelse o: s: v:.
Men Ingen leer. Dog ville vi Alle lee, hvis En bekjendtgjorde, at han paatog sig at ►sætte Been af, træk61ke Tænder ud, saa det ikke blot ikke gjorde ondt, men var en sand Nydelsea.
✂ a ja, saa han kun beklagede, at han ikke saae sig istand til lige saa behændigt at sætte Been paa igjen, thi ►hvis saa var, var han forvisset om, at enhver Velhavende vilde i det mindste engang hver Dag (som man nu tager et Bad o: D:) unde sig selv den Nydelse, den Vellyst at lade ⓘ et Been sætte af eller en Tand trække ud.
XI1A418►Feil-Synet, hvilket er Χsthedens Tilblivelse.
ⓘ Med os Msker er det altid saaledes. Naar vi høre om En, at han skal være kjerlig, i høi Grad den Kjerlige, saa betyder dette ⓘ os, at vi nok skal faae vor Villie med ham, – thi han er jo den Kjerlige. [a]
✂ [a] Paa denne Maade har Mskheden behandlet Gud.
Men saaledes staaer Sagen ikke i det 133 nye Testamente.
I det nye T. ►er Gud Kjerlighed, uendelig Kjerlighed, ja det er vist, evig vist. Han ⓘ veed bedst, hvilken Qval det er for et Msk at skulle blive Aand ►at skulle i Sandhed elske Gud. Han er til [den] Ende villig nok til i uendelig Kjerlighed at lide med den Elskede, han vil høre hvert Dit Suk, sørge med Dig, græde med Dig, tælle Dine Taarer – – men forandre ham, nei det kan Du ikke. Vær forvisset, han lider meget mere end Du – – men forandre ham, nei det kan Du ikke. Vær forvisset, han lider meget mere end Du – – thi han kan ikke forandre sig.
Det hvorom Alt dreier sig er, at En kan være Kjerligheden selv, uden at dette betyder, at han forandres efter den Elskedes Villie.
Men forandres kan Gud ikke. Kunde han forandres – og Du saa meente ret at ville elske ham, han der var saa kjerlig: da vil det af anden Grund være 134 umuligt for Dig at elske ham – thi kunde han saaledes forandres, da var han ikke Gud, men et Phantom, en Uvirkelighed.
Ogsaa saaledes sees let, at Christenheden er et ►Affald fra Χstd; thi Christenheden er: Gud forandret efter Mskhedens Villie. Det er dette bekjendte Msklige, at den Kjerlige mener man at kunne byde Alt – han er jo den Kjerlige.
[a] Som man siger om et Skib, det ►farer paa📌China, eller paa 📌►Vestindien: saaledes kan man sige: det Skib »ligesom de Andre« farer paa Timeligheden, man reiser med det beqvemt, behageligt, trygt – – men det farer ikke paa Evigheden.
✂ [a] XI1A420Og medens ►det i den udvortes Verden er saa, at paa smaae Afstande bruger man smaae Skibe, skal man til fjerne Lande, da vover man sig ikke ud ►uden i store Skibe: saa er det aandeligt omvendt. Det Skib, der farer paa Timeligheden (»Ligesom de Andre«) er et uhyre stort Skib. Til Farten paa Evigheden derimod bruges kun nogle ganske smaae Baade, til een Person, ►Nødeskaller. Dog det forstaaer sig, førend Evigheden opdages og tages i Besiddelse er det en uhyre Afstand, og det er en frygtelig Seilads ene paa et Hav, der er større en[d] Verdenshavet, da det ikke er et denne Verdens Hav i denne Verden, men adskiller to Verdener; men for Den, for hvem Evigheden blev til, er den saa igjen den mindste Afstand, saa en Nødeskal er mere end nok.
XI1A421►To skulle male sammen paa Qværnen, den Ene skal annammes, den Anden skal lades tilbage o: s: v:
Frygtelige Udsondren og Isoleren! Hvil135ken Forskjel fra Hedenskab og Jødedom, hvor omvendt Familien, saa Byen, saa Provindsen, saa Landet deeltager (participer[er]) i Individet, saa naar fE En udmærker sig, saa participerer strax Familien, Byen, Provindsen, Landet i hans Berømthed! Χstd. er den ubetingede Individualitets Udsondring, Hedenskab og Jødedom er omvendt Slægts og Generations Kategoriens Overmagt.
Dog det forstaaer sig, i Χstheden er da Alt paa hedensk og jødisk Viis, i Christenheden er man Christen ved at være i Familie, endog langt ude, med En, som er Christen. Ja, man er ⓘ vel endog Christen ved paa Afstand ⓘ af en lang Slægtsfølge at nedstamme fra Christne ɔ: man er Christen paa den Maade, paa hvilken det er umuligt at være Christen.
►Apostelen siger, at Troen kommer ved Hørelsen, men saadan at være Christen ►von ⓘ Hörensagen!
136 XI1A422 63 Ogsaa en Side, fra hvilken Χstd. kan sees.
Christendommen er: hvad Gud maa lide med os Msker.
Dette er saaledes at forstaae. ⓘ En Elsket forstaaer naturligviis det at være elsket saaledes, at den Elskende forandres efter ham og hans Villie og Forestilling; en Elskende forstaaer det at elske at forandres i Lighed med den Elskede, at ⓘ blive som den Elskede kunde ønske eller ville det.
Nu er, om man saa vil, i Gud den Modsigelse, der er Kilden til al Qval: ►han er Kjerlighed og dog er han evig uforanderlig. Altsaa han kan ikke forandres – og dog ⓘ er han Kjerlighed. Altsaa maa han i een Forstand gjøre den Elskede ulykkelig – og dog er han Kjerlighed.
At være Kjerlighed og saa at være saaledes uforanderlig, at der ikke kan være Tale om at skaane den Elskede, ⓘ nei uforandret at see Alt sammensværge sig mod 137 ham, at see ham forladt forhadt forfulgt – uden at hjælpe ham og saa at være Kjerlighed.
Da ►Christus raabte »min Gud min Gud hvi haver Du forladt mig« – da var det ⓘ frygteligt for Χstus, og saaledes fremstilles det ogsaa i Almindelighed. Men mig synes ⓘ det har været endnu frygteligere for Gud at høre det. At være saaledes uforanderlig, frygteligt! Dog nei, ikke dette er det Frygtelige, men at være saaledes uforanderlig og saa at være Kjerlighed: uendelige dybe uudgrundelige Sorg!
Ak, hvad har jeg et Stakkels Msk. ikke i denne Henseende erfaret, denne Modsigelse ikke at kunne forandres og dog at elske, ak, hvad har jeg ikke erfaret, hvad der hjælper mig til fjernt fjernt at gjøre mig en svag Forestilling om den guddommelige Kjerligheds Lidelse.
XI1A423 64 ► »Slaae ⓘ Laaget til«
Saaledes staaer der i en gammel 138 Psalme. Slaaer Laaget til, nemlig paa Liigkisten, slaaer det godt til, rigtigt fast, at jeg – ligesom et Barn er saa uendelig glad naar det ret har forputtet sig – ret kan være i Fred, ret gjemt.
Slaaer Laaget til, rigtigt godt til – thi jeg ligger ikke i Kisten, nei, det der ligger i Kisten er ikke mig, men er Det, jeg saa uendeligt ønsker at være qvit, det ►Syndens Legeme, den ►Straffe-Anstaltens Mundering, som jeg har maattet bære.
XI1A424ⓘ ..... Det er kun altfor sandt, hvad Mskene sige om mig, de praktiske Mennesker: jeg duer til Ingenting, er et aldeles upraktisk Msk, som slet ikke 139 forholder mig til denne praktiske Verden.
Ak, ja, jeg duer nemlig kun til Eet – og har i denne Henseende maaskee endog ⓘ en ganske eminent Genialitet – jeg duer kun til: at elske; saaledes er jeg aldeles ►til Overflod, en reen Luxus Gjenstand i denne praktiske Verden, ja vel endog en Luxus-Gjenstand, der ovenikjøbet endog er i Veien, saa det vel ender med at jeg faaer et Spark ud af denne Verden.
Dog til at elske duer jeg! I Qvinder, kommer I til mig, ⓘ eller for at sige ⓘ det Samme paa en anden Maade: kommer I ikke til mig, hvad duer I til at elske, I Jomfruer og ►Madammer i denne kummerlige ►Slægt. Nei, jeg duer til at elske, og var denne min eneste Genialitet, – det var anden Potens – skjult i det Incognito at jeg var den Selvkjerligste af Alle.
Ja til at elske, det var det eneste jeg duede til. En Gjenstand, blot en Gjenstand! Men som Skytten, 140 hvis Bue er strammet som sjeldent en Bues Stræng, naar man bringer ham en Gjenstand paa 5 Alens Afstand og forlanger at han skal skyde derefter, som han maa sige: nei, paa den Afstand kan jeg ikke skyde, bringer den paa 200 eller 300 Alens Afstand: saaledes gik det mig. For at komme til at elske maatte jeg bringe Gjenstanden paa Afstand!
Det var min Skole, hvor jeg perfectioneredes mere og mere i hvad der er min eneste Genialitet: at elske.
En Gjenstand altsaa, en Gjenstand! Det var hvad jeg søgte og søgte.
Ja, og jeg fandt den! Thi Du, Du ⓘ Du evige Kjerlighed, Du uendelige Rig-Mand, Du har naturligviis som alle Rigmænd ikke 141 Brug for 65►Nødvendigheds-Artikler, men derimod som alle Rigmænd ⓘ ene og alene Brug for Luxus-Artikler. Saa fandt Du Brug for mig, jeg var jo den officielt anerkjendte Luxus-Artikel i denne ⓘ praktiske Verden, Du fandt Brug for mig – og jeg fandt Gjenstanden.
Lad saa den praktiske Samtid, i hvilken jeg lever, asenagtigt ►beskjeftige sig med mine Buxer; lad en ►trompetende Eftertid omtrent ligesaa asenagtigt beskjeftige sig med mine Ideer og Skrifter – jeg har fundet hvad jeg søgte.
Jeg har fundet det. ►»Men nok« som man siger »paa Borgemesterens Bord«, hvormed man betegner at det ikke hænger saa ganske ærligt sammen med at have »fundet« 142 det. Nu vel jeg indrømmer det, Du o Gud har hjulpet mig ►ⓘ baade til at søge og til at finde.
XI1A425..... Ene er jeg, at blive forstaaet kan jeg ikke vente: de Yngre ⓘ ere for unge, ⓘ de Ældre for tunge – eller som den uforlignelige Sprogets elskelige ►Digter uforligneligt lader Pigebarnet sige om Frierne: »den Ene er for ung til at bryde min Krands, Den Anden er for tung til at træde i min Dands« – kun at det ikke ►ender med mig som med Pigebarnet, at jeg tager den Tredie, nei, der var ingen Tredie.
►Qvinden blev taget af Mandens Side – men er ikke, christeligt, Mandens Forhold til Qvinden at sammenligne med hvad vi tale om ►at komme ind i en Side-Bemærkning.
Manden var lagt an paa Evigheden, Qvinden fører ham ind i en Side-Bemærkning.
Uden Qvinden er Manden i denne Verden svagere, han har en svag Side, hvilken Qvinden dækker, og forenede ere de stærke for dette Liv. Men ⓘ christeligt hører den Svaghed, som er den Eenliges, den Svaghed for dette Liv just med til at være Styrke for Evigheden.
XI1A427 ► 66 »Tillad mig først at tage Afskeed« o: s: v:
Alle disse Steder, hvor Χstus saa ubetinget betoner det Ubetingede maa dog forstaaes saaledes, at de Vedkom144[mende] gjorde en Betingelse, altsaa ikke ubetinget ►først vilde søge Guds Rige.
Saaledes vilde Sagen stille sig anderledes, hvis den Vedkommende havde sagt: »jeg gjør ingen Betingelse, har Intet som jeg begjerer først, men Du veed, hvor gjerne jeg vilde først tage Afskeed med Mine.« Eller om han havde ikke sagt det, men dog havt denne Tanke i sin Sjel, saa at han dog ikke betænkte sig paa ubetinget at vælge det Ubetingede, saa var det jo muligt, at ►Den, der vidste Alt, altsaa og hvilken Tanke der var i ham, havde sagt: vel, følg mig, men gaae dog først hen og tag Afskeed med Dine.
Dette vil sige, det der beskjeftiger Χstus er det Ubetingedes Souverainitet, at der ikke maa være nogen Betingelse, et Først; naar det skal være »først«, kan ubetinget Intet indrømmes. ⓘ Derimod kan Meningen ikke være den, 145 at Christus ikke skulde kunne have Medfølelse med dette Msklige ►at ville begrave sin Fader, at ville tage Afskeed med Sine, ►han som selv græd ved 👤Lazari Grav, ►han som selv betroede Moderen i Sønnens Omsorg.
XI1A428 👤►Socrates – 👤►Alcibiades.
Hvorfor græd 👤A. naar 👤S. talede (►»naar han taler, banker ⓘ mit Hjerte hæftigt, hæftigere end Korybanternes, Taarer strømme ud af mine Øine«)
👤A. var dog vel en Mand, der vidste at udtrykke sig at vælge sit Udtryk betegnende. Dersom nu 👤A.[s] Opfattelse af 👤S. gik ud paa, at 👤S. var Ironikeren, som saa uforligneligt kunde ►ⓘ giække, saa var det underligt at tale saaledes om ham, saa maatte vel snarere Al: have sagt: man kunde lee sig fordærvet ved at høre paa 👤S.
Hvorfor græd altsaa 👤A. Det er let at see, at 👤S. just som den sande Ironiker brugte Ironie til at skjule over Idealerne. Men stundom har han ogsaa ►stillet disse frem. Og da var det han saa dybt bevægede 👤A.
146👤A. græd, Taarer strømmede ud af hans Øine, hans Hjerte bankede hæftigt – ganske simpelt, thi 👤S. bragte ham i den Vaande som charakteerløs og letsindig Intellectualitet kan bringes af Charakteer-Msk. 👤A. havde Idealitet nok og Intellectualitet nok til at ►gribes at 67fængsles af dette ethiske Ideal, som 👤S. fremstillede – – men det Lavere i ham kunde han ikke beseire. Derfor blev det ved Taarer, Hjertebanken – var det, vilde 👤S. vel have sagt, blevet til ethisk Handlen, saa var vel Taarerne og ⓘ denne ⓘ Hjerte-Banken standset.
XI1A429 Idealet – Bæreren.
Der gives to Scalaer for det at bære Idealerne frem for Msk.
Den første er af dem, som bære ⓘ Idealerne saaledes frem for Mskene, at Bærerne selv hædres, æres, lønnes med alle mulige jordiske Goder. 147 I samme Grad som her stiges, i samme Grad som Lønnen bliver større, bliver Idealet ukjendeligere, tvivlsommere, Bæreren staaer det egl. i Veien, bortleder Opmærksomheden derfra, indtil han tilsidst, naar han naaer Maximum af jordisk Løn, aldeles skjuler det, tilintetgjør det ved at skjule det.
ⓘ Den anden Række af Bærere, de sande Bærere, ere de, som selv lidende bære Idealerne frem for Msk. I samme Grad som en saadan Bærer lider mere, hans Liv ulykkeligere, jammerfuldere, ogsaa ved Mskenes Forfølgelse og Modstand: i samme Grad sees Idealet tydeligere og tydeligere. Bæreren staaer aldeles ikke i Veien derfor, dækker det ikke paa nogen Maade ved sin Legemlighed eller sin ⓘ Endelighed.
