Kierkegaard, Søren Journalen NB 25 : 1852

NB25:112

#

Min Situation.


Da jeg kastede mig mod Pøbel-Literaturen, da stod 👤Gjødvad hos mig og ventede utaalmodigt paa den Artikel, der var den største Tjeneste, der den Gang kunde gjøres »Fædrelandet«, da de selv erkjendte, at Pøbel-Literaturens Udbredelse var saa uproportioneret, at det at ignorere ikke lod sig gjøre. – Saa handlede jeg. – Det virkede ogsaa paa sin Maade – – men jeg udsatte mig for »Publikum«, og fra det Øieblik har Bladet »Fædrelandet« aldrig vidst, at jeg var til, formdl. af Angest for Publikum. – Og saa er 👤Gjødvad min Ven, jeg har seet ham Aar efter Aar hver evige Dag, nu lidt sjeldnere, og jeg holder virkelig meget af ham. Og dersom jeg da – eller det behøver jeg ikke at sige, det har han oftere talt om: hvorledes Biskop 👤M. behandler mig, at han privat har givet mig Complimenter og officielt forraadt mig: men Redakteuren af »Fædrelandet« gjør han ikke det Samme? Og dog holder jeg saa meget af 👤Gjødvad. Men saa forunderligt er det, at efterat det er passeret med Pøbel-Literaturen, og 👤Gjødvad dog nok veed, at jeg seer »Fædrelandets« Adfærd mod mig som den er, saa har senere 👤G. saa smaat pirret ved mig, for om muligt at faae mig til at gjøre et lignende Skridt mod »Flyveposten.« Og havde jeg gjort det, og der paa nogen Maade var blevet Fare for mig: »Fædrelandet« havde atter forraadt mig. Imidlertid kan jeg godt blive ved at holde personligt af 👤G. Men veemodigt er det dog.

Og nu Prof.👤Nielsen! Hvor skarpt opdager han ikke det Tvetydige i Biskop 👤Mynsters o: s: v: Adfærd mod mig! Men 👤Nielsen gjør selv ganske det Samme, kun endnu tvetydigere. Det seer ud i Literaturen som kæmpede han for min Sag. Men egl. var det Omstændighederne, der tvang ham til at tilstaae, at han har Sit fra min Literatur. Og skjøndt aftvunget denne Tilstaaelse, er hans Forhold dog væsentligen det: privat at fetere mig – og officielt at forraade mig, for at kunne spille Selvstændig.


#