Kierkegaard, Søren Journalen NB31

XI1A409 Det Overordentlige.

For at forhindre at det Overordentlige ikke er det Indbildske, Hovmodige, er det sande Overordentlige altid saaledes dialektisk, at det fra een Side seet er det Lidende og at Mskenes Nederdrægtighed er ►frastødende medvirksom til at gjøre ham til det Overordentlige.

Ingen fødes som det sande Overordentlige, han bliver det.

Og gaaer det saaledes til. Han kan 122 lidt efter lidt blive opmærksom paa, at noget ⓘ Overordentligt Overordentligt] , først skrevet Overod er ham betroet – dog har han det i saadanne Lidelser, at han længe næsten kun fornemmer Lidelsen, og at det Overordentlige ikke frister ham.

Saa kommer da Tiden, da han overtager sin Opgave. Og her fordres saa, at han i høi Grad elsker Menneskene og er dem vel menende.

Men hvad skeer, han colliderer deels med den msklige Misforstaaelse og deels med den msklige Nederdrægtighed.

Saaledes stødes han tilbage fra Mskene, det er ikke ham, der hovmodigt foragtede Mskene, nei han elskede dem, men det er Mskene som deels misforstaaende, deels nederdrægtigt støde ham fra sig.

Svække ham, kan de ikke, thi han er jo ⓘ lagtlagt] , først skrevet lagg an til det Overordentlige, altsaa kan denne Medfart kun ►poten57sere ham – saa bliver han det Overordentlige. Den dialektiske Mellembestemmelse er bestandigt: det Lidende, det Forskudte o: s: v: