Kierkegaard, Søren Journalen NB 25

Den mulige Collision med 👤Mynster.


Det 👤M. lige fra Begyndelsen, og ofte paa temmelig simple Maader, har kæmpet for mod mig, er at opretholde den Interpretation: Mit, det Mynsterske, er Alvor og Viisdom, det Ks en sær en maaskee mærkelig men en sær Overdrivelse.

Min Paastand er: jeg repræsenterer en sandere Opfattelse af Χstd. end 👤M.

Dog ønsker jeg Intet mindre end at angribe, svække 👤M. Nei, lige stik modsat. En lille Indrømmelse fra hans Side, og det Hele vil være ham saa fordeelagtigt som muligt, Ingen vil see, hvorledes det egl. hænger sammen, hvad jeg altid har skjult over ved at bukke saa dybt for ham.

Lige fra Begyndelsen har jeg egl. været 👤M. et fremmed Væsen (selv sagde jeg ham jo ogsaa den første Dag: vi ere aldeles uenige, hvad han vistnok instinctmæssigt endnu bedre har forstaaet). Der er i mig en Art Sandheds og Idee-Lidenskab som er ham aldeles fremmed. Saaledes er jeg ham imod. – Med »Afsluttende Efterskrift« gik det endnu, deels fordi jeg til Slutning personligt pointerede ham saa stærkt, og deels fordi 👤Joh. Cl. er en Humorist, og det forsaavidt lettere lykkedes 👤M. her at opretholde: dette er kun en poetisk Overdrivelse, Humor, Mit er den sande Alvor og Viisdom. – »Opbyggelige Taler i forskjellig Aand«s første Deel har berørt ham ubehageligere; men, maaskee til Tak for min Efterskrift til Afsl. Eft:, lød Dommen paa: det er en fortræffelig Bog – især de to sidste Dele.»Kjerlighedens Gjerninger« stødte ham. – Χstlige Taler endnu mere. – Og saaledes gaaer det saa stigende. Indøvelse i Χstd. berørte ham yderst smerteligt.

Vil jeg da 👤M. tillivs? Nei, nei jeg er ham hengiven med en hypochonder Lidenskab efter en Maalestok som han aldrig har anet. Men her er noget Andet, der tvinger mig. Jeg har ikke længe Raad til at opretholde den Kæmpen for Idee som jeg har repræsenteret. Derfor maa jeg haste. Var min Fremtid saaledes oeconomisk sikkret, at jeg vidste jeg ganske kunne tilhøre Idee: visseligen jeg gav Tid, og lod 👤M. leve ud – o, det smerter mig saa dybt at skulle trække blank mod ham. Men det Oeconomiske tvinger mig til at haste. Har jeg først taget en Embedsstilling, saa kan 👤M. lettere sætte sin Interpretation igjennem. Og at jeg har oeconomisk Bekymring, det veed han, det har han vidst i flere Aar, jeg har selv sagt ham det. Nu lurer han paa, at dette skal tvinge mig til at slaae af, maaskee endog til at kaste mig i Armene paa ham, at han saa kunde profitere Mit og faae et yderligere Beviis for at Hans er Viisdom og Alvor.

[a] Desuden erindrer jeg, at ogsaa følgende Betragtninger gjorde sig gjældende i mig. 1) Naar jeg var aldeles uden oeconomisk Bekymring, saa er jeg sikker paa mig selv, veed med Bestemthed, at det ikke er for at skaane mig selv, at jeg holdt hen og undgik Collision med 👤M. Men naar jeg har endelige Bekymringer – og i denne Henseende kunde jo 👤M. være mig en tjenlig Mand: saa maa jeg mistænke mig selv, om jeg dog ikke muligt for at skaane mig selv undgaaer Collision. 2) Jeg gyser dog egl. netop naar 👤M. vilde endeligt hjælpe mig, thi der er i ham, efter mine Begreber, en altfor stor Verdslighed, der saa aldeles finder det saa ganske i sin Orden, at man skal sikkre sig jordisk Fordeel. 3). Hvis jeg lod det gaae hen og ikke satte den sidste Literatur ind medens 👤M. levede, saa vilde der i et senere Øieblik neppe være Nogen, der havde Magt til at danne mig nogen Modstand – men har jeg saa ikke unddraget mig at gjøre den Control mulig, der kunde naaes, naar jeg satte det ind medens 👤M. levede.

Den Linie om 👤Goldschmidt den var skjebnesvanger. 1) Aabner den et sørgeligt Indblik i det Slette hos 👤M. 2) Den giver mig just det Faktum mod 👤M., som jeg maatte have, hvis jeg skulde angribe. At hele Hans er noget nær Verdslighed, har jeg længst seet og derfor halveret saaledes, at jeg tog hans »Prædiken«. Men dette Faktum forraader Alt. Og er det da gaaet her som ellers, at jeg først foranlediger En til at give mig det Faktum jeg behøver. 3) Den viser, at 👤M. i Ideen anseer sig for afmægtig. Men han har været i Lidenskab.

For mig betyder Muligheden af denne Collision, at jeg maa tage en endnu høiere Opfattelse af Χstd. for at holde mig. Dette er en meget alvorlig Sag; for mig saare meget at lære og at lide. – Men fra den anden Side betyder Muligheden af denne Collision mig, at der er en Magt, der arbeider 👤M. imod. Thi Collisionen, hvis den skeer, den skeer mod min Villie, det er det Oeconomiske, der nøder mig til at haste, og 👤M. har haft det i sin Magt for den meest fordeelagtige Priis at kjøbe Det, der kan blive ham yderst farligt naar det skal være Collision.

[b] Forunderligt er det ogsaa. Først gjorde jeg længe Modstand og vilde saa nødig sætte den sidste Literatur ind. Endelig skete det – og den blev pseudonym. (Det var Sygdommen til Døden). Saa sagde jeg til mig selv: nu har det ingen Hast med den øvrige Literatur, da den dog skal være pseudonym. Da jeg flyttede fra Garveren, var det min Tanke at reise. Derfor saae jeg ikke selv paa Værelser. Fik saa den ulykkelige Leilighed. Der leed jeg meget, o, meget. Saa blev Resten af 👤Anti-Cl. sat ud. See, det er som en Styrelse, der vil, at 👤M. skal opleve det.

Han var en Olding; det Sandere bødes af En, der »i dyb Ærefrygt« var villig til at anbringe det saaledes, at det saae ud som var det det Mynsterske. Han vilde ikke. Det kan blive bittert nok, efterat have nydt Livet som han, nu i de sidste Aar at faae Belysningen af hvad den Art Χstd. dog egl. er.