Kierkegaard, Søren Journalen NB26 : 1852

X4A557 20 Om mig selv.

Har Du seet en Jagthund: blodig, udmattet af Anstrengelse og af Blodtab ved Kampen derinde i Rævehulen, den slipper dog ikke, den har bidt sig fast, og døer saaledes.

Ogsaa jeg er anstrenget; men min Tanke har jeg dog ikke sluppet, 31 jeg har ikke gjort mig mit Liv beqvemmere, hvorved det vilde blive mindre ►kjendeligt, hvad jeg har villet.

Som jeg ►saa ofte har ⓘ sagt:sagt:] , først skrevet sagt, der maa fæstes Ende, ellers bliver vi dog i Reflexionen, og man har i ganske kort Tid fortæret mig. Og for at fæste Ende fordres der et Liv, en Existents.

Det Docerende kan ikke standses ved en ny Doctrin, men kun ved Personlighed. Sandt, det var mig lettere, da jeg var fri for ►Bekymringer for Udkommet. Og ikke blot dette; men da det var lettere for mig, blev ogsaa Sagen næsten lettere for de Andre. Thi jeg trykkede ikke saa stærkt. Men jo alvorligere det bliver for mig, desto stærkere trykker jeg – og desto vigtigere bliver det saa for de Andre, at værge sig imod – det Sande.