Kierkegaard, Søren Journalen NB28

Den høieste christelige Pathos


Den er udtrykt i de Ord i Hebr-Brevet: de forsmaaede at lade sig trøste eller at lade sig hjælpe.

Kun denne Pathos kan bære Χstd. igjennem, kan holde den paa det Gudd.s Spidse, at den ikke som en Vogn løber ned af Bakken, kun i denne Pathos er det Christelige luftæt afproppet, utilgængeligt for enhver Communication med det Ueensartede. Saasnart den Tanke kommer op om Mskenes Hjælp, om ikke at forsmaae Msks Hjælp, saa er væsentligen Alt tabt, Troen paa Martyriet, at det har Værd i og for sig, og Χstd. løber ned af Bakke, indtil den, ligesom Rhinen ender i Mudder, ender i Politikens Mudder. Tag en Luftpude: et Knappenaalsstik er nok; om Du med en Sax klipper et stort Hul, forandrer væsentligen ikke Sagen, den er ikke mere luftæt.

Og denne Forandring indtræder egl. med Luther. Han var den christelige Heros, der blinkede med Øiet, visseligen ikke af Mangel paa Mod, nei men hildet i Forestillingen om at det just var Gudelighed at glædes ved dette Liv, gik Troen paa Martyriets ubetingede Værd ud. Han forsmaaede ikke Mskenes Hjælp – i sin Dødsstund angrede han det.

Her indtraadte Forandringen, og fra nu af bliver saa Χstd. mere og mere Politik. Formelen er ogsaa ganske simpel: en Sag der betienes saaledes, at Msks Hjælp forsmaaes, ja det kan være Hovmod, men det kan ogsaa virkelig være Guds Sag; men en Sag, der betjenes saaledes, at man tager Mskenes Hjælp er Politik. At man sætter Guds Navn til gjør dog vel ikke Udslaget, som hvis En vilde sige: nu vil jeg da i Guds Navn gaae hen og stjæle, eller: saa vil jeg da i vor Herres Jesu Χsti Navn gaae hen og hænge mig.