Kierkegaard, Søren Journalen NB24

X4A296 348 Mit Bestik.

Neppe Nogen her er i den Grad som jeg indviet i alle de Indsigelser, 55 der, christeligt, ere at gjøre mod en ►Stats-Kirke, en ►Folke-Kirke, et christeligt Bestaaende o: s: v:, ►item ⓘ atat] tilføjet i streng ⓘ christeligchristelig] tilføjet Forstand er Fordringen: ⓘ Adskillelse,Adskillelse,] , først skrevet Adskillelse. det er Idealitetens Fordring i Maximum.

Men siger jeg: at foretage denne Adskillelse er en i saa høi Grad qvalitativ religieus ►Forretning, at kun en qvalitativ ⓘ ►distingveretdistingveret] , først skrevet religieus religieus Charakteer kan udføre den; strengt taget maatte der fordres en Apostel, idetmindste ⓘ etet] , ændret fra en Sandheds-Vidne. Og i Charakteer skal det gjøres, der skal ikke sluddres charakteerløst derom. At faae et charakteerløst fortumlet Hoved til at vove paa Sligt er uendeligen galere end at sætte en ►Spekhøker til at commandere en ⓘ Brigade,Brigade,] , ændret fra Brigade.^[a]

Nu har jeg paa vor Scene ikke 56 opdaget en Eneste, der kunde endog blot ligne en saa distingueret religieus Charakteer. Derimod ere der Nogle, der fortumlet fuske i at ville foranstalte denne Operation paa charakteerløs Maade og i utilladelig Form.

Dette er absolut Fordærveligt. ^[b] Et forkludret Bestaaende – nu ja, det er ikke at prise, men dog uendelig at foretrække for en charakteerløs Reformation.

Her er det saa jeg tager Forretningen. Dersom jeg udgav mig for selv at være et Sandheds-Vidne eller Deslige, var jeg en Ubetydelighed. Men det gjør jeg ikke. Just derfor er jeg sand nok til at kunne magte de charakteerløse ►usædelige Reformationer.

Saaledes ►betrygger jeg det 57 Bestaaende.

Men for at kunne det, fordrer jeg igjen, hvad jeg fordrer af mig selv: Indrømmelser. Som naar et Regiment har forseet sig og heelt bliver degraderet: saaledes mener jeg, at vi, naar vi ikke vil og ikke tør vove længere ud end til Folke-Kirke og Deslige, saa maae vi finde ⓘ osos] , først skrevet og i Alle at blive degraderede, at vi vedgaae, at vi ikke i strengere Forstand ere Χstne.

Og hvorledes opererer jeg nu i denne Henseende? Træder jeg frem som Den, der, saa at sige, for Guds Regning har Ordre til at degradere Χstheden? O, nei. ►Jeg er uden Myndighed. Selv rørt af Idealet finder jeg en Glæde i selv at degraderes, og »uden Myndighed« stræber jeg at røre Andre til det Samme.

Feilen ved ►det Mynsterske 58 er: ⓘ 1)1)] tilføjet at han har holdt det hen, som var 349 der Sandhed og Mening i, at alle vi Tusinder og ⓘ MillionerMillioner] , < Millionere ere Χstne; 2) og dernæst, at han har forhærdet sig mod mig.

Saaledes kan hele det Bestaaende bestaae. Thi ⓘ enen] tilføjet Χsten i streng Forstand er i den Grad en Sjeldenhed, at der neppe findes een i hver Generation.

Χsten i forflygtiget Forstand, saadan Χsten som vi saadan ere: er En, der antager Læren, hviler i Naaden, men ikke i strengere Forstand gaaer ind paa »Efterfølgelsen«. For en saadan Χsten er Χstus Frelseren, Forsoneren, men ikke i strengere Forstand »Forbilledet«, uden i Retning af Ydmygelse til Inderliggjørelse.

Og see »Efterfølgelsen« i strengere Forstand er det just 59 👤Mynster har afskaffet, aldeles udeladt. ►Just ⓘ derideri] , først skrevet deri stikker Misligheden, at han har ladet som Ingenting; thi siges skal det, Sandhed skal der være ►betræffende, hvor vi ⓘ ere,ere,] , først skrevet ere. ellers er Alt verdsliggjort.