Kierkegaard, Søren Journalen NB 25 : 1852

↩

X4A545 528 529 269 Mit Livs Fart.

I frygtelige indre Lidelser blev jeg Forfatter.

Saa var jeg Aar efter Aar ⓘ Forfatter,Forfatter,] , først skrevet Forfatter. leed saa ogsaa for Ideen, foruden hvad jeg udholdt i indre Lidelser.

►Da kom 48. Det hjalp. Der kom for mig et Øieblik, da jeg, saligt overvældet, turde sige til mig selv: jeg har forstaaet det Høieste. Sandeligen det forundtes ikke Mange i hver Generation.

Men næsten i samme Øieblik styrtede noget Nyt over mig: det Høieste er jo ikke at forstaae det Høieste men at gjøre det.

Dette havde jeg vel været 270 opmærksom paa lige fra Begyndelsen, derfor er jeg ogsaa noget Andet end en Forfatter i Almdl. Forstand. Men hvad jeg ikke saa klart var opmærksom paa, var, at jeg ►ved at have Formue og være uafhængig havde lettere ved existentielt at udtrykke det Forstaaede.

Da jeg saa forstod dette, ►var jeg villig til at erklære mig selv for en Digter, nemlig fordi jeg har haft Formue, hvad der har gjort Handling lettere for mig end for Andre.

Men det kommer igjen: det Høieste er ikke at forstaae det Høieste, men at gjøre det, og vel at mærke med alle Tyngder paa.

Da forstod jeg først ret, at »Naaden« maa ►anbringes, ellers qvæles et Msk. i det Øieblik han skal til at begynde.

Men, men, »Naaden« skal dog ikke anbringes for at forhindre Stræben, nei, det kommer igjen: det Høieste er ikke at forstaae det Høieste men at gjøre det.