Kierkegaard, Søren Journalen NB31

XI1A428 👤►Socrates – 👤►Alcibiades.

Hvorfor græd 👤A. naar 👤S. talede (►»naar han taler, banker ⓘ mitmit] , < mig Hjerte hæftigt, hæftigere end Korybanternes, Taarer strømme ud af mine Øine«)

👤A. var dog vel en Mand, der vidste at udtrykke sig at vælge sit Udtryk betegnende. Dersom nu 👤A.[s] Opfattelse af 👤S. gik ud paa, at 👤S. var Ironikeren, som saa uforligneligt kunde ►ⓘ giækkegiække] , < gække, saa var det underligt at tale saaledes om ham, saa maatte vel snarere Al: have sagt: man kunde lee sig fordærvet ved at høre paa 👤S.

Hvorfor græd altsaa 👤A. Det er let at see, at 👤S. just som den sande Ironiker brugte Ironie til at skjule over Idealerne. Men stundom har han ogsaa ►stillet disse frem. Og da var det han saa dybt bevægede 👤A.

146👤A. græd, Taarer strømmede ud af hans Øine, hans Hjerte bankede hæftigt – ganske simpelt, thi 👤S. bragte ham i den Vaande som charakteerløs og letsindig Intellectualitet kan bringes af Charakteer-Msk. 👤A. havde Idealitet nok og Intellectualitet nok til at ►gribes at 67fængsles af dette ethiske Ideal, som 👤S. fremstillede – – men det Lavere i ham kunde han ikke beseire. Derfor blev det ved Taarer, Hjertebanken – var det, vilde 👤S. vel have sagt, blevet til ethisk Handlen, saa var vel Taarerne og ⓘ dennedenne] tilføjet ⓘ Hjerte-BankenHjerte-Banken] , < Hjertets Banken standset.