Kierkegaard, Søren Journalen NB24 : 1851

↩

X4A352 Χstdommen

Min dybeste Tvivl, som nu er hævet.

O, naar jeg har hørt disse Millioner og Millioner tale om Χstdommens Mildhed: mig har det været ubegribeligt.

Saaledes har det forholdt sig med mig. Jeg har i Grunden (hvor ydmyget jeg end har været for min Herre og Frelser) meent, at jeg kom bedre ud af det, naar jeg blot havde med Gud Fader alene at gjøre, at just ►»Midleren« gjør Sagen saa 146 svær. Thi har jeg ene med Gud Fader at gjøre – saa er der ingen ⓘ »Efterfølgelse«»Efterfølgelse«] , < »Efterfølgelsen« fordret. Og nu stillede Forholdet sig saaledes: hvis jeg Lidende og Elendig som den Elendigste henvender mig til Χstus – og han hjælper mig: hvad saa? Saa siger han: men saa maa Du følge mig efter, ►afdøe, lide for Læren, hades af alle Msker kort Qvaler, som aldrig ere lidte efter den Maalestok af noget Msk. uden af en Χsten. Men Herre Gud, at hjælpes paa den Maade!

Nu forstaaer jeg, at Efterfølgelsen dog ikke skal anbringes saale384des: at den er for at holde Justits, for at lære Ydmygelse og Trang til Naade, 147 for at standse Tvivlen.

Saa er der Beroligelse og Salighed – og saa var det ikke umuligt, at et Msk. kunde blive saa rørt over al denne ⓘ KjerlighedKjerlighed] , først skrevet S og føle sig saa salig, at det blev ham en Kjerlighedens Glæde at afdøe.

Kommer det Øieblik ikke for et Msk: nu saa er der Naade, og ►»Efterfølgelsen« skal ikke, som 👤Luther ypperligt siger, styrte ham enten i Fortvivlelse eller i Formastelse. Kommer det Øieblik saa er Efterfølgelsen dog trods al sin Smerte en Kjerlighedens Sag, og saaledes dog salig.