X4A377 187 Mit Forhold til 👤►Mynster nu – ►Indøvelse i Christendom – ►det med 👤Goldschmidt.
Min Categorie er den Enkelte. Min Opgave har været med denne Categorie i dialektisk Eenhed at være Opvækkelse i et Bestaaende og ideelt at forsvare et Bestaaende mod det Numeriske, Partier o: s: v:
Altsaa jeg forsvarer et Bestaaende.
Reent ideelt havde jeg nu holdt ud at tjene min Idee. Da blev det mig af flere Grunde et Spørgsmaal, om jeg ikke ►ligefrem kunde slutte mig til det Bestaaende.
Men fordi jeg ideelt forsvarer et Bestaaende, deraf følger ikke udenvidere at jeg ligefrem er i Forstaaelse med det Bestaaende.
Dette maatte undersøges, og 188 saa alvorligt som muligt. ►En Samtale med 👤Mynster eller Deslige ►vilde været Barnagtighed.
Hvad gjør jeg da? ►Jeg udvikler ⓘ ideelt hele den chri400stelige Bevægelses Dialektik ubetinget, hvilken Meddelelse render et Bestaaende over Ende. Denne Meddelelse gjør jeg pseudonym, og anbringer et tre Gange gjentaget Forord, at jeg forstaaer det som ene sagt til mig, at jeg maa lære at henflye til »Naaden«.
Dette er Formelen for et christeligt Bestaaende, det er en ►Indulgents, »Naaden« maa anbringes her. Forstaaer det Bestaaende sig ikke saaledes, anbringer det ikke Naaden her, saa ere vi uenige. Men ►Meddelelsen var ideel, Ingen angreben.
Dette ►sætter jeg ud. I 189 Sandhed var Noget skikket til at ►berøre 👤Mynster piinligt da det. [a]
✂ [a] Men saaledes skulde det just være, for at faae Sandheden frem, og for ikke at spare mig selv, der virkeligt leed meget baade paa egne Vegne, og ogsaa i Hengivenhed for 👤Mynster.
Jeg maatte nu see Følgen heraf. Enten maatte 👤M. reise sig i hele sin Magt – maaskee knuse mig: vel, saa var dog Sagens ⓘ sande Sammenhæng blev[et] aabenbart. Eller det blev ingen complet Seier: vel, der var gjort fra min Side Alt for ingen ►Misligheder at skjule over. Eller muligt, 👤M. havde Aandsfrihed nok til at sige: dette er det Sande: jeg jublede ved Tanken derom. Eller han gjorde slet Intet: vel, min Hensigt var i saa Fald, at ►ende med en Lovtale over 👤Mynster; thi jeg ⓘ var fornøiet med, at han taug.
►Saa fik jeg at vide, at han var rasende. Saa samtalede jeg med ham. Alt dette findes 190 i Journalen fra den Tid.
Efter Samtalen ►var jeg godt fornøiet og betænkt paa at anbringe Lovtalen.
►Da kommer jeg til at tale med 👤Nielsen. I min Glæde fortæller jeg, at jeg har talt med 👤Mynster, og jeg priser hans Aandsfrihed. Jeg glemmer, at det maatte hidse 👤Nielsen, som hader 👤Mynster. I samme Øieblik saae jeg, at hvis jeg nu anbragte Lovtalen over 👤M., vilde 👤Nielsen vove det Yderste. Og Sagen var tillige ►mislig, thi hvad 👤Mynster muligt skjulte i sig, vi[d]ste jeg dog ikke. Anbragte jeg Lovtalen for tidligt, risikerede jeg, at han benyttede den mod mig.
Saa maatte der gaae Tid hen.
191►Da hørte jeg paa flere Steder alligevel Tale om 👤Mynsters Unaade. ►👤Madvig blev mig ganske besynderlig.b Altsaa der maatte gaae Tid hen. Jeg længtes imidlertid blot efter at kunne gjøre det for 👤Mynster. Men som sagt, man kunde ikke vide, hvad han ⓘ skjulte, og 401 om han ikke kunde ►falde paa, just naar Lovtalen kom, at bruge den mod ⓘ mig og bryde officielt, benyttende denne Fordeel.
✂ b og jeg maatte formode det kom fra 👤Mynster, der altsaa dog skjulte Noget.
►Saa kom Artiklen mod 👤Rudelbach. 👤Mynster var fornøiet, og jeg glad.
Blot nu et Ord af 👤Mynster – saa skal Lovtalen komme.
►Det kom det Ord – men det anbragte 👤Goldschmidt og paa en saadan Maade!
192Nu er Lovtalen umulig; selv om jeg nok saa gjerne vilde, det er umuligt, thi jeg vil hidse 👤Nielseno: s: v:, saa det ⓘ Sidste bliver værre end det Første. Lovtalen kan ikke komme; jeg maa nøies med den tidligere Tradition om min Ærbødighed og Hengivenhed for 👤Mynster. Lovtalen kan ikke anbringes, hele min Forfatter-Virksomhed ikke forvandles til en Triumph for 👤Mynster, det var at gjøre mig selv latterlig, da 👤M. har saaledes anbragt 👤Goldschmidt, og, som sagt, det er umuligt, thi 👤Nielsen o: s: v: vilde hidses til det Yderste og styrte sig over ham og skade uberegneligt.
👤Mynster►er paa en 193 Maade skeet sin Ret, thi han har aldrig handlet nobelt mod mig, han har i Grunden villet spendere mig paa sin Egoisme, og i ethvert Tilfælde ►han burde længst været Den, der selv havde foreslaaet mig ►en Plads ved et Seminarium end sige hjulpet mig, hvis jeg ønskede det.
Men det smerter mig; thi mod 👤Mynster ønskede jeg at gjøre uendelig mere end ⓘ hvad Ret er. Men han har selv gjort det umuligt.
Men mit Forhold til det Bestaaende er ordnet. Thi væsentligen har 👤Mynster tiet; det med 👤Goldschmidt er mere ⓘ en personlig Fornærmelse mod mig. Thi 👤Mynster har jo just villet drage 👤Goldschmidt frem, fordi han forsvarer det Bestaaende. Misligheden 194 er 👤Goldschmidts ►vita ante acta og, personligt for mig, ►hans Historie med ⓘ mig; jeg forlanger blot, at 👤G. skal tilbagekalde ►sit 6aarige Forbigangne.