Kierkegaard, Søren Journalen NB31

At være den Første.


At vinde det Evige uden at vove er nu engang umuligt.

Men at vove er ganske simplement det: ikke at have Andre foran sig.

O, 👤Socrates, naar saa et Msk. saaledes blev eensom, saa staaer vi jo ved dette: dersom!

»At vove Alt paa et Dersom« siger Du. Min Ven, hvis Du ikke vover paa et Dersom, saa vover Du ikke, naar Du tager Dersom bort tager Du ogsaa det at vove bort; Du kan ikke sandt have Noget at indvende mod at vove paa et Dersom, thi det er just det at vove, har Du altsaa Noget at indvende, maa det være mod det at vove. Pas vel paa det, at Du ikke skuffer Dig selv, ved at lade som havde Du ikke Noget mod det at vove, det vilde Du nok, kun ikke paa et Dersom, hvilket er ligesom hvis En vilde sige: jeg har ikke Noget mod det at svømme, tvertimod jeg vilde ogsaa gjerne svømme – kun ikke i Vandet.

Saa gyser det i Msk, saa griber han efter de Andre, jeg maa, siger han, jeg maa have en Vished førend jeg vover. Atter bagvendt at have en Vished førend man vover, er ligesom at ville have et Forstykke bagpaa, eller at ville have først Munden fuld af Meel førend man taler. Nei, er Du i det Tilfælde at have Munden fuld af Meel, saa maa Du lige omvendt først have Melet ud førend Du kan komme til at tale. Og saaledes med det at vove. I Forhold til hvad et Msk. har en Vished kan han ikke vove, skal han vove maa han først have Visheden bort, som hvis En barnligt har haft en Vished eller meent at have en Vished, og nu maa have denne bort, for at kunne komme til at vove. Altsaa først Visheden bort, for at vove – saa langt er det fra at der er Sandhed i dette: først en Vished for at jeg kan vove.

Men det gyser i En, man maa først have en Vished; man griber da efter de Andre.

De Andre! Og naar saa disse Andre endog blive Millioner, blive Aarhundreders Trillioner × Billioner: ja saa mener man nok at turde vove. O, min Ven, Intet er vissere end hvis Du bygger paa den Vished, da, just da er Du narret for det Evige.

Saa underfundig, om Du saa vil (dog anderledes kan »Aand« umuligt være) er Tilværelsen: den største den aller aller allerstørste msklige Vished just den narrer allervissest for det Evige – og den mindst mulige menneskelige Vished just i den er Muligheden af det Evige.

Trygheden, Mageligheden, Aandløsheden den vil have Vished førend den vover – og derfor har trygge og magelige og aandløse Præster nederdrægtigt snakket den efter Munden og leveret Beviser og Beviser og Beviser og Visheder. Disse Slyngler, som have myrdet Millioner – aandeligt, ved deres løgnagtige Χstd. (som man taler om at tilbagedrive eller fordrive Fostere) fordrevet Muligheder, Muligheder af at blive Aand, som den var i enhver af de utallige Millioner, hvem Præsterne myrdede ved at snakke dem efter Munden og give dem Beviser.

Det Modsatte af hvad Magelighed og Sandselighed vil, vil Χstd: den vil purre op.

Skal der her være Tale om at være Lærer, da gjælder det især om at Læreren kan være rolig, at han ikke lader sig forstyrre af Skriget eller Hvinet, eller Umiddelbarhedens allerlistigste Insinuationer, at han veed, at alt Sligt hører med. Men Herre Gud saaledes veed jo en Chirurg at det at skrige hører med, han standser ikke Operationen, fordi Patienten skriger. Og saaledes veed Svømmelæreren at man er bange, naar man skal første Gang paa Strømmen, og Corporalen veed at Rekrutten er bange o: s: v: o: s: v: Men i alle disse Forhold har man ikke behaget at forandre Alt paa Grund af Skriget.

Kun i Forhold til hvad der er det ene Vigtige, det Evige, Χstd, kun der har man fundet det Rigtigst at forandre Alt i Forhold til som Patienten gider have det. Det har man gjort, ak det vil sige, man har narret sig selv og Millioner for det ene Vigtige.


#