Kierkegaard, Søren Journalen NB 25 : 1851

NB25:18

#

»Kun Een naaer Maalet.«


Kan bruges til Thema til en Tale (til Selvprøvelse) der afslører det Hyklerie, som drives med »Menigheden«, ligesom den første Tale afslørede det Hyklerie med »Videnskab.«

At det at være, at skulle være den Enkelte, at det er det meest anstrængende, at det er at give Afkald paa det Jordiske, det veed Mskene meget godt, men de vil ikke ud med Sproget. »Den Enkelte« er Aands-Bestemmelsen; det Collective Dyre-Bestemmelsen, der gjør Livet lettere, giver comparativ Maalestok, skaffer de jordiske Goder, skjuler En i Mængden o: s: v:.

»Men vi ere kloge, vi have opfundet – tænk, hvor klogt, hvor uigjennemtrængeligt – vi have opfundet, at det at ville være den Enkelte (der holder sig ene til Gud) at det er Selvkjerlighed, afskyelig og hjerteløs Selvkjerlighed. Skulde jeg da være en saadan Egoist – Pfui, – især da jeg tillige ved at ville være det, vilde gaae Glip af alt Jordisk, medens jeg ved at være – hjertelig! – hjertelig i Sammenhold med de Andre profiterer det Jordiske og tillige at elskes som den Kjerlige, den Hjertelige.«

.... »Men vi ere kloge, vi have – tænk Dig hvor snildt, men lad det for Alt blive mellem os, at det er Snildhed – vi have opfundet, at det Collective, Foreningen, Menigheden at det er »Alvoren«, at det at ville være den Enkelte er Phantasterie, Umodenhed, Overdrivelse og altsaa ikke sand Alvor. Skulde jeg da være en Phantast – nei jeg er den Alvorlige, der holder, hjerteligt, sammen med de Andre – derved vinder jeg alle de jordiske Fordele og tillige at ansees for og hædres som den Alvorlige. See kuna paa dem i Historien, der virkelig have staaet ene, hvorledes det gik dem, hvorledes de bleve forladte af Alle, saa forfulgte, maatte leve i Armod og tilsidst ikke engang maatte leve men bleve dømte fra Livet – Phantaster som de vare, uden Alvor og forsaavidt var deres Skjebne Straf, om den end maaskee var for haard, og den mere passende Straf, den vore Tider har sat paa Sligt at blive udleet af os Alvorlige og Forstandige.«