Kierkegaard, Søren Journalen NB28 : 1853

X5A117 47 237 Den sande Ophøiethed.

►»Christus døde eengang for alle Mskers Synder, nu behøves der intet Offer mere«, saaledes lærer og vidner ►»Apostelen« – og for ret at ⓘ faaefaae] , først skrevet for dette forkyndt, er Apostelens Liv saaledes anstrenget, ►at han selv bliver Offer. O, ædle, uendelig ophøiede, elskelige qvindelige ►Undseelse! Thi saaledes er det at forstaae – Apostelen gyser ved at bringe sig i Erindring ved Siden af Gud, nei, der behøves intet Offer mere – og dog er hans eget Liv ogsaa offret. Men ved sin Tale bortleder han reent Opmærksomheden derfra, i qvindelig Undseelse skjuler han det! – ►Evangelium er det glade Budskab – og for ►ret at forkynde det er Apostelens Liv saaledes anstrenget, at der blandt alle Lidende (►Gud-Msket undtagen) 48 er ingen saa anstrenget. Uendelige Ophøiethed, ædle, elskelige, qvindelige Undseelse! Ved sin Tale bortleder Apostelen ganske Opmærksomheden fra, skjuler over det Ædle – just dette er det Ædle. – ►»Det er idel Naade« – og paa samme Tid er Forkynderens Liv mere anstrenget end nogen Gjernings-Hellig: ja, det er rigtigt, her er Undseelsen.

De fleste Msker leve paa en anden Maade, de bruge Talen til at skjule over det Lurvede i deres Indre. En raaber »denne Sag beskjeftiger mig uendeligt« – medens hans Liv udtrykker, at den beskjeftiger ham temmelig ►endeligt. Og saaledes i alle mulige Forhold.