Kierkegaard, Søren Journalen NB26

Enten – Eller.


Hvori er det Ulykken stikker, hvad er det der er skeet, ikke blot i eet eller andet enkelt Individ men i hele Slægten? Det er Forstanden, der har bedaaret os, Forstanden, der, christeligt har forrykket Synspunktet for Χstd.

I et lille lykkeligt Land (hvis Ulykke maaskee just er denne Lykke), i et lille lykkelig Land, der har en afgjort Tilbøielighed til at forgude Middelmaadighed, der har man ogsaa (sørgelige Consequents af Protestantismen) faaet Χstd., det at være Christen til i en hedensk Optimisme at være commensurabelt for Endelighed – ligesom alt Andet, saa man har faaet anbragt baade-og, tillige, er baade Det og Det og Det – og Χsten, er Det og Det – og tillige Χsten; og den Betjening af Χstd. man har haft i det lille Land har verdslig klogt slaaet ind med herpaa.

Og hvad er det saa, der behøvedes? Hvad andet end Disjunktion, Enten – Eller, for at sprenge dette hele Filterie. Som hiin ulykkelige Afsindige i en af 👤Blichers Noveller siger at han vil stige ned i Dovrefjeld for med en eneste Syllogisme at sprenge hele Verden: saaledes var det vel dette der behøvedes, En, dera ret aprofonderende kunde stige ned i hele Mediationens, Middelmaadighedens, Aandløshedens Virkelighed, for saab dybest nede fra sprengende at anbringe: Enten – Eller.

a , kjendt af Alle,

b , kjendt af Alle,

Og dette var vel min Opgave. O, naar jeg tænker paa, hvad jeg oprindeligt har lidt i mig selv, vel har maatte lide for at være duelig dertil, naar jeg tænker paa, hvad jeg senere har maattet lide udenfra: saa – og dog, der er Noget Andet, der i dette Øieblik falder mig paa Sinde, hvilken Taalmodighed fra Styrelsens Side at holde ud med mig, ikke at være blevet kjed og leed af mig og have casseret mig! Thi om jeg end, msklig talt, har passet flittigt paa og stræbt ganske brav: o, for Gud hvor uendelig meget Vrøvl er der dog ikke altid med et Msk men at saa Gud, dog taalmodigen holder ud. Og derfor har det ogsaa gjenlydt stadigen, især i en senere Tid da Anstrengelsen blev større og større, det har gjenlydt i mine Bønner til Gud: hav Taalmod, giv Taalmod.

Ja, hvor meget Vrøvl er der dog ikke altid med et Msk. Først inden man forstaaer hvad man har at gjøre – og dette er dog maaskee det meest tilgivelige; og saa, efterat man har forstaaet, dog Hæsitationer. Vel sandt, jeg har maaskee just havt Opgaver, der allermeest ere udsatte for Vrøvlerie, just fordi jeg har haft idel Reflexions-Opgaver: men langt fra mig være det at mene, at denne Undskyldning gjorde Sagen klar. O, nei; jeg kan dog aldrig noksom forundre mig over den Taalmodighed, som vistes migc Jeg har vel stundom været nærved næsten at desperere, og meent at jeg maatte slippe det Hele – saa jeg raabte til Gud: giv Taalmod. Og dog i samme Øieblik kom jeg til at tænke paa, hvor megen Taalmod der hørte til for at have Taalmod med mig; og derfor forenede det sig: giv Taalmod, hav Taalmod. Vist er det ogsaa, at der er Intet der bedre maatte kunne hjælpe et Msk. til Taalmodighed, end hvis han i sit utaalmodigste Øieblik ret kommer til at tænke paa: men hvad om Gud nu tabte Taalmodigheden. I al Lidelse er det Hjælpende altid at faae Andet at tænke paa. Saaledes kan Adspredelse stundom hjælpe. Dog naar man lider stærkere, naar derfor Utaalmodigheden ret begynder at brænde paa, saa formaaer Adspredelse ikke at give En Andet at tænke paa, kan altsaa ikke hjælpe. Nei, men det, hvad om nu Gud tabte Taalmodigheden, see Det kan give En Andet at tænke paa, og kan altsaa hjælpe for Utaalmodighed.