Kierkegaard, Søren Journalen NB27 : 1853

214 X5A87 At det at Christus lod det komme dertil, at han blev ihjelslagen, ikke er ligefrem Forbilledligt for et Menneske.

Jeg tænker her paa ►den Vending som H. H. (to ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger) gav Sagen. Christus er Kjerlighed – hvor kan han saa nænne at lade Mskene blive skyldige i hans Død, vil det ikke just ⓘ værevære] , først skrevet K Kjerlighed at slaae lidt af? H. H. fremdrager som Svar herpaa især den Side, at Christus tillige var Sandheden, og derfor kunde han ikke give efter, men maatte ⓘ lade detlade det] , < det lade komme til det Yderste.

Men der er tillige en anden Side at see Sagen fra, ►som H. H., saavidt jeg erindrer ikke saaledes fremdrog. Nemlig: det at Χstus lader det komme dertil, at han bliver slaaet ihjel er jo just Kjerlighed, thi hans Død er jo Forsoningen, Forsoningen ogsaa for deres Synd, som sloge ham ihjel; var han ikke blevet slagen 215 ihjel havde han ikke naaet Bestemmelsen, thi ►han kom jo til Verden for at lide og døe.

Dog i dette Tilfælde kan umuligt noget Msk. komme. Intet Msk. har Lov til at mene, at hans Lidelser skulle være frelsende eller gavnlige for Andre, saaledes forstaaet, at han i eenlig Viden blot skulle være vidende derom med Gud. Nei, dette vilde være Loven for at være mere end Msk. Nei som Msk. har han at lade Gud styre og raade, og selv at bruge sin Forstand og ethvert tilladeligt Middel for at undgaae det at lide.