148 XI1A430 ►Det Skuffende ved 👤►Socrates.
Det Skuffende ved 👤S. er, at hans Ironie er saa vittig, hans Intellectualitet saa eminent, at man fristes til derover reent at glemme, at det paa samme Tid er ►paa Liv og Død han handler.
Man læser ►👤Platos Apologie, man fortrylles: hvor uendelig vittig er han ikke, hvor ⓘ pointeret i ethvert Ord han siger, hvor correct – – ak, og vi som ere forvænte med dette forbandede Skidt, at Maximum er at være Forf., vi fristes til at læse ham som var han en Forfatter, en vittig Forf., der maaskee endog vilde faae Ug af ►Journalerne – – og saa er det om Liv og Død 👤S. spiller.
Mit Liv ►udviser efter en ringere Maalestok noget Lignende. Thi 686970min personlige Existeren er meget mere værd og noget ganske anderledes 149 Anstrengende end mine Skrifter. Men det forstaaes slet ikke af denne ►Theater-Slægt, der lige som ►Elverpigerne ere hule i Ryggen, og vel ogsaa datere deres ⓘ Herkomst fra Theater-Ægteskaber.
Men 👤S. er ►eneste i sit Slags! En saa udviklet Intellectualitet, saa uendelig fiint gjennemdannet og tilspidset, at man skulde synes at et saadant Msk. maatte behøve al det ►Kjælerie al den Afstand fra Virkeligheden som en Digter, en Kunstner behøver – og at det saa er den haardføreste Skikkelse i 📌Grækenland, der ikke paa et Studerekammer producerer, men i den meest afgjørende Virkelighed, med Alt paa Spil, ►med Døden for Øinene, gjennemfører denne fine Intellectualitet saa fiin i hver en Replik, saa ubetalelig i selv den ubetydeligste Vending.
3. Journalen NB31, s. [150]-151. Optegnelsen NB31:94 med sletning af dobbeltkors på s. [150] og sletning af tre linjer på s. 151
ⓘ Saaledes vilde 👤S. ogsaa selv forstaae det; thi her sees, hvor sandt og hvor socratisk det var ►dette Socratiske: at forstaae, i Sandhed at forstaae er at være. For os almindeligere Msker skiller det sig ad og det bliver et dobbelt: ⓘ Eet er at forstaae, et Andet er at være. 👤Socrates ligger saa høit oppe, at han hæver denne Forskjel – og derfor ►kunne vi ikke forstaae ham, i dybeste, i socratiske Forstand forstaae ham. Jeg kan ⓘ paa Afstand udvise 👤Socrates, men jeg betvivler, at jeg samtidigen med ham kunde have baaret ham.
👤Socrates er udenfor Χstd. det eneste Msk, om hvem der maa siges: han sprænger Tilværelsen, 151 hvilket ganske simpelt sees paa, at han hæver Adskillelse mellem Digt og Virkelighed. Vi leve saaledes, at en Digter fremstiller Idealiteten – men Virkeligheden er Fanden ikke saaledes. 👤Socrates er en Idealitet høiere end nogen Digter kan digte den, og den er han i Virkeligheden, det er hans Virkelighed. Derfor er det da saa bagvendt som muligt naar ►👤Oehlenschläger vil digte 👤Socrates, o Herre Gud, fristes man til med en Person i Comedien at sige, at ogsaa en Mursvend vil være poetisk. »Digteren« er i Forhold til 👤S. en aldeles overflødig Person, som kun kan blive til Nar og latterlig, naar han ikke holder sig paa behørig Distance men vel endogsaa vil digte ham. At digte hvad vil det sige? det vil sige: at spæde Idealitet til; Digteren tager en Virkelighed som dog har manglet noget i Idealitet og spæder saa til og det er Digtet. Men Du gode Gud her er, ►Deres Høivelbaarenhed, al152deles ikke Tale om at der behøves at spædes til, 👤Socratess Idealitet er 71høiere, og er det just derved at den er Virkelighed. Digteren ⓘ
naar han vil digte kommer derfor her i samme Situation, som ►den 👤Joh. Climacus omtaler i Forhold til en Taler, der i en Climax tager feil af Directionen og stiger fra det Høiere til det Lavere, Digteren trækker 👤S. ned – dog saa meget Socratisk har jeg dog nok i mig, at jeg forstaaer, at det ⓘ
fik jeg ikke 👤►Ø. til at forstaae.
Forunderlige socratiske Vanskelighed! Til at digte en Mand fordres dog vel først at forstaae ham. Men 👤Socrates siger jo selv: »at forstaae det er at være det«; o, kjere Digter kunde Du forstaae det, saa vilde Du aldrig ►falde paa at digte det. Altsaa kan det kun blive digtet derved, at det ikke forstaas, eller at digte 👤S. er eo ipso en Misforstaaelse, og at prise en Digter for i et Mesterværk at have digtet 👤Socrates er at 153 gjøre Nar af ham.
ⓘ En stor Charakteer, men som ikke havde den tilsvarende Intellectualitet ham kan Digteren digte ved at ⓘ digte ham tilsvarende Intellectualitet til; eller omvendt ved at tildigte en eminent Intellectualitet noget Charakteer. Men hvor Intellectualitet og Charakteer er lige eminente der [er] Intet for Digteren.
Og hvor latterligt at en Digter vil tage fat paa 👤S., – 👤S. var jo netop beregnet paa at ende det Digteriske og at anbringe det Ethiske, hvor Pointen er: at det er Virkelighed.
XI1A431 Endelighed – Uendelighed, omvendt.
Ogsaa dette har da medvirket til den Demoralisation som er Christenheden, at man har Aandens, Ideens, Χstds Interesser repræsenterede – men vel at mærke endeligt, eensartet med Endelighed, saa hvad der skulde være med for at løfte Samfundet eller dog idet154mindste for at bringe i Erindring at der er noget Høiere til, nu bestyrker det Endelige og endelig Stræben i sin Endelighed, ja saaledes, at endog hine Ideens og Χstds Repræsentanter ►gavtyveagtigt benytte sig af ►den menige Mands endelige ⓘ Forstaaen til at modarbeide hvis der skulde vise sig Noget, som virkelig var baaret af og bærende Idee, og virkelig forholdt sig til Χstd.
Tag endelige Forhold. Lad der være 2 Kjøbmænd, den Ene ⓘ kjøber og sælger saaledes, at han tjener mange Penge, den Anden saaledes, at han sætter Penge [til]: saa siger Endeligheden: den Ene af disse To er Kjøbmand, den Anden er ikke Kjøbmand.
Dette overfører man saa udenvidere paa Aands og Χstds For72hold. Her er to Philosopher, den Ene tjener mange Penge, den Anden sætter Penge til – ja, saa 155 er, saaledes slutter strax Endeligheden (og Gavtyvene af Præster og Prof. bestyrke dem naturligviis deri) saa er den ⓘ Første Philosoph, den Anden er det ikke. Her er to Χstds Lærere, den ene tjener ⓘ mange Penge og bliver til Noget, den Anden bliver til Ingenting og sætter Penge til: ja, saa er den Første sand Χstds Lærer, den anden ikke.
Men Endelighed og Uendelighed forholde sig omvendt. Den sande Kjøbmand er Den, som tjener Penge. Ja. Men den sande Philosoph, end sige den sande Χstds Lærer er netop Den, som ikke tjener Penge; thi at repræsentere Uendelighed saaledes, at det dog bliver Endelighed, er jo dog ikke Uendelighed.
Afskyeligt at benytte sig af den mindre Oplystes Uklarhed til at ►hidse ham paa hvad der virkelig er uendelig Stræben, medens man selv under Skin af at varetage det Høiere, forraader det.
►Til Vederlag for at det er hule Nødder – faaer man desto flere af dem.
Som Vederlag er det Nonsens, og saa er det tillige en Plage; ⓘ thi er det hule Nødder var det dog bedre ⓘ om der kun var en 3 a 4 Stykker – hvilken Qval at skulle knække 1 Million hule Nødder for at forvisse sig om at det er hule Nødder.
Saaledes med Mskheden: til Vederlag for at de ere ideeløse Exemplarer – faaer man desto flere af dem. Og medens Ingen vil arbeide ►i Retning af Ideen, er Enhver til Tjeneste i Retning af Surrogatet, til Tjeneste med at ►forflere sig og avle Børn.
Det Numeriske er den latterligste Parodie paa ⓘ Ideen, ved Addition vil man naae Det, i Forhold til hvilket Addition er Subtraktion. Men det forstaaer sig ►bæstisk har det Numeriske Magten.
Naar Loven er den: det Høieste naaes kun i høieste Lidelse, saa er Deeltagelse ⓘ med en saadan Lidende naturligviis en Misforstaaelse. Thi er den saaledes Deeltagende en ⓘ mindre Lidende, saa er det jo ham den mere Lidende skulde have Deeltagelse med, han som mindre Lidende altsaa kun naaer et Mindre.
XI1A434 Det Overordentlige.
At det Overordentlige ⓘ maa lide i denne Verden er dog ganske i sin Orden, ja, at det ⓘ i en vis Forstand endog er det Latterlige, er ikke vanskeligt at see. Modsigelsen (hvori det Latterlige) er: at En skal være det Overordentlige, medens han jo dog qua Msk. o: s: v: udvortes, ►sandselig er, seer ud ligesom de Andre. Modsigelsen ligger i at der i denne Lighed skal være en saa uhyre Forskjel.
ⓘ Naar den Overordentlige 158 er død, saa hjælper man sig med Sandsebedrag, man indbilder sig at han har seet ganske anderledes ud end Andre, at det Overordentlige dog har været til at see, sandseligt til at ⓘ kjende, hvilket Alt er Vrøvl.
Og fordi dette er saaledes, at det sande Overordentlige i en vis Forstand er det Priisgivne, det Latterlige, deraf kommer det, at hvad der saadan er lidt mere end det Almindelige uden dog at være det sande Overordentlige (hvilket naturligviis forsmaaer slige Midler) hjælper sig ved en vis sandseligt kjendelig Forskjellighed fra det Almdl. Hertil tjener glimrende Uniformer, Ornater eller ►geistlige Costümer, ►Stjerner o: s: v: o: s: v: – thi naar ►den menige Mand seer det, saa tænker han, ja at en saadan Mand er noget Overordentlig det lader sig forstaae, han seer jo ikke ud som vi Andre.
159 XI1A435 74 Tiden – Evigheden
At tilfredsstille ⓘ Evigheden det var Opgaven, med den blev Msk. sendt ud i Verden, og senere blev Ordren ubetinget indskærpet i Χstd.
Men saa er det ►fra Slægt til Slægt ►længst fortsat dette nederdrægtige ⓘ Falsknerie, at Opgaven er: ►at tilfredsstille Tiden.
De Begavede ►som skulle opretholde Maalestokken, de bleve feige, og forfalske nederdrægtigt Maalestokken, fandt det beqvemmest at smigre Samtiden.
Saa blev det tilsidst med stor Bravour af saadanne Slyngler som 👤►Goethe, 👤►Hegel, og hos os 👤►Mynster foredraget eller dog ►exseqveret at det at tilfredsstille Tiden var den sande Alvor.
Tilsidst forstaaes saa ved 160 Tiden: Bærmen, Pøbelen i en Samtid, thi af den er der jo meest, den er numerisk stærkest.
See dette skal forandres; og som saa ►Styrelsen altid bærer sig ad, saa anbringer den dialektisk just lige det Modsatte i dettes yderste Spidse. Ak, men det er frygteligt at blive udcommanderet til at skulle gjøre den sande Lov gjældende ►lige overfor en saadan demoraliseret ⓘ Slægt.
Ingen msklig Majestæt kunde ►falde paa end i fjerneste Maade at bære sig saaledes ad. Naar han mærker at det gaaer løs paa hans Souverainitet, saa griber han ind saa tidligt som muligt.
Men denne uhyre Majestæt, Guddommen, har om man saa vil kun sin Moerskab af ligesom ⓘ at tabe Spillet – saa 161 sikker er han paa sin Souverainitet. Han lader Aarhundrede gaae hen efter Aarhundrede; mere og mere indbildsk bliver ►Slægten – og saa bruger han, just for at vise sin Majestæt, et Intet til at standse det Hele, til at cassere disse Millioner.
XI1A436 Christendommen (Autoriteten).
Saaledes kom Χstd. ind i Verden: man begrundede den paa Autoriteten, dens gudd. Autoritet, altsaa Autoriteten er det høiere.
Nu er ►længst Forholdet aldeles vendt om: man søger ved Fornuft-Grunde at bevise at begrunde Autoriteten.
Og dog skal dette være den samme Religion.
Saaledes stod Sagen da Χstd. kom ind i Verden: Mskheden hav75de længst 162 ►fortvivlet om at hitte Rede i denne Tilværelse, fortvivlet om at finde Sandhed – da kom Χstd. med gudd. Autoritet.
👤►Augustinus, for at tage ham, vender derfor ogsaa altid Sagen saaledes, at ►det Fuldkomne ved Χstd. just er Autoriteten, at Χstd. har Sandheden i den fuldkomneste Form, Autoriteten, at hvis man kunde have den samme Sandhed uden Autoritet saa var den mindre fuldkommen, thi just Autoriteten er det Fuldkomne – ak, thi endnu 👤Augustinus havde lært hvad det er Msk. trænger til: Autoritet, hvad just ved Χstds Indkomst i Verden Slægten, trættet i Philosophernes Tvivlen og i Livets Jammer, havde lært.
Nu er Sagen vendt saaledes. ►En saakaldt philosophisk Χstd. finder just, at Autoriteten er det Ufuldkomne, er ►höchstens Noget for Plebs, at det Fuldkomne 163 er at faae den bort – for at faae Sagen til at staae som den stod før Χstd. kom ind i Verden.
Og Theologien søger at begrunde Χstd.s Autoritet, at begrunde den ɔ: værre end nogen Angriber indirecte nemlig at tilstaae, at den ikke er Autoritet.
Saaledes staaer Sagen længst ►fra Slægt til Slægt – og Alt gaaer ►charmant, Studenterne blive Candidater, Candidaterne Præster eller Professorer, gifte sig avle Børn paa Χstd, Levebrødene sikkres paa bedste Maade: o, væmmeligt!
Det man nu kalder Χstd. er virkelig slet ikke Andet end at gjøre Nar af Gud.
O, men saa er det igjen dette der er mig saa gyseligt: om virkelig Evigheden vil cassere ►som evig Fortabte disse Slægter og Millio164ner.
XI1A437 Christendommen.
Christd. var en Opgave, der blev sat ►Msk-Slægten, en Lectie den fik for, en Examen, der skulde tages.
Men tilsidst naaedes det, især i Protestantismen især i 📌Danmark, hvad længe længe var forberedt, det naaedes at ⓘ Slægten vendte Sagen saaledes: lad os lade som var det en Leeg, lad os lege ⓘ Χstd.
Som naar en Lærer ►sætter et Barn en Lectie og siger: det er en svær Lectie og det bliver en streng Dag for Dig imorgen for at lære den ►tilgavns – saaledes kom Χstd. ind i Verden, saaledes omtrent sagde Gud til Msk-Slægten, idet Χstd. blev anbragt: det er en streng Lectie, dette timelige Liv bliver en streng Dag for Dig. – – Nu lader vi som 165 havde Gud sagt: dette Liv er en Ferie-Dag.
