Kierkegaard, Søren Journalen NB28 : 1854

XI1A8 Forfølgelse

I vore Tider er Forfølgelse slet ikke til – fordi man har gjort Christendommen aldeles charakteerløs, saa der virkelig Intet er at forfølge.

I Middelalderen forhindrede man Forfølgelse derved, at man gjorde den virkelige Forsagelse til det Overordentlige, der fandt Behag i at lade sig beundre. Men saa er der jo atter 126 ikke ⓘ NogetNoget] , < noget at forfølge. Kun naar den ubetingede Forsagelse ganske ►simplement gjøres til det Ordentlige, ⓘ DetDet] , først skrevet kun d som fordres af Enhver, kun da ægger den til Forfølgelse. Thi det Ubetingede vil Verden være qvit; men den 270 kan blive det paa to Maader: ved at beundre eller ved at forfølge. Naar da den ubetingede Forsagelse gaaer paa Accord og – hvorved den da forresten ophører at være den ubetingede Forsagelse – og tager mod Beundring, saa falder Forfølgelsen bort.