Kierkegaard, Søren Journalen NB 25 : 1852

X4A521 Catholicisme – Protestantisme.

At faae »Efterfølgelsen« bort, fjernet, det er det der beskjeftiger os Msker.

Saa har man baaret sig saaledes ad. Man tager Χstus ⓘ blotblot] tilføjet som »Forsoner« og udelader aldeles Bestemmelsen: 204 Forbilledet. Dog ikke nok hermed; det varer ikke længe, saa bliver ►Jfr.👤Maria en Slags Forsoner, til hvem man beder, at hun vil bede for os til »Forsoneren«; og saa bliver »Apostelen« en Slags Forsoner, til hvem man beder, at ⓘ hanhan] SKS, hun; ændret fra man vil bede for En til »Forsoneren«; og saa Martyren til Apostelen og op efter, og saa Sandheds-Vidnet til Martyren og op efter, og saa Præsten til Sandheds-Vidnet og op efter. Denne uhyre Ramse er naturligviis beregnet paa at distancere »Efterfølgelsen.«

Dette er en frygtelig Vildfarelse. Imidlertid ligger der dog noget Mskligt deri. Nemlig naar jeg vil have mit Liv i Nydelse og er 205 mig dette bevidst, og jeg dog vil forholde mig til Forbillederne, der ud509trykke lige det Modsatte (Lidelse) saa er det dog, en, msklig talt, rørende Maade, at jeg vil forvandle Forbillederne til en Slags ⓘ ForsonereForsonere] , < Forsonerne, vil udtrykke, hvor ueensartet mit Liv er fra deres, det er en Slags Redelighed mod Forbillederne.

Protestantismen er fiffigere. Man lever i sandselig og verdslig Nydelse (og det kalder man Χstd) – og saa ►qvitterer man Forbillederne, Melleminstantserne, ved det ►Hykkels[k]e: jeg er for ydmyg og beskeden til at begjere det Overordentlige – hvilket Overordentlige? Det at ⓘ leveleve] , først skrevet blive f 206 i Armod og Elendighed, forhadt, forbandet, tilsidst ►ihjelslaget?

Jo mere jeg seer derpaa, jo mere synes det mig, at Protestantismen (hvor sandt det Lutherske end er) at Protestantismens Hyklerie er det egl. ►qvalificerede og raffinerede.