Kierkegaard, Søren Journalen NB26

Det at være Præst.


Naar det at være Præst betyder, at have sit Liv paa enhver mulig Maade jordisk og verdsligt betrygget, at være med i al mulig Livs-Nydelse, derhos at nyde stor Ære og Anseelse – mod een Gang om Ugen i en stille Time, (i den pragtfulde Kunstbygning, som kaldes en Kirke, hvor alt er æsthetisk lagt an) at declamere rhetorisk deiligt, at sværme i de høieste Følelser: saa paastaaer jeg, at dette er just den størst mulige Afstand fra Χstd, er den meest raffinerede Livsnydelse, en Sandsepirringens Potensation som ikke Hedenskabet kunde udtænke saa raffineret.

Tag blot en Skuespiller, og spørg ham, om det ikke er en uhyre Tilfredsstillelse, sandseligt til at fornemme, det at hengive sig i Lidenskaberne, og at fornemme den Magt man øver over Tilskuerne. See, derfor kan Skuespilleren ikke leve uden at spille; Ferie-Tiden er i een Forstand for ham et Savn, han savner hiin Potensation.

Og nu hvor langt taknemligere at spille Præst. At tage Mskenes skjønneste Øieblik, deres Stemninger og Følelser, og fornemme Livs-Følelsen svulme i sig, reflecteret tilbage fra Tilhørerne. Og nu, denne forklarende Glands over det Hele, at det skal være Alvor, saa der ikke er Tale om Bravo eller Hyssen, nei, men om Qvindernes og Ungdommens Tilbedelse.

Da Biskop 👤M. havde været syg, fortalte 👤Pauli mig, rørt, at han havde længtes saa meget efter at prædike. Hvor rørende! Lad 👤Phister have været syg i nogle Maaneder, hvor vil han længes efter Potensationen paa Brædderne!

Her ligger et Dyb af Forvirring og tildeels ogsaa Hyklerie som er ganske rædsomt. Ikke en Hoerkarl, en Røver, en Tyv er i Misgjerningens Øieblik saa langt fra Christendommen, som en saadan Præst just i det Øieblik, da han paa Prædikestolen svulmer stærkest i Veltalenhed, thi Røveren o: s: v: mener dog ikke, at det er Christendom.