76Saa blev det at være Χsten, ja endog det at være Lære[r] i Χstd, det blev det behageligste, nydelsesrigeste Liva – og der var ikke saa megen Undseelse tilbage, at det dog idetmindste ►faldt En paa Sinde, at den Art Χstd. ikke er det nye Testamentes Χstd.
✂ a en overordentlig underholdende og profitabel Leeg
XI1A438 Sandheden.
Bestandigt stiller det sig ⓘ naturligt saaledes for et Msk: om det dog ikke er bedst at see at faae Andre til Hjælp for i Forening at stræbe efter Sandheden; og altid raabes der paa: lader os forene os for at stræbe efter Sandheden.
Nei, nei, nei saaledes gaaer det ikke. Sandheden er sandeligen ►Intet mindre end et Resultat af en Forenings Stræben. Thi Sandheden er just, at vi Msker enhver af os er en ►Gavtyv, 166 saa den eneste Maade paa hvilken der kan være Tale om at komme til Sandheden er at vi – som ►de 70 Fortolkere indspærredes hver i sin Celle; som ►Forbrydere nu tildags indspærres eensomt – blive Enkelte – Foreningen er just Usandheden.
At blive Enkelt, at bevares som Enkelt er Veien til Sandheden. Og jo længere et Msk. kan holde ud at være Enkelt, og i jo dybere Forstand han er Enkelt, vel endog saa langt fra at være i Forening med Andre, at han mishandles af disse: desto nærmere ved Sandheden.
Men ►Dyre-Bestemmelsen gjør Livet mageligt, beqvemt, trygt. See derfor: lader os forene os. Og i Tidernes Løb har dette mere og mere taget Overhaand, saa Msket mere og mere er blevet blot Dyre-Skabning.
167 XI1A439 Min Opgaves Vanskelighed.
Alt Alt hvad jeg seer omkring mig – dog blæse være med Det, Sligt skulde ikke beskjeftige mig Stort – men Alt, Alt, Alt hvad jeg har læst og hørt om (👤►Socrates ene ⓘ undtagen og i Christend. Jesus Χstus, thi Apostelen gjør ikke Undtagelse) har bestandigt havt Opgave saaledes: man har Noget man kalder Sag, eller man har i stor og høi og dyb Forstand Sag.
77Opgaven er saa, Maalet, hvortil der stræbes: at interessere Mskene der for, at vinde dem der for, at faae deres Deeltagelse o: s: v: Til den Ende anstrenges, om jeg tør sige, enhver Sene enhver Muskel, eller udspiles ethvert Seil.
Dette er altsaa Opgaven. Derimod har den saaledes Stræbende ikke paa samme Tid nogen ►end mindre 168 en lige saa energisk Forestilling om, at Mskenes Interesse, Deeltagelse o: s: v: er et ►Misligt, er den visse Vei til Vrøvl og Piat og Charakteerløshed, at Mskenes Deeltagelse i Forhold til Idealitet ikke er at ⓘ forøge den, bevare den, nei at fortære den og omsætte den i Ubetydelighed, Vrøvl o: s: v:.
Det gaaer saa saaledes til, at en saadan Stræbende arbeider af al Magt for at vinde Mskenes Deeltagelse – 10, 20, eller efter hans Intensitets Proportion, 50, 100, 200 Aar efter viser Historien ganske rigtigt, hvad Sandhed ⓘ er: at msklig Deeltagelse er Veien til at faae Idealitet ødelagt, omsat i Piat og Galimathias.
169Men denne Bevidsthed havde hiin Stræbende ikke, da han begyndte. Intet, intet, intet Msk, om hvem jeg har læst, havde da han begyndte denne perspektiviske Bevidsthed om hvad ellers først Historien oplyser.
Dette vil sige: alt alt alt Menneskeligt hvad jeg har læst om (👤Socrates ene undtagen) har kun havt umidd. Bevidsthed i Forhold til deres Opgave, ikke en reflekteret Bevidsthed, ⓘ kun umidd. Begeistring ikke en reflekteret Begeistring: de stode ved Begyndelsen. – Historien lærte saa os Enden paa Historien: ►👤Socrates kjendte Enden paa Historien da han stod ved Begyndelsen – der begynder han.
170Men ►naar saa er, er (o, 👤Socrates!) ⓘ Opgaven i anden Potens anstrengende. En blot umiddelbar Begeistret ham ⓘ vilde en saadan reflekteret Bevidsthed dræbe saa han besluttede slet Intet at gjøre. Med ⓘ kjerlig Omsorg er det skjult for den umiddelbart Begeistredes Øine, hvad Enden vil blive, o, hvis han kunde see Enden, hans Begeistring vilde døe.
Frygtelige Anstrengelse: paa samme Tid som dog Opgaven er at forholde sig til Msk, at ►gaae som jo 👤Socrates forstod sit Liv, i guddommelig Ærende – paa samme Tid at skulle vogte sig for Mskene, fordi man veed lige saa vist som Historien ⓘ nogensinde har oplyst det i Forhold til nogen længst afdød Begeistrets Stræben, at 171 Mskenes Deeltagelse er Veien til Vrøvlet. Ak, ja og saaledes er det; som ⓘ et Msk. med hver Dag han lever kommer ⓘ sin Død et Skridt nærmere (thi Døden er vis nok) saaledes kommer for hvert Msk., hvis Deeltagelse vindes, Vrøvlet eet Skridt ⓘ nærmere – Vrøvlet, ⓘ dette Visse, der venter enhver Idealitet.
78Men naar jeg saa tænker paa mig selv, kan jeg stundom blive ganske angest og bange for mig selv: hvorfra har dog et Msk i en ⓘ yngre Alder en Bevidsthed, som man ⓘ skulde synes der behøvedes et langt langt Liv for at vinde – hvis den ellers naaes paa den Maade. ►»Hvorledes kom han til [at] begynde« det er dette Spørgsmaal, som mine Pseudonymer bestandigt oplyste i Forhold til de E[x]traordinaire for at lære Noget af dem. Og nu jeg, hvorledes kom jeg ⓘ til at be172gynde? Ak, hvor veemodigt, hvad jeg saa ofte veemodigt maatte sige mig selv i en tidligere ⓘ Tid: ak, jeg var aldrig ung; da jeg var en Yngling var jeg et Tusind Aar ældre end en Olding! Og saaledes maa jeg ogsaa, veemodigt, sige mig selv: jeg har dog egl. aldrig været Msk! Trang til det Sociale og umiddelbar Tro paa Mennesker har jeg aldrig haft – og dog (see det kan man kalde en Modsigelse!) dog er jeg en Begeistret, ja i Sandhed en Begeistret.
Hvis jeg var en umidd. Begeistret, hvis [jeg] blot havde ligefrem Opgave, ikke den reflekterede: hvor brillant, om jeg saa tør sige, stod da ikke min Sag nu, Alt er saa gunstigt som muligt for at kunne vinde Mskenes Deeltagelse.
See engang – ►Ministeren 173 for Cultus er mig hengiven. ►👤Martensen er blevet Biskop; han føler meget godt, at han er blevet protegeret, at han er vanskelig stillet – alt Dette gjør, at han vilde være meget tilbøilig til at gjøre mig Alt saa let som muligt. I Folket er Forestillingen for mig, ja i Grunden er den mig meget fordeelagtig; thi just det, at jeg har fundet mig [i] ►at lade mig udlee o: s: v:, det begynder at vende sig om, og at komme mig til Gode, som altid et Folk, for ret at skulle skjenke En sin Gunst, bedst behøver først at have faaet Lov til at gjøre ham Uret. Fremdeles er ogsaa i denne Henseende 👤Martensens Udnævnelse mig gunstigt, fordi man nu er tilbøieligere til at lade det komme mig til Gode, at jeg Ingenting er, at ►jeg har arbeidet gratis o: s: v: ɔ: jeg vilde kunne faae ►Pathos her. O: s: v: O: s: v:
Men naar Opgaven er ►reduppliceret, saa er alt dette kun en Anstren174gelse mere, forsaavidt der skal stødes fra.
Nei, Msk. har jeg dog egl. aldrig været. Og der er ogsaa noget, om man saa vil, Umenneskeligt i dette: et ungt Msk, der – og ►denne 79Tanke gaaer tilbage i min tidlige Tid – har den Tanke: der gives Msker, hvis Bestemmelse er at offres paa de Andre.
XI1A440 Offeret.
Naar en Existents har denne Formel: Begeistring dog med en lige saa stærk negativ Reflexion i sig – og dog Begeistring: saa betyder dette, dette Individ er ►udviist til at være Offer, han er som en ►krydset Node, saaledes er hans ⓘ Liv ham krydset; han er Offeret, hvilket naturligviis betyder noget ganske Andet end de Tusinder af umiddelbart 175 Begeistrede, som ere blevne offrede.
Forunderligt, som ogsaa her det Laveste og det Høieste ligne hinanden. Det Laveste ►i Retning af Charakteer er ►det Fruentimmeragtige, ►dette Zerlineske: jeg vil og jeg vil ikke. Og den høieste den dæmoniske ►Pathos ligner dette: jeg vil have med de Samtidige at gjøre, og jeg vil ikke, og dog vil jeg ɔ: jeg vil ikke ligefrem have med dem at gjøre, jeg vil offres.
XI1A441 Tilværelsens Proportioner
ere saa uhyre, at det er som beregnet paa at ►skuffe.
Afstandene i Universet ere saa uhyre, at disse uhyre Himmellegemer see ud som Prikker – Barnet, Nationerne i deres Barndom troe virkelig, at ►det er saa.
176I Forhold til det Numeriske lige saa: Aarhundreder og Millioner og Millioner Millioner – det seer skuffende ud som var det Noget, og saa dreier det Hele sig om nogle ganske faae Individer.
Dog i Henseende til det Numeriske bliver Mskene nok altid Børn, og de kun ganske Enkelte, der aldeles paa samme Maade som i Forhold til Stjernerne (skjøndt de synes Prikker ere de store Legemer) omvendt forstaae: det seer ud som var det Noget disse Trillioner og det er nogle ganske faae intensive Punkter det Hele dreier sig om.
har dog afstedkommet en stor Forvirring. Hvad skete der egl. ved 👤Luther? Der skete det, som saa ofte skeer. Der er Noget, som Verdslighed, Politik, det Lave vil have gjort; men deels have disse Instantser ikke synderligt Mod men ere blot feigt kloge, deels frygte ⓘ de vel for, at det Ønskede blot vil møde desto mere Modstand, naar det kommer fra eller udgaaer fra dem. Saa lure de paa, om ikke en Religieus af religieus Grund skulde ►falde paa tilsyneladende ⓘ (af religieus Grund) at ville det Samme og ham tage de saa til Indtægt.
Historien er riig nok paa Exempler i denne Henseende.
XI1A443At gaae i Kloster er feigt, ⓘ nei at blive i Verden!
Det Verden nemlig vilde og vil 178 er, den vil have Χstd. afskaffet. Men klog som Verden er, har den instinktagtigt forstaaet, at da, just da er Χstd. allersikkrest afskaffet, naar der opretholdes et Skin af at man jo har den.
»At gaae i Kloster er feigt, nei at blive i Verden« blev altsaa Løsnet. Thi Verden forstod klogt, at den Art Msker, som ere istand ⓘ paa Gaden, midt i Livets Virkelighed at udtrykke Χstds Ueensartethed, findes ikke mere, dertil er ►Slægten ►længst altfor corrumperet. Altsaa: lad os blot faae det forhindret, at de gaae i Kloster, saa skal vi nok faae Magt med dem og tvinge dem til under Navn af Χstd. at udtrykke vort.
Og det lykkedes, det er naaet især i ⓘ Protestantismen især i 📌Danmark, at ethvert af de Prædikater som Χstd. bruger 179 om det at være Χsten, betegnende Ueensartetheden med Verden, lyder som en Satire over en Χsthed, der er blevet aldeles eensartet med Verden.
XI1A444 81 Det at være Christen: et Løb.
Første Løb er: i Tillid til Gud, elskende Gud at vove at være forladt af Msker.
Naar saa En har ►fuldkommet dette Løb saa det finder Naade og Velbehag for Gud, saa begynder det andet Løb: forladt af Msk, ogsaa ►at være forladt af Gud – hvad saa Mskene igjen spottende tage ⓘ sig til Indtægt. Men troe det dog, troe det, troe det, Gud lider i Kjerlighed med et saadant Msk. mere end ⓘ han: uendelige Kjerlighed!
Verden har opfundet noget Nyt: det at være Χsten er at leve 180 som disse Millioner i ►de christne Lande. ⓘ Latterligt! at en ⓘ saadan Tilværelse skal kaldes et Løb, et Løb, hvorved man ikke blot ikke kommer af Stedet, men blot synker dybere i Dyndet! Endnu latterligere, at dette skal være at være Χsten.
XI1A445 ►At elske Gud er at hade det Msklige.
Det Msklige er det Relative er Middelmaadighed, kun i Middelmaadighed er Msket vel; Gud det Ubetingede. At elske Gud er da umuligt uden at hade det Msklige.
Men sandeligen, det Msk-Had, som Χstd. tænker paa, ⓘ er ikke et ⓘ Oprindeligt i et Msk, nei Mskenes Nederdrægtighed og Jammerlighed 181 piner det ud af Den, der oprindeligen elskede Msker, og i en vis Forstand vedbliver at elske dem, nemlig i Ideen, efter det Evige, men ikke i Betydning af at lade sig vinde for Middelmaadighed.
Det sees vel stundom, at En, der føler sig meget lykkelig, er tilbøilig til saadan, hvad vi kalder at elske Msk. Det saare Sjeldne er, hvad mit Tilfælde var, et Msk, der føler sig selv ⓘ ulykkelig og forstaaer at det maa han nu engang finde sig [i], at han saa mener at skulle kunne gjøre det Godt for de Andre.
Det var mit Tilfælde. Dog Mskenes Jammerlighed og Usselhed, der nederdrægtigt lønnede hvad jeg i ►sympathetisk Tungsind meente at gjøre vel med mod dem: den lærte mig, den tvang mig til at søge nærmere og nærmere til Gud, gjorde det umuligt for mig, at 182 holde ud, uden at komme ind paa det Christelige: at elske Gud i Modsætning til Mskene. Hvorledes ►Styrelsen her har været med, det seer jeg nok. Og det maa man lade Styrelsen: den vil have sine Tanker frem, og den veed at styre.
82Dog dette christelige Msk-Had er da ►ⓘ Intet mindre end hvad ellers forstaaes ved Msk-Fjendskab, at ville dem ilde o: D:, nei det er at elske dem i Idee, uendeligt at ville dem vel.
XI1A446 »Historie«.
Ogsaa dette hører da med til den msklige Forvirring, denne Tro paa at et ungt Msk. skal dannes ved Historien. Ak, Herre Gud! Hvad er Historien! Lad os være ærlige og ikke hengive os til den msklige Indbildskhed, at ►ⓘ Msk-Slægten er noget saa vigtigt og betydeligt Noget, at dens Historie er saa Dannende.
183Historien er en Proces. Sjeldent, sjeldent, sjeldent anbringes der en lille Draabe Idee. Saa er Processen den: at omsætte dette i Vrøvl – hvortil bruges stundom Aarhundreder og Millioner × ⓘ Trillioner,a
✂ a og hvilket gaaer for sig under Paastand paa at det ⓘ er at fuldkommengjøre hiin ideelle In[d]sats.
Og det er dette der er saa vigtigt at den ⓘ Unge ⓘ dannes ved, formodentlig for betimelig at perfectioneres i Vrøvl.
