Kierkegaard, Søren Journalen NB26 : 1852

↩

37X4A5602219 Juni.

Om mig selv.

Forstaaende mig i, at være ⓘ enen] tilføjet oprindelig Ueensartethed med Andre, ogsaa ved ►en Pæl i Kjødet blev jeg i store indre Lidelser Forfatter.

Saaledes havde jeg holdt ud Aar efter Aar, trods Lidelserne, trods de nye Lidelser: ►en Pøbel-Forfølgelse: ►jeg kan aldrig noksom takke Gud for hvad der blev gjort for mig.

Da kom ►48. Jeg blev løftet paa et Høidepunkt, som jeg aldrig før havde kjendt, og forstod nu mig selv saa ganske i det Forbigangne og Tilbagelagte. Saa forstod jeg det som min ⓘ Opgave,Opgave,] , < Opgave: eller jeg tænkte mig det saaledes: i reen intellectuel Enthusiasme ganske at tilhøre den Opgave, at gjøre det tydeligt, hvad Χstd er – dog uden selv at bestemme ubetinget mit Forhold til Χstd, derimod i intellectuel Enthusiasme at holde Alt ud for Ideen.

Saaledes forstod jeg det, og mig i 38 min Ueensartethed. ►Jeg vilde saa ud paa Landet for at marquere desto stærkere.

Dog det skete ikke strax, der vaagnede en Betænkelighed. Saa begyndte Betænkelighederne. Om jeg, naar det først engang blev Alvor med Næringssorg, om jeg saa ikke vilde fortryde at have marqveret saa stærkt, at jeg ganske havde sluppet ►den Mulighed, jeg dog altid havde haft, at faae et Embede i Kirken. Om det var forsvarligt mod Χstd., mod Mskene, om jeg ikke kunde ►vippe Sagen saaledes op, at jeg just blev til Fordærvelse for Χstd. Saa vaagnede igjen stærkt Tanken om ►hende. ^[a] Hvis jeg nemlig slog af i Retning af [at] virke saaledes intensivt, hvis jeg selv gik ⓘ indind] , først skrevet u under Bestemmelse af at være Χsten, og saa overtog at virke extensivt: saa syntes mig at hertil igjen vilde svare, at ►hun blev indsat i sine Rettigheder.

Denne Opfattelse gjorde saa sit Indtryk paa mig. Der 39 gik Tid hen. Men ret kunde jeg dog aldrig beslutte mig til at gjøre Skridt i Retning af at faae Embede, der var Noget der holdt mig ⓘ tilbagetilbage] tilføjet , det var mig som 2324 var det en Utroskab mod Gud, at jeg slog saaledes af, men tillige var jeg saa angest, om det ikke kunde være Stolthed i mig, at jeg ikke vilde slaae af.

Saa vaagnede der igjen stærkere Indtryk i Retning af, at jeg skulde vove ud, ►sætte mine Manuscripter ind. ►Jeg skrev til Bogtrykkeriet, der svarede, at det kunde strax modtage Manuscript. ►Samme Aften fik jeg først at vide, at Etatsraad 👤Olsen var død. Det forstyrrede mig, det var mig som et Vink i modsat Retning. Men paa den anden Side, der var jo egl. handlet af mig, og det kunde jo just være en ►Styrelse, at jeg ikke før fik denne Efterretning (hvilken kunde være 40 kommet mig for Øre en Dag eller to tidligere, thi han var død et Par Dag[e] før) for ikke at standses.

Saa vidste jeg hverken ud eller ind. Saa bad jeg til Gud: lad det nu komme til Afgjørelse, jeg trykker, i Spændingen opdrag Du saa mig.

Fra den Tid jeg opgav at gaae ud paa Landet, har jeg lidt meget og paa Maader som jeg ellers ikke har kjendt: Uheld og Plager i alle Livets Ubetydeligheder, dette forøget ved ►oeconomiske Bekymringer. Nu jeg har jo selv i et senere Øieblik bedet om Opdragelse: og disse Plager ere da ogsaa blevne stærkere efter den Tid.

Men udviklet er jeg blevet.

