Kierkegaard, Søren Journalen NB28 : 1854

XI1A21Hvor høfligt, hvor dannet, hvor hierteligt!

Saaledes leve vi med hinanden, at vi gjensidigen fordre og respektere det som Dannelse, Høflighed, Hjertelighed, at den Ene ikke ►falder 139 paa paa nogensomhelst personlig Maade at tale til den Anden om Evigheden og Salighedens Sag o: D. Vi forudsætte, den Ene om den Anden, at han – ⓘ naturligviisnaturligviis] , først skrevet A! – i dybeste Alvor er bekymret ►den Sag betræffende i dybeste Inderlighed.

Hvor gavtyveagtigt. Ellers antager man det ikke for Høflighed, Dannelse, Hjertelighed at lade være at tilraabe En betræffende ⓘ eeneen] , < en eller anden Fare, han muligt er udsat for – men her er det saa høfligt, saa dannet, saa hjerteligt ⓘ – og– og] , foran er slettet – hvorfor? fordi vi Alle helst ville være disse Tanker qvit. Deraf kommer saamænd ogsaa for en stor Deel den Hjertelighed og Dannelse, der taler saa euphemistisk om enhver Afdød, »han er i Fred« »han sover« »han har det godt« o: s: v: – vi ønske nemlig Alle for vort Vedkommende jo før jo hellere at blive Tanken om Døden qvit.