Og med hvert Aarti gjøres der nye og nye Opdagelser for at naae, at om muligt Alt ⓘ kan slæbes med til Historien, at enhver ►Spekhøker kan finde Plads i Historien, ligesom ►Daguerreotypen po[r]traiterer Alle.
Nei ►👤Omar havde Ret: brænd det Alt, thi enten staaer det i Koranen eller det er Løgn.
Det som ►gudeligt er det uendelige Vigtige er at frelse ►Primitiviteten, hvis det var muligt at bevare Ynglingen Indtrykket af at være det eneste 184 Msk. i hele Verden. Og det som den historiske Dannelse tenderer til er at drukkne Ynglingen i dette Millionernes Hav af Vrøvl. Gudeligt ►stikker Frelsen i »den Enkelte«, Slægten mener naturligviis at den stikker i – »Slægten«.
XI1A447 83 Modenhed – Umodenhed.
Der gives visse Tanker, netop de høieste dem har ethvert Msk. som Yngling et Indtryk en Mindelse af – men saa bliver han fornuftig, og hine ⓘ Tanker ere glemte.
Undtagelsesviis ere der nogle Enkelte, som ikke fik Ynglings-Indtrykket. I mørkt Tungsind gaaer deres Ungdom hen – og først naar de have naaet Mandens Alder, naar de tillige ere heelt dannede og udviklede først da vaagne disse Tanker og med en Ynglings Begeistring.
En eensom Sværmer er noget saa Vidunderligt, i den Grad et Phænomen og som en Meteor-Steen sjeldent, at der ogsaa kun gives een eneste saadan: 👤►Socrates.
En ⓘ eensom Sværmer, det er ligesaa forunderligt som at sætte Ild og Vand sammen, eller at tale om en kydsk Vellystning, eller om en eensom Selskabsbroder, eller som at gjemme et flydende Legeme i et Kar uden Bund! Vidunderlige 👤Socrates! At gjemme den høieste Begeistring, at gjemme den i den eminenteste Reflexion og Klogskab – vidunderligt ligesom at gjemme det flydende Legeme i et Kar uden Bund. For os 186 Andre vil det ikke lykkes, har Karret ingen Bund, saa løber det flydende Legeme igjennem – og i samme Grad som vor Reflexion og Klogskab udvikles vil den tage Noget fra Begeistring.
Vidunderlige 👤Socrates! Ja det var et ►Kunststykke Du gjorde, noget ganske anderledes end det med 👤Columbuss Æg, disse i en vis Forstand plebeiiske Kunststyk84ker. Og derfor er det heller ikke saaledes i Forhold til dit Kunststykke, – o, og hvor jeg under Dig det, ⓘ at det ikke er saaledes, at der er denne Retfærdighed, som for evig sikkrer Dig mod Pøbel-Kameratskab ⓘ og Professor-Slænget – det er ikke saaledes med Dit Kunststykke som i Forhold til de plebeiiske: at ⓘ det er ingen Kunst at gjøre det bag efter. Nei, nei, Du Herlige, det bliver lige vanskeligt – og der er saa vist heller Ingen der har gjort Dig ⓘ det efter, medens rigtignok Enhver iblandt dette Pak af 187 Professorer og ⓘ ►Privat-Docenter mener at være ►gaaet langt videre end Du, dette Pak, om hvilket jeg antager at Du ⓘ ganske ►geheimt har talt, ⓘ naar Du, som ►👤Alc. siger, bestandigt talte om Pak-Æsler.
Altsaa paa den Maade lader det sig ikke gjøre med at tage Alt med sig i Graven, paa den Maade naaer man kun at lade Alt gaae igjennem sig og slet Intet at tage med i Graven.
Nei, 👤Socrates, det er det eneste Msk, som løste Opgaven: han tog Alt, Alt, Alt med sig i Graven. Vid188underlige 👤Socrates, Du gjorde et Kunststykke, der evigt bliver lige vanskeligt, hvis Nogen skulle ville gjøre Dig det efter, ►Du efterlod Intet, Intet, Intet, ikke den mindste Trævl af et Resultat, som en Professor kunde faae fat ⓘ i, nei Du tog Alt med Dig i Graven. Saaledes bevarede Du i den eminenteste Reflexion og Klogskab luftæt afspærret den høieste Begeistring, bevarede den for Evighed – Du tog Alt med Dig. Derfor hedder det nu – o, 👤Socrates! – ►det hedder nu, nedsættende, blandt Professorerne om Dig: at Du dog kun var en Personlighed, Du havde endnu ikke noget System.
Der fødes egl. ikke Mennesker, som der i Forhold til en ►Sæde-Art, eller 189 en vis Sort Frugt kan siges: det er nok den ⓘ samme af Navn 85men det er en ganske anden Art: saaledes fødes der egl. ikke Mennesker mere. De Msker, som nu fødes, ere i Forhold til Aand lige saa ubrugelige som Synaale uden Øine.
Der fødes ikke Msker, thi de ere uden Subjektivitet. Subjektiviteten er det der bestemmer Forholdet til Aand, eller den er Aands Mulighed. Subjektiviteten dette Jeg, som uafbrudt minder og vækker det Jeg, som anvender Alt paa sig selv, det Jeg, der ved Synet af det Herlige eller ved at høre derom strax henfører det til sig: hvorledes staaer det sig med Dig, stræber Du saaledes o: s: v: Det Jeg, der er den Søvnløshed som betinger det Ethiske.
Men nu tildags fødes Mskene uden Subjektivitet, som Knive uden ⓘ Eg, som Pile uden Spids. Millionerne leve beskjeftigede ene med dette Livs endelige For190maal. Og de der skulde være de fortrinligere, ja just dem er det jeg tænker paa, naar jeg siger at Mskene nu tildags ere lige saa ubrugbare for Aand som Synaale uden Øine ere ubrugelige til at sye.
De Fortrinligere ere nemlig – Docenter ɔ: de ere uden Subjektivitet, afstumpede, sløve Objektiviteter, Exemplarer. ►Lige overfor hvad der ubetinget er beregnet paa at opflamme Subjektiviteten til det Høieste, hvis der er nogen, lige overfor ►det ⓘ Guddommelige lidende for Slægtens Synd og ►raabende: følg mig efter – – der forblive de – umenneskeligt, ja er det ikke som jeg siger de ere ikke Msk! – Objektive, de docere det. Og saaledes ogsaa i Forhold til alt andet Her191ligt, der har maattet lide, og som har fordret Efterfølgelse: de forblive objektive og docere det. Ja, og hvad endnu værre er, denne Ro naaes ikke efter en lang Kamp med noget Bedre i dem, en Kamp med Samvittigheden, nei, denne Ro er det Oprindelige, der er intet Bedre i dem, som ⓘ maa beseires, tvertimod de mene sig at være herlige Msk, som saaledes kunne docere.
See det er Aandløshed! Thi som ikke endda det at begaae en Forbrydelse er strax Samvittighedsløshed, men det at begaae den ►bona conscientia, brutalt menende at det er noget Herligt man gjør: saaledes er ogsaa det, just det Aandløshed at ⓘ være aandløs saaledes at man mener at det er at være Aand.
Ak, som ►Generalkrigscomissair 👤Neergaard bestandigt kommer tilbage paa dette: den ædle Frederiksborger-Race 192 ⓘ er ud[d]ød saaledes er nok ogsaa længst den ædle Msk-Race uddøed, og det der nu fødes er ikke mere Msker.
XI1A451 86 ►Pligten mod Gud – ►Pligter mod sig selv.
Samtidigt med at Pligten mod Gud gik ud, opkom Pligten mod sig selv.
ⓘ Det er charakteristisk nok. Pligten mod Gud er hvad der vil anstrenge Msket i Retning af det Ubetingede, unegteligt det meest generende – saa nok med det.
Til ►Vederlag blev der saa en ny Art Pligter til, Pligterne mod En selv, eller der blev Avancement for alt det Lave, det Egoistiske i Msk., det avancerede og blev: Pligter mod ⓘ sig ⓘ selv. Forunderligt forresten at det varede saa længe inden denne Opdagelse gjordes, den ligger jo dog saa nær, man er jo sig selv nærmest.
Pligterne mod sig selv i Exem193pler. Lad En være faldet i ⓘ Vandet, der kommer en Anden gaaende forbi – nu det har vel altid været det Almindelige, at denne Anden ikke har ►Courage til at ville redde den Første, men førend hiin Opdagelse af Pligterne mod sig selv, gik det saaledes: den Anden ►skulkede af, og tilstod sig selv, at han var en Cujon. Nu derimod, skulker man ikke af, nei man fjerner sig med Værdighed – det er Pligt mod En selv. – At spise og drikke har ►vistnok altid været Skik og Brug, men efter hiin Opdagelse, er det kommet til at betyde noget Andet: det er Pligt mod En selv. At see at skrabe Penge sammen, var vel altid det Almdl. men nu er det tillige noget Fortjenstfuldt – det er Pligt mod En selv. Kort saadanne Pligt-Msker som der nu tildags leve, fandtes aldrig før, deres hele Liv er idel Pligt-Opfyldelse. Herlige Opfindelse: Pligterne 194 mod En selv! Hvad hidtil ►Moral-Systemerne forgjeves søgte: ⓘ ved at ⓘ fremstille Pligten at faae Mskene til at gjøre den, det er nu lykkedes: ved at gjøre det Msk. har Lyst til og det han alligevel gjør, til Pligt.
Mit Forslag er, at da nu engang Pligten mod Gud er gaaet ud, at man saa ogsaa afskaffer ►Pligten mod Næsten, og afhandler hele ⓘ Ethiken under Rubrikken: Pligterne mod sig ⓘ selv.
XI1A452 Guds Ord.
»Vi har jo Guds Ord«. Ja vist, nemlig saaledes, at der mellem hver Enkelt og Guds Ord indskyder sig for ham 1800 Aars Meninger om hvorledes Guds Ord er at forstaae – at have det paa den Maade er omtrent ligesom ►det at »have Lønnen« – »borte«.
►»Og vi have jo eedfæstede Lærere, 195 som have aflagt hver især Eed 87paa det nye T.«. Ja ganske vist, men mellem hver især af disse Læreres ⓘ Eed og det nye T. indskyder sig 1800 Aars Meninger om hvorledes det nye T. er at forstaae, ►item indskyder sig den Forestilling: jeg aflægger Eed ligesom de andre Præster i min Samtid – paa den Maade maatte hellere Eeden være borte.
XI1A453 At ville være den Første.
ⓘ Om en Hund end er nok saa godt afrettet, der er dog altid Noget, der momentviis stikker igjennem, hvor paa man kjender Dyret, Dyre-Naturen.
Saaledes kjender man ogsaa i Forhold til det at være Msk. Dyre-Naturen paa dette, som saa endog prises: »jeg vil ikke være den Første, jeg er da ikke gal at ville være den Første«.
196Du vil ikke være den Første. Altsaa Du savner Noget foran Dig, ikke sandt Du savner ►»Flokken« ɔ: Du vil være Dyr.
Men Gud vil ikke forandre Vilkaaret, som er Naadens Vilkaar i ⓘ Χstd.: ►først Guds Rige; og kun Den, som kommer først, ⓘ frelses – ►som ved ⓘ Brønden ⓘ 📌Bethesda.
Du vil ikke være den Første. Ganske rigtigt, thi Du vil ikke vove; naar man nemlig bare passer paa, at have de Andre foran sig, jo flere jo bedre, desto mindre vover man, eller rettere tilsidst vover man slet ikke, eller rettere man gjør lige det Modsatte af at vove. Men Gud vil, at Du, at hver Enkelt skal vove. Gud vil ikke ⓘ lade sig gjøre Nar af. Naar han i uendelig Naade næsten spøger med sin guddommelige Majestæt, 197 og byder hver Enkelt ⓘ det uendelig Høieste at have med Gud at gjøre: saa ►vil Gud ikke lade sig spotte af Mskenes feige-kloge Abestreger, som foretrække Efterabelse og Dyriskhed dog menende at faae det Samme.
Du vil ikke være den Første. Men dette er Vilkaaret. Anderledes kan det heller ikke være. Thi som Gud for at elske maa ⓘ elske hver Enkelt (thi man elsker ikke ►en masse) saa fordrer han ogsaa for at være elsket, at Du, hver især, bliver den Første. Enhver, der har endog det mindste Begreb ⓘ om det at elske, maa vide, at det at ville elske En ligesom de Andre er Uforskammethed, er en løgnagtig Beskedenhed og Ydmyghed, som Gjenstanden har ►Mod198bydelighed for. Vil Du derfor være Gud modbydelig, saa rend blot ind i Flokken, ⓘ didhen hvor (hvad der sandeligen ikke er Guds-Tjenere) 88Journalisterne ►vinke Dig, og hvor Publikum garanterer Dig Tryghed og Vished.
Her staaer jeg igjen ved ►Slutningen af den litteraire Anmeldelse af de to Tidsaldere, det ⓘ Billede der blev udkastet af Fremtiden.
XI1A454 ►Det store Fiske-Dræt.
►»I skulle fange Msker.« I 1800 Aar er der nu fanget: Riger, Lande, Folk o: s: v: o: s: v: en Verdens-Deel er blevet 199 Christen og har været det gjennem disse mange Aarhundreder: uhyre Fangst, uhyre ⓘ Fangst, vidunderlige Opfyldelse af Herrens Forudsigelse!
Sæt en Fisker fik Ordre at fange nogle Gjedder eller Karper og han saa fangede en Million Skaller: uhyre Fangst, uhyre Fangst. Eller hvis En fik Ordre at fange Hvaler og han saa fangede Millioner Sild: uhyre Fangst uhyre Fangst.
Methoden der med ►Stigen i Aarhundredernes Løb er fulgt, er den: man har nedsat Maalestokken paa det at være Χsten, og saa fanget saa mange desto flere. Istedetfor Hvaler fangede man Sild – men talrige Millioner. Istedetfor Sild 200 fangede man saa Hundesteiler men talløse Millioner – istedetfor Hvaler. Hvor dog ►Herrens Forudsigelser vidunderligt opfyldes: mon jeg, naar jeg kommer igjen, skal finde Troen paa Jorden!
XI1A455 Du skal være den Første.
Herved bliver det, Gud forandrer ikke Vilkaaret; fra den anden Side seet, o tak ham, tak ham, at han træt af at lade sig spotte, siger: vil Ingen af Eder være den Første, nu vel saa skal Du være den Første. Betænk, at det var værst for dem, som saaledes fik Lov til at spotte ham, at de frygteligt bedroge sig selv!
Du skal være den Første. 201 Med det at være den Første følger saa ganske simpelt de Collisioner og Anstrengelser, som det nye T. forudsiger (og hvilke aldeles ere afskaffede i Χstd): Du vil maaskee bli89ve udgriint af de Andre, forfulgt, maaskee ogsaa ►ihjelslagen – men saa følger ogsaa Saligheden, som det forudsiges i det nye T.
Det er evig Løgn, at Apostlene bleve udsendte for at fange Sild, de bleve udsendte for at fange Hvaler. Du veed det jo, der var paa en sørgelig frygtelig Maade ►kommet nogen Forvirring i Englenes Compagnier. Gud i Himlene ønskede at fuldstændiggjøre Tallet. Vilkaaret blev i Χstd. budt Msket, hvert Msk, 202 ubetinget, hvert, hvert, hvert Msk – og gid jeg havde tusinde Stemmer for at kunne raabe det ud i ⓘ Verden – hvert Msk. Vil Du, vil Du ikke? Men saa meget maa Du let selv kunde see, at Millioner Sild ikke kunne bruges til at udfylde en 👤Engels Plads.