Og nu er jeg kommet tilbage til det Punkt, hvor jeg var i 48 men i en høiere Forstaaelse. Min Ueensartethed 41

1. Journalen NB26, s. 41. Marginaltilføjelsen NB26:14.b begynder i hovedspalten, og fodnoten NB26:14.1 afsluttes i marginalspalten
er jeg atter stærkt blevet mindet om, og mindet om, hvad jeg vel næsten havde glemt, ⓘ at jegat jeg] tilføjet ikke kan overtage et geistligt Embede¹.

25Jeg forstaaer mig altsaa i at være ueensartet. Derimod forholder jeg mig ligefrem til Χstd., saa ⓘ hvadhvad] , først skrevet de jeg nu vil komme til at lide ikke er hørende under Bestemmelsen: intellectuel Enthusiasme for det Spørgsmaal hvad Χstd er, men under: Lidelse for Læren, saaledes at jeg ogsaa i at bære ⓘ denden] SKS, dem støtter mig ligefrem ved Χstd.

Det der skal anbringes er: Christi ⓘ Efterfølgelse –Efterfølgelse –] , først skrevet Efterfølgelse. og jeg maa 42 være som jeg er i Ueensartethed. O, min Gud det var dog Dig, der holdt Din Haand over mig, at jeg ikke i Bekymringens lange Tider gik hen og gjorde Skridt i Retning af Eensartethed og derved ►forskyldte, hvad stærkt er udtrykt af mig ►i en af Journalerne fra den Tid som det jeg frygtede, at fordrive et Foster, fremdeles viklede mig ind i Noget, hvor jeg længere hen vilde opdage idel Plage, fordi jeg ikke hører hjemme deri, og endeligen paadrog at maatte blive ►protesteret naar jeg ankom i Evigheden.

»Efterfølgelsen« skal anbringes. Men ►»uden Myndighed« dette er og bliver min Categorie.

Dette er ogsaa skeet, idet jeg ►i »om min Forfatter-43Virksomhed« og ⓘ i Forordeti Forordet] , foran er slettet senere til to Taler ved Altergangen og senere i Selvprøvelse erklærer mig: at være en Digter. Nemlig »Naaden« er det Afgjørende, men »Efterfølgelsen« skal anbringes, dog hverken jeg ængstes over Evne, eller Andre, derfor er jeg kun »en Digter«, dog har mit Liv allerede længe udtrykt mere end det at være Digter, og udtrykker mere, naar jeg bliver i Ueensartetheden.

Det ►underfundig-Polemiske, der er Natur-Bestemmelse i mig og uadskilleligt fra mit Væsen, er atter her bevaret. Thi hvor ⓘ ironisk:ironisk:] , < ironisk, der er ►1000 Præster, Lærere (det er altsaa noget langt Høiere end kun at være Digter) og ►hele Befolkningen er lutter Christne (atter 44 Noget som er mere end at være »Digter): og jeg er kun en Digter.

O, min Gud, hvor tydeligt nu Alt staaer for mig, hvor uendeligt meget der dog bliver gjort for mig. Det er ikke Ueensartetheden jeg skal bede mig ud af, det er ikke Opgaven, ak, men jeg skal heller ei have Trygheden, som ligger i at være Eensartet. Nei, jeg bliver i 26 Ueensartetheden. Der bliver jeg hos Dig – og i Sandhed jeg kjender Saligheden deraf, det Eneste, der har ængstet mig, var at [jeg] troede, at muligen var Opgaven ⓘ enen] , først skrevet a anden, at jeg skulde ud af Ueensartetheden, hvad dog vel ogsaa har hængt sammen med, at jeg ønskede mit Liv betrygget.

Jeg føler ogsaa Mod og Glæde – vel ikke saaledes som i 48 ►skummende; men da var dog ogsaa Bekymringen for 45 Udkommet fjernere – var jeg i dette Øieblik den frie, jeg vilde atter juble, thi ►forresten er alt Godt. Dog har jeg i de forløbne Aar lidt saa meget og maa see Opgaven saa alvorligt an, at jeg dog vilde være adskilligt forandret.

Men selv med den oeconomiske Bekymring, som jeg har den, med Forestillingen om, hvad jeg, ⓘ efterefter] , først skrevet sa mit Kjendskab til Verden, kan forudsee af Spektakel: jeg føler mig rolig og glad, maaskee i stillere Tillidsfuldhed langt bestemtere end i 48.