Kierkegaard, Søren Journalen NB28 : 1853-05-11

NB28:29

#

»Noget er bedre end Intet.«


Ja, ganske vist, dette gjælder i Forhold til alt Endeligt, Timeligt, Jordisk og hvorfor? Fordi det Endelige selv ikke er det Ubetingede, men det Relative. Der er ingen Riigdom om hvilken det ubetinget gjælder at den ubetinget er Rigdom, Rigdom er en Relativitet – derfor er Noget altid bedre end Intet, thi alt Endeligts Væren er at være Noget, ikke: at være Alt eller ikke at være.

Anderledes med det Ubetingede. Dette forholder sig nemlig til: enten-eller, enten ubetinget eller ikke. Her er det derfor saare langtfra, at Noget dog er bedre end Intet. Nei, nei, er det Ubetingede ikke ubetinget for En, er man det dog altid nærmere ved ubetinget ikke at forholde sig til det, end ved at [have] forkluddret og forvansket selve det Ubetingede ved den Sludder Noget er bedre end Intet.

Det er Dette der har forvirret hele Χstd. Istedetfor at Χstd. skal betjenes som det ubetingede, har man behandlet den som andet Endeligt, hvor det gjælder Noget er bedre end Intet. Man bevæger sig i en reent forkeert Retning. 1000 Præster, af hvilke Ingen betjener det Χstlige ubetinget, mener man er dog altid Noget og bedre end Intet; kunde man faae 10,000 af den Art Præster vilde man vel mene at dette var igjen Noget mere og altsaa adskilligt bedre end Intet. Uendelige Dyb af Nonsens, der forfalsker hele Χstd.


*   *


Forunderligt nok, denne Tanke har ofte beskjeftiget mig; jeg har mere end engang taget Pennen for at ville tegne det op, men den vilde ikke blive mig saaledes tydelig, at jeg meente det kunde fattes af Enhver. Igaaraftes (d. 10 Mai) som jeg staaer allerbedst uden i fjerneste Maade at have tænkt paa den Tanke, falder den mig pludselig paa, og i hele sin Klarhed, at kun endeligt gjælder det, at Noget er bedre end Intet, at, uendeligt, gjælder lige det Modsatte, at Intet er bedre end Noget.


#