Kierkegaard, Søren Journalen NB3

a Mangel paa Frimodighed til at vedstaae en Overbeviisning, ell. til at turde have en høiere Bekymring end den om Levebrød, og den »andre Mænder« har.

b (ligesom det jo ogsaa var et Ord af mig, dialektisk henkastet og misforstaaeta, der bestemte 👤Goldschmidt til i sin Tid, at tage et nyt Sigte, at angribe Alle; medens jeg i en anden Forstand gjorde Alt for at frelse 👤G: ud af det hele Skidt, men bestandigt dialektisk for at give ham Leilighed til at blive aabenbar.)

a Yttringen var, at det var Nonsens at være ironisk og tillige Partigænger, som blot angreb Regjeringen, Ironie maa tage Alle – hvor jeg netop viste ham, hvor feig han var mod Publikum. En saadan Total-Ironie lod sig saa vel tænke netop som eiendommelig for det Moderne. Men den der skulde løse denne Opgave maatte 1) først have stort personligt Mod, 2) uhyre Godmodighed 3) En Reenhed i Villie og Charakteer som var heroisk: Jeg turde ikke paatage mig denne uhyre Opgave og dette uhyre Ansvar.

c msklig talt

d Det lod sig da heller ikke saaledes see, ei hell. var det den Gang saaledes min Tanke, men min Tanke var det at blive Præst. Da jeg begyndte at skrive 📖 Enten – Eller, da havde jeg faaet ved et ulykkeligt Forhold til et andet Msk. mit Livs Grund-Skade og Qval endnu een Gang rippet op og potenseret, og derved forstaaet, at min Existents msklig talt var sat paa Grund for hele mit Liv. Saaledes blev jeg Forfatter.