Hvor nederdrægtigt er dog Χstd blevet forfalsket, og hvor afskyeligt, at Msker ikke blot have taget al mulig jordisk Profit for at være Lærere i Χstd, men tillige ladet sig næsten tilbede – rædsomme Raffinement! – som vare de Mellem-Instantser.
203 XI1A456 Det skjønneste Syn
Hvis der var et Msk, der havde naaet Fuldendthed i ⓘ denne Kunst bestandigt at kunne see Opgave, see Opgave i Alt og i ethvert Øieblik, aldrig uden Fatning aldrig uden Mod (👤►Socrates var det Msk, som naaede det Høieste)
– hvis der var et saadant Msk, da at see ham i Forhold til Gud, som veed i ethvert Øieblik, i ethvert Secund, i Alt [at] sætte Opgave:
dette vilde være det skjønneste Syn!
Og allerede dette er skjønt at see et Msk. dog med Villighed til af Gud at ville lære denne Kunst.
Det der standser og sinker og piner og plager Msk. er at de hvert Øieblik standse uden at kunne forvandle hvad der møder til Opgave. Man ønsker, at det og det maa lykkes – det mislykkes: vel, saa er det 204 Opgaven at finde sig deri. Man havde lovet sig saa meget af et lykkeligt Ægteskab – og man fik ►en arrig Qvinde: vel, saa er det Opgaven. O, 👤Socrates! Der vare Tusinder, som støiede og larmede og fortvivlede og af Harme over den arrige Qvinde bleve arrige Mænd; Tusinder som segnede der under; ⓘ som stille Tusinder sukkende fandt sig ⓘ deri; Nogle som bar det taalmodigt – men der var kun Een saa behændig, at han strax saae: det er Opgaven; jeg er lyk90kelig gift; just en saadan ►Madame var det jeg behøvede ►for Excercitsens Skyld.
Altid at see Opgave! Idag havde Du forberedt Dig paa en sorgfuld Dag – og see den blev smilende: godt, saa er det Opgaven, maaskee lige saa svært som det Modsatte. Just i samme Øieblik Du har faaet det sat fast som 205 Opgaven i samme Øieblik forandres Sceneriet, der møder noget saa fatalt, at Du for ingen Priis vilde have haft det, og dobbelt ►piinligt just fordi denne Dag saa uventet var blevet smilende: vel saa er det Opgaven.
At tilbede Gud er ⓘ Hof-Tjeneste.
Hvori er en ►Hofmand forskjellig fra en almdl. ►Borgermand? Deri, at Borgermanden saadan jævnt hen hver Dag er saadan sig selv, er han en munter, glad Broder, saa er han det; er han en mukken Fyr, saa er hans Liv at være det. Anderledes med Hofmanden. Han begynder saa at sige ubetinget forfra hver Morgen, begynder med Intet, men (i Forhold hertil er hans Fuldkommenhed) om muligt med Mulighed af Alt. Først maa han see Maje206stæten, og nu er hans Kunst den, uden at have det ⓘ Mindste fast og fornaglet, uden nogensomhelst Stivhed eller Stramhed i ►Ledemodene, hvert Minut, øieblikkeligt at kunne forholde sig correct til hvad Majestæten er.
Det er et Kunststykke, naturligviis tomt og ubetydeligt forsaavidt denne Majestæt jo er hverken mere eller mindre end et andet Msk.
Men i Forholdet til Gud er dette Kunststykke Livets dybeste Betydning.
XI1A457 Vil Du være et betydeligt Msk?
Ja ►hvo vil ikke gjerne det. Nu vel, saa indlad Dig med Gud, men først, uden at have Millioner mellem Dig og ham – og Du skal see, ⓘ Du er i den Grad 207 et betydeligt Msk, at end den mindste Forseelse bliver straffet som var det den meest himmelraabende Forbrydelse.
»Hvorledes«, siger Du, »er det paa den Maade at være et betydeligt Msk?« Min Ven, fatter Du da ikke, at dette umuligt kan betyde Andet, end at Du er [et] yderst vigtigt Msk, siden det gaaer saa strengt til.
XI1A458 91 At være den Første.
At vinde det ⓘ Evige uden at vove er nu engang umuligt.
Men at vove er ganske ►simplement det: ikke at have Andre ⓘ foran sig.
O, 👤►Socrates, naar saa et Msk. saaledes blev eensom, saa staaer vi jo ved ►dette: dersom!
»At vove Alt paa et Dersom« 208 siger Du. Min Ven, hvis Du ikke vover paa et Dersom, saa vover Du ikke, naar Du tager Dersom bort tager Du ogsaa det at vove bort; Du kan ikke sandt have Noget at indvende mod at vove paa et Dersom, thi det er just det at vove, har Du altsaa Noget at indvende, maa det være mod det at vove. Pas vel paa det, at Du ikke ►skuffer Dig selv, ved at lade som ⓘ havde Du ikke Noget mod det at vove, det vilde Du nok, kun ikke paa et Dersom, hvilket er ligesom hvis En vilde sige: jeg har ikke Noget mod det at svømme, ⓘ tvertimod jeg vilde ogsaa gjerne svømme – kun ikke i Vandet.
Saa gyser det i Msk, saa griber han efter de Andre, jeg maa, siger han, jeg maa have en Vished førend jeg vover. Atter bagvendt at have en Vished 209 førend man vover, er ligesom at ville have et ►Forstykke ⓘ bagpaa, eller at ville have først ►Munden fuld af Meel førend man taler. Nei, er Du i det Tilfælde at have Munden fuld af Meel, saa maa Du lige omvendt først have Melet ud førend Du kan komme til at tale. Og saaledes med det at vove. I Forhold til hvad et Msk. har en Vished kan han ikke vove, skal han vove maa han først have Visheden bort, som hvis En barnligt har haft en Vished eller meent at have en Vished, og nu maa have denne bort, for at kunne komme til at vove. Altsaa først Visheden bort, for at vove – saa langt er det fra at der er Sandhed i dette: først en Vished for at jeg kan vove.
Men det gyser i En, man 210 maa først have en Vished; man griber da efter de Andre.
De Andre! Og naar saa disse Andre endog blive Millioner, blive Aarhundreders Trillioner × Billioner: ja saa mener man nok at turde vove. O, min Ven, Intet er vissere end hvis Du bygger paa den Vished, da, just da er Du narret for det Evige.
Saa ►underfundig, om Du saa vil (dog anderledes kan »Aand« umuligt være) er Tilværelsen: den største den aller aller allerstørste msklige Vished just den ►narrer allervissest for det Evige – og den ⓘ mindst mulige ⓘ menneskelige Vished just i den er Muligheden af det Evige.
92Trygheden, Mageligheden, Aandløsheden den vil have Vished førend den vover – og derfor har trygge og magelige og aandløse Præster nederdrægtigt snakket den efter 211 ⓘ Munden og leveret Beviser og Beviser og Beviser og Visheder. Disse Slyngler, som have myrdet Millioner – aandeligt, ved deres løgnagtige Χstd. (som man taler om at ►tilbagedrive eller ►fordrive Fostere) fordrevet Muligheder, Muligheder af at blive Aand, som ⓘ den var i enhver af de utallige Millioner, hvem Præsterne myrdede ved at snakke dem efter Munden og give dem Beviser.
Det Modsatte af hvad Magelighed og Sandselighed vil, vil Χstd: den vil purre op.
Skal der her være Tale om at være Lærer, da gjælder det især om at Læreren kan være rolig, at han ikke lader sig forstyrre af Skriget eller Hvinet, eller Umiddelbarhedens allerlistigste ⓘ Insinuationer, at han veed, at alt Sligt hører med. Men Herre Gud saaledes veed 212 jo en Chirurg at det at skrige hører med, han standser ikke Operationen, fordi Patienten skriger. Og saaledes veed Svømmelæreren at man er bange, naar man skal første Gang paa Strømmen, og Corporalen veed at Rekrutten er bange o: s: v: o: s: v: Men i alle disse Forhold har man ikke behaget at forandre Alt paa Grund af Skriget.
Kun i Forhold til hvad der er det ene Vigtige, det Evige, Χstd, kun der har man fundet det Rigtigst at forandre Alt i Forhold til som Patienten gider have det. Det har man gjort, ak det vil sige, man har narret sig selv og Millioner for det ene Vigtige.
213 XI1A459 Tilværelsens Examination
Det Spørgsmaal der egl. er Tilværelsens Examen med Msket er: er der Kjerlighed i Dig.
Det vil vi nu faae at see, siger Χstd, og til den Ende lægger den Alt saaledes til Rette.
Kan et Msk. holde ud at elske Den, som gjør ham ulykkelig, og vedblive at troe, at han, just han er Kjerlighed, samt at han gjør det af Kjerlighed: ja saa er der Kjerlighed i Dig.
Dette er just Guds Forhold til os Msker i Χstd. Msklig talt, gjør han, et Msk. ulykkeligt, det veed han meget godt, og det siger jo det 93nye Testamente tydeligt nok. Men troe dog, o troe, at jeg, just ►jeg er Kjerlighed, og at jeg just af Kjerlighed gjør Dig saaledes, msklig talt, ulykkelig – i saa Fald er 214 der Kjerlighed i Dig.
Den Kjerlighed nemlig med hvilken et Msk elsker Den, som gjør ham lykkelig – om den Kjerlighed kan jo ikke siges, at ⓘ det er at have Kjerlighed i sig; thi den Kjerlighed faaer jo i eetvæk ⓘ Tilførsel ⓘ udenfra, og kan derfor ogsaa være Selvkjerlighed.
Men naar Gjenstanden bliver Den der gjør Dig ulykkelig, saa negtes jo Kjerligheden i Dig alt Tilførsel udenfra, og altsaa vil vi faae at see om der er Kjerlighed i Dig, hvilket vil ►kjendes paa, om Du vedbliver at troe, at Gjenstanden er Kjerlighed, og at den handler saaledes med Dig just af Kjerlighed til Dig.
At dette for et Stakkels Msk. er en frygtelig Examination, indrømmes. Hvad der derimod ikke kan billiges er, at Χstheden i Betragtning deraf, 215 har forfalsket hele Χstd. og gjort den til noget ganske Andet.
Hvad der med Sandhed lader sig sige er, at Gud i uendelig Kjerlighed er mere bekymret end det stakkels Msk, som han examinerer i Kjerlighed – uendelige Kjerlighed. Men dette betyder ikke det Sirups-Vrøvl, at Gud derfor forandrer sig.
Ja han er uendelig bekymret ved den Leilighed, langt mere bekymret end Examinanden. Men man kunde fristes til at sige, at Χstheden længst har fritaget Gud for den Art Bekymring, thi den Art af Labaner og Børster som nu kaldes Χstne, de komme virkelig ikke saa langt ud, at der kan være Tale om denne Examen – hvad dog atter i en anden Forstand bedrøver ham den uendelige Kjerlighed, der ligeligt ►har ladet hvert Msk. byde Vilkaaret.
216I min Barndom hørte jeg meget om, at der ►var stor Glæde, idel Glæde i Himlen; jeg troede det ogsaa og tænkte mig Gud salig i idel Glæde. Ak, jo mere jeg tænker derover, kommer jeg snarere til at forestille mig Gud siddende i Sorg, Den der meest af Alle veed hvad Sorg er.
XI1A460 Om mig selv.
Ak, genialt er der forundt mig en eminent Intellectualitet, derimod er jeg ►Intet Intet Intet mindre end hvad man maatte kalde et helligt Msk, og Intet mindre end en af disse dybe oprindelig religieuse Naturer; og en Apostel ligger existentielt en heel Qvalitet høiere, men efter det ⓘ Existentielle rangeres der evigt.
94Deraf kommer det ogsaa, at naar jeg tænker mig ►lige overfor en ⓘ Apostel eller ⓘ blot ligeoverfor en Skikkelse som 👤►Socrates, 217 ⓘ forekommer jeg mig som et Barn, og det uagtet jeg meget godt veed, hvilken Intellectualitet jeg raader over især lige over for en Apostel, der da aldeles ikke just excellerer i det Intellectuelle, medens han existentielt ligger høiere ⓘ end 👤Socrates.
Jeg forekommer mig selv som et Barn. Og atter herpaa vilde en Kjender strax skjønne i hvilken Sphære jeg hører hjemme, at jeg hører hjemme i Genialiteternes ⓘ Sphære (der i det allerhøieste kan kaldes anden Plads og vel strikte taget maatte kaldes 3die Plads. Dog saa meget af det Existentielle er der dog i mig, at det ikke kan negtes, at jeg dog kan siges at have lidt for ⓘ Idee). Dette hører nemlig med til det Geniale og hænger sammen med eller er medvirkende til det Melancholske, Ulykkelige som er uadskilleligt fra det ⓘ Geniale. Det Geniale er en uproportioneret Sammensætning. Det er forsaavidt et træffende 218 Billede om det Geniale ►hvad 👤Goethe siger om 👤Hamlet: han er en Egekjerne plantet i en Urtepotte. Saaledes er det Geniale: en Overvætteshed og saa ikke Kræfter til at bære det.
XI1A461 Revisionen.
Revision er det der forestaaer, Revision vel at mærke ikke af Χstdommen, nei, mange Tak, men Revision af Χstheden af al det ►fast uoverkommelige Galimathias som Professorer og Præster have faaet lavet sammen og kaldt Χstd.
Til denne Revision fordres først og fremmest: Intellectualitet; der fordres en Intellectualitet, som svarer til det at være Apostelen.
Denne Intellectualitet kommer naturligviis langt senere end ⓘ Apostelen, ligesom 219 ogsaa det at være Apostel er en heel Qvalitet høiere end denne Intellectualitet, uagtet ►det virkelig er saa, at Apostelen ikke har haft den. Jeg veed det meget godt at man vil misforstaae dette, som talede jeg nedsættende om Apostelen og opblæst om Intellectualiteten. Men dette er Misforstaaelse, og Misforstaaelsen har sin Grund i, at man aldeles ikke er vant til at have Categorie men derimod forvænt med at vrøvle Alt mellem hinanden.
Nei »Apostelen« ligger aldeles ikke i Intellectuali[te]tens Sphære i den Betydning at Intellectualitet er hans ►Potens; og det er en General-Prostitution over Mskheden, at man har reist en Videnskab paa en saadan Bog som det nye Testamente. Og just derfor vil Revisio95nen ogsaa maatte gjøre Sphærerne klare eller klare dem ud fra 220 hinanden, thi ellers er det umuligt at faae alt det Nonsens casseret, som under Navn af christelig Videnskab har afskaffet Χstd. ogsaa just derved at ►man har forvexlet det at være Apostel med det at være Intellectualitet.
XI1A462 Martyriet
Χstd i det nye Testamente hviler i den Forestilling at Martyriet har Værd i og for sig ubetinget Værd, saaledes udviser Forbilledet det ogsaa.
Χstd. er hvad der fra dybeste Grund vil bevæge Tilværelsen. Men til en saadan Bevægen fordres som ►👤Archimedes saa rigtigt har sagt: Punktet udenfor.
Men Punktet udenfor er ene og alene Martyriet og vel at mærke Martyriet med den ⓘ Forestilling, at M. har Værd i og for sig ubetinget. Et Martyrium og 221 1000 Martyrer men saaledes, at de ikke have Forestillingen om Martyriets Værd i og for sig, saa de vel lide det, men dog søge at undgaae det, eller dog hellere ville, at det ikke var fornødent – alle saadanne Martyrier ere kun Bevægelses-Punkter i Verden, ikke Punktet uden for Verden. De ►betjenes derfor ogsaa til en vis Grad i Eensartethed med Verden, der bruges msklig Hjælp og Klogskab o: s: v: og saa først naar det ikke er til at undgaae, saa Martyriet. Hvorimod det Martyrium som er Punktet udenfor Verden betjenes saaledes, at man ►som det hedder i Hebræer-Brevet, ikke vil lade sig hjælpe, forsmaaer Hjælp for at undgaae – Martyriet har jo Værd i og for sig.
Martyriet og vel at mærke 222 betjent i den her angivne Opfattelse, er ►cardo rerum i Χstd.
Χsthedens Historie er derfor ogsaa den successive Forandring af Opfattelsen af Χstd i Forhold til Martyriet.
Først forandrer man Forestillingen om Martyriet, men der falder dog Martyrer ja i Tusindviis. Men det at Forestillingen er forandret, ⓘ er allerede en Tilnærmelse til Eensartethed med Verden.
Saa sagtner Martyrierne – Kirken mener ikke at ⓘ maatte være for streng i Fordringen til Χstne – Martyriet gaaer ud.
Saa gaaer det Skridt for Skridt videre, man mener ikke at maatte være for streng og nøieregnende, man giver efter og giver efter.
Tilsidst vender saa hele 223 Synsmaaden sig om, det ikke at blive 96Martyr bliver just Viisdom. Det iføres saa den pynteligste Paaklædning under Navn af at være et pædagogisk Hensyn til de Svagere, en Humanitet, og tillige den Viisdom der ikke som Fanatikeren og Sværmeren vil mere end hvad der i ethvert Øieblik er muligt.
►God ⓘ Nat 👤Ole! der gik Χstd aldeles ud i Eensartethed med Verden. Ikke at ville mere end hvad der i ethvert Øieblik er mulig er ganske ►simplement Formelen for: Politik, Verdslighed. Men Sligt er saa langt fra at bevæge Verden eller at være et Punkt uden for Verden, at det med Haar og Hud ganske ganske ganske tilhører denne Verden.
Men Χstd. er og bliver det, Præsterne avle Børn, Biskopperne som ►👤Engelstoft, faae Trillinger, og Alt 224 er i sin Rigtighed. Og dog er der foregaaet en saadan Forandring, at Sproget ikke strækker til, intet ►sandseligt Billede tilstrækkeligt kunde betegne den.
XI1A463 Udødeligheden
En af vore Digtere ►(👤Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.
Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes ►ⓘ en masse ere udødelige, saa synes det ikke ►ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.
Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det 225 var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.
I Sandhed 👤Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med ►Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at ►👤Heiberg kaldte ham: 👤Ingenmand.
ⓘ O det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den ►gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (►»Gaudiebe«) faae ►»en christelig Regjering« indbildt, at der ⓘ christeligt 226 ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, dis97se udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød.
XI1A464 Et Forhold til Gud paa anden Haand
er lige saa umuligt og aldeles i samme Grad Nonsens som det at være forelsket paa anden Haand.
Ogsaa paa en anden Maade sees hvor taabeligt det er dette med et Forhold til Gud paa anden Haand. Da nemlig Gud er et Msk. det Allernærmeste, i ethvert Øieblik ham det Allernærmeste, saa sees, hvor taabeligt det er at ville paa anden Haand have et Forhold til ham ɔ: selv bringe den paa Afstand fra sig, Den som er ⓘ En den Allernærmeste og gjøre det i den Formening paa den Maade at komme ham nærmere. Dette er lige saa latterligt som ►naar 👤Klokker Link forlader Studenten »for at gaae over i en Urtebod og ⓘ laane en Vei[vi]ser, for at see, 227 hvor den Mand boer, han skal tale med« og derpaa kommer tilbage og siger: ih, det var da besynderligt ⓘ det var jo her jeg skulde«. Kun er Forskjellen den, at Klokker Link dog virkelig kommer til det rette Sted, hvorimod Den der vil have et Forhold paa anden Haand til Gud paa den Maade ikke føres paa den rette Vei.
XI1A465 Den lærde Forsken.
Man giver det Udseende af christelig Iver, man priser den christelige Forsken, som søger at gjennemtrænge dette Mylder af 1800 Aars Historie – og man seer derfor ikke, at det er en msklig ►Gavtyvestreeg, der bestandigt bringer Gud paa 1800 Aars Distance fra ⓘ En, at Sandheden er, at vi Msker ere bange for at faae ⓘ at vide, i hvilken Grad Gud er os den Allernærmeste.
See derfor denne lærde For228sken, om hvilken der ogsaa kan ⓘ siges (som man siger om en ►Prokurator, at det er ►en daarlig ⓘ Prokurator der ikke af een Sag ⓘ han ender strax skaffer 10 nye) – ⓘ at den for hvert Problem den løser skaber 10 nye, som gjøre flere Professorer nødvendige o: s: v:.
Dersom det var tilladt at tale om Sligt, vilde ⓘ jeg sige, det er da en Lykke for Gud, at ►1000 Aar ere for ham som een Dag, ellers maatte det dog være frygteligt at udholde disse Aarhundreder efter Aarhundreder dette Mylder af Millioner, hvor der ikke avanceres ►et Hanefjed eller hvor der med Kæmpe-Skridt gaaes tilbage.
XI1A467 Mennesket.
Jo mere jeg lærer Mskene at kjende, jo mere maa jeg betvivle Rigtig229heden af at kalde det en Allegorie at fremstille Mskene under Billede af Dyr (fE ►👤Reinecke Fuchs) – de ere naar Alt kommer til Alt væsentligen dog kun ►Dyre-Skabninger. Det Alt dreier sig om er dog: at spise, drikke, forplante sig, have det godt o: s: v: o: s: v: Og De der skulle repræsentere det Aandelige Docenter o: D: ere da i en endnu værre Forstand Dyre-Skabninger, de leve af Andres Lidelser, lave ►Slikkerie til sig og Afkommet af Andres Qvaler for Ideernes og for Sandheds Skyld.
Ja det Hele er Æderie, og sees allerbedst i Aands Forholdene: for En, der bringer lidt Idee ind i Verden er der strax ►Legioner, som ville æde.
XI1A468 Det Timelige – det Evige
Det Timelige er Sinkeriet, som breder sig i Tid og Rum; det Evige er det Intensive, som haster til Døden.
At Norden er den mindre begunstigede Verdens-Deel sees ⓘ blandt Andet af følgende to Ting: at det umilde Clima gjør den Art Sorgsløshed for Udkommet umuligt som findes i de varme Lande, hvor derfor ogsaa en philosophisk Idealitet letter[e] naaes, en philosophisk Idealitet, der ikke deler Msk. saa han bliver Professor i Philosophie og Næringsdrivende ved Hjælp af Philosophie. For det ⓘ Andet sees det deraf, at kun i Norden er denne Prosaisme, der paa saa mange Maader forqvakler Qvindens Væsen og stiller Problemer, som slet ikke kunne forekomme i Syden, at Qvinden er en Person, der tillige er nyttig, til Gavn. Saaledes var det ikke oprindeligt. ⓘ Oprindeligt er det lagt an saaledes: Qvinden er Luxus, er til Selskab, til Pynt, til Stads o: D:. Kun i Norden maa hun 231 tillige gjøre Gavn, og derfor er det ogsaa ►i Norden at dette Spørgsmaal maa opkomme om hendes Emancipation.
XI1A470 Det Verdslige – det Christelige.
Det Christelige er altid det Omvendte af det Verdslige. I denne Verden gjælder det, at det er Eenfoldigheden, der som oftest bliver narret; christeligt gjælder det, at det er Klogskaben der oftest narres, eller narrer sig selv.
XI1A471 Uredeligheden, hvilken er »Christenheden«
Saaledes har man baaret sig ad: man har taget alle Forjættelserne, som det nye T. tilsiger den Χstne – – og saa har man forfalsket Bestemmelsen af det at være Christen.
Paa den Maade er Χstd. ret egl. kommet i urette Hænder. ►Men Viingaardens Herre skal komme 232 og tage Viingaarden fra dem og leie den til Andre, som give ham Frugt i sin Tid« – Χstheden har ogsaa især i dens Fremgang ret været et goldt Træ.
Dette Hele ligner »Msket«, en ►Gavtyv er han; hvis der i det borgerlige Liv intet Politie var og ingen synlige Eiermænd: saa skulle vi 100faae at see. Nu og at bestjæle og besvige en Usynlig: ja, det maa jo ypperlig lade sig gjøre.
Det Taabelige er forresten at ville besvige en Usynlig – der forbeholder sig ►Evighedens Regnskab. Og det Frygtelige er, at derfor er det vel at Gud gjør sig usynlig for at prøve Mskenes Redelighed, ligesom Læreren eller Forældrene skjule sig, naar ►de ville prøve Barnets ►Sæder.
Saaledes lege vi Msker. Det indrømmes vel almdl., at en ⓘ talløs Skare af Mskers Liv ⓘ er en spildt Uleilighed.
Men saa ere der da ►Nogle, som skulle udtrykke det Alvorlige, Alvoren. De bære sig saa saaledes ad: efter paa enhver Maade at have ►betrygget sig deres ►Dyre-Existents og bestandigt betryggende sig den, beskjeftige de sig saa, som det hedder, med det Evige. Dybe Alvor! som, christeligt, just er = Leeg, og, christeligt, lige saa taabeligt at kalde det Alvor ⓘ som at kalde det Askese at spise Kage.
Nei Alvoren er: Du kan ikke sandt have med det Evige at gjøre, uden at det bestandigt mere og mere forbittrer Dig det Timelige, Din Dyre-Existents.
234»Men paa det Vilkaar faaer Du saa vist Ingen til at ville have med det Evige at gjøre.« Min Ven, Det skal Du ikke sige til mig, jeg har ikke opfundet Χstd; har Du nogen Indsigelse at gjøre, saa maaskee Du vilde henvende Dig til ►Hs Majestæt: Gud i Himlene.
XI1A473 ►Den menige Mand – Docenterne.
Den menige Mand elsker jeg – Docenterne er mig en Modbydelighed.
Just »Docenterne« ere det der har demoraliseret ►Slægten. Fik Forholdet Lov til at være som det i Sandhed er: de Faae, som ere i Sandhed i Ideens Tjeneste eller endnu høiere, i Guds Tjeneste – og saa Folket: da vil Alt være 235 bedre.
Men det Nederdrægtige er, at mellem Hine og Folket trænger dis101se Slyngler, dette Røver-Pak sig ind, som under Skin af ⓘ ogsaa at tjene Idee forraade de sande Tjenere og forvirre Folket, Alt for lumpen jordisk Fordeels Skyld.
Var der intet Helvede til, det maatte blive til for at straffe Docenterne, hvis Forbrydelse just ogsaa er saaledes, at den ikke godt kan straffes i denne Verden.
XI1A474 Det Hele jeg har gjort.
Og hvad er saa det Hele jeg har gjort? Ganske ►simplement: jeg har anbragt ⓘ blot en lille Smule Redelighed.
Som hvis jeg paa Landeveien fandt en Ting – jeg da ikke vilde bemægtige [mig] den, men 236 enten lade den ligge eller lade den ►oplyse: saaledes har jeg med det nye Testamente i ⓘ min Haand sagt: paa den Maade som man nu er Christen, nei det hænger ikke rigtigt sammen. Jeg vil derfor melde mig selv hos Dig o ⓘ Gud! Skulde det være muligt, at virkelig hvad Χstd. forjætter, nu lod sig naae paa det Vilkaar, som det nu udbydes: Ingen er villigere til med Tak at tage derimod end jeg. Men jeg vil melde mig selv hos Dig o Gud og ►spørge mig for, om dette hænger rigtigt sammen.
Dog neppe det faaer man Lov til at gjøre i denne – redelige (christelige!) Verden. Uredeligheden vil klogt (og at det i en vis Forstand er klogt indrømmer jeg) være af den Mening: at det Sikkreste er, at lade som Ingenting. Nu ja, det er den sikkreste Vei til, efter maaskee at have haft det godt i denne Verden, at blive evigt casseret. Men jeg indrømmer ⓘ Det, som Uredeligheden gjør, er, som den selv siger, det Sikkreste, »det er det Sikkreste, lad os for Alt ikke røre ved dette Punkt; det er nu engang, og lykkeligt fortsat gjennem mange 237 ►Slægter, lykkedes saa brillant at narre Gud og ►sætte ham, i de forbindtligste Udtryk, en Vox-Næse paa, saa lad os da ikke være gale at pirre derved.
XI1A475 Et ⓘ Gode – der gjør ondt.
Saaledes kunde jeg dialektisk nøiagtigt betegne hvad Χstd. ifølge det nye Testamente er, og tillige vil der af let sees, hvor vanskeligt det i en vis Forstand er for et Msk. at komme ind derpaa, thi ⓘ at 102et Gode gjør godt, ja det lader sig godt forstaae, og der ►ville Alle gribe til, men naar Noget gjør ondt, at det saa skal kaldes et Gode, det er jo Galskab, det er jo umuligt at gaae ind paa, man kunde dog snarere gaae ind derpaa, naar det skulde være et Onde, thi saa er der dog Mening i, at det gjør ondt, men at det baade gjør ondt og tillige skal være et Gode, det er for meget.
Mennesket er en Synthese, sammensat 238 af et Lavere og et Høiere, og fra Fødselen af er han næsten ganske i dette Laveres Magt. Det Behagelige – og det Ubehagelige er det der bestemmer ham – og derved bliver [det] saa omtrent med de fleste Msker Livet igjennem. Eller hvor Mange var der vel i hver Generation, for blot at tage dette Exempel, der vare ►istand saaledes at gribe det an med at ville erkjende, at det var i Sandhed i dem: det skal ikke forstyrre mig, om denne Erkjendelse vil ende med at gjøre mig lykkelig eller ulykkelig, jeg vil blot have Erkjendelsen? Hvor Mange vare der, som vare istand til at kunne holde ud at ville trænge dybere og dybere ind i en Erkjendelse, som de begyndte at forstaae om, at den maatte gjøre dem ulykkelige. Nei, det Lavere i Msket spiller Mesteren: er det behageligt eller ubehageligt, er Spørgsmaalet, og saa snart det bliver ubehageligt, er dette Signalet til 239 at bryde af.
Christendommen er nu, med guddommeligt Kjendskab til Msk-Naturen, lagt ⓘ an efter [det] Høiere ⓘ i Msk-Naturen, men saaledes, at ►det Lavere vil komme til at skee en Ulykke ved den Leilighed.
Heraf seer man nu strax, hvad der vel er værd at paaagte, at den Forskjel man i Christenheden har faaet anbragt i Forhold til det at gaae ind paa Χstdommen, den Forskjel: store Evner, megen Forstand, ⓘ o: s: v: eller kun ringe Evner, at denne Forskjel aldeles ikke har hjemme her. At Forskjellen mellem Msk og Msk. i Forhold til at gaae ind paa Χstd, ligger paa et andet Punkt: hvorvidt er Dit Liv i det Behagelige og det Ubehageliges Vold, hvorvidt kan Du tvinge Dig selv ind i Noget, der er Ubehageligt, men dette kan jo ►den simple Mand, en Tjenestepige en ►Landsoldat, ligesaa godt som de høit Begavede.
