Kierkegaard, Søren Journalen NB31

Det store Fiske-Dræt.


»I skulle fange Msker I 1800 Aar er der nu fanget: Riger, Lande, Folk o: s: v: o: s: v: en Verdens-Deel er blevet Christen og har været det gjennem disse mange Aarhundreder: uhyre Fangst, uhyre Fangst, vidunderlige Opfyldelse af Herrens Forudsigelse!

Sæt en Fisker fik Ordre at fange nogle Gjedder eller Karper og han saa fangede en Million Skaller: uhyre Fangst, uhyre Fangst. Eller hvis En fik Ordre at fange Hvaler og han saa fangede Millioner Sild: uhyre Fangst uhyre Fangst.

Methoden der med Stigen i Aarhundredernes Løb er fulgt, er den: man har nedsat Maalestokken paa det at være Χsten, og saa fanget saa mange desto flere. Istedetfor Hvaler fangede man Sild – men talrige Millioner. Istedetfor Sild fangede man saa Hundesteiler men talløse Millioner – istedetfor Hvaler. Hvor dog Herrens Forudsigelser vidunderligt opfyldes: mon jeg, naar jeg kommer igjen, skal finde Troen paa Jorden!