Kierkegaard, Søren Journalen NB31

Sværmere.


👤Lessing bemærker rigtigt etsteds, at det Ord Sværmer er dannet af Schwarm og derfor betegner det Sociale, denne Trang til at rende sammen i Flok – og han saaledes ikke kan kaldes en Sværmer.

En eensom Sværmer er noget saa Vidunderligt, i den Grad et Phænomen og som en Meteor-Steen sjeldent, at der ogsaa kun gives een eneste saadan: 👤Socrates.

En eensom Sværmer, det er ligesaa forunderligt som at sætte Ild og Vand sammen, eller at tale om en kydsk Vellystning, eller om en eensom Selskabsbroder, eller som at gjemme et flydende Legeme i et Kar uden Bund! Vidunderlige 👤Socrates! At gjemme den høieste Begeistring, at gjemme den i den eminenteste Reflexion og Klogskab – vidunderligt ligesom at gjemme det flydende Legeme i et Kar uden Bund. For os Andre vil det ikke lykkes, har Karret ingen Bund, saa løber det flydende Legeme igjennem – og i samme Grad som vor Reflexion og Klogskab udvikles vil den tage Noget fra Begeistring.

Vidunderlige 👤Socrates! Ja det var et Kunststykke Du gjorde, noget ganske anderledes end det med 👤Columbuss Æg, disse i en vis Forstand plebeiiske Kunststykker. Og derfor er det heller ikke saaledes i Forhold til dit Kunststykke, – o, og hvor jeg under Dig det, at det ikke er saaledes, at der er denne Retfærdighed, som for evig sikkrer Dig mod Pøbel-Kameratskab og Professor-Slænget – det er ikke saaledes med Dit Kunststykke som i Forhold til de plebeiiske: at det er ingen Kunst at gjøre det bag efter. Nei, nei, Du Herlige, det bliver lige vanskeligt – og der er saa vist heller Ingen der har gjort Dig det efter, medens rigtignok Enhver iblandt dette Pak af Professorer og Privat-Docenter mener at være gaaet langt videre end Du, dette Pak, om hvilket jeg antager at Du ganske geheimt har talt, naar Du, som 👤Alc. siger, bestandigt talte om Pak-Æsler.