240Christendommen har altsaa taget Sigte efter det Høiere i Msk, og forkynder sig nu, at være et stort Gode, det høieste, det ubetingede. Lad os gjøre det dramatisk. I samme Øieblik »Mennesket« hører denne Forkyndelse, siger Dyret, det Lavere i ham, der er strax paafærde og ved Haanden, naar det gjælder om at faae fat i et Gode, i samme Øieblik siger det: herligt, herligt! Hertil maatte Χstd. svare dette Lavere: nei, min Ven, Du har egl. ikke Noget at takke for, Du vil komme til at skee en ⓘ Ulykke ved den Leilighed.
103Her staae vi altsaa ved et Gode – som gjør ondt; og hvad saa? saa blæses der til Retraitet, Mennesket tænker som saa: det er sandeligen ikke Noget for mig, det er en Slags Galskab, og er egl. at gjøre Nar af en fornuftig Skabning og alvorlig Mand at kalde det et Godt.
Oprindeligen gik det saa saaledes til, at her hjalp ingen Sludder 241 og Vrøvl, med guddommelig Myndighed blev nogle Stykker commanderede igjennem – altsaa dette Gode, som gjør ondt, gik endog saavidt, at da man ikke med det Gode vilde ind paa det, brugtes det Onde – og dog var det et Gode, det høieste Gode.
Saa standsede det, Χstd. var anbragt. Nu skulde der ikke mere bruges gudd. Myndighed, Mskeene skulle nu til at forsøge sig i at hjælpe sig selv og hinanden ind i dette høieste Gode, som gjør ondt; der brugtes ikke mere gudd. Myndighed, Gud vilde vel see, hvad Redelighed der er i »Msket«.
Saa skete det i Aarhundredernes Løb, at der foregik den Forandring med Χstd, at den blev afskaffet, eller, for ogsaa at vise at Msk. kan være paradox, den blev afskaffet saaledes, at den, som det heed, bestod og blomstrede. Christenheden er næsten et lige saa ►rangerende Paradox som den Sætning: et Gode, der gjør ondt; thi Χstheden er det Paradox: Χstdommen er 242 afskaffet og dog bestaaer den.
Altsaa Χstdommen blev afskaffet. For nemlig at faae Menneskene til ►ret ►en masse og ret med Glæde at gaae ind paa Χstd, tog man ⓘ det dialektiske ►Kjende bort (»der gjør ondt«) og forkyndte Χstd. som et Gode, slet og ⓘ ret et Gode, uden, som ►afdøde Biskop 👤Mynster sagde, uden at ⓘ gjøre Kunster, hvilket jo endog var usømmeligt i Forhold til ⓘ en saa alvorlig Sag som det høieste Gode, og det seer jo enhver Alvorlig let, at det ikke er andet end Mangel paa Alvor til det Ord »det høieste Gode« at føie »som gjør ondt«.
Saaledes seirede Χstd! Apostlene vare, som ⓘ ►Msk-Fiskere betragtede, kun ►Stympere i Sammenligning med de Fiskere, som nu begyndte Fiskeriet. Saaledes seirede Χstd. complet ɔ: den blev complet Vrøvl. En Masse Vrøvlehoveder, iførte »lange Klæder«, jeg mener Præster og Professorer, forkyndte til Mskhedens Opbyggelse, ►Contentement og Fornøielse, Χstd. som det høieste Gode, det ubetingede Gode.
243Saaledes staaer Sagen nu. Alle ere Christne Christendommen er det høieste Gode –
– nu skulde der (hvis Biskop 👤Mynster tillader det) gjøres lidt Kunster, der skulde anbringes dette: »som gjør ondt«.
Ganske uden Menneskekundskab er jeg egl. ikke, og derfor har 104jeg baade i Hensyn til mig selv og af Kjendskab til Msker, ⓘ meent at naar Sagen staaer saaledes, fik man dem maaskee lettest til at gaae ind paa Χstd. ved at forkynde den som et Onde, der gjør ondt – blot for at faae den Sætning med »der gjør ondt.«
»Ih, Gud Fader bevares,« hører jeg Præsterne vræle, »Ih. Gud Fader bevares, at forkynde Χstd. som et Onde, og saa at mene at faae Mskene til at gaae ind paa den, ⓘ Χstd. et Onde, dette høie ►uskateerlige Gode som« »O, give Gud, at I ville holde Eders Mund med samt Eders hele Χstds Forkyndelse! [a]
✂ [a] ►»den er«, som 👤Anti-Climacus siger, »den er ikke en suur Sild værd« – saa ækel sød er den.
Sagen er ganske simpel. Naar det gjælder om at faae det Dialektiske med »som gjør ondt«, og naar Tilstanden 244 er som den faktisk er, at Mskene ere forvrøvlede af og i dette Præste-Vrøvl om Χstd. ganske ►simplement som det høieste Gode – saa er det en Lettelse, ⓘ at forkynde den som et Onde. »Et Onde, der gjør ondt« denne Sammensætning anstrenger nemlig ikke paradoxt Forstanden.
Naar saa dette var indøvet, og vi virkelig havde faaet det med dette Dialektiske, Aands-Kjendet »der gjør ondt«, og saaledes Vrøvlet afspærret, saa maatte der sees, om det var muligt at naae det sande Χstlige, at det dog er et Gode, men, men som gjør ondt. Denne Sammensætning anstrenger nemlig endnu engang et Stakkels Msk – saa høit oppe ligger Χstd.
Hvad her er fremsat, kunde jeg ogsaa gjerne udtrykke i et mere theologisk Sprog, hvad jeg dog ikke gjerne gjør, for ikke strax at blive slugt af Vrøvlet.
»Naaden« er ►taget forfængeligt, ved Hjælp af at forkynde Χstd. ene som Naade, har man forvandlet Χstd til 245 Meningsløshed. Naar nu Mskene ere saaledes forvænte, og det Dialektiske »som gjør ondt« skal anbringes, saa er det lettest for Mskene at begynde med at forkynde Χstd. som et Onde, der gjør ondt ɔ: som Lov. Først naar dette er indøvet, kunde der være Tale om dette uendelig Høie: ⓘ et Gode, som gjør ondt, en Naade, som gjør ondt.
105XI1A476Idealitets-Redelighed
eller
Enten – Eller.
Til Idealitets ⓘ Redelighed (der er som en Aandens Reenhed eller er ⓘ Aand) ⓘ fordres at være dialektisk ►i Retning af Qvalitet, bestandigt at see Qvalitet, og saa: enten – eller.
Middelmaadigheden derimod, det Usle, ►Fittede, Lurvede o: s: v: ligger i: »ogsaa«, ɔ: at ville være qvantitativt med, tilnærmelsesviis, ogsaa saadan med o: s: v: – istedetfor redeligt at ►udvise Qvaliteten og 246 give den hvad dens er.
Exempel. Dersom der lever et Msk, som virkelig med en vis Færdighed tracterer et Instrument – ⓘ hvis han har den omtalte Idealitets-Redelighed, da vil han ►lige overfor en Virtuos paa det Instrument strax udvise Qvaliteten: han er Virtuos – jeg, nei, nei jeg er ikke Virtuos. Han vilde væmmes ved at misbruge den Færdighed ⓘ han har til at ville være ogsaa en Virtuos, eller til at ville ►fraternisere Virtuosen, eller svække ham paa nogen Maade. Tvertimod, han vil just bruge den paa sin Færdighed grundede ⓘ større Indsigt han har end de Fleste til at gjøre dem opmærksomme paa Virtuosen og hans Virtuositet. See dette er Idealitets Redelighed; det Fittede, det Lurvede, det Usle – men det Almindelige er: ogsaa, om ikke ganske saa dog ogsaa – ►»vi Pærer«.
Var denne Idealitets-Redelighed det Almindeligere i Verden, hvor vilde Alt see anderledes ud! Thi det som ►det Ud247mærkede behøver er en Mellem-Instants, der har saa megen Indsigt at den kan udvise det Udmærkede. Men Ulykken i Verden er just at denne Mellem-Instants ⓘ almindeligviis er Uredelighed, der istedetfor sømmeligt at lade sig anvise sin Plads af hiin Idealitetens Cerimoniemester: enten – eller, og glad indtage den, vil ►tillyve sig at være ogsaa det Udmærkede, om ikke slet saa udmærket saa dog ogsaa.
Saaledes i alle Forhold. Og for at tage det Allervigtigste: saaledes ogsaa i Forhold til Χstdommen. Havde 106Præsterne den Art Idealitets-Redelighed saa stod det ganske anderledes med Χstdommen. Men saaledes ere de paa ingen Maade redelige, nei det er modbydeligt ⓘ som de have ►forjadsket Alt fordi ►de »ogsaa« ville have oplevet, have lidt, vel ikke ganske som de store ►ⓘ Guds Redskaber men dog »ogsaa«. ⓘ Man tager en Apostels Liv – selv har man nu lidt som jo ethvert Msk. kan have lidt, og nu ⓘ taler man som havde man vel ikke ganske lidt som Apostelen, men dog »ogsaa«.
248Denne Adfærd er min Sjel imod i dybeste Grund. Nei, uagtet jeg sammenlignet med Msk. i Almindelighed, ►vistnok kan siges at have lidt i eminent Forstand – det er saa langt fra, at jeg har benyttet mig deraf til at fraternisere Apostelen, eller til at besvige Indtrykket af ham ved mit usle: ogsaa, at jeg tvertimod, strax har udviist Qvaliteten, og egl. benyttet mit Kjendskab til Lidelser til at ►udvise ham – ►»thi jeg er kun en Digter«.
Ved Hjælp af Middelmaadighedens lumpne Uredelighed har man i Χstheden naaet, at Forbillederne ere aldeles tabte. Det var Forbillederne som igjen skulle anbringes, ►gjøres kjendelige, hvad kun lader sig gjøre ved: enten – eller; enten har Du Qvalitet tilfælleds, eller Du ligger i en anden Qvalitet, men ikke dette: ogsaa saadan, vel ikke ganske, men dog ogsaa saadan.
Men i Forhold til hvad der er en Qvalitet forskjelligt fra En selv, gjælder det saa, at man, selv om man, hvis Nogen saa vil, var den nærmeste ►Appro249ximation, det gjælder, at man har ⓘ Idealitets-Redelighed til ikke at ville vide af Approximationer at sige, men kun hævde Qvaliteter, saa man derfor finder ene sin Glæde i at udvise hvad der ⓘ er en Qvalitet høiere.
Det er herom der tales ►i »Frygt og Bæven« naar der Forholdet mellem Digteren og Helten fremstilles.
XI1A477 At forkynde Χstd.
Til at forkynde Χstd. fordres egl. en Eenhed af at være et Charakteer-Msk og lige saa stor en Dialektiker. (👤►Socrates fE var brugelig).
Imidlertid kan det humpe af med en Dialektiker, og gaae ganske taaleligt med et Charakteer-Msk.
Men at betroe Χstd-Forkyndelse til Kunst-Talere er eo ipso at afskaffe Χstd; og det at til en given Tid Christendommens Forkyndelse ene og alene repræsenteres af Kunst-Talere det tilstrækkelige Be107viis for at Χstd. ikke er til. En Kunsttaler forholder sig til det at forkynde Χstd. ⓘ som en Døv-Stum til det at være ►Musicus. Der 250 maa fra det Christelige paa ethvert Punkt tages just det Charakteristiske (det Dialektiske, Aands ►Kjendet) for at det kan blive Motiv for Kunsttalere. Men det forstaaer sig, saa gaaer det ogsaa, naar det er borttaget det hvorved Χstd. er Χstd, det gaaer strygende, flydende, henrivende, overbevisende – men det er ikke Χstd.
Man indvende ikke, at jo dog flere af Kirkens store Lærere have været udmærkede Talere, nei det indvende man ikke, men man erindre, at de saa tillige vare Asketer eller Charakteer-Msker ⓘ eller Dialektikere. Noget ganske Andet er det jeg taler om, den Formation af Kunst-Talere, som nutildags repræsentere Χstds Forkyndelse.
XI1A478 Guds Forbarmelse over Msket i Χstd.
Saaledes staaer Sagen i det nye T. Msk. i al sin Jammer og Nød stedse plaget af Frygt for Døden (thi saaledes staaer Sagen i Hedenskab og Jødedom, ikke saaledes som 251 man i Christenheden løgnagtigt ⓘ har ►tilvendt sig Χstds Trøst uden at tage dens Forpligtelser med) rører Gud; saa forbarmer ⓘ han sig over Msket, »jeg skal« saaledes maatte han vel tænkes talende »jeg skal forbarme ⓘ mig over Dig og gjøre Dig Tanken om Døden til den kjereste Tanke – Følgen vil naturligviis blive, at saa igjen dette Liv bliver Dig ►piinligere end nogensinde.«
Altid om man saa vil dette Misforhold mellem Gud og Msk, hvilket dog ikke kan undgaaes; det Gud kalder Trøst, bliver saa i en anden Forstand Anstrengelse.
XI1A479 Døds-Frygten
tog Χstdommen bort og anbragte saa: Frygten for ►Dommen; det er Skærpelse, men ogsaa Fremskridt. Og det kan man ikke noksom indprænte sig, at aandeligt er altid hvad der virkelig er ⓘ Fremskridt ►ⓘ kjendeligt paa at det er Skærpelse. Aandeligt gjøres der i Sandhed ikke Fremskridt, hvorved Sagen bliver lettere, nei, hvad der gjør Sagen 252 lettere er ⓘ eo ipso ikke Fremskridt, hvor meget det end udbasunes som saadant.
XI1A480 108 Sørgelige Forandring med »Msket«.
Engang var det saaledes: han forstod kun Lidet, men dette Lidet bevægede ham dybt.
Nu forstaaer han Meget, men det bevæger ham ikke, eller dog kun overfladisk, grimaceagtigt.
Er dette saa ⓘ et Fremskridt? Eller er denne megen Forstaaen, som intet Indtryk gjør paa Msket selv, ikke bevæger ham, er den ikke noget Skøgeagtigt, svarende til det at en Qvinde er, om man saa vil, smagfuldt dannet ved, indviet i alle Kløgtens og Coquetteriets Opfindelser til at behage Manden – men mangler Elskov?
XI1A481 ►»Gud skabte Msket oprigtigt, men han hitter paa mange Kunster«
Det er dog et ypperligt Ord af ►Prædikeren.
253 XI1A482 Christus og hans Apostle.
►Vistnok er der en Forskjel mellem Apostlenes Lære og Χsti Lære eller mellem Apostlenes Χstd og Christi Χstd; men Intet kan være mere forfeilet end ►den Opfattelse som de Wolfenbüttelske Fragmenter hittede paa: at Χstus blot havde haft jordiske Hensigter, og at da ⓘ saa hans Livs sørgelige Skjebne og hans Død havde lært Apostlene at Alt var tabt, saa digtede ⓘ de ham om, og fremstillede ham nu som den, hvis første Tanke var at ville lide. Paa den Maade skulde altsaa Χstus egl. være Optimisten og Apostlene de »nødtvungne-frivillige« Opfindere af ⓘ Pessimismen.
Men Intet kan være mere forfeilet; og allerede det er da en daarlig Art af Pessimisme, den man nødtvungen hitter paa.
Nei Χstus forstod sig bedre paa Pessimisme. Og Forskjellen mellem Χstus og Apostelen er den: at Χstus ubetinget udtrykker den ubetingede Pessimisme, det 254 slet Intet at ville have med den usle, jammerlige, syndige Verden at gjøre uden at blive ►ihjelslagen, off109ret. Apostelen derimod antyder i en allerførste Mulighed Spiren til en ny Optimisme: derfor stiftes der ⓘ Menighed. Naturligviis kunde det aldrig falde mig ind, at Apostelen skulde bære Ansvaret for hvad denne Mulighed blev i Aarhundredernes Løb, især i Protestantismen især i 📌Danmark, hvor Χstdommen (►sit venia verbo) ⓘ ikke har den allermindste Rest af en længst tabt Lighed med Χsti Χstd, men derimod ganske ligner ►en Drikke-Vise ⓘ 👤Jeppe paa Bjerget synger: saa gladelig saa gladelig, rund, rund.
Hvad det forresten angaaer, at ►Christus i den tidligere Deel af sit Liv næsten synes at give det Udseende af at hans Tanke var at stifte et jordiskt Rige, da maa bestandigt erindres, hvad jeg ogsaa ellers har udhævet, at just 255 dette hører med for ret at faae Pessimisme ►tilgavns. Men hvad forstaae Mskene sig paa Pessimisme, det usle Kryb som nu kaldes Msker, der ere saa forhippede paa at gjøre en Smule Lykke i Verden, at de naturligviis ikke engang kunde ane, hvad Pessimisme er, at den just søger først at vinde Alt netop for at smide det bort. Dette er Martyriets Lidenskab; og denne tænke man sig ►potenseret som den er i ►Gud-Msk, og saa kan man svagt ane denne Pessimisme. Den Art Pessimisme, som Msker ►inventere, der have aspireret til at gjøre Lykke, men hvem det ikke lykkes, den er ikke Pessimisme, den er en Art Optimisme, et Forsøg paa i Forhold til Omstændighederne at komme saa godt fra det som muligt. Og med den Art Pessimisme bilder man sig ind at kunne maale Martyriets Lidenskab i Gud-Msket!
256Nei, til sand ⓘ Pessimisme hører altid ⓘ at have haft det Jordiske i sin Magt.
XI1A483 Hvilken indirecte Spot over Verden!
►Angrebet paa Verdens Frelser gjøres – anonymt. Ære være ►Msk-Slægten!
XI1A484 Om mig selv.
Engang var det saaledes med mig. Hvad jeg havde at bære paa: var den Qval, som jeg kan kalde min ►Pæl i Kjødet; Sorg, Sjelesorg i Retning af ►min afdøde Fader; Hjertesorg i Retning af ►det elskede Pi110gebarn og hvad der forholdt sig dertil. Saaledes meente jeg, at jeg sammenlignet med Msker i Almindelighed endda maatte siges at være temmelig ►svært oppakket.
Imidlertid fandt jeg saa megen Aands Glæde i min Virken, at ogsaa 257 det Tyngende, som er Sorg over sin Synd, dog ikke lod mig kalde det Liv jeg førte Lidelse.
Nu har jeg til alt det Tidligere faaet ►Sorg for Udkommet og ►en Pøbel-Mishandling at bære paa.
Uden at forfalske eller ►forjadske Begrebet maa jeg sige at mit Liv er et Slags Martyrium, kun i et nyt 👤Mynster. Det jeg som offentlig Person lider vil bedst betegnes som ►den langsomme Død at trædes ihjel af Giæs, eller som den Smaatteriets piinagtige Dødsmaade, hvilken jo bruges i fjerne Lande: ►at kastes for Insekter; og bliver saa Synderen til den Ende først indsmurt med Honning, for ret at give Insekterne Appetit – og saaledes er jo min Berømthed den Honning, som ret giver Insekterne Appetit.
Kom kun Du, Historiens ⓘ Revision, Alt er rigtigt; og dette mangler da ikke, at jeg ►frivilligt258 har udsat mig derfor, at det ikke er hændt mig.
I enhver Dyre Slægt er det saaledes: Arten er det Høiere, er Idealiteten, Exemplaret er det idelig Opkommende og Forsvindende; Arten det Høiere ⓘ Exemplaret det Lavere.
Kun i ►Msk-Slægten er det ved ⓘ Χstdommen ordnet saaledes: Individet er høiere end Slægten.
Men saaledes at være Individ er naturligviis uhyre anstrenget, derfor tenderer alt Mskligt til at faae dette Forhold omordnet, saa Slægt bliver høiere end Individ, ɔ: Individ bliver Exemplar ɔ: vi ere Dyr. Men det forstaaer sig at være Dyr er 259 det Mageligere, saa er man ganske fritagen for saadanne Anstrengelser, hvilke vel nu tildags maa forekomme Mskene som en fabelagtig Galskab, at forholde sig saa personligt til Gud, at der kan være Tale om, at Gud prøver En.
XI1A486 111 Mængde – den Enkelte.
Aldrig har ►Slægtens Kategorie været saa overmægtig, aldrig Mængde, det Numeriske, Abstraktionerne saa overmægtige som just i vor Tid; og ►aldrig er den Enkelte blevet marqueret saa stærkt som just af ⓘ mig, thi ►👤Socrates havde dog Disciple. ⓘ Det Ene svarer til hinanden, og hænger sammen med det Guddommeliges Majestæt.
Gud er nemlig ikke en Majestæt der i Betragtning af Opstanden er blevet mægtigere, slaaer 260 af, nei han ►skruer saa op. Tag et Billede. Hvis En stod med en svær tyk Stok for at slaae 10 Msker, og disse 10 Msker fik Forstærkning saa de bleve 20, saa er det Majestætiske at lægge den tykke Stok fra sig og tage en ganske tynd Stok til at slaae 20. Saa langt er det sande Majestætiske fra at give efter.
Just fordi Oprøret er saa qvalificeret og saa mægtigt, just derfor skal – hvor majestætisk! – bruges den nærmest mulige Tilgrændsning til Intet.
Ak, men i en vis Forstand er det frygteligt for det stakkels ⓘ Msk, der skal bruges saaledes, holdes saaledes bestandigt paa den nærmeste Tilgrændsning til at være Intet, og dette i enhver Forstand, for at det Majestætiske ret kan sees, 261 der i samme Grad som Opstanden bliver mægtigere, bliver, om jeg saa tør sige, spøgefuld, ret visende sin uendelige Magt[s] sikkre Overmagt. I en vis Forstand er det frygteligt ⓘ for det stakkels Msk – dog er det jo Kjerlighed, Du uendelige Kjerlighed.
XI1A487 Jeg – tredie Person
At være »Aand« er at være »Jeg«, Gud vil have »Jeger«; thi ►Gud vil være elsket.
Mskhedens Interesse ligger i overalt at anbringe Objektiviteter, dette er Slægtens Kategories Interesse.
»Christenheden« er et Samfund af Millioner – alle i 3die Person, intet Jeg.
262 XI1A488 112 At troe – 👤►Nicodemus
Hvis at troe var ►en skjult Inderlighed, saa maatte ⓘ Χstus jo have ⓘ billiget 👤Nicodemus, det var jo en skjult Inderlighed.
XI1A489 Χstd. – Udbredelse.
Χstd. forholder sig omvendt til Udbredelse.
Χstd. ligger i at der er en Modsætning mellem Gud og Msk. Naar da, som det tilsigtes, i »Χsthed« Χstdom er blevet Mskhedens Sag, saa er den eo ipso ikke Guds Sag.
ⓘ Gud vil have Individer; men Individet vil, enten ►god263modigt-sympathetisk, eller ►gavtyveagtigt-underfundigt, altid have Flokken med sig. Men Gud vil have Individer.
XI1A490 Jødedom – Χstd.
I Jødedom forholder Gud sig til ►»Folk«.
Fremskridtet er at forholde sig til Individ; Χstus er jo Forbilledet. Derfor ►forargedes Jøderne; men tillige sees, at Χstd. forholder sig omvendt til ►Numerus, og at overhovedet Fremskridtene gjøres omvendt i Retning af det Numeriske.
XI1A491 Alt – Intet.
►Gud skaber Alt af Intet – og 264 Alt hvad Gud skal bruge gjør han først til Intet.
XI1A492 Forbilledet – Forsoneren.
»Forbilledet« ligesom dræber Alle, thi Ingen naaer det. »Forsoneren« vil frelse Alle.
113Dog er Χstus begge Dele, og ikke er det Χstd. dette ⓘ ►Gavtyveagtige, der ►tager Forsoningen og Naaden forfængeligt.
XI1A493 Apostelen – Udbredelse
Grunden hvorfor Apostlene saa stærkt kunde ►forcere Udbredelsen og uden christelig Risico var, at de vare saa ⓘ Faae og Ver265den saa uhyre overmægtig, at det at lide for Læren (hvad nu engang hører med til Χstd) ikke var til at undgaae.
»Χsthed« er Vrøvl. Methoden maa forandres, Anstødet, Frastødet i eetvæk anbringes.
XI1A494 Klogskaben. – Χstdommen.
Det er i »Klogskaben« at Χstd. er standset og sidder fast. Det er igjennem den vi skal.
Χstd. har sat det saaledes sammen: til at være Χsten hører det at lide – ►Evigheden dømmer.
►Msk-Slægtens Klogskab har udfundet om man ikke objektivt kan docere Χstd, have Χstd, være Χsten – og tillige klogt undgaae at lide. Og af denne Klogskab er Msket ikke lidt stolt, det er det uhyre Fremskridt der er gjort.
266Derved bliver det saa – indtil Msket lærer, at naar Evigheden har sat det saaledes sammen at til at være Χsten og som Saligheds-Vilkaar hører at lide – saa bliver det dog nok det Klogeste at komme til at lide.
O, kortsynede msklige Klogskab – som evigt narrer sig selv. Nei, naar Gud har anordnet Noget, saa er det det eneste Kloge at gjøre som han vil.
XI1A495 Regnestykket.
Χstd. hviler i, at der er Modsætning mellem Gud og Msk., Modsætning ⓘ som mellem Liv og Død.
Regn nu! Naar der [er] 1000 Χstne er der saa ikke allerede som en 114Mulighed af ⓘ at denne Modsætning vil 267 forsvinde? Den voxer med hver 100,000, med hver Million – og tilsidst naar hele Verden er blevet Χsten, ja saa er jo Modsætningen mellem Gud og Msk. gaaet ud – Χstd. er ikke mere til.
Eet af To altsaa: enten er det i sin Rigtighed med disse Millioner Χstne – og i saa Fald har Gud forregnet sig, anlagt forkeerte Proportioner, eller – ja eller, det hele med disse Millioner Χstne og en christen Verden er ►Gavtyvestreger.
Nei, at være Χsten er at lide i denne Verden – og saa Evigheden. Derimod vil Gud ikke vide af disse Gavtyvestreger med at hele Verden kalder sig Χsten for ⓘ saa at afskaffe det at lide. Χstd. er ikke ►en Forjættelse for dette Liv (det er Jødedom) den er Forjættelse for Evigheden – men Lidelse i dette Liv.
►Enhver Liden, hvor Hjælpen kommer endnu i dette Liv, saa Lidelsen hører op: er Jødedom.
Χstdom er indtil det Sidste i Lidelse – saa Evigheden.
XI1A497 Om mig selv.
Hvis jeg kunde gjøre Allarm, stifte Partie o: s: v: skaffe ►Numerus – da vilde jeg blive anseet for at være en Magt. Ja ►god Nat! Men forstaaet bliver jeg dog ikke. Egentligen er min Existeren en af de dybeste Satirer over ►Slægten: et ubetinget eensomt Msk, i ►Phænomenet tilsyneladende saa svag næsten som 269 var han ikke til – og saa en Indviethed i Tilværelsens Hemmeligheder som sjeldent findes, og saa at først efter lang Tids ⓘ Forløb jeg egl. vil blive ⓘ forstaaet, uden at jeg dog derfor mener at Mskene ere blevne bedre eller anderledes end nu.
Men det Satiriske ligger just i, at en saadan lille Prik har været med, en Prik, hvis Virkning vil foranledige, at en senere Tid phantastisk vil omdanne min Tilværelse, digte den om ⓘ for at kunne forklare Virkningen; thi Verden bliver altid lige ⓘ klog.
115Det Intensive forholder sig altid ironisk til det Extensive – omtrent ligesom efter ►Ordet der Eine ⓘ hat den Beutel und der Andre hat das Geld. Extensiteten er et uhyre Maskinerie – og Intensiteten, ja i jo mindre et Extensivt den kan ►knibes ind, jo mere ironisk. Extensiteten breder sig i stor Selvbehagelighed, den bredte sig gjerne i den Grad, at Intensiteten slet ikke fik Lov til at 270 ►slippe ind med ikke engang som en lille bitte Prik – desto mere ironisk er Forholdet; saaledes vilde det jo ogsaa være ironisk nok, at tænke sig en uhyre Folke-Forsamling, den var saa uhyre, at – Taleren ikke ⓘ kunde komme ind af Døren og slet ikke kunde komme til at tale.
ⓘ Extensiteten er i hvert Virkelighedens Øieblik et uhyre ⓘ Maskinerie – den mærker ikke, den aner ikke, at den egl. har udspillet, at der sees en lille Prik – en Prik, ja, høistærede Publikum, der sees en Prik. Men er det latterligt, om Skuespillerne vilde blive ved at spille efter at Tæppet er faldet, saa er i Grunden ogsaa den givne Virkelighed latterlig, hver Gang en saadan Prik gaaer op; thi at Tæppet falder betyder: Comedien er forbi, og at Prikken gaaer op betyder: nu er den Virkelighed forbi. Men som sagt: jo mindre, jo mere punktuel denne 271 lille Prik kan være, var den om muligt kun ⓘ mikroskopisk til at opdage: desto mere ironisk. Det Ironiske ligger i Ueensartetheden mellem det Extensive og det Intensive. I Spidsen for Batailloner at rende en Virkelighed overende: deri er intet Ironisk, det er ►sandselig Magt mod sandselig Magt, altsaa Eensartethed, Proportionerethed – men en Prik! Med en Kølle at slaae en Hest for Panden og derved dræbe den, deri er intet Ironisk, til Hestens store Legeme svarer den sandselige Magts Størrelse. Men ⓘ at slaae den ihjel ved at stikke eller prikke den paa et bestemt Punkt med en Synaal, deri ligger noget Ironisk. At gjøre det af med en Virkelighed saaledes, at det nu sees strax, at det er forbi: deri er intet Ironisk, hvad der er skeet sees jo. Men at gjøre det saaledes af med en Virkelighed, at den mindst af Alt aner, at det er forbi – det er ironisk; thi hvad der er skeet, 272 sees ikke. Nei, høistærede Publikum, hvad der er skeet, sees ikke, tvertimod sees der at den givne Virkelighed bestaaer aldeles uforandret, hele Maskineriet i fuld ⓘ Gang, alle de Spillende i vanlig Virksomhed. Og dog er der skeet Noget, men det sees ikke; og det er det der er skeet – der sees en lille Prik. Den sees, det vil sige, Virkeligheden seer den ikke, men den er til at see.
Vi tale saaledes: en Mand siger med Selvfølelse, jeg er ikke et eenligt Msk., men en Mand med Familie – maaskee med stor Familie: og aandeligt er et eenligt Msk. mere.
Til Gud tale vi saaledes, ⓘ En træder frem og siger vi ere ikke nogle enkelte Msk. ►vi ere et Folk – aandeligt er et Individ mere for Gud; just dette er Χstd., og at ethvert Msk. kan være dette Individ.
Hvor ironisk, at ethvert Msk. er lagt an til at være en ►👤Atlas, som bærer en Verden – ⓘ og saa at see, hvad vi Msker ere; ak, og hvor sørgeligt, at vi selv ere Skyld [i] hvad vi ere.