Om mig selv.
I hvad der er optegnet om mig selv i ►Journalerne fra 48 ►og 49 er ►vistnok ofte endnu løbet ►et Produktivt med ind. Det er ikke saa let, naar man i den Grad er digterisk-produktiv som jeg, saa at holde Sligt borte. Det fremkommer strax, naar jeg faaer Pennen i Haanden. Thi forunderligt nok i mit eget Indre er jeg ganske anderledes kort og klar over mig selv. Men ⓘ saasnart jeg vil optegne det, bliver det strax Produktivitet. Saaledes er det ogsaa forunderligt nok, at religieuse Indtryk, Tanker, Udtryk som jeg selv bruger dem har jeg ikke Lyst til at optegne, dertil ere de mig lige95som for vigtige. Af saadanne har jeg nogle faae – men jeg har produceret Masser. Og først naar et saadant Ord er ligesom forbrugt, saa kan det falde mig ind at optegne det eller lade det løbe med i Produktivitet.
Nu vil jeg dog igjen optegne lidt om mig selv.
Der er to Tanker, der ere saa tidlige i min Sjel, at jeg egl. ikke kan eftervise deres Opkomst. Den første er: at der gives Msker, hvis Bestemmelse er at offres, paa een eller anden Maade at offres for Andre, for at faae Ideen frem – og at jeg ved mit særlige Kors var en Saadan. Den anden Tanke er, at ►jeg aldrig vilde blive forsøgt i at skulle arbeide for Udkommet, deels fordi ►[jeg] meente at skulle døe meget 96 ung, deels ►fordi jeg meente, at Gud i Betragtning af mit særlige Kors vilde holde denne Lidelse og Opgave fra mig. Hvorfra man har slige Tanker, ja det veed jeg ikke; men det veed jeg, læst mig dem til har jeg ikke, ei heller har jeg faaet dem fra et andet Msk.
Nu vil jeg gjennemgaae mit Liv kortelig.
►Da jeg forlod »hende« begjerede jeg af Gud Eet, at det maatte lykkes mig at skrive og ►blive færdig med »Enten – Eller« (dette var ogsaa for hendes Skyld, thi ►»Forførerens Dagbog« var jo for at støde fra, eller som det hedder i ►»Frygt og Bæven« ►»naar ⓘ Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen ⓘ sit Bryst«) – ►og saa ud paa en Præstegaard, dette meente 97 jeg nemlig var et Udtryk for at forsage Verden.
Det med »Enten – Eller« lykkedes mig. Dog skete det ikke, som jeg havde ventet og tilsigtet, at jeg vilde blive hadet, afskyet o: s: v:, o, nei, ►jeg gjorde glimrende Lykke.
258Altsaa det Ønske, min Begjering opfyldtes ►betræffende at blive færdig med Enten – Eller.
Nu skulde jeg altsaa have været afsted ud paa en Præstegaard som Landsbypræst. Jeg skylder Sandheden at tilstaae, at efter ►en saa enorm Produktivitet i saa kort Tid, efter at der saa var blevet ►en saadan Sensation her hjemme, var hiin Tanke ligesom gaaet mig af ⓘ Minde. Tillige var der vaagnet i mig en saa stærk Produktivitet, at jeg ikke kunde gjøre den Modstand.98
Her skete altsaa noget Andet, jeg blev Forfatter, men svingede ind i Retning af at blive religieus Forfatter.
Snart dukkede dog hiin anden Tanke (Landsbypræsten) op igjen. Jeg meente at see i den kortest mulige Tid at blive færdig som Forfatter – og saa Landsbypræst.
►Ved hvert ny Skrift tænkte jeg bestandigt, nu maa Du bryde af.
►Meest afgjørende viste det sig dog for mig i Forhold til »Afsluttende Efterskrift«.
Her var det min Tanke at standse ––– ►da skrev jeg den Linie om Corsaren.
Fra det Øieblik af forandredes for mig Indtrykket af det at være Forf. Nu meente jeg jeg burde blive ved, saa længe som det paa nogen Maade 99 var muligt, nu var det at være Forf. ►at være her mig saaledes forbittret, at det snarere var Askese end at gaae ud paa Landet.
►Da kom 48. Her forundtes mig en ►Overskuelse over mig selv, som jeg næsten overvældedes af. Jeg troede at forstaae, hvorledes en ►Styrelse havde fulgt mig, at mig virkelig var forundt det Overordentlige.
Men i samme Øieblik blev en anden Tanke mig klar, at skulde jeg virkelig være det Overordentlige, saa maatte der nu fordres af mig at kunne saaledes ►træde i Charakteer deraf, at jeg var villig til at leve i Armod, lide i en anden Forstand end jeg hidtil havde tænkt mig.
Altsaa det var 48; Stærk har jeg egl. aldrig været. Og i den 100 Tid hændte det mig at jeg et Par Gange blev nærmere mindet om Døden – da forstod jeg dette saaledes, at jeg burde see at faae et Msk, jeg kunde sætte ind i min Sag, hvis jeg døde. ►Dertil valgtes Prof. 👤Nielsen, som nogen Tid iforveien havde søgt Tilnærmelse (►Herom findes nok baade i Journalerne og andetsteds paa løse Papirer).
Her blev jeg saa igjen sinket.
Nu gik Tiden hen. Saa tænkte jeg som saa, naar Du ikke kan ►overtage det Overordentlige i Charakteer, nu vel, saa slip hele den sid259ste Produktivitet og see saa at gjøre ⓘ Noget for det Endelige, paa den Maade vil Du kunne seire, thi det havde jeg da ►længst forstaaet, at jeg forholder 101 mig omvendt til Samtiden, skal jeg timeligt seire maa det skee ved ►at slaae af.
At være sand har jeg altid anseet for Hovedsagen – vel, saa ►endeliggjør jeg min Stræben!
I samme Øieblik vaagnede saa Tanken om »hende«, thi skal der slaaes af, skal jeg timeligt seire, saa skal hun frem.
I disse Tanker gik Tiden hen. Jeg leed saare meget.
►Summa Summarum blev at jeg dog gøs tilbage for den Tanke at slippe Ideen – og jeg besluttede at sætte den sidste Produktivitet ind (►Indøvelse i Χstd.). ►Jeg skrev til Bogtrykkeriet, der forlangtes Manuskript næste Dag – ►da døer Etatsraad 👤Olsen. Forunderligt! Havde jeg faaet det at vide Dagen iforveien, havde jeg neppe 102 skrevet til Bogtrykkeriet, men ventet endnu nogen Tid. Nu ansaae jeg det for afgjort. Men slaaet af, blev der dog, derfor ►blev den sidste Produktivitet pseudonym.
Saa tænkte jeg atter at blive Landsbypræst – men nu er Sagen blevet mig en anden, thi nu er det jo en pecuniair Hjælp, en Handling i Retning af Udkommet.
Her er jeg standset, jeg er standset paa dette: tør jeg christeligt endeliggjøre min Stræben.
Hvad »hende« angaaer, da kan jeg ikke gjøre Noget. Deels maa jeg bestandigt betragte det som uhyre voveligt at røre ved det Forhold (cfr. derom ►Optegnelser – fra 48 og 49.), deels tør jeg det ikke, fordi det vil ►betyde mig, at jeg tillige afgjør noget Andet, at jeg endeliggjør min Stræben. Derfor har 103 jeg ikke været utilbøilig til at tænke det saaledes, at hvis hun paa een eller anden Maade forlangte det, søgte paa en officiel og afgjørende Maade Forstaaelse med mig, saa vilde jeg ►muligt betragte det som et Vink af Styrelsen i Retning af, at jeg skal slaae af, endeliggjøre min Stræben.
Jeg bliver mere og mere anstrenget, at producere forekommer mig næsten som en ►Narrestreeg, og derimod at sulte snarere at være Χstd. Thi hvad er dog Χstd? Χstd. er jo dog ikke en Sum af Læresætninger men er – ►Charakteer-Betjeningen.
I en halvanden Aar har jeg nu forandret min Leve-Maade, Alt i Retning af at see, hvad jeg kan taale.
Dog forekommer det mig saa, at Askese er Sophistik – og saa kommer 104 jeg til Naaden igjen.
Det N. T. hviler ►aabenbart i den Betragtning, ►der er en evig Forta260belse og – maaskee ikke een af Millioner frelses. Vi som ere opdragne i Χstd, vi leve i den Betragtning, at vi nok blive alle salige.
Der er Øieblikke, hvor det er mig som maatte jeg gribe det Første, og saa i Guds Navn bryde med Alt.
Jeg seer det an, da er der Eet, der standser mig: hende. Den Art Χstd. har hun ingen Anelse om. Griber jeg den, fører jeg den igjennem, saa er der en Religions-Forskjel imellem os.
»Men hvor kan Du saa tvivle om, at dette betyder, at Du ikke skal opfatte Χstdommen saaledes« det vil ethvert Msk. 105 sige. O, men det N. T. er en frygtelig Bog; ⓘ thi det regner jo netop den Art Collision med til sand Χstd.
Saaledes kæmper jeg. Og saa er der igjen Øieblikke, hvor Alt er saa uendeligt mildt for mig, hvor jeg netop mener at forstaae, at min Opgave just er at bringe Sandhed ind i vor Existeren derved at vi gjøre det tydeligt og aabenhjertet tilstaae, at vor Χstd. er en Formildelse, at det ikke er fordret af Enhver at være ⓘ »Discipel«.
Dog jeg afbryder. Det trætter mig at skrive. Der hviler paa mig en Masse af Produktivitet, enorm. Men det der beskjeftiger mig er noget Andet: tør jeg endeliggjøre min Stræben, have timelig Fordeel af at forkynde – Χstd, der er Forsagelse af det Timelige.