X4A354 »Efterfølgelsen.«
I Catholicismen er der dog mere Mening just fordi man ikke ganske har sluppet Efterfølgelsen.
»Efterfølgelsen« (ret forstaaet, altsaa ikke til Selvplagelse, ei heller til Hyklerie og ►Gjernings-Retfærdighed o: s: v:) afgiver egl. Garantien for, ►at Χstdommen ikke bliver Poesie, Mythologie, Idee i abstrakt Forstand – hvad den noget nær er blevet i Protestantismen.
150 »Efterfølgelsen« sætter »den Enkelte« hver Enkelt i Forhold til 385 Idealet. See, det er ►at sætte Pinden for, at Χstd. er Mythologie og Poesie.
Men i ⓘ Protestantismen er (ved at afskaffe Efterfølgelsen og ved den skjulte Inderlighed) omtrent naaet, at Χstus ikke er Idealet, Forbilledet, (til hvilket hver Enkelt skal forholde sig, redeligt vedgaaende, hvor han er) men Idee. Og Individerne i ►Slægten, de Enkelte, de ere Exemplarer, blot Exemplarer, hver gjør ⓘ sig lystig paa sin Viis, der kan da ikke være Tanke at have med Idealet at gjøre. Der er overhovedet intet Ideal, der er ⓘ en Idee151: Χstus – og Mskslægten. ►Hurra for mig og Dig siger jeg.
Ja Sagen er endnu galere forrykket. Naar Χstus er Forbilledet, naar hver Enkelt skal stræbe – det er Lidelse at skulle stræbe her. Derfor behøvedes det vel, at det befales: Du ⓘ skal, ellers gaaer det aldrig. Nu har man vendt Forholdet, det at ville stræbe efter Idealet det er ►Arrogantse, uforskammet Hovmod – saaledes taler vi (►saaledes taler fE Prof. 👤Heiberg i Forordet til Clara Raphael).
See her har vi igjen Hykleriet, man ikke blot fritager sig for Anstrengelsen, nei man gjør Anstrengelsen til Hovmod, saa altsaa Fritagelsen er roesvær152dig Ydmyghed.
Hvis nu da En vilde ►vove ud i Stræben efter Idealet – hvad skal det blive til. Det der skulde hjælpe ham, naar Lidelserne begynde var just dette: Du skal, der er ingen Sludder derom, Du skal, og ethvert Msk. skal – i dets Sted hedder nu: afskyelige Hovmod, men derfor ere ogsaa Lidelserne vel fortjente, Straf over Hovmod.
Gud og Χstd. er nøieregnende: hvert enkelt Msk. skal forholde sig til Idealet, hvor langt han saa end er tilbage. Dette er for, at Χstd. kan ►holde ⓘ General-Opsynet med disse Millioner. 153 Den protestantiske Bevidsthed, den rutter med Msker, regner med meget store runde Summer, fritager os alle fra Stræben efter Idealet, og gjør Slægten til Det der forholder sig – dog vel ikke til Idealet, thi det kan »Slægt« ikke (►en masse kan man ikke forholde sig til »Idealet«) gjør altsaa Idealet til en Idee, en abstrakt Idee – og hvor langt er der saa tilbage til, at Χstd. er Mythologie, Talen om Χstd. digteriske Udgydelser og ⓘ Stemninger?
O, ►👤Luther, 👤Luther, ⓘ ak, derfor gik det saa let med Reformationen, fordi »Verdsligheden« forstod, det er Noget for os! O, Du ærlige Mand, hvor154for betænkte Du dog ikke, hvor listige vi Msker ere! Hvorfor havde Du ikke Øine i Nakken, for at Du ►kunde forebygget hvad der skete bag Din Ryg!
See, derfor gik det saa let for 👤Luther, fordi »Verdsligheden« ⓘ tidligt saae i dette en nem Vei til at blive Χstdommens Anstrengelse 386 qvit. Og derfor vil det nu blive saa svært, at faae dette Forhold ordnet igjen (uden dog at gaae Glip ⓘ af det Sande i 👤Luthers) fordi »Verdsligheden« kun altfor godt forstaaer, at her gjælder det om, at faae Sagen igjen gjort strengere.
Dersom »Efterfølgelsen« ikke anbringes idetmindste og i det Mildeste dialektisk for at holde Justits, og sætte Forholdet i Rette: 155 at Χstd. har med den Enkelte, hver Enkelt at gjøre, som skal forholde sig til Idealet, om det saa kun var for ydmyget at tilstaae, hvor uendelig langt han er tilbage: saa er »Slægten« ⓘ overgribende, og Χstd. ⓘ Mythologie, Poesie, saa er Χstd.s Forkyndelse theatralsk, thi Garantien for Forskjellen mellem Theater og Kirke er: »Efterfølgelsen«, dens Alvor, den Ædruhed, som ligger i, at Mskene gjøres Enkelte, for hver Enkelt at forholde, at skulle forholde sig til Idealet.