1. Manuskriptbeskrivelse

Journalen NB25 er en indbundet protokol i kvartformat, af SK mærket »NB25.«. Den befinder sig i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.

NB25

1

Halvbind med ryg og hjørner af mørkebrunt skind og med blankt, brunligt marmoreret overtrækspapir. Tresidet sprængt snit. Hæftet med tråd af naturfarvet hørgarn på snore af sejlgarn. Bindets mål er 190 × 227 × 25 mm.* Midt på forpermen er klæbet en mangekantet etiket med påskriften »NB25.« og datoen »d. 29 Novbr. 1851.« (se illustration 5).

5. Journalen NB25, etiket på bindets forside
Øverst til højre på etiketten har 👤Henrik Lund med rødt blæk skrevet nummeret »347.«, journalens nummer i L-fort. Desuden har udgiverne af Pap. med blyant tilføjet optegnelsesnumrene »[X4 A 423-545]« og under datoen »X4 A 423«. På forpermens inderside er i øverste venstre hjørne indklæbet en trykt etiket, hvis motiv er en bog med påskriften: »👤L. C. MÖLLER | Bogbinder & Papirhandler | Graabrödretorv No 97.« Under etiketten er med blyant anført protokollens omfang »1½ Bog« og dens pris »5ℳ 8ß«. *
Bogblokken består af 140 blade i 4o fordelt på 18 læg (kvaterner).* Journalen er fra bl. 6 med blyant pagineret 1-270 på rectosiderne; bl. 140 også på versosiden (s. 270).
Lægfordeling: læg I: 6 blade (kvaterne, hvor de to første blade er fastklæbet på forpermen; pagineret 1-[2]), læg II-XVII: 8 blade (pagineret 3-[258]), læg XVIII: 6 blade (kvaterne, hvor de to sidste blade er fastklæbet på bagpermen; pagineret 259-270).
Papir: glat skrivepapir. Mål: 180 × 220 mm.*
Bladene er foldet på langs, således at yderspalten udgør ca. ⅓ af siden. Inderspalten rummer hovedteksten, yderspalten marginaltekst. Denne omfatter dels tilføjelser og anmærkninger til hovedspaltens tekst, dels enkelte indledende stikord med overskriftkarakter (NB25:13.a og 64.a). Bl. 1-5 er ikke foldet.
Bl. [1v]-[5v] er ubeskrevet.
Skriften er nygotisk med latinske indslag. Etikettens tekst er skrevet med latinsk hånd. Desuden benyttes latinsk håndskrift ved latinske og franske ordformer og citater samt undertiden som skønskrift i forbindelse med overskrifter og navnestof.
Forpermens inderside er beskrevet med en indholdsfortegnelse i næsten hele sidens bredde.
I optegnelserne NB25:5, s. 3, og NB25:97, s. 215, er der tilføjet tekst, som fortsætter ud i marginen. Marginaltilføjelsen NB25:12.d er skrevet delvis i hovedspalten (se illustration 13 i SKS 24, 447). Marginaltilføjelserne NB25:20.a, NB25:67.a, NB25:84.a og b, NB25:97.a samt NB25:98.a løber over to sider. Fodnoten NB25:42.1 løber ligeledes over to sider og er adskilt fra hovedteksten med en streg. Streger benyttes også til adskillelse af tekst i forbindelse med tilføjelserne NB25:29.a på s. 33 og NB25:97.b på s. 215.
Hovedparten af journalens overskrifter er helt eller delvis understreget. Overskrifterne til NB25:12, 46 og 68 er dobbelt understreget. I indholdsfortegnelsen NB25:2 er henvisningen til NB25:68, »Den Mynsterske Christendoms-Forkyndelse«, også dobbelt understreget. I NB25:17 er 1½ linje understreget. Stedvis er også enkelte ord i den løbende tekst i andre optegnelser understreget eller dobbelt understreget.
Optegnelserne i journalen adskilles indbyrdes af dobbeltkors. Hvor en optegnelse indledes på en ny side, sættes der oftest et ekstra dobbeltkors øverst på siden foran optegnelsen. Til intern opdeling anvendes i NB25:12 to asterisker (på s. 15), mens der i NB25:64 (på s. 113 og [116]) og NB25:97 (på s. 215) anvendes skillestreg. De to optegnelser »Om 'Hende.'«, NB25:109 og 113, begynder begge på en ny side og afsluttes med dobbeltkors og to store krydser (se illustration 15 i SKS 24, 528).
Der er i hele journalen en del mindre korrektioner i form af overstregninger, sletninger og tilføjelser. Undertiden indvises mindre tilføjelser mellem linjerne med kiler eller krøllede parenteser ned i hovedteksten. De største sletninger findes på s. 245 i optegnelsen NB25:107 (4 ord) og på s. 253 i NB25:109 (3 ord). I NB25:22 og 49 forekommer slettede dobbeltkors, hvor en først afsluttet optegnelse videreføres.
Ud for slutningen af hver optegnelse har Pap.-udgiverne med blyant noteret optegnelsens nummer i Pap. I øverste højre hjørne af bl. [1r] har 👤Henrik Lund skrevet nummeret »347.« med rødt blæk.

1

(L-fort. + B-fort. 347; KA, A pk. 29; Pap. X 4 A